Trykt 25. februar 2020 i Arbejderen
Selvom der er tegn pÄ at Kina er ved at fÄ COVID-19 under kontrol sÄ véd vi i skrivende stund ikke hvordan det vil gÄ hverken i Kina eller i andre lande. Men denne virus har stimuleret en anden virus, som vi skal se.
Kinas indsats mod COVID-19 har vĂŠret dybt imponerende. Man har for egen og verdens regning vist ansvarlighed og ikke sparet nogen indsats. Kinesiske eksperter og frivillige er i tusindtal rejst til de ramte omrĂ„der og gjort hvad de kunne 24/7. Hospitaler med plads til 1000 patienter er skudt op pĂ„ en uges tid. I EU havde de vel anvendt en uge pĂ„ at diskutere hvornĂ„r de kunne mĂždesâŠ
Hele indsatsen vidner om nogle kvaliteter i Kinas politik, kultur og samfund. Men har Vesten vist den mindste nysgerrighed? Nej, vinklingen er at a) der ikke blev gjort nok tidligt nok, b) spreder det sig mon til os? – og c) rapportering af den statistik, Kina med stor prĂŠcision udsender.
Det er kun via en privat ven at jeg har kunnet fÞlge lidt med i hverdagen: Hvordan fÄr man mad ud? Hvordan klarer Kina i denne situation at bÞrn undervises hjemme? Hvordan accepterer folket de snÊve grÊnser for bevÊgelsesfrihed? Hvad er det Kina kan med central topstyring og lokalt demokrati og opfindsomhed?
Den anden virus er racismen og/eller foragten for Kina, âsinofobiâ. Den begyndte med Jyllands-Postens dumsmarte satiretegning og fortsatte med at samtlige danske partier bakkede den uforbeholdent op.
SÄ kom rapporten om at en lokal lÊge havde fÄet mundkurv pÄ af myndighederne fordi han pÄ eget initiativ havde advaret om virussen.
Budskabet var naturligvis at sĂ„dan handler âdiktaturetsâ censur, som skal skjule at man ikke reagerede hurtigt nok. Men forestil dig at millioner af mennesker i Wuhan, efter lĂŠgens advarsler, var begyndt at flygte ud af byen inden der fandtes en samlet plan og politik?
Min tolkning er at han fik besked om at holde mund for netop at undgÄ en panikagtig spredning.
For nogle dage siden smed Kina tre journalister fra den Murdoch-ejede Wall Street Journal ud af landet. Ă rsagen var at de havde skrevet en – jeg vil sige ufĂžlsom og ond-villig – artikel med overskriften âKina er Asiens virkeligt syge mandâ.
DR og mange andre syntes naturligvis atter at det var et bevis pĂ„ diktaturets censur – mens de i Ă„revis selv har holdt hermetisk lukket om Julian Assange-sagen og meget andet.
Billedet af Kina som syg mand blev brugt for godt 100 Ă„r siden hvor et splittet Kina blev tvunget af Vesten til at underskrive et antal aftaler for siden at blive invaderet af Japan. Kineserne opfatter den som nedladende.
Foragten for svaghed er – som den norsk-svenske filosof Harald Ofstad analyserede det i sin fremragende bog âVor Foragt for Svaghedâ fra 1972 – et hovedelement i nazismens normer og vĂŠrdier. Og vore egne i dag. NĂ„r vi ser ned pĂ„ andre som fysisk, moralsk eller politisk svage, sĂ„ giver vi os selv retten til at behandle dem som vi vil, demonisere, angribe eller drĂŠbe dem. Vi selv stĂ„r jo for styrke, hĂžjere moral og godhed.
Og endelig er der Weekendavisens chef, Martin Krasnik, der forsvarede Jyllands-Posten og skrev i en Kina-ironiserende artikel at âMyndighederne internerer jo systematisk borgere med muslimsk baggrundâ. Det er enten lĂžgn, ideologisk propaganda eller mĂ„ske vĂ©d han ikke bedre.
Der findes 20 millioner muslimer i dagens Kina af hvilke Uygurerne (de eneste Vesten taler om) udgĂžr 8,4 millioner og af dem er det et lille fĂ„tal, der med vold Ăžnsker en slags selvstĂŠndig stat og deltager i terror som f.eks. i Ăstre Aleppo i Syrien.
Racismens virus er langt vĂŠrre end coronavirussen. Men vi mĂ„ jo opdage den fĂžrst for at kunne bekĂŠmpe denâŠ
