Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte i weekenden Ukraine – ved fronten så det ser modigt ud – og havde millioner med til landets militær.
Danmark ejer åbenbart ikke længere kapacitet til diplomati, kun til militære løsninger. Udenrigsminister Jeppe Kofods militære besøg er mere end sædvanligt dumt med tanke på neo-fascismens indflydelse, tidl præsident Poroshenkos hjemvenden i dag mandag den 17. til en retssag, der kan udløse vold. Og med tanke på den farlige situation, som Kofod korrekt peger på men ikke forstår årsagerne bag.
Risikoen for borgerkrig i Ukraine er manifest, og Danmark tager nu medansvar for hvad den upopulære præsident Volodmyr Zelenskiy gør i den kommende tid – formodentlig i desparation.
Påstanden om at Rusland ønsker at invadere er lodret USA/NATO propaganda.
Danskerne – forskere, kommentatorer, medier og folk flest – kender kun én historie. Og den er forenklet til uigenkendelighed.
Det er det letteste når Danmark aktive udenrigspolitik kun omfatter militære dimensioner og dem, der træffer beslutninger véd for lidt og ser det som sin opgave blindt at følge Washington og Bryssel.
•
Siden 1999 er Danmark blevet kendt ude i verden som en bøllestat med idelige bombninger i det fallerede amerikanske imperiums tjeneste – Serbien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Irak igen – ikke Danmarks. Den ene skandale efter den anden i efterretningstjenesten – særligt pikant i denne tid – og tilbud per automatik om pigtråd til snart det ene land og danske soldater til det andet (for at holde asylsøgende ude af EU). Og et land, der efter mange år af fremmedhad nu ønsker at sende asylsøgende til lejre i f.eks. Rwanda og andre til Kosovo.
Et land, der lige har tabt anseelse på en horribelt uigennemtænkt piratpolitik i Guinea-bugten. En skamplet på landet med flere døde hvis skyld ikke er bevist og afrikanske stater, der ikke vil have noget med Danmark at gøre.
Danmark har vel iøvrigt heller ingen fungerende efterretningstjeneste, der kunne have check på hvad der egentlig foregår i Ukraine? Den kloge og besindige Hans Jørgen Bonnichesen siger at hele efterretningsvæsenet “ligger i ruiner.”
I den sektor er man jo nok så optaget af den nye skandaløse NSA-spionføljeton, intern magtkamp, beskyldninger om landsforræderi og af at dermed gøre Danmark mindre sikkert for danskerne – en konsekvens af den i København førte amerikanske udenrigspolitik i årtier.
Gad vide hvem fremtidens historikere vil pege på som de egentlige landsforrædere?
Men uanset alle disse fiaskoer er det ikke tid til selvransagelse. Nej, Danmark skal ud og vise muskler og kæmpe for “friheden” i hjelm og med pengegaver under sikkerhedsvesten.
Hvorfor foreslår Danmark ikke – istedet – en ny FN-fredsbevarende mission i Ukraine; det har der været brug for i Donbass og omegn i 7 år? Nej alt skal være militær, hjelme på intellektuelt tomme hoveder.
Hvorfor tager Danmark sammen med andre nordiske lande ikke et mæglingsforsøg og indbyder parterne til et sted hvor de kunne sidde i fred og ro og tale med hinanden?
Fordi man ikke ville ane hvordan man kunne gribe det an. Og hvorfor ikke dét? Fordi Washington ville nedlægge veto mod den slags fredsskabende tiltag, så der ikke er brug for mæglingskapacitet.
Når Kofod kalder Ukraines kamp for frihed en kamp for “vores alles frihed” – i et land infiltreret af neo-fascisme og på randen af borgerkrig og med en udenrigspolitisk amatørledelse – så véd enhver, der vil vide det, at han er uegnet som minister med det ansvar, det indebærer at være minister.
Enten har han ingen viden om Ukraine eller også har han og så lyver han. Simple as that.
Om føje tid vil man så fraskrive sig ethvert ansvar for det, der skete efter Kofods besøg. Og hvilken nytte fik de skattepenge, Kofod deler ud af, der ikke omgående forsvandt i Ukraines korruption? Spiller ingen rolle, det var jo – skal vi tro – russerne/Putin, der begyndte det hele helt ensidigt i 2014 og pludselig – uden noget var sket før – besatte og tog Krim.
Ik’?
Det begyndte slet slet ikke med oprettelsen af NATOs kontor i Kiev i 1994 eller med NATOs ekspansion under Clinton stik mod alle de løfter om aldrig at udvidde alliancen, som Vestens ledere havde givet Gorbachev.
Det er ganske let at lære en hel del om Ukraine og den aktuelle risiko for storkrig i Europa på egen hånd ved at læse kyndige eksperter analyser, artikler eller bøger – endog bøger!
Det véd vi nu at udenrigsminister Kofod og hans medarbejdere ikke gør. Formodentlig er han blot stik-i-rend dreng for – ja, guess who is His Master’s Voice.
•
Hvis du derimod på nogle minutter vil vide mere end Danmarks udenrigspolitiske ledelse og forstå hvorfor jeg skriver, som jeg gør, så er hér nogle vederhæftige vidensbaserede henvisninger – den slags man heller ikke læser på Danmarks Radio på det udenrigspolitiske område:
Gordon Hahn – en konservativ amerikansk specialist på disse ting – om hvad der kan ske i Ukraine netop på den 17. januar 2022: Black-Brown Monday in Kiev? – samt:
Gordon Hahn: NATO Expansion, Maidan Ukraine, and the Donbass War
Maktspelet vid Rysslands gränser – Power games at the borders of Russia
Se især den lange liste af analyser under denne artikel
Undertegnede om den fortiede hovedårsag til spændingen omkring Ukraine:
NATO Expansion: Blinken and Stoltenberg lie intentionally and the media let them
Ten articles on the new Cold War and a reflection
Viden og en bred, folkeligt engagerende debat er en forudsætning for at vi kan få forandret Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i retning af afmilitarisering, begavet konfliktløsning, selvstændig tænkning og anstændighed.
Hr Øberg
Du har mere viden på det område, end jeg og min hukommelse kan spilde mig et puds:
-Var der ikke noget med at, da muren faldt, blev Ukraine garanteret Russisk interesseområde, som en slags gengæld for at Polen og (dengang kaldet) DDR blev vestlig interesseområde?
Kære Leif Rask Pedersen – mange tak. Om noget sådant gælder Ukraine specifikt skal jeg ikke kunne sige. Derimod har jeg for ganske nylig publiceret en lang analyse, der dokumenterer at folk som Antony Blinken og Jens Stoltenberg lyver når de siger at der ikke blev givet garantier til daværende præsident Gorbachev for at NATO aldrig ville ekspandere “så meget som en tomme” (James Bakers formulering) østerud og at Clinton-administrationen blæste alle disse løfter en lang march og påbegyndte den ekspansion, der idag indebærer at 10 tidligere Warszawapagt-lande er NATO-medlemmer. NATOs egen generalsekretær dengang var – sammen med 13 af 16 daværende medlemmer – selv imod en sådan udviddelse.
Derfor er det galimatias at nu pønse på også at få Ukraine indlemmet. Det kan ikke ske uden at Rusland vil stoppe det med hvilke som helst midler. USA ville – har netop givet udtryk for – at man ikke vil acceptere nogen form for russisk militær tilstedeværelse på Cuba eller i Venezuela. Men USA ejer ikke empati længere og har et sæt regler for sig selv og et helt andet for andre.
Du kan læse min analyse hér:
https://transnational.live/2022/01/12/nato-expansion-blinken-and-stoltenberg-lie-intentionally-and-the-media-let-them/
Viden er godt.
Det er både rigtigt og forkert, hvis man antager at begivenhederne udspringer af uvidenhed og dumhed.
Ja, det er rigtigt i sin yderste konsekvens, at det er udtryk for manglende indsigt og erkendelse at søge løsning på konflikter/uenighed millitær. Der er kun diplomati, dialog, mægling og konfliktløsning i gensidig respekt blandt alle parter – i praksis som oftest medieret af en 3. neutral part, som de stridende parter hver især har tillid til.
Nej ,det er forkert at bilde sig at begivenhederne escallerer og tager retning af åben krig, fordi de ansvarlige herfor ikke har tilstrækkelig viden, erfaring – til trods for deres postulat om at ville skabe bedst mulige livsvilkår for flest mulige – tomme løfter og floromvundne ordvalg er gratis og uforpligtende. Begivenhederne er udtryk for en overordnet forretningsmodel og forvaltningspraksis som har været afprøvet igennem årtusinder, og lå i selve kimen fra tidernes begyndelse.
Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Tilgiv dem ikke, for de ved hvad de gør.
For at komme videre – frem til konfliktløsning – og en fredelig fremadrettet udvikling for menneskeheden – må vi rumme den slags paradokser.