Coronavirus og racismens virus

Trykt 25. februar 2020 i Arbejderen

Selvom der er tegn på at Kina er ved at få COVID-19 under kontrol så véd vi i skrivende stund ikke hvordan det vil gå hverken i Kina eller i andre lande. Men denne virus har stimuleret en anden virus, som vi skal se.

Kinas indsats mod COVID-19 har været dybt imponerende. Man har for egen og verdens regning vist ansvarlighed og ikke sparet nogen indsats. Kinesiske eksperter og frivillige er i tusindtal rejst til de ramte områder og gjort hvad de kunne 24/7. Hospitaler med plads til 1000 patienter er skudt op på en uges tid. I EU havde de vel anvendt en uge på at diskutere hvornår de kunne mødes…

Hele indsatsen vidner om nogle kvaliteter i Kinas politik, kultur og samfund. Men har Vesten vist den mindste nysgerrighed? Nej, vinklingen er at a) der ikke blev gjort nok tidligt nok, b) spreder det sig mon til os? – og c) rapportering af den statistik, Kina med stor præcision udsender.

Det er kun via en privat ven at jeg har kunnet følge lidt med i hverdagen: Hvordan får man mad ud? Hvordan klarer Kina i denne situation at børn undervises hjemme? Hvordan accepterer folket de snæve grænser for bevægelsesfrihed? Hvad er det Kina kan med central topstyring og lokalt demokrati og opfindsomhed?

Den anden virus er racismen og/eller foragten for Kina, ”sinofobi”. Den begyndte med Jyllands-Postens dumsmarte satiretegning og fortsatte med at samtlige danske partier bakkede den uforbeholdent op.

Så kom rapporten om at en lokal læge havde fået mundkurv på af myndighederne fordi han på eget initiativ havde advaret om virussen.

Budskabet var naturligvis at sådan handler ”diktaturets” censur, som skal skjule at man ikke reagerede hurtigt nok. Men forestil dig at millioner af mennesker i Wuhan, efter lægens advarsler, var begyndt at flygte ud af byen inden der fandtes en samlet plan og politik?

Min tolkning er at han fik besked om at holde mund for netop at undgå en panikagtig spredning.

For nogle dage siden smed Kina tre journalister fra den Murdoch-ejede Wall Street Journal ud af landet. Årsagen var at de havde skrevet en – jeg vil sige ufølsom og ond-villig – artikel med overskriften ”Kina er Asiens virkeligt syge mand”.

DR og mange andre syntes naturligvis atter at det var et bevis på diktaturets censur – mens de i årevis selv har holdt hermetisk lukket om Julian Assange-sagen og meget andet.

Billedet af Kina som syg mand blev brugt for godt 100 år siden hvor et splittet Kina blev tvunget af Vesten til at underskrive et antal aftaler for siden at blive invaderet af Japan. Kineserne opfatter den som nedladende.

Foragten for svaghed er – som den norsk-svenske filosof Harald Ofstad analyserede det i sin fremragende bog ”Vor Foragt for Svaghed” fra 1972 – et hovedelement i nazismens normer og værdier. Og vore egne i dag. Når vi ser ned på andre som fysisk, moralsk eller politisk svage, så giver vi os selv retten til at behandle dem som vi vil, demonisere, angribe eller dræbe dem. Vi selv står jo for styrke, højere moral og godhed.

Og endelig er der Weekendavisens chef, Martin Krasnik, der forsvarede Jyllands-Posten og skrev i en Kina-ironiserende artikel at “Myndighederne internerer jo systematisk borgere med muslimsk baggrund”. Det er enten løgn, ideologisk propaganda eller måske véd han ikke bedre.

Der findes 20 millioner muslimer i dagens Kina af hvilke Uygurerne (de eneste Vesten taler om) udgør 8,4 millioner og af dem er det et lille fåtal, der med vold ønsker en slags selvstændig stat og deltager i terror som f.eks. i Østre Aleppo i Syrien.

Racismens virus er langt værre end coronavirussen. Men vi må jo opdage den først for at kunne bekæmpe den…

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.