Hvad er fred? Opsummering af 35 års tanker og praksis

Fred er at sikre udvikling og udvikle sikkerhed med ikkevold og mangfoldighed

Individer s√• vel som samfund beh√łver mange ting men to er basale og universelle. Udvikling betyder en kontinuerlig modning, h√łjere niveauer for at leve og v√¶re, tilfredsstillelse af mikro/basale behov (som f.eks. mad og vand), meso/h√łjere behov (f.eks. f√¶llesskab, v√¶rdighed, psyko-socialt helbred) og makro/h√łjeste behov (ex. spiritualitet, k√¶rlighed, selvudvikling og andre former for realisering, universelt f√¶llesskab.)

Nogle – som psykologen Abraham Maslow – argumenterer for at menneskelige og sociale behov er organiseret hierarkisk, alts√• at vi mennesker f√łrst m√• have de grundl√¶ggende behov tilfredsstillet, f√łr vi kan stige opad. Men mennesker i dyb krise har historien igennem leveret beviser p√• at h√łjere ikke-materielle behov og niveauer af eksistens hjalp dem til at overleve, f.eks. troen p√• en Gud og h√•bet om medmenneskers solidaritet. Kunsthistorien er fyldt med personligheder hvis ‚Äôlavere‚Äô behov ikke blev d√¶kket, men de berigede alligevel verden med deres sublime udtryk.

Sikkerhed eller tryghed er det andet basale element. Eksistentielt indeb√¶rer det en oplevelse af at der er noget ‚Äď jeg selv s√•vel som verden rundt om ‚Äď nu og i fremtiden snarere end at verden og jeg forsvinder og bliver tilintetgjort. Vi investerer i vores udvikling, uddanner os, k√łber bolig og stifter familie udelukkende p√• baggrund af en mere eller mindre bevidst opfattelse af at der vil v√¶re en fremtid, en fremtid i hvilken vi opn√•r nogle goder ved at dedikere os selv til at arbejde hen imod bestemte forventede resultater.

For at skabe sikkerhed er nogle ressourcer en n√łdvendighed, sikkerhed kan ikke skabes ud af ingenting. Der skal v√¶re en udvikling, f.eks. i form af f√łdevareproduktion eller byggematerialer til huset, for at skabe f√łlelsen af sikkerhed i forhold til morgendagens eksistens.

Fred h√łrer til filosofiens ‚Äėessentielle omtvistede begreber’ (essentially contested conncepts) for at bruge filosoffen W. B. Gallies term fra 1956. Gallie argumenterede for at det er umuligt at definere n√łglebegreber som ‚Äôsocial retf√¶rdighed‚Äô ‚Äôdemokrati‚Äô, ‚Äôkunst‚Äô, ‚Äômoralsk godhed‚Äô og ‚Äôpligt‚Äô selvom det nok er muligt og rationelt at diskutere ens retf√¶rdigg√łrelser for at fastholde √©n fortolkning frem for konkurrerende fortolkninger. S√• denne korte redeg√łrelse fremf√łrer ikke ideen om at fred kan defineres engang for alle.
Fred er noget, der er i stadig udfoldelse, kun kan tiln√¶rmes og som vil have forskellige konnotationer og tyngdepunkter alt efter kultur, historisk kontekst, omst√¶ndigheder og social kosmologi ‚Äď hvad enten det f.eks. drejer sig kristendommens Agape, islams Dar al-Islam (fredens hus), det j√łdiske Shalom, det konfucianske ho p‚Äôing-p‚Äôing ho, det japanske heiwa-wahei, Gandhis ahimsa og satyagraha – eller den moderne, vestlige (fejlkonstruerede) id√© om at fred er balancen af (politisk) magt nogle gange kombineret med terrorbalance, dvs. nuklear v√•benbalance for gensidig at afskr√¶kke hinanden fra at p√•begynde en krig (p√• engelsk MAD = mutually assured destruction = gensidig garanteret √łdel√¶ggelse). MAD betyder som bekendt vanvittigt eller sindssygt.

Uden at fortsætte ind i flere overvejelser om disse ret så komplicerede teorier, så lad os nu væve udvikling og sikkerhed ind i hinanden; så får vi en tilgang til fred som siger at fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling.

Ligesom udvikling ikke kun er ekstern og √łkonomisk-materiel v√¶kst, best√•r sikkerhed ikke kun af fysisk-tekniske midler s√•som indspr√łjtninger, medicin, tanks og missiler. Uanset de empiriske-reduktionistiske traditioner i moderne videnskab, s√• har sikkerhed ogs√• en indre, selv-genererende dimension. Ingen sikkerhed eller udvikling kan skabes udelukkende af impulser udefra, udenfor den individuelle eller samfundsm√¶ssige krop.

Groft sagt, mens vi alle er afh√¶ngige af andre p√• forskellige niveauer ‚Äď alternativet er total anarki, selv-isolationisme eller psykosocial selvtilstr√¶kkelighed ‚Äď er vi ogs√• n√łd til at st√• p√• vores egne ben, mobilisere indre energier og realisere vores potentialer for at opn√• sikkerhed og udvikling for os selv og andre. Et menneske der er fuldst√¶ndigt afh√¶ngigt af andre i forhold til mad, socialt velv√¶re, medicin eller underholdning vil s√•ledes v√¶re et d√•rligt udviklet, begr√¶nset og usikkert individ og formodentlig meget ulykkeligt. Det samme g√¶lder det samfund der beh√łver alt udefra, importerer alting og er totalt afh√¶ngigt af omverdenen. Det kan ikke v√¶re frit, det kan ikke v√¶re suver√¶nt og slet ikke uafh√¶ngigt bogstaveligt forst√•et. S√•ledes har fred et indre selv-generende element der vekselvirker med ydre elementer.

Dette korresponderer godt med ideen om det ydre og indre menneske, med tillid til sig selv og tillid til andre. Men det harmonerer ogs√• med en anden dikotomi, nemlig den mellem den materielle og ikke-materielle v√¶ren i udvikling og sikkerhed). N√•r vi taler om den indre menneskelig v√¶ren betyder det selvf√łlgelig realiseringen af de potentialer som hver af os er f√łdt med og som er givet os i vores opdragelse og milj√ł.

Lad os se lidt mere p√• de relationelle karakteristika ved fred. Det √łjeblik individer og kollektiver/organisationer, f.eks. et land, s√łger at realisere deres potentialer, vil de uundg√•eligt st√łde imod andre, der g√łr det samme. I processen vil hver akt√łr lede efter og s√łge kontrol med ressourcer, der er uundv√¶rlige for udvikling og sikkerhed i tid og som n√łdvendigvis ogs√• vil s√łges af andre. Husk at sikkerhed handler om opfattelsen af at der er noget – en v√¶ren, et liv, en verden – snarere end ingenting, tomhed. I en verden med begr√¶nsede ressourcer (i den forstand at alle ikke kan f√• alt hvad de kan lide eller √łnsker sig) er det uundg√•eligt at der vil blive en konflikt.

Interesting too?  Globaliseringens skind bedrager

Gandhis har formuleret det s√•dan, at verden er rig nok til at stille hele verdens behov, men ikke alles gr√•dighed. Det har stigende relevans i dagens globale samfund, der domineres af nogle f√• magtfulde akt√łrer hvis basale materielle behov blev opfyldt for l√¶nge siden – mens millioner sulter andre steder – men hvis livsstil og m√•der at t√¶nke p√• (takket v√¶re ‚Äôkosmologi‚Äô = samfundsprogrammering) g√łr det naturligt at deres ud√¶kkede ikke-materielle behov til stadighed s√łges tilfredsstillet gennem kompensatorisk materielt (over)forbrug.

Kort sagt, konflikter sker. I det store s√•vel som i det lille system. Udviklingen skaber dem, sikkerheden s√łger at h√•ndtere dem. Intet menneske kan modnes og udvikle sig uden at opleve konflikter, for eksempel indre moralske dilemmaer og sk√¶nderier med for√¶ldre, venner, overordnede, etc. Et samfund uden konflikter kan ikke v√¶re andet end autorit√¶rt, Orwellsk, eller et diktatur. Der er dem der mener at det demokratiske system ‚Äď i det mindste i teorien ‚Äď er den mindst d√•rlige m√•de at h√•ndtere konflikter p√•. Desv√¶rre er demokratierne ogs√• langt fremme n√•r det g√¶lder udviklingen og brugen af de mest voldelige metoder, menneskeheden kender.

I parentes, er den moderne snak om konfliktbekæmpelse/forebyggelse filosofisk nonsens og sikkert ubevidst bare en anden måde at undgå det ubehagelige faktum at konflikt er et essentielt og uundgåeligt aspekt af vores liv. Hvor ville det være nemmere hvis konflikter bare gik væk af sig selv! Men den konfliktfrie verden er utopi, og kommer ikke til at finde sted. Skulle vi nogensinde skabe den ville den blive en dystopi.

Den eneste realistiske m√•de at h√•ndtere konflikter er at acceptere og rumme dem, blive bedre til at tackle dem ‚Äď kort sagt standse konfliktskyheden og reducere konfliktanalfabetismen. Det vil sige ved at systematisk gennem alle uddannelsessystemer intensivere forst√•elsen for fred, ikkevold, dialog og konflikter og s√•ledes professionalisere hvordan man ‚Äôsk√¶ndes godt‚Äô. Dermed er det antydet at fred et langt stykke ad vejen kan l√¶res og har meget lidt at g√łre med sp√łrgsm√•let om hvorvidt mennesket af naturen er godt eller ondt.

Så, fredsdynamikkerne er fuldt forenelige med konflikt, faktisk kan de ikke adskilles fra konflikt. Hvad der ikke er foreneligt og som må udskilles er vold.

For at skabe den ægte og holdbare fred har vi altså brug for voldsforebyggelse eller for at citere FN Charterets mest signifikante og globalt anerkendte (men ikke overholdte) norm: fred med fredelige midler (Artikel 1.1) og afskaffelse af krig som en accepteret social institution (præamblen).
For globalt at leve globalt sammen og sammen med vore konflikter har vi brug for konsensus ‚Äď for vores udvikling og sikkerhed, for fred. Ideelt og som en del af en kontinuerlig civilisations proces m√• denne konsensus handle om at reducere volden i alle dens former. At forts√¶tte med at skabe voldelige redskaber for at sikre sikkerhed og orden i et d√•rligt eller fejl-udviklet globalt samfund er en opskrift p√• katastrofer. Selv fra en ren √łkonomisk vinkel, fra id√©en om alternative anvendelser af ressource (opportunity cost analyse), er det i den grad uholdbart i to henseender:

– stadigt flere investeringer i milit√¶r- og andre voldsbaserede systemer og i den s√•kaldte krig mod terror vil tage ressourcerne fra udviklingssektorerne hvor ingen ben√¶gter at der er et meget stort behov. H√łjteknologiske investeringer i v√•ben og f.eks. sofistikeret overv√•gningsteknologi er kapitalintensive eller, anderledes udtrykt, skaber langt f√¶rre arbejdspladser og tilfredsstiller langt f√¶rre menneskers behov end tilsvarende investeringer i civile sektorer; endvidere skaber den milit√¶re sikkerhedssektor kun f√•, om overhovedet nogen, spin-off effekter og √łkonomiske fordele i samfundets civile sf√¶re. Hvis man √łnsker at udvikle et samfund er det helt ineffektivt at g√• omvejen ad den milit√¶re sektor sammenlignet med at foretage direkte investeringer i civil udvikling, behovstilfredsstillelse og socialt tilpasset teknologi.

reparationssamfundet er p√• vej ‚Äď f√łrst tr√¶ffer globale ledere beslutninger, der er modproduktive i henseende til udvikling og sikkerhed, alts√• fred. De tr√¶der menneskerettigheder under fode, starter krige, fremmer materielt overforbrug, driver rovdrift p√• ressourcerne, forurener og opretholder en global uretf√¶rdig verden med magt, – og derefter har vi s√• brug for milj√łpolitikker, fredsbevarende styrker, forhandlinger, menneskelig helbredelse, fysisk rekonstruktion, forsoning, etc. til at reparere skaderne og bremse de langvarige √łdel√¶ggelser.

At ty til voldsud√łvelse er ikke statsmandskl√łgt, det er en yderligere besv√¶rlighed skabt af intellektuel fattigdom. At hj√¶lpe med at l√łse en konflikt, f.eks. den mellem serbere og albanere i Kosovo, er en ting. At g√łre det efter at have givet dem v√•ben og efter krig, bombninger, etnisk udrensning, voldt√¶gter er en helt anden ting. I stedet for at l√łse et problem har vi snarere ‚ÄĚfordoblet‚ÄĚ det oprindelige problem: alt er blevet v√¶rre, √łdel√¶ggelserne st√łrre, hadet dybere og forringet mulighederne for tillid, forsoning og sameksistens.

Interesting too?  Folkets Nobelpris

Ledende filosoffer, samfunds- og fredsforskere har argumenteret for at reparationsudgifter stiger eksponentielt, og derfor vil voldsforebyggelse, tidlige varslinger af konflikter og andre forholdsregler være meget mere effektivt som ledelse og mere humant som taktik. Altså nogenlunde det samme som i den medicinske verden: forebyggelse er både mere humant og effektivt end helbredelse bagefter.
Fred er kun mulighed i mangfoldighed. Mangfoldighed fordi menneskeheden er mangfoldig, det korresponderer med konfliktelementet. Fred kr√¶ver ogs√• enhed og det korresponderer med konsensuselementet. Derfor kan vi med den gamle tanke om ‚Äôenhed gennem mangfoldighed‚Äô ‚Äď unity in diversity – opsummere hvad fred handler om.

Dagens globalisering foreg√•r desv√¶rre p√• en m√•de som m√• betegnes som ‚Äôenhed gennem ensformighed‚Äô eller standardisering. Den er et forg√¶ves fors√łg p√• at universalisere vestlige (kultur)normer og politisk-√łkonomiske teorier ‚Äď ‚ÄĚforg√¶ves‚ÄĚ netop fordi den, de gode v√¶rdier vestligg√łrelse ogs√• bringer ufortalt, gennemtvinger enhed uden mindste respekt for mangfoldigheden. Og mangel p√• respekt er blot andre ord for vold, for ydmygelse, for kulturel arrogance. Det os, der skal ud og l√¶re dem, ikke at vi skal l√¶re af hinanden.

Firkantet sagt, vold indbefatter den påtvungne eller viljesmæssige under-realisering af menneskets og samfundets potentialer, eller som den klassiske humanistiske Eric Fromm udtrykker det, ’det ikke levede liv.’

Det er ikke vold at af- eller begr√¶nse ens egen selvrealisering for at give andre en chance for at realisere sig. Men det er vold n√•r en akt√łr realiserer hendes eller hans potentiale p√• m√•der der bevidst hindrer andre fra at realisere deres s√• ‚ÄĚderes liv ikke kan leves‚ÄĚ.

Dette sker gennem fysisk og psykologisk vold, inklusiv k√łnsrelateret vold og vold mod b√łrn og de endnu uf√łdte ‚Äď det sidste sker gennem destruktionen af naturens potentialer s√• de ikke kan bruges til at stille de kommende generationers behov. Vold sker ogs√• strukturelt og organisatorisk, det betyder at det ikke er en enkelt akt√łr som skader andre, men at det er det samlede resultat af systemets daglige funktion der leder til systematisk under-realisering af potentialer og til en grad af behovstilfredsstillelse for majoriteten, der er langt lavere end den kunne v√¶re (sub-optimal).

Bagved eller under ethvert tilf√¶lde af vold ligger en konflikt: inden i en akt√łr, mellem to eller mellem flere og/eller indbygget i det √łkonomiske, kulturelle system. Derfor er dette at l√¶re at h√•ndtere konflikter med stadig mindre vold, fra individet til verdensorden, en vigtig m√•de at n√¶rme sig ideen om fred p√•. Hvis vi udbreder undervisningen og tr√¶ningen i at forst√• og h√•ndtere konflikter gennem uddannelse og professionalisering vil vi kunne reducere volden i verden. For det er jo s√•dan at vold oftest bliver brugt fordi vi mennesker er ‚ÄĚkonfliktanalfabeter‚ÄĚ ‚Äď og ikke n√łdvendigvis onde ‚Äď der ikke v√©d at der findes andre redskaber end de voldelige.

Hvis vi alle kunne opn√• mere konfliktdannelse, kan vi mindske mange typer af vold p√• mange niveauer og det vil styrke udviklingen ‚Äď dvs. realiseringen af menneskelige og sociale potentialer s√•vel som beskytte naturen, milj√łet, bedre. Dette vil i sig selv √łge f√łlelsen af sikkerhed og reducere de oplevede behov for milit√¶re og andre former for voldelige (selv)forsvar, simpelthen fordi verden vil synes mere god og h√•befuld.

For at opsummere det hele: fred kan kun tiln√¶rmes og diskuteres. Den kan ikke og skal ikke defineres en gang for alle. Den tilgang som jeg har udviklet over de sidste 35 √•r ‚Äď inspireret af et utal af mere vise t√¶nkere og praktikere end jeg selv ‚Äď kommer nu h√©r i telegramstil og tilbydes l√¶seren til kritik og forbedring.

Fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling af det hele menneske og alle mennesker. Den sammenvæver en række balancer Рindre og ydre faktorer, selvstændighed og samspil med andre, materielle og spirituelle potentialer, samt konflikt og konsensus. Det er en permanent proces der tager udgangspunkt i modeller af menneskelige og sociale behov som de optræder kulturspecifikt i bredere sociale kosmologier (tænkemåder) og civilisationer.

Fred er foreneligt med konflikt men ikke med vold. Derfor har vi brug for en global multikulturel og multidimensional tilgang til voldsforebyggelse, ikke konfliktforebyggelse. Det opn√•s bedst gennem uddannelse og dialog og dyb respekt for ideen om enhed gennem mangfoldighed ‚Äď mange slags ‚ÄĚfreder‚ÄĚ der v√¶ves ind i hinanden som i et kludet√¶ppe – i kontrast til den voldsfremmende ide om at gennemtvinge √©n enkelt fredsopfattelse p√• alle andre.

√ėberg #1157

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.