Selfiejournalistik: Khokhar som Kinas centrum

DR næsten ikke til at bære # 33

25. februar 2020

Philip Khokhar ser på corona-krisen fra Kina: ‘Mine hænder har aldrig været så rene’ – er skriften over et kæmpestort nærbillede af ham selv med maske på.

Artiklen igennem fortæller han om sig selv og naturligvis sine oplevelser og om sin forestående ferie. Krydret – naturligvis, det er jo DR – med ondvillige tolkninger af Kina og dets indsats i forhold til coronavirussen.

Med årene har der udviklet sig en række beklagelige ting i mediebranchen.

Een sådan ting er studieværtens eller nyhedsoplæserens rolle som celebrity, skuespiller, kendt personlighed og opinionsdanner (der often, for DRs vedkommende, senere går over til at blive borgerlig politiker fordi sådan gør jo de røde lejesvende for det meste).

En anden er at én journalist interviewer en anden journalist hvorved sidstnævnte automatisk fremstår som ekspert. En journalist er imidlertid ikke per definition ekspert blot for vedkommende har dækket en sag eller er korrespondent i et land. Ofte finder man egentlige eksperter – dvs. folk der kan noget og har brugt analytisk metode, herunder en kombination of teorier og kendsgerninger – på forskningsinstitutioner og blandt selvbestaltede, uafhængige entusiater, der har arbejdet i årtier med et emne om hvilket de stort set véd alt og derfor har autoritet.

En trejde er det, Philip Khokhar gør her – sætter sig selv i centrum, fortæller sin egen “privilgerede” historie, beretter lidt ugebladsagtigt om sit eget liv (og ih hvor er jeg interessant at han skal på ferie eller hvordan han selv føler). Helten er Khokhar – ikke de millioner af kinesere, der møjsommeligt håndterer det hér på en så imponerende måde.

Jovist, der er referencer til kineserna og Kina – nemlig de sager gennem hvilke han lige kan få presset lidt negativt ind om Kina som autoritært, som frihedsberøvende, etc.

Selv i denne situation hvor enhver, der ønsker det, kan se at Kina har gjort et dybt imponerende arbejde til gavn for det selv og for verden, er vinklen hver gang – ond-villig.

Et eksempel på selfie og politisk kritik i ét afsnit:

Et dansk kærestepar i Shanghai besluttede sig med ét døgns varsel for at rejse hjem til Danmark og efterlod mig deres indkøbsvarer, de ikke kunne nå at afbestille. De fleste butikker var lukkede, så det var en kærkommen hjælp, og jeg kunne ikke undgå at more mig over, at de havde bestilt 12 flasker Corona-øl.
Mens jeg bar varerne hjem til min lejlighed, overvejede jeg, om deres udrejse var en overreaktion, eller om jeg tog for let på situationen?
Især taget i betragtning, at jeg tvivler på de kinesiske myndigheders ærlighed i den slags kriser.
Den tomme millionby gjorde noget ved mig.

Det udeladte – det interessante

Og hvad ville det have været interessant at høre noget om fra dette vældige land i en vældig krise?

Jeg havde gerne lært lidt om hvordan 1,4 milliarder borgeres grundbehov bliver tilfredsstillet – hvordan produkter kommer ind fra landet til byerne og distribueres, hvordan maden kommer ud til alle dele af en storby. Kan man gå på retaurant?

Om hvordan den almindelige kineser ser på dette at stå sammen i en krise og følge råd og krav fra Beijing?

Hvordan opretholdes infratrukturen? Med færre menneske på jobbet hvordan går det så med tekniske installationer, elektriciteten? Kan man rejse med tog, fly?

Og hvad føler meningmand og -kvinde i Kina om alt dette? Hvad tror de om fremtiden? Hvordan synes de – ikke Khokhar – at ledelsen har håndteret denne situation?

Jeg ville have fundet det interessant at spørge: Hvad laver de når de sidder derhjemme dag ud og dag ind og ikke kan eller vil gå ud? Hvordan vil det påvirke erhvervslivet og f.eks. kulturlivet?

Hvordan underviser man børn når de ikke kan gå til skolen? Hvordan kommunikerer kineserne på kryds og tværs med telefoner og opretholder en slags samfund?

Hvad gør man for specielt at hjælpe de ældre og handicappede, folk der måske ikke kan kommer til klinikker og få den behandling, de ellers plejer…

Opstår der megen ny kriminalitet i en situation som denne?

Og så videre.

Men det ville have krævet genuint journalistik håndelag.

Selfiejournalistik er så meget lettere.

Og flintrende uinteressant.

Hvis du synes artiklen vakte en tanke så brug et minut her…