For et par dage siden kunne man læse i Berlingske Tidende at NATOs Generalsekretær, Jens Stoltenberg, har fortalt Sveriges Radio at:
“Sverige kan hurtigt blive et NATO-land
NATOs generalsekretær siger, at Sverige og Finland måske
kan få militær beskyttelse i en ansøgningsproces.”
Til dette skrev jeg på Facebook denne kommentar:
“Det er lige netop sådan det kører. Og har kørt i over 20 år med NATOs ekspansion. I Sverige findes der langtfra den nødvendige majoritet for NATO-medlemsskab. Statsminister Andersson har sagt, at Sverige heller ikke nu skal tilslutte sig NATO.
Men hvad gør NATOs leder?
Han bejler og lokker, antyder løfte om militærbeskyttelse under ansøgningen og fortæller hvor hurtigt det kan gå.
Så hverken Ukraine eller Sverige er suveræne stater, der frit og demokratisk skal beslutte sig for NATO-medlemsskab efter at have undersøgt og debatteret denne og andre muligheder for fremtiden. Nej, de skal lokkes med allehånde løfter – lidt som maffian: An offer you just can’t refuse.
Hvis man nu – måske – ikke kan få Ukraine, så skal man have Finland og Sverige. For at fortsætte med at vise sin overmagt, tryne og tirre Rusland, som man særdeles godt véd vil blive stiktosset over dette også.
NATOs filosofi og ret til førstebrug af atomvåben er lige så forældet som den er farlig for os alle.
Hvis våben og denne ekspansion kunne skabe fred, havde vi haft fred nu i Europa.”
•
Og dertil kan man lægge: Den vistnok seneste opinionsundersøgelse i Sverige – hvad man nu måtte mene om dem – siger at 51% af svenskerne nu skulle være tilhængere af NATO-medlemsskab. Det handler naturligvis om en opgang efter Ruslands invasion af Ukraine. Men det handler nok også om en konstant mediepåvirkning i årvis til fordel for – og aldrig kritisk om – NATO.
Et nylig eksempel på det er Sveriges Television, som stiller spørgsmål om Rusland og NATO til en forsker ved noget, som hedder International Center for Defense and Security (ICDS) – men ikke siger hvad ICDS er for noget.
Jeg bliver lidt nysgerrig – hvad er ICDS og hvilken ekspertise er der tale om?
En hurtig undersøgelse viser dels at det er en aflægger af det amerikanske Stanford University, der har fokus på traditionel militær og NATO-venlig sikkerhedspolitik og dels at det ligger i Estland. Men også at det har til formål at “skærpe den strategiske tænkning i NATO og EU” og “fremme Estlands intellektuelle rolle i NATO og EU.”
Tænk så objektivt folkeoplysende SVT – igen – vælger at være: En forsker vd et NATO-relateret institut skal objektivt folkeoplyse Sverige om NATO medlemsskab. Og man fortæller ikke at dette er et parts-indlæg og ikke en neutral information.
Og er 51% nok? Det mener den konservative svenske partileder, UIf Kristersson, åbenbart. For han meddeler i dag, at hvis han bliver den næste statsminister så vil han sende Sveriges ansøgning hurtigst muligt.
Det turde dog være indlysende at det er halsløs gerning for et land at tage en så stor og fremtidsbindende beslutning som medlemsskab i NATO hvis der ikke er en endog meget stor majoritet for det. Jeg vil sige 75-80%. Det kan pengestærke svenske interesser sikkert presse det op på med reklame og påvirkning og markedsføringsselskaber – og Putin har allerede hjulpet dem særdeles godt – men det kan jo også gå sådan som i de andre nye NATO-lande, at man netop vælger ikke at holde en folkeafstemning men lader en parlamentarisk situation bestemme.
•
Men tilbage til udgangspunktet: Tænk hvis Stoltenberg var smart nok til i det mindste at give NATO-propagandaen om “at vi i NATO forsøger skam ikke at påvirke nogen, de vælger helt frit og demokratisk” en smule troværdighed. Kort sagt, tænk om han blot kunne holde kæft og lade være med at blande sig i andre landes interne anliggende og debatter.
Dette er et fuldstænsigt utilstedeligt forsøg på påvirkning i én retning – at trække Sverige og Finland ind i alliancen.
Jeg er helt sikker på at Finland og Sverige bag kulisserne er udsat for et vanvittigt hårdt amerikansk/NATO pres i disse dage og vil blive det indtil de giver efter. Efter NATOs gigantiske fiasko med Ukraine-medlemsskabet vil man i hvert fald have nogle trøstpræmier.
Og et sådant pres er ikke noget nyt.
Det begyndte, kan man sige, med den amerikanske PSYOP – psykologiske operation – der hedder U-137 eller Whisky on the Rock, den russiske u-båd, der smukt lagde sig på et skær i Blekinge skærgård den 27. oktober 1981, fordi den gerne ville blive set. Denne den mest omkalfatrende begivenhed i svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 1945 var en amerikansk PSYOP for dels at illustrere for svenskerne at deres forsvar mod øst var for svagt, dels at få opinionen vendt til mere russofobi og pro-USA og pro-NATO.
Og sådan gik det.
Hvordan denne PSYOP gik for sig fremgår af en ny bog af den fremmeste forsker på området, Ola Tunander, “Navigationsexperten. Hur Sverige Lät Sig Bedras Av U137,” som jeg i nær fremtid skal skrive om her.
Knapt 5 år senere blev Olof Palme myrdet – en begivenhed, der er traumatisk for svenskerne. Hvem der i virkeligheden stod bag véd jeg ikke, men nogen må jo vide det. Den officielt udpegede gerningsmand tror kun få på i lyset af hele den amatørisme, der blev stillet til skue fra mordøjeblikket og til sagens afslutning over 30 år senere.
Men dermed var en anden forudsætning for en omorientering fra neutralitet til pro-NATO og anti-Rusland blevet tilfredsstillet.
Hvis du føler at kritiske – alternative – perspektiver vedrørende krig og fred er vigtig i disse tider, så bliver jeg glad for at du viser det her. Tak!