Hvad er fred? Opsummering af 35 Ă„rs tanker og praksis

Fred er at sikre udvikling og udvikle sikkerhed med ikkevold og mangfoldighed

Individer sÄ vel som samfund behÞver mange ting men to er basale og universelle. Udvikling betyder en kontinuerlig modning, hÞjere niveauer for at leve og vÊre, tilfredsstillelse af mikro/basale behov (som f.eks. mad og vand), meso/hÞjere behov (f.eks. fÊllesskab, vÊrdighed, psyko-socialt helbred) og makro/hÞjeste behov (ex. spiritualitet, kÊrlighed, selvudvikling og andre former for realisering, universelt fÊllesskab.)

Nogle – som psykologen Abraham Maslow – argumenterer for at menneskelige og sociale behov er organiseret hierarkisk, altsĂ„ at vi mennesker fĂžrst mĂ„ have de grundlĂŠggende behov tilfredsstillet, fĂžr vi kan stige opad. Men mennesker i dyb krise har historien igennem leveret beviser pĂ„ at hĂžjere ikke-materielle behov og niveauer af eksistens hjalp dem til at overleve, f.eks. troen pĂ„ en Gud og hĂ„bet om medmenneskers solidaritet. Kunsthistorien er fyldt med personligheder hvis ’lavere’ behov ikke blev dĂŠkket, men de berigede alligevel verden med deres sublime udtryk.

Sikkerhed eller tryghed er det andet basale element. Eksistentielt indebĂŠrer det en oplevelse af at der er noget – jeg selv sĂ„vel som verden rundt om – nu og i fremtiden snarere end at verden og jeg forsvinder og bliver tilintetgjort. Vi investerer i vores udvikling, uddanner os, kĂžber bolig og stifter familie udelukkende pĂ„ baggrund af en mere eller mindre bevidst opfattelse af at der vil vĂŠre en fremtid, en fremtid i hvilken vi opnĂ„r nogle goder ved at dedikere os selv til at arbejde hen imod bestemte forventede resultater.

For at skabe sikkerhed er nogle ressourcer en nĂždvendighed, sikkerhed kan ikke skabes ud af ingenting. Der skal vĂŠre en udvikling, f.eks. i form af fĂždevareproduktion eller byggematerialer til huset, for at skabe fĂžlelsen af sikkerhed i forhold til morgendagens eksistens.

Fred hĂžrer til filosofiens ‘essentielle omtvistede begreber’ (essentially contested conncepts) for at bruge filosoffen W. B. Gallies term fra 1956. Gallie argumenterede for at det er umuligt at definere nĂžglebegreber som ’social retfĂŠrdighed’ ’demokrati’, ’kunst’, ’moralsk godhed’ og ’pligt’ selvom det nok er muligt og rationelt at diskutere ens retfĂŠrdiggĂžrelser for at fastholde Ă©n fortolkning frem for konkurrerende fortolkninger. SĂ„ denne korte redegĂžrelse fremfĂžrer ikke ideen om at fred kan defineres engang for alle.
Fred er noget, der er i stadig udfoldelse, kun kan tilnĂŠrmes og som vil have forskellige konnotationer og tyngdepunkter alt efter kultur, historisk kontekst, omstĂŠndigheder og social kosmologi – hvad enten det f.eks. drejer sig kristendommens Agape, islams Dar al-Islam (fredens hus), det jĂždiske Shalom, det konfucianske ho p’ing-p’ing ho, det japanske heiwa-wahei, Gandhis ahimsa og satyagraha – eller den moderne, vestlige (fejlkonstruerede) idĂ© om at fred er balancen af (politisk) magt nogle gange kombineret med terrorbalance, dvs. nuklear vĂ„benbalance for gensidig at afskrĂŠkke hinanden fra at pĂ„begynde en krig (pĂ„ engelsk MAD = mutually assured destruction = gensidig garanteret ĂždelĂŠggelse). MAD betyder som bekendt vanvittigt eller sindssygt.

Uden at fortsÊtte ind i flere overvejelser om disse ret sÄ komplicerede teorier, sÄ lad os nu vÊve udvikling og sikkerhed ind i hinanden; sÄ fÄr vi en tilgang til fred som siger at fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling.

Ligesom udvikling ikke kun er ekstern og Þkonomisk-materiel vÊkst, bestÄr sikkerhed ikke kun af fysisk-tekniske midler sÄsom indsprÞjtninger, medicin, tanks og missiler. Uanset de empiriske-reduktionistiske traditioner i moderne videnskab, sÄ har sikkerhed ogsÄ en indre, selv-genererende dimension. Ingen sikkerhed eller udvikling kan skabes udelukkende af impulser udefra, udenfor den individuelle eller samfundsmÊssige krop.

Groft sagt, mens vi alle er afhĂŠngige af andre pĂ„ forskellige niveauer – alternativet er total anarki, selv-isolationisme eller psykosocial selvtilstrĂŠkkelighed – er vi ogsĂ„ nĂžd til at stĂ„ pĂ„ vores egne ben, mobilisere indre energier og realisere vores potentialer for at opnĂ„ sikkerhed og udvikling for os selv og andre. Et menneske der er fuldstĂŠndigt afhĂŠngigt af andre i forhold til mad, socialt velvĂŠre, medicin eller underholdning vil sĂ„ledes vĂŠre et dĂ„rligt udviklet, begrĂŠnset og usikkert individ og formodentlig meget ulykkeligt. Det samme gĂŠlder det samfund der behĂžver alt udefra, importerer alting og er totalt afhĂŠngigt af omverdenen. Det kan ikke vĂŠre frit, det kan ikke vĂŠre suverĂŠnt og slet ikke uafhĂŠngigt bogstaveligt forstĂ„et. SĂ„ledes har fred et indre selv-generende element der vekselvirker med ydre elementer.

Dette korresponderer godt med ideen om det ydre og indre menneske, med tillid til sig selv og tillid til andre. Men det harmonerer ogsÄ med en anden dikotomi, nemlig den mellem den materielle og ikke-materielle vÊren i udvikling og sikkerhed). NÄr vi taler om den indre menneskelig vÊren betyder det selvfÞlgelig realiseringen af de potentialer som hver af os er fÞdt med og som er givet os i vores opdragelse og miljÞ.

Lad os se lidt mere pĂ„ de relationelle karakteristika ved fred. Det Ăžjeblik individer og kollektiver/organisationer, f.eks. et land, sĂžger at realisere deres potentialer, vil de uundgĂ„eligt stĂžde imod andre, der gĂžr det samme. I processen vil hver aktĂžr lede efter og sĂžge kontrol med ressourcer, der er uundvĂŠrlige for udvikling og sikkerhed i tid og som nĂždvendigvis ogsĂ„ vil sĂžges af andre. Husk at sikkerhed handler om opfattelsen af at der er noget – en vĂŠren, et liv, en verden – snarere end ingenting, tomhed. I en verden med begrĂŠnsede ressourcer (i den forstand at alle ikke kan fĂ„ alt hvad de kan lide eller Ăžnsker sig) er det uundgĂ„eligt at der vil blive en konflikt.

Interesting too?  The French eye-for-an-eye policy

Gandhis har formuleret det sĂ„dan, at verden er rig nok til at stille hele verdens behov, men ikke alles grĂ„dighed. Det har stigende relevans i dagens globale samfund, der domineres af nogle fĂ„ magtfulde aktĂžrer hvis basale materielle behov blev opfyldt for lĂŠnge siden – mens millioner sulter andre steder – men hvis livsstil og mĂ„der at tĂŠnke pĂ„ (takket vĂŠre ’kosmologi’ = samfundsprogrammering) gĂžr det naturligt at deres udĂŠkkede ikke-materielle behov til stadighed sĂžges tilfredsstillet gennem kompensatorisk materielt (over)forbrug.

Kort sagt, konflikter sker. I det store sĂ„vel som i det lille system. Udviklingen skaber dem, sikkerheden sĂžger at hĂ„ndtere dem. Intet menneske kan modnes og udvikle sig uden at opleve konflikter, for eksempel indre moralske dilemmaer og skĂŠnderier med forĂŠldre, venner, overordnede, etc. Et samfund uden konflikter kan ikke vĂŠre andet end autoritĂŠrt, Orwellsk, eller et diktatur. Der er dem der mener at det demokratiske system – i det mindste i teorien – er den mindst dĂ„rlige mĂ„de at hĂ„ndtere konflikter pĂ„. DesvĂŠrre er demokratierne ogsĂ„ langt fremme nĂ„r det gĂŠlder udviklingen og brugen af de mest voldelige metoder, menneskeheden kender.

I parentes, er den moderne snak om konfliktbekÊmpelse/forebyggelse filosofisk nonsens og sikkert ubevidst bare en anden mÄde at undgÄ det ubehagelige faktum at konflikt er et essentielt og uundgÄeligt aspekt af vores liv. Hvor ville det vÊre nemmere hvis konflikter bare gik vÊk af sig selv! Men den konfliktfrie verden er utopi, og kommer ikke til at finde sted. Skulle vi nogensinde skabe den ville den blive en dystopi.

Den eneste realistiske mĂ„de at hĂ„ndtere konflikter er at acceptere og rumme dem, blive bedre til at tackle dem – kort sagt standse konfliktskyheden og reducere konfliktanalfabetismen. Det vil sige ved at systematisk gennem alle uddannelsessystemer intensivere forstĂ„elsen for fred, ikkevold, dialog og konflikter og sĂ„ledes professionalisere hvordan man ’skĂŠndes godt’. Dermed er det antydet at fred et langt stykke ad vejen kan lĂŠres og har meget lidt at gĂžre med spĂžrgsmĂ„let om hvorvidt mennesket af naturen er godt eller ondt.

SÄ, fredsdynamikkerne er fuldt forenelige med konflikt, faktisk kan de ikke adskilles fra konflikt. Hvad der ikke er foreneligt og som mÄ udskilles er vold.

For at skabe den Êgte og holdbare fred har vi altsÄ brug for voldsforebyggelse eller for at citere FN Charterets mest signifikante og globalt anerkendte (men ikke overholdte) norm: fred med fredelige midler (Artikel 1.1) og afskaffelse af krig som en accepteret social institution (prÊamblen).
For globalt at leve globalt sammen og sammen med vore konflikter har vi brug for konsensus – for vores udvikling og sikkerhed, for fred. Ideelt og som en del af en kontinuerlig civilisations proces mĂ„ denne konsensus handle om at reducere volden i alle dens former. At fortsĂŠtte med at skabe voldelige redskaber for at sikre sikkerhed og orden i et dĂ„rligt eller fejl-udviklet globalt samfund er en opskrift pĂ„ katastrofer. Selv fra en ren Ăžkonomisk vinkel, fra idĂ©en om alternative anvendelser af ressource (opportunity cost analyse), er det i den grad uholdbart i to henseender:

– stadigt flere investeringer i militĂŠr- og andre voldsbaserede systemer og i den sĂ„kaldte krig mod terror vil tage ressourcerne fra udviklingssektorerne hvor ingen benĂŠgter at der er et meget stort behov. HĂžjteknologiske investeringer i vĂ„ben og f.eks. sofistikeret overvĂ„gningsteknologi er kapitalintensive eller, anderledes udtrykt, skaber langt fĂŠrre arbejdspladser og tilfredsstiller langt fĂŠrre menneskers behov end tilsvarende investeringer i civile sektorer; endvidere skaber den militĂŠre sikkerhedssektor kun fĂ„, om overhovedet nogen, spin-off effekter og Ăžkonomiske fordele i samfundets civile sfĂŠre. Hvis man Ăžnsker at udvikle et samfund er det helt ineffektivt at gĂ„ omvejen ad den militĂŠre sektor sammenlignet med at foretage direkte investeringer i civil udvikling, behovstilfredsstillelse og socialt tilpasset teknologi.

reparationssamfundet er pĂ„ vej – fĂžrst trĂŠffer globale ledere beslutninger, der er modproduktive i henseende til udvikling og sikkerhed, altsĂ„ fred. De trĂŠder menneskerettigheder under fode, starter krige, fremmer materielt overforbrug, driver rovdrift pĂ„ ressourcerne, forurener og opretholder en global uretfĂŠrdig verden med magt, – og derefter har vi sĂ„ brug for miljĂžpolitikker, fredsbevarende styrker, forhandlinger, menneskelig helbredelse, fysisk rekonstruktion, forsoning, etc. til at reparere skaderne og bremse de langvarige ĂždelĂŠggelser.

At ty til voldsudĂžvelse er ikke statsmandsklĂžgt, det er en yderligere besvĂŠrlighed skabt af intellektuel fattigdom. At hjĂŠlpe med at lĂžse en konflikt, f.eks. den mellem serbere og albanere i Kosovo, er en ting. At gĂžre det efter at have givet dem vĂ„ben og efter krig, bombninger, etnisk udrensning, voldtĂŠgter er en helt anden ting. I stedet for at lĂžse et problem har vi snarere ”fordoblet” det oprindelige problem: alt er blevet vĂŠrre, ĂždelĂŠggelserne stĂžrre, hadet dybere og forringet mulighederne for tillid, forsoning og sameksistens.

Interesting too?  Dagbog fra Burundi # 4 - Amahoro-Ungdomsklubben og dens visioner med de unges egne ord

Ledende filosoffer, samfunds- og fredsforskere har argumenteret for at reparationsudgifter stiger eksponentielt, og derfor vil voldsforebyggelse, tidlige varslinger af konflikter og andre forholdsregler vÊre meget mere effektivt som ledelse og mere humant som taktik. AltsÄ nogenlunde det samme som i den medicinske verden: forebyggelse er bÄde mere humant og effektivt end helbredelse bagefter.
Fred er kun mulighed i mangfoldighed. Mangfoldighed fordi menneskeheden er mangfoldig, det korresponderer med konfliktelementet. Fred krĂŠver ogsĂ„ enhed og det korresponderer med konsensuselementet. Derfor kan vi med den gamle tanke om ’enhed gennem mangfoldighed’ – unity in diversity – opsummere hvad fred handler om.

Dagens globalisering foregĂ„r desvĂŠrre pĂ„ en mĂ„de som mĂ„ betegnes som ’enhed gennem ensformighed’ eller standardisering. Den er et forgĂŠves forsĂžg pĂ„ at universalisere vestlige (kultur)normer og politisk-Ăžkonomiske teorier – ”forgĂŠves” netop fordi den, de gode vĂŠrdier vestliggĂžrelse ogsĂ„ bringer ufortalt, gennemtvinger enhed uden mindste respekt for mangfoldigheden. Og mangel pĂ„ respekt er blot andre ord for vold, for ydmygelse, for kulturel arrogance. Det os, der skal ud og lĂŠre dem, ikke at vi skal lĂŠre af hinanden.

Firkantet sagt, vold indbefatter den pĂ„tvungne eller viljesmĂŠssige under-realisering af menneskets og samfundets potentialer, eller som den klassiske humanistiske Eric Fromm udtrykker det, ’det ikke levede liv.’

Det er ikke vold at af- eller begrĂŠnse ens egen selvrealisering for at give andre en chance for at realisere sig. Men det er vold nĂ„r en aktĂžr realiserer hendes eller hans potentiale pĂ„ mĂ„der der bevidst hindrer andre fra at realisere deres sĂ„ ”deres liv ikke kan leves”.

Dette sker gennem fysisk og psykologisk vold, inklusiv kĂžnsrelateret vold og vold mod bĂžrn og de endnu ufĂždte – det sidste sker gennem destruktionen af naturens potentialer sĂ„ de ikke kan bruges til at stille de kommende generationers behov. Vold sker ogsĂ„ strukturelt og organisatorisk, det betyder at det ikke er en enkelt aktĂžr som skader andre, men at det er det samlede resultat af systemets daglige funktion der leder til systematisk under-realisering af potentialer og til en grad af behovstilfredsstillelse for majoriteten, der er langt lavere end den kunne vĂŠre (sub-optimal).

Bagved eller under ethvert tilfĂŠlde af vold ligger en konflikt: inden i en aktĂžr, mellem to eller mellem flere og/eller indbygget i det Ăžkonomiske, kulturelle system. Derfor er dette at lĂŠre at hĂ„ndtere konflikter med stadig mindre vold, fra individet til verdensorden, en vigtig mĂ„de at nĂŠrme sig ideen om fred pĂ„. Hvis vi udbreder undervisningen og trĂŠningen i at forstĂ„ og hĂ„ndtere konflikter gennem uddannelse og professionalisering vil vi kunne reducere volden i verden. For det er jo sĂ„dan at vold oftest bliver brugt fordi vi mennesker er ”konfliktanalfabeter” – og ikke nĂždvendigvis onde – der ikke vĂ©d at der findes andre redskaber end de voldelige.

Hvis vi alle kunne opnĂ„ mere konfliktdannelse, kan vi mindske mange typer af vold pĂ„ mange niveauer og det vil styrke udviklingen – dvs. realiseringen af menneskelige og sociale potentialer sĂ„vel som beskytte naturen, miljĂžet, bedre. Dette vil i sig selv Ăžge fĂžlelsen af sikkerhed og reducere de oplevede behov for militĂŠre og andre former for voldelige (selv)forsvar, simpelthen fordi verden vil synes mere god og hĂ„befuld.

For at opsummere det hele: fred kan kun tilnĂŠrmes og diskuteres. Den kan ikke og skal ikke defineres en gang for alle. Den tilgang som jeg har udviklet over de sidste 35 Ă„r – inspireret af et utal af mere vise tĂŠnkere og praktikere end jeg selv – kommer nu hĂ©r i telegramstil og tilbydes lĂŠseren til kritik og forbedring.

Fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling af det hele menneske og alle mennesker. Den sammenvĂŠver en rĂŠkke balancer – indre og ydre faktorer, selvstĂŠndighed og samspil med andre, materielle og spirituelle potentialer, samt konflikt og konsensus. Det er en permanent proces der tager udgangspunkt i modeller af menneskelige og sociale behov som de optrĂŠder kulturspecifikt i bredere sociale kosmologier (tĂŠnkemĂ„der) og civilisationer.

Fred er foreneligt med konflikt men ikke med vold. Derfor har vi brug for en global multikulturel og multidimensional tilgang til voldsforebyggelse, ikke konfliktforebyggelse. Det opnĂ„s bedst gennem uddannelse og dialog og dyb respekt for ideen om enhed gennem mangfoldighed – mange slags ”freder” der vĂŠves ind i hinanden som i et kludetĂŠppe – i kontrast til den voldsfremmende ide om at gennemtvinge Ă©n enkelt fredsopfattelse pĂ„ alle andre.

Øberg #1157

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Globaliseringens skind bedrager

Next Story

TV-Avisen om missilskjoldet

Latest from Fred

%d bloggers like this: