Læs denne Ekstrablads-artikel om Danmarks og Ruslands udvisninger af ambassadepersonale. Og læg mærke til udenrigministerens selv- eller snarere skråsikre svar.
Helt frejdigt og uden mindste dokumentation – eller sandsynliggørelse – fortæller minister Kofod at Rusland er så tarveligt at det udviser danske diplomater som svar på at Danmark har udvist efterretningsofficerer.
Det iøjnefaldende utroværdige omkring disse første udvisninger har jeg skrevet om hér.
Det viser, siger han, at Rusland ikke ønsker “diplomatisk dialog.” Og så bliver det endnu mere festligt for “de danske diplomater er ‘blevet brikker i Putins kyniske magtspil’.
– De har længe forsøgt at gøde jorden for en kritisk, saglig og fredelig dialog med Rusland.
– Vi har insisteret på at give diplomatiet en rolle. Det er præcis derfor, vi har undladt at udvise russiske diplomater fra Danmark, men målrettet og alene er gået efter russiske efterretningsagenter, lyder det.”
Undskyld, men hvor har Danmark satset det mindste på dialog?
Her er hvad Danmark sammen med NATO og EU har gjort sit yderste for for at fremme:
Ensidig fordømmelse, militære tiltag i Baltikum, flagning og belysning på offentlige bygninger med Ukraines flag, nedlægning af kulturelt samarbejde hvis det involverer russere, gentagne danske ministerbesøg i Kiev – men intet i Moskva – indpumpning for (hvad der er offentligt), våben og ammunition fra Danmark til Ukraine for en milliard kroner med løfte om mere under statsminister Frederiksens besøg, besøg af og klapsalver for den ukrainske ambassadør i folketinget, besøg af den ukrainske udenrigsminister i Danmark, tilbagetrækning af danske virksomheder fra Rusland, deltagelse i kvælende og tidsubestemte eller ikke-konditionerede økonomiske sanktioner mod Rusland og dets uskyldige folk; en næsten ubærlig dæmonisering og koldkrigsretorik fra stats-, udenrigs- og forsvarsministeren mod Rusland og Putin og den systematiske fortielse af det faktum at NATO’s ekspansion har skabt den underliggende konflikt over 30 år, det af USA orkestrerede regimeskiftet på Maidan-pladsen i 2014 og NATO-landes og CIA’s træning af Ukraines militær (herunder neo-Nazi enheder, se Los Angeles Times) i en sådan grad,at Rusland har følt sig både krænket og truet af det til at gribe forebyggende ind militært samt systematiske forsøg på at få resten af verden med på at fordømme Rusland samt en form for styring af et ekstremt enøjet og uniformt mediebillede på tværs af det danske pressespektrum – hvor vel kun Arbejderen har tænkt selv.
Og ja – på Danmarks egen befrielsesdag at samle danskere på Rådhuspladsen hvor de gudhjælpeosalle med statsministerens deltagelse misbruger Poul Henningsens tekst fra 1940 – “Man binder os på mund og hånd” for at illustrere at Ruslands invasion af Ukraine bør sammenlignes med Hitler-Tysklands adfærd. Og også dér talte Ukraines præsident Zelenski til danskerne.
Det er alt dette, der ligger til grund for Danmarks udenrigsministers frejdig udsagn at “Vi har insisteret på at give diplomatiet en rolle.”
Sandhedsindholdet kan ligge på et meget lille sted. Og enten véd han det godt selv og så lyver han bevidst eller også er han uvidende i en sådan grad at han må betegnes som uegnet i jobbet.
Få dage efter dette interview – foretaget af Ritzau uden opfølgende spørgsmål, det man kalder mikrofonholderi – rejser udenrigsministeren så til Bosnien og udtaler igen til Ritzaus og uden opfølgende spørgsmål at:
“Der er ingen tvivl om, at Rusland puster til ilden her på Balkan, ligesom de gør i Ukraine, hvor de ulovligt invaderer et suverænt land.”
Vi er nok så mange, der véd lidt om Balkan i almindelighed og Bosnien i særdeleshed, der også véd at der er al grund til tvivle på denne påstand.
Vil minister Kofod være så venlig – og anstændig – at fortælle os konkret hvorledes Rusland puster til ilden på Balkan og hvordan det, Rusland gør dér, på nogen måde ligner Ukraine?
Nej, dét kan du være helt sikker på at han ikke vil eller tør.
Hvad det retteligt handler om er at den amerikanske Dayton-aftale fra 1995, som blandt andet undertegnede kritiserede sønder og sammen, da den blev indgået, nu faktisk viser alle sine dårlige sider og hvorfor den aldrig kunne bringe fred til Bosnien.
Om den slags véd udenrigsministeren åbenbart ingenting. Bosnien er ham for kompliceret. Bare sige noget negativt om Rusland. Det véd han går hjem i den NATO-amerikanske propaganda-drive mod Rusland.
Virkeligheden spiller ikke nogen som helst rolle for ham – og sandsynligvis heller ikke for staben omkring ham i ministeriet.
Ellers ville vel nogen hoppe af skuden og fortælle offentligt hvorfor de ikke længere kunne se sig selv i spejlet.
På min Facebook-profil skrev jeg denne korte sarkastiske kommentar:
“Han har ikke helt Ulf Pilgaards eller Dirch Passers format, men han er på vej. Eller mener han virkeligt dette og er ufrivilling komisk?
Jeg gentager mig selv: Dér hvor Vestens intellektuelle nedrustning skærer militarismens oprustning, vil vor civilisation sandsynligvis ende.”
Der kan du også se hvilke kommentarer, minister Kofod får med på vejen.
Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!
Ja det er tænderskærende så ensidigt, fordummende og blindt alle er tilstede i konflikten. Det er en ringe trøst at det gælder vestlige som østlige topfolk. FÅ HOLDER HOVEDET KOLDT OG SØGER DIALOG.
Lidt løse reflektioner over dette og hint :
I Yushchenko´s presidentperiode rejstes monument over nazisten Stepan Bandera i Lviv, Ukraine, i 2007. Det svarer til at man på dette tidspunkt i Aabenraa/Kolding havde rejst monument over Fritz Clausen, eller i Fyresdal/Bergen havde rejst monument over Quisling, eller i Rosenheim/Munchen havde rejst monument over Goering, eller i Washington havde rejst monument over J.E.Hoover eller i Kiev/Skt Petersborg havde rejst monument over Trotskij – eller rejste et monument over Mette F i en større jydsk kystby, f.eks ved giftdepoterne i Harboøre, i de forhenværende minkfarmes kystområder – og mon ikke der også kunne blive plads til et par skamstøtter til Morten Bødsskov, Jeppe Kofod – ” …and still counting…” – de kunne evt stilles op en kreds omkring den såkaldte “frihedsstøtte” ved Kbh Hovedbanegård – det kunne give anledning til at tænke over hvordan disse politiske beslutninger og begivenheder på tværs af nogle århundreder på en dobbelt-diabolsk måde spejler sig i hinanden.
Den danske konge havde kun 20-40 år før rejsningen af den såkaldte frihedsstøtte smadret de gamle fællesskaber i de danske landsbyer gennem flere jordreformer. Men det er en anden historie – eller er der noget nyt under solen ?