På foranledning af folketingsmedlem Marie Krarup var der fredag den 19. august et samråd i Udenrigsudvalget med udenrigsminister Jeppe Kofod om det ukrainske nationale sikkerhedsråds usmagelige sortlistning af 72 mennesker rundt i verden (herunder undertegnede) som “pro-russiske” og “disinformationsterrorister,” som landets ledelse mener bør stilles for en militærdomstol, “udrenses (“lustration”) og/eller udsættes for “sanktioner” også dér hvor de bor – udenfor Ukraine.
For et retskaffent og vidende – retsvidende – menneske er denne menneskerettigheds-sag utrolig enkel: Man laver ganske enkelt ikke sådanne “Wanted”-lister over mennesker på grund af deres helt lovlige og legitime analyser og meninger. Hvis det officielle Ukraine er utilfreds kan det jo blot tage diskussionen op, kritisere os for det, vi faktisk har sagt og skrevet eller – som jeg har foreslået – invitere os til debat i ukrainske medier. (Jeg skulle med glæde sige ja tak til en sådan invitation, men den kommer nok ikke).
For sådan fungerer vel et demokratisk system – og det hører vi jo at Ukraine er?
I årtier har EU- og NATO-lande bidraget til reformer – og oprustning – i Ukraine, så det så småningom kunne blive medlem af både EU og NATO. Det betyder også uddannelse og træning for at fremme menneskerettighederne – og Ukraine er idag det land i verden, der modtager mest dansk udviklingsbistand, 688 millioner alene i år – omend der findes nok så mange andre nødlidende lande og folk på vor jord.
Til trods for disse omstændigheder nægtede udenrigsministeren under det timelange samråd ganske enkelt at stå op for de tre danske forskere, der hænges ud, trues. Alt han kunne sige var, at han havde bedt den danske ambassade i Kiyv at kontakte de ukrainske myndigheder – men endnu ikke fået svar og at han gerne ville fortælle udvalget ved en senere lejlighed hvad man har fået at vide om sortlistningen fra Center for Bekæmpelse af Disinformation.
Som vi alle véd, er det sådan man gør man når man ikke ønsker at gøre noget – f.eks. at gribe kraftfuldt ind for at hævde nogle vigtige principper. Og så trækker man sagen i langdrag med håbet om at den skal gå i glemmebogen.
Han har haft over en måned til at tage telefonen eller sende en meddelelse til Ukraines regering eller sin udenrigsministerkollega dér med ord à la:
“Når vi gør alt det, vi har gjort for Ukraine før og nu under krigen – og med glæde – så vil vi simpelthen ikke se den slags officielle forsøg på at undertrykke fri forskning og meningsdannelse hverken i Ukraine eller ude i verden sådan som I opfordrer til. Det er ikke den slags, vi ønsker at bidrage til med vores meget omfattende bistand til demokrati og menneskerettigheder, vores økonomiske og humanitære støtte, vore våben og vores dybtfølte sympatiske stillingstagen til Jeres forfærdelig situation. Det er desuden heller ikke noget, der giver Ukraine et godt image, tværtimod. Så tag den liste ned øjeblikkeligt og gør ikke noget lignende igen. Danmark står for fri forskning og fri meningsdannelse, og det henstiller jeg på det kraftigste til at Ukraine også kommer til at gøre.”
You get the point! Det ville have taget ministeren 5-10 minutter.
Hvis det var det han ville. Det han turde.
Han har heller ikke taget kontakt med de andre lande hvis medborgere er blevet hængt ud og i fællesskab informeret Ukraine om, at man anser den slags lister for helt og aldeles uacceptabel politik – også i en krigstid.
•
At sagen ikke fanger danske folketingsmedlemmer kan man se af det gabende tomme lokale.
Her kan du se og høre hvert ord, der blev sagt – eller klik på billedet:
Hver gang Jeppe Kofod bliver bedt om et konkret svar om den konkrete sag – hvilket den vel forberedte Marie Krarup presser ham for igen og igen – så begynder han en lang tale om, at det hér drejer sig om er at Ukraine er udsat for invasionskrig, at det er et frit og demokratisk land, at det kæmper for “vore” værdier samt at “vi” må støtte det helt og fuldt – samt at “Ukraine skal vinde krigen.”
Han lyder stort set som om han læser op fra teleprompter fra US State Department og – som Biden – når han kommer til “Repeat” siger det samme en gang til – for ligesom bedre og endnu mere frejdigt at overbevise i hvert fald sig selv om både perspektivet og sandheden.
Ikke ét ord af beklagelse over listen – mens ministeren øjeblikkeligt udtrykte sit mishag over at DR’s Matilda Kimer blev udvist af Rusland:
“Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tager afstand fra udvisningen af Matilde Kimer, og ministeriet vil nu instruere den danske ambassade til at tage sagen op med de russiske myndigheder.
– Det er uhørt at behandle en journalist på den måde, og det er uhørt angreb på den frie presse fra Rusland og Putins side, og det er noget, vi tager den allerstørste afstand fra. Det viser, hvilke katastrofal kurs, Rusland er inde på, siger Jeppe Kofod.
– Rusland bevæger sig med stormskridt i en autoritær retning, og de har de facto aflivet demokratiet i Rusland.”
Men lignende autoritære tiltag i Ukraine er noget, vi ikke taler om. Kun udenom.
Jeg ser nok kun to muligheder: Enten véd ministeren noget om denne konflikt, folkeret, informationskrig (på alle sider) og international politik som helhed og spiller blot sin State Department-rolle som en skuespiller – hvilket er trist for han har jo som moralsk menneske muligheden for at afgå, når han indser sin rolle i falskneriet.
Eller også bebyrdes hverken han eller hans rådgivere af nævneværdig fagkundskab og laller rundt i et univers i hvilket højmodigt spindoktori, gruppetænk og frejdigt dumsmarte Twitter statements har fjernet de sidste rester af det, vi engang kaldte udenrigspolitik – analyse- og vidensbaseret.
Begge muligheder ligger på glidebanen mod kakistokratiet.* Ikke mindst for en regering og en minister, som ellers – siden januar i år – fører udenrigspolitik på grundlag af en doktrin om værdibaseret udenrigspolitik som jeg for øvrigt har behandlet hér.
Vi der er på Ukraines Wanted-liste er taknemmelige for Marie Krarups civilcourage i denne sag. Selv undrer jeg mig over den lavtliggende, for ikke at sige flade, holdning hos alle andre på tinge.
* Kakistokrati = et styre af de dårligste og mindst kvallificerede mennesker, en form for regering hvor de mindst egnede sidder ved magten. Kendetegnende for kakistokrati kan være dårlige politiske beslutninger, beslutninger som forringer et lands økonomi og beslutninger, der gør internationale relationer værre.
Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!