Hvorfor USA er på vej ned – og hurtigere end du måske tror: Min forudsigelse for godt 40 år siden

Billede fra Wikileaks

Eller den tarvelig sætning: Hvad var det jeg sagde i 1981?

Nedenstående forudsigelser blev skrevet for eksakt to år siden og publiceret på engelsk på The Transnational.

USA’s enestående og dominerende position i verden efter 1945 er velkendt. USA bevarer denne position takket være både en meget stor historisk goodwillkapital og tidligere storhed i generationer rundt om i verden – og takket være en uhæmmet militarisme og imperialisme, der har ødelagt det gode “Amerika”, som det var engang.

Verdens store splittelse i de næste par år vil være denne: Står du på USA’s side for fortsat global dominans, eller ønsker du en ny multipolær verden med mere balance og USA i rollen som en partner blandt ligestillede?

Efter min mening har USA ikke længere kapacitet til at lede sig selv effektivt og finde løsninger på sin egen flerdimensionelle krise, hvad enten det drejer sig om økonomi, demokrati, klimaforandringer, krigsafhængighed, social polarisering, racisme og oven i købet Covid-19-krisen.

Da USA ikke er i stand til at lede sig selv, bør ingen ønske, at USA skal lede verden. Det har det heller ikke nogen ret til.

Mens dets allierede, venner og beundrere i stigende grad bliver skeptiske, vender andre sig bort og søger andre partnere, hvad enten det er Kina, Rusland eller Iran.

Mens USA’s venner bør forsøge at hjælpe USA ud af dets afhængighed af dets forældede selvopfattelse, kan de udpegede fjender naturligvis ikke hjælpe USA, da det ganske enkelt ikke vil lytte. Mærkeligt nok har disse lande også brug for USA og har søgt og søger stadig konstruktivt samarbejde, men forgæves.

Faktum er, at ingen truer USA (og slet ikke Rusland, der har mindre end 8 % af NATO’s militærudgifter). USA er blevet sin egen værste fjende, men giver andre skylden for sine problemer.

Desværre ser det ud til, at der ikke er et eneste udenrigsministerium i EU/NATO-landene, som overhovedet har tænkt på at udvikle en strategi for det postamerikansk dominerede Vesten.

Lande som Kina, andre BRICS- og SCO-lande og mange andre er ved at opbygge en ny verdensorden. Vil Vesten derfor tabe det hele på gulvet, eller vil dele af det stadig være i stand til at redde det, der kan reddes, og gå over i den fremtidige multipolære verdensorden?

Chancen for et “ja” til det spørgsmål bliver mindre og mindre for hver dag, der går.

Nedenstående liste med tyve punkter blev skrevet længe før debatten mellem Trump og Biden som præsidentkandidaterne, helt eksakt den 29. september 2020 (det ville være en fornærmelse mod børn at sige, at de opførte sig som børn). Men den debat bekræftede kun disse punkter – og den simple pointe, at det ikke betyder noget videre om USA’s næste præsident ville blive Trump eller Biden.

Det er systemet, dumrian! Og det er hurtigt ved at være slut.

Det er en gyldig intellektuelt-teoretisk pointe, at man ikke kan anvende karakteristika fra psykologien – grundlæggende videnskaben om individet – på langt større aggregater som mennesker, nationer eller det globale system. Det er niveauernes fejlslutning.

Når det er sagt, så lad os alligevel forsøge at gøre en lille smule af en sådan “psykologisering” for at gøre den mere tilgængelig for læseren.

(1) Alle imperier går til grunde før eller siden – det seneste var Sovjetunionen, og USA/Vesten har ikke kunnet klare sig, siden dets elskede fjende forsvandt. Alle imperier opstår, vokser, når et højdepunkt, et klimaks – og begynder derefter at miste det for at bevæge sig mod relativ tilbagegang (andre kommer op) og derefter falde. Ganske ligesom det individuelle liv.

(2) Over-udbredelse. Hvis man søger efter global magt på en række magtskalaer kan man aldrig få nok – der er ingen og intet, som man ikke ønsker at forsøge at påvirke, dominere eller kontrollere.

(3) Hybris – vi kan slippe af sted med alt, vi er store og magtfulde. Man kan have ret i en periode, men så indhenter virkeligheden os.

(4) Exceptionalisme – vi kan gøre ting, som ingen andre kan, fordi vi er dem, vi er – og vi kan fortælle andre, at de ikke må gøre det, vi selv gør. Vi står over loven, som andre skal følge, vi udkæmper krige for det gode, mens andre kæmper for det onde og er onde. Fordi vi er gode og har Gud på vores side.

(5) Rutinens uudholdelige lethed – det hele er gået så godt i så lang tid takket være vores gennemgribende sæt af værdier, livsstilsformende indflydelse gennem medierne, film, kultur, kunst – Hollywood og alt det dér. Man er blevet det naturliges målestok. Så længe resten af verden ser dig som et naturligt, universelt ideal at efterligne – amerikanisering – går alting glat.

(6) Nummer 1-problemet – det vil sige, at hvis man er (eller tror man er) nummer et i en rangorden, er der ingen at se op til og lære af,. Altså ender man med at blive lærer, mester, diktator, mere eller mindre arrogant og ser “nedad:” De andre skal blive som vi. Hvis man er nr. 37, er der 36 andre at lære af – hvordan gjorde de det bedre end vi? Men før eller senere holder “eleverne” op med at lytte og adlyde den mestrende Nummer 1 – hans mesterstemme, så at sige.

(7) Missionsvirksomhed eller “mission civilisatrice” – man forsøger ad absurdum at forme andre i sit eget billede; de skal blive som os. Vores nationale tænkning er universaliserbar. Verden skal tilpasse sig til os, ikke vi til verden. Kan du huske, hvem der var Den første verden, den Anden og den Tredje verden førhen? Verden er en trappestige med os selv på toppen.

(8) Legitimiteten i andres øjne forsvinder langsomt – du kan måske slippe afsted med nogle dårlige handlinger en eller to gange, men når de bliver en vane, begynder andre at tænke kritisk. Som tiden går, eroderes din normative magt, og du er i stigende grad afhængig af nøgen magt – militæret. Mit land, hvad enten det er rigtigt eller forkert: Send the Marines!

(9) Overmilitarisering – systemet har brug for en krig mere eller mindre regelmæssigt; det betyder, at du hele tiden har brug for billeder af fjender (opfundne eller virkelige). Ligesom en narkoman har brug for et fix. USA kan bestemt ikke undvære fjender. Problemet er, at den militære kolos kaldet det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAC) altid vil have mere – også i tider, hvor økonomien ikke kan bære den byrde. (Ligesom Sovjetunionen i 1970’erne og 1980’erne ikke kunne). Og Coronavirus svækker økonomien endnu mere.

(10) Stigende autisme, fornægtelse af den virkelige verden plus gruppetænkning – “alt fungerede så fint før i tiden, det kan ikke være rigtigt, at vi ikke bare kan fortsætte som vi plejer. (Så lad os starte en ny kold krig, denne gang mod Kina). Gruppetænkning betyder, at en lille gruppe mennesker over tid opbygger et fælles verdensbillede, der afviser alle nye tanker udefra og bliver overbevist om, at deres verdensbillede og værdier er dewt eneste rigtige og at alle andre tager fejl. Problemet er blot, at de ikke ved, at de sidder i den restaurant på US Titanic, hvor musikken spiller så elegant…

(10) Sociopolitisk metaltræthed – noget har været stærkt i lang tid, men pludselig kommer der en revne, og så kommer der en ny. Det utænkelige, eller i hvert fald usandsynlige og uforudsete, sker pludselig gentagne gange. Og gamle værktøjer kan ikke løse problemerne.

(11) Manglende positive visioner og mangel på den banebrydende ny dynamik – af den type, der får andre til frivilligt at følge dig. Lidt efter lidt er allre dine signaler negativt eller destruktive.
Den gamle positive livsenergi ebber ud, og paranoiaen trænger ind – ligesom den stadig ældre småsure person, der føler, at verden vender ryggen til og bliver urimelig. Er der noget vigtigt land i dagens verden, som USA ikke kører en eller anden form for konflikt med, selv venner og allierede? Derpå indtræder paranoia – “Hele verden er imod os … vi ser fjender rundt omkring – verden forstår os ikke længere. Men vi skal lære dem en lektie …”

(12) Stagnation og anti-intellektualisme – man fortsætter med at gøre det, der virkede før, f.eks. at løse alle problemer med militæret og alle politiske problemer med at pumpe penge ind i forældede systemer; man bliver i stigende grad ude af stand til at tænke. For den person, der kun har en hammer i værktøjskassen, handler alle problemer i huset om at hamre… Så man tillader ikke noget nyt, tolererer ikke mangfoldighed og slår ned på kritiske røster.

(13) Den normative og kulturelle magt forsvinder – andres opfattelse af imperiets værdier som gode og retfærdige og som en del af en vision smuldrer. De begiver sig ud i en fremtid uden Imperiets diktat og/eller beskyttelse og opbygger en ny verdensorden (som USA ikke vil høre om eller lade sine underordnede deltage i).

(14) Overdreven udvidelse gennem selvforstærkning – man engagerer sig i konflikter og krige, som man ikke har en chance for at vinde, og mister i stigende grad fornemmelsen for virkeligheden og for sin egen styrke i forhold til andre.

(15) Afhængighed & unidimensionalitet – da den eneste magtskala, hvor vi har et enormt forspring fremfor andre er militæret, bruger man det, hvor andre midler ville være langt mere effektive og billigere samt skabe respekt i hele verden. Diplomatiet forsvinder – i mangel af gulerødder bruger man den store stok.

(16) Dekadence, illusioner og løgne – udenrigsminister Pompeo praler officielt med, at det er en del af den amerikanske tradition at “snyde, stjæle og lyve” – med andre ord moralsk forfald. Fake, fup og udeladelse samt en kamp om, hvad virkeligheden er…

(17) Psykopater og kakistokrater vinder i stigende grad indflydelse = Pathokrati! Ordet kakistokrati betyder regering af de værste, mindst kvalificerede og/eller mest skruppelløse borgere. Det tempo, hvormed normer og forventninger om normal adfærd brydes, overvælder verden. Ledernes senilitet kan også spille en rolle – husker du Breznev? Og så er der som regel en eller anden, der dukker op i den kaotiske udvikling og erklærer, at han/hun kan frelse os alle.

(18) Demokratiet og folkets deltagelse i det smuldrer – de fleste borgere fornemmer, hvad der sker, men i vantro. Mobilisering af modkræfter for at redde det, der kan reddes, bliver vanskeligere for hver dag, der går.

“Og hurtigere end du måske tror” – står der i overskriften?

Man bør tøve med at virke for sikker på at forudsige den endelige afslutning. Nogle gange lever uhelbredeligt syge mennesker længere, end den medicinske ekspertise havde forudset. Hvis vi alligevel tager risikoen, vil jeg sige inden for den næste præsidentperiode 2021-2026 eller senest i 2030.

Når revnerne er hyppige nok og store nok, accelererer forfaldet og sammenbruddet eksponentielt – hurtigere og hurtigere. Husk afslutningen af den kolde krig i 1989, da grænsevagterne bare åbnede portene, og folk begyndte at bevæge sig fjollet.

I en dansk akademisk bog fra 1981 (1), Sovjetunionen, Østeuropa og dansk sikkerhedspolitik, Sydjyst Universitetsforlag, Esbjerg 1981 forudsagde jeg Vestens fald således:

“Den vestlige verden er på vej ned, og den nuværende krise er ikke kun konjunkturbestemt og heller ikke kun en kapitalistisk krise (den er ikke udelukkende økonomisk), men en slags civilisationskrise. Det globale system, der har eksisteret med Europa-USA som centrum og udviklet sig gennem de sidste 400-500 år, gennemgår krampetrækninger af en dybere karakter, end man normalt opfatter.

Hverken liberalismen eller marxismen, som begge er vestlige tankesystemer, og hverken USA eller Sovjetunionen fremstår som attraktive modeller for resten af verden. De er selv i dyb krise – både socialt og økonomisk – mens Japan, Kina og en række nye vækstcentre og regionale stormagter er på vej frem, især i Asien.

De rige, overudviklede lande nærmer sig visse “objektive” begrænsninger med hensyn til natur, råstoffer, udnyttelse af mennesker, systemernes størrelse samt forvaltningsproblemer, socialt pres osv.

Oprustningen og den stigende militarisering af forskellige typer af sociale strukturer overalt er et (forsøg på) “foryngelsesbehandling” i Vestens alderdomsfase, en slags kompensation for aftagende magt på andre områder.”

Konklusion: Regeringer, virksomheder, akademiske kredse og andre, der i disse år holder fast i det amerikanske imperium, vil blive en periferi i den fremtidige verdensorden.

Ovennævnte bog blev anmeldt – eller omtalt i et bredere perspektiv – af Frank Essman Jensen i Weekendavisen den 27. marts 1981 (læs pdf herunder). Det er ret klart, at jeg allerede på det tidspunkt var udsat for nok så mange kritiske kommentarer fra establishment-forskere og det danske forsvar. Een af de skarpe kritikere var professor og journalist Erling Bjøl – kendt fra mange års skriverier i Politiken. Han er 103 år gammel idag og jeg tilgiver ham det gerne. Og alle de andre, der mente at hvis man ikke var mainstream pro-NATO forsker så måtte man være agitator.

Det kan jeg såre godt leve med idag.

Et grundkriterium for en god analyse er jo at den – som en prognose, der hviler på en god diagnose – forudsiger fremtiden mere præcist end dårligere analyser.

Og gad vide om f.eks. den danske regering idag har en Plan B for det, der uvægerligt vil ske snart. Jeg ser ingen tegn på det. Den sidder også i Titanics luksusrestaurant og glæder sig over hvor godt det går – især med at stå sammen om at over-ruste endnu mere og at hade russere og Rusland.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!