19. februar 2020
DR næsten ikke til at bære # 32
I dag omkring kl 10 er der på DR.dk 10 poster om Britta Nielsen (det vigtigste emne i dagens verden) og fokus på Michelin, sex (over tid mere og mere), kvinder der “blueballer”, programmet Fars Pige, ung pige der har drukket for meget, sport over det hele, popmusikere, person/privathistorier, en engelsk TV-værdinde der har taget sit liv, et kolonihavehus der er ‘druknet’ samt en svajende skorsten.
Og forsvindende lidt og dårligt om verden uden for andedammen og dét i tider hvor vi – kort og godt, menneskeheden – mere end nogensinde før står ansigt til ansigt med enorme fælles problemer, der skal findes hurtige og holdbare løsninger på.
Popmusik(ere) og Hollywood/Oscars-film er stort set de eneste former for kultur som værdiges plads på DR.dk. Jeg kan ikke huske at have set noget om en kunstudstilling eller teater – udover at en skuespiller måske er død.
Véd du hvem der egentlig er ansvarlig for denne burhønsejournalistik?
Og hvorfor betaler danskerne – tilsyneladende uden at protestere – for den systematisk underlødighed og mangel på kvalitet og public service?
Den, der vil have den hér slags gøgemøg, kan jo bare frekventere visse ugeblade og tabloidaviser.
Der er en del, der spørger mig på Facebook hvorfor jeg bliver ved med denne serie “DR næsten ikke til at bære” og ofte tilføjer at “jeg har jo opgivet DR for længe siden…”
Det svarer jeg gerne på. Jeg bliver ved fordi løsningen ikke er at folk blot går til andre medier.
Dette er et demokrati-anliggende.
Uden levende, saglige, kritiske og alsidigt orienterede medier undermineres demokratiet i og med at der sker en folkefordummelse og en spredning af “infotainment” – livet som individuel underholdning og ikke som et fælles samfund. Begreber som politik og forandring forsvinder. Og den gyselige, omsiggribende selvtilfredshed og eskapisme – “og Gud hvor går et godt…” – vinder frem i en epoke hvor hele Vestverden taber kraft på alle områder undtaget det militære.
Og det er brud på ånden og bogstaverne i den lov, der gælder for DR, som du kan læse hér.
Jeg bliver ved fordi det er skammeligt at et land som Danmark ikke kan gøre det bedre på dette afsindigt vigtige område. Fortæl mig hvordan dit public service-medie ser ud og jeg skal sige dig hvem du er…
Der er ikke individuelle løsninger på alle problemer!
Der er brug for offentlig debat om DR.dk – især denne hjemmeside – og om hvad danskerne rettelig kan kræve af denne offentlige institution.
Der er brug for uvildige analyser af hvilke faktorer der har ledt til denne kvalitative forringelse genmnem ganske mange år.
Der er brug for en undersøgelse af hvordan DR.dk på det internationale område er blevet et unyanseret talerør for USA og NATO, russofobisk, sinofobisk og iranofobisk og i stigende grad kører på fake og udeladelser med kun én type af vinkler, historier og indbudt ekspertise.
Det har meget lidt eller intet med journalistik at gøre – som jeg har dokumenteret konkret nok så mange også uden at DR-medarbejdere selv reagerer. Det gør de aldrig.
Der er brug for en diskussion i Folketinget om hvorvidt det var dette, man ønskede skulle blive resultatet af forandringerne og nedskæringerne – og, hvis ikke, hvad der så bør gøres på kort og længere sigt.
Hvis du synes dette indlæg er vigtigt og gav dig noget at tænke på…
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at DR’s generaldirektør tjener meget mere end statsministeren. Det er et meget stort ansvar at påtage sig at forsyne sit eget land med propaganda dag ud og dag ind. Det må slide meget psykisk og mentalt.
Hverken dybstat, politikere eller medier vover debatten, fordi de hver især ved, hvor meget snavs de har på hinanden. Så snart den første begynder at skyde på en medskyldig, står der ti parat til at fyre tilbage. Det er karriereselvmord at forsøge.
I mine øjne er DR en tabt sag, så længe vælgerne passivt ignorante giver magten til (endnu) en kriminel regering, der som den nuværende har ni (ud af tyve) ministre, der (i effekt) stemte for at dræbe Gaddafi i 2011 og dermed åbne for hhv. våben- og terrorsluserne mod Afrika og flygtningesluserne fra Afrika, men som stadig går frit rundt (og aktuelt ‘lappende’ eskalererer konflikten militært i Sahel). Primært, fordi ingen – slet ikke i DR – kunne drømme om at servicere offentligheden ved kritisk at informere vælgerne bagudrettet om krigenes politiske uvæsen, endsige tillade agitation for retfærdighed eller blot give indignationen en stemme. Det er en ond spiral og det rene ourobouros; der er ingen grund til at hverken tage eller placere et ansvar længere, når tabuer er det græs, der holder fårene gående.
DR’s selvmord (begået med osteklokke) er i mine øjne uundgåeligt. Noget nyt vil opstå i stedet, når NATO-kirkens politiske parnas før eller siden endegyldigt imploderer moralsk i folks øjne, sådan som det med støt stigende hast lader op til i USA, Storbritannien og ikke mindst Frankrig.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke støtter op om den debat, du får startet. Den er vigtig; tak 🙂
Mvh.
Det undre mig, at der ensidigt fokuseres på DR, idet TV 2 Danmark A/S og de regionale TV 2-virksomheder også udøver Public service-virksomhed.
Jeg savner desuden fokus på de sidste medieforlig, og de økonomiske konsekvenser de har haft for DR, der blandt andet har måtte lukke tre kanaler. Det forekommer mig, at man bevidst, med økonomi som redskab, har stækket vingerne på DR. Det ændre naturligvis ikke på, at de midler, DR har til rådighed, kunne udnyttes væsentlig bedre. For eksempel kan det undre, at DRs generaldirektør, i en så økonomisk trængt situation, ikke blot kan hæve en særdeles høj løn, men kan se frem til lønforhøjelser.
NB jeg er ikke misundelig på DRs generaldirektør, eller andre med høje lønninger, men jeg mener at den enkeltes løn, bør stå i forhold til indsats, kvalifikationer og ikke mindst virksomhedens økonomi – helt uafhængig af stillingsbetegnelse.
https://journalista.dk/aarsloen-paa-3-688-115-kroner-raekker-ikke-paa-statsmediet-drs-generaldirektoer-staar-til-loenforhoejelse-igen/
https://kum.dk/kulturpolitik/medier/mere-om-medier/public-service/
Mange tak til Jer begge, Bodil og Søren. Det er vigtige synspunkter og jeg sætter pris på Bodils indlevelse i hvor svært det må være 🙂
Jeg er af den opfattelse, Søren – at man skal protestere, give sin bekymring, vrede eller angst udtryk OG snakke om hvor meget bedre det var førhen – hvad de ældre som jeg selv husker – og hvad der skal til for at deet atter bliver respektabel journalistik til alle bedste.
Jeg spørger alle jeg kan: Hvad er mest effektivt til at få en folkelig opinion op at stå. Det ER ikke vores opgave i noget livsvigtigt anliggende at give op og lade stå hen. For en dag vil vi indse at dét ledte endnu mere ad helvede til.
Hvad synes I at vi skal gøre? For noget må gøres!
Jeg er vist ældre end dig, Jan, (jeg er 72), og jeg husker også tidligere tiders journalistik. Jeg plejede at elske at læse aviser, gerne fire hver dag i week-end’er. Nu køber jeg sjældent en avis.
Jeg må indrømme, at jeg er begyndt at overveje, om jeg bare var for godtroende og uvidende dengang. Hvad nu, hvis det altid har været som nu med løgne, propaganda og fortielser? Dog tror jeg ikke inderst inde, at det var så slemt dengang for nogle årtier siden. Jeg tror, at det for alvor begyndte, da Danmark blev en krigsførende nation. Det er, som om vi overtrådte en etisk grænse, der har ført os længere og længere væk fra det, vi var godt på vej til at blive.
Du spørger, hvad vi kan gøre … hvis bare jeg vidste det. Normalt svarer jeg “oplysning, oplysning, oplysning”, men også det har trange kår. For få lytter, og censur og udelukkelse gør det værre. Du gør en fin indsats, Jan. Tak for det!
For mig at se handler det – alle de vegne, det lader sig gøre – først og fremmest om at ruske folk ud af deres døs. Oplysning, oplysning, oplysning (som også Bodil pointerer), herunder påvisning af naturen af den hidtidige fallit, er koden til en fredeligere fremtid.
Kun når folk forstår, at vi idag selv må tage ansvar for (på *trods* af modarbejdende medier og politikere) at blive oplyste om og gebærde os belevent i den globale verden, vi idag er en del af, kan vi begynde at bevæge os fremad. Hertil kommer en narrativ opgave, der bl.a. består i at erobre sproget tilbage fra magttagerne og ikke mindst modet til at bruge det, så det atter bliver acceptabelt at kalde en spade for en spade og fx. 923 danske bomber over Libyen (75% heraf i praksis kastet i blinde af piloterne selv), alt på baggrund af en løgn, for terror (og en allerhelvedes destruktiv måde at slå en enkelt mand ihjel på). Bemærk i den forbindelse, at NATO’s bomberegn med forarmet uran, hvis udførelse ‘smidigt’ begyndte allerede dagen efter Folketingets beslutning, ophørte få dage efter, at den mishandlede Gaddafi var bekræftet død: bomberne var et middel til et mål, der var Gaddafis død, mens landets destruktion ‘blot’ var en medfølgende politisk voldt spildeffekt, hvis resultat idag bl.a. afspejles i NATO’s iver for fortsatte militære eventyr i organisationens selvskabte ressurse- og sikkerhedspolitiske kaos i og omkring Sahel. Det er min fortolkning, at Folketinget reelt brugte demokratiet som sit gidsel og en undskyldning for overlagt mord på en af postkolonialistiske Afrikas mest respekterede og succesfulde ledere, blandt hvis væsentligste dæder skabelsen af Libyens særegne (på somme punkter: overlegne) menneskerettighedsfortolkning og nærdemokratiske Jahamariya tæller højt.
Tillad mig at citere fra starten af sociologen Lars Jørgensens fremragende artikel (Arbejderen, maj 2017) om Vestens krig mod Syrien: “En af de vigtigste erfaringer fra Nazi-Tyskland var, at man ikke må forvente ændringer i adfærd hos kyniske ideologer. Man må i stedet appellere til det store flertal af almindelige mennesker, der er i stand til at handle moralsk og standse dem.”
https://arbejderen.dk/medier/mediernes-ansvar-krigen-i-syrien
PS. Måske skulle jeg for en god ordens skyld lige nævne, at når jeg udelader den første halvdel af det indledende afsnit i artiklen, citatet af Lars Jørgensen er hentet fra, så er det ikke for at misrepræsentere ham, men fordi jeg ikke kan tilslutte mig *ikke* at bebrejde vore politiske ledere for krigen i Syrien.