“La Paix – Quand?” – Photo Jan Oberg 2023
Med nogle få ord i Politiken den 15. juni 2024 omkring det tankefattige schweitziske Ukraine-“Freds”Topmøde i den forgangne weekend lykkes det for statsminister Frederiksen at blande det hele sammen:
Samtidens største oprustning af ét land + ønsket om fred + vi skal vinde over Rusland + folkeret, som stribevis af NATO-lande har forbrudt sig imod, inklusive NATOs egen traktat + støtte til den ene sides “freds”plan (ønskeseddel), der ikke indeholder ét punkt af interesse for Rusland (som ikke var indbudt til nævnte topmøde).
“I dansk optik er Zelenskyjs fredsformel det helt rigtige udgangspunkt,” siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse. Hendes optik er Danmarks som er Ukraines. Og for så vidt kan hun jo tale på den måde, for der findes jo kun én tolkning, ét perspektiv og ingen i Folketinget, der mener noget andet end at Ukraine skal oprustes og at vi skal vinde over Rusland uden at det koster ét eneste NATO-liv, kun ukrainske liv. I dansk demokrati er alle i én fold, krigens én-foldighed. Og så kæmper Ukraine jo vores alles kamp for fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder – omend landet på disse punkter ikke ligefrem ligger i téten.
Jeg gentager hvad jeg har sagt nu i mere end et år: Jeg er meget mere bange for magthavernes intellektuelle og moralske nedrustning end for våbnene.
Førhen vidste politikere i det mindste noget om det, de snakkede om, søgte kundskab hos eksperter og forsøgte at tænke både langsigtet og med fornemmelse for hvad “de andre” ville gøre hvis “vi” gjorde det eller det. De kunne lytte og vidste, at de ikke selv var alvidende. De var forsigtige og vidste, at krig ikke var en leg men, i atomalderen, kunne eskalere til millioner af døde. Med f.eks. tillidsskabende foranstaltninger og stadig kontakt mellem Øst og Vest på mange niveau og i mange sektorer bevarede man en slags balance og respekt, som dengang blev betragtet som krigsafholdende.
Idag findes intet andet end emotionalisme, PR-pladder og instinktive soundbites underbygget af – historie- og analyse-foragt. Ingen – heller ikke stats-, udenrigs- eller forsvarsministeren – synes i stand til at producere en bare nogenlunde sammenhængende argumentation, strategi eller vision. Medierne bruger kun eksperter, der understøtter den førte politik og aldrig kritikere.
Der er som om råhed og hårdhed har erstattet normal menneskelig omtanke og dannelse.
Jeg tror ikke de ser det selv. De synes at bilde sig ind at det er statsmandskløgt. Og hvad bilder de sig mon yderligere ind?
Medierne fortsætter med at give plads til de mest primitive krigsheppende advokater – som f.eks. Zelenskiy-rådgiveren, den ikke-krigsforbryderdømte Fogh Ramussens ekstremistiske krigshets. De véd heller ikke bedre og opfører sig – som politikerne – som om de lydigt og tankefrit udfører ordre, der kommer hver morgen fra Washington og Bruxelles. Om journalistik er der ikke længere tale på sikkerhedspolitikkens område – og fred er idag et de facto tabu-ord.
Selvretfærdighedens flokdyrsinstinkt er sat på autopilot. Som lemler mod afgrunden.
Vi skal derfor være helvedes heldige hvis der ikke bliver stor krig i Europa inden året er omme!
Og kommer den, som jeg frygter mest på de yngres vegne, så skal du huske, at det altsammen gik så galt udelukkende fordi Putin lavede et aldeles uprovokeret angreb (efter at have undladt det i over 20 år) på Ukraine for siden at ville gå videre og besætte flere af de sammenlagt 12 gange militært stærkere NATO-lande. Som Hitler – se nedenfor – vil han skabe Lebensraum skønt han er præsident for verdens største land med ufattelige naturresourcer og en fremragende økonomisk udvikling, der har rejst Rusland fra at være på knæene for 3-4 årtier siden til nu at være verdens 4. største økonomi, større en miraklet Japan. (Og Tyskland har negativ økonomisk vækst).
Du skal heller ikke formaste dig til at tro, at dette NATO nogensinde begår fejl eller at NATO er part i en konflikt. Tro dem aldrig – heller ikke mig – når du hører, at USA/Vesten har løjet og bedraget Rusland siden alliancens ledere stod i kø for 35 år siden for at love Gorbatjov at NATO ikke ville udnytte Sovjetunionens sammenbrud til egen fordel og derfor ikke ville blive udviddet med så meget som én tomme.
Tro dem heller ikke når nogen – som jeg – siger, at det hele begyndte i 2014 med Obama-administrationens planlagte og velfinancierede regimeskifte, der indsatte en vestvenlig leder i Kiev og fulgtes af en voldsom oprustning af landet og CIA’s permanente tilstedeværelse og derpå 8 års krig, der kostede 15 000 russisk-talende mennesker livet i Donbas og omegn – en etnisk rensning, der får den i forskellige dele af Jugoslavien til at se bleg ud.
Tro dem heller ikke når de – som jeg – siger at Minsk-aftalerne intet havde med fred at gøre eller at Vesten gennem den sobre, dygtige og pålidelige Boris Johnson tvang Ukraine til ikke at forhandle fred med Rusland kort tid efter invasionen.
Og tvivl aldrig på at Ukraines folk med stor majoritet ønskede NATO-medlemsskab. At fakta var at højst 15% af dem ville dét, er en løgn som er underbygget af mængder af opinionsundersøgelser fra Kievs universitet lavet med hjælp af amerikanske sociologer. Men altså, altsammen løgn. Propaganda. Disinformation.
Du véd hvad der er sandheden – den enkle sandhed. Du véd at kun Rusland og Kina kører fake, disinformation og rene løgne (og folkemord). Du véd at de vestlige demokratier, især USA og NATO, står for sandheden, selvkritikken og retfærdigheden. For freden. Som i Schweiz i den forgangne weekend. Det er freden, de (med sin blindt uvidende, hadefulde, risikofyldte og populistisk emotionalistiske politik) står sammen om. Statsminister Frederiksen siger det så klart: det er freden, de vil.
Du véd alt dette fordi de frie, undersøgende og folkeoplysende medier kører i enestående og uophørlig samklang med krigen, oprustningen, militarismen og det gode gamle uopslidelige russerhad. Og netop derfor kan du føle dig godt informeret og i besiddelse af sandheden, kun sandheden og hele sandheden. Og da Vesten har hele sandheden så er de andre løgnen og truslen:
