“I krig er ord ikke nok” – men for konfliktløsning og fred er de nødvendige, Statsminister Frederiksen.

Photo: Marek Studzinski on Unsplash.

Tilsyneladende som den eneste europæiske statsleder deltog statsminister Mette Frederiksen igår sammen med tyske topledere i en spadestiks-ceremoni for en ny gigantisk tysk ammunitionsfabrik. DR har historien hér.

Overskriften citerer hende for disse ord: “I krig er ord ikke nok.” Og her lidt mere: “

– Lad os være tydelige: I krig er ord ikke nok. Og det er derfor, jeg er beæret over at være her i dag med en meget aktiv tysk regering, der viser politisk lederskab ikke kun for sit eget land, men for Europa, sagde Mette Frederiksen tidligere i dag.

I 2025 forventer man at kunne sende 50.000 artillerigranater afsted, året efter 100.000 og senere 200.000 årligt, skriver den tyske tv-station ARD.

– Vi er nødt til at bevæge os hen imod storstilet produktion af militært udstyr, sagde kansler Olaf Scholz.”

Zum ewigen Krieg?

Statsministerens ord er desværre heller ikke nok. Faktisk er de helt upassende, inklusive at hun er “beæret” af at skabe forudsætninger til endnu mere krig, dvs. død og ødelæggelse.

Statsministeren har igennem hele processen – i snart to år – været intellektuelt og etisk ude af stand til at se og bruge andre ord end oprustning, våbenleverancer og krig kædet sammen med en grænseløst russofobisk og primitiv sort-hvid selvretfærdighed som veje til en løsning på konflikten mellem NATO og Rusland.

Ukraine skal vinde over Rusland og Rusland tabe denne krig, som var ‘uprovokeret’ og aldrig havde det mindste at gøre med hvad Ruslands konfliktpartner, NATO, har foretaget sig i 30 år for at få Ukraine ind i NATO – hvilket man udmærket kan påpege uden at dermed acceptere eller støtte Ruslands folkeretsstridige invasion.

Disse er ord, der ikke bare ikke er nok for statsministeren, de er forbudte. I den selvcensurerende USA/NATO/EU-fortælling, der endog bygger på flere falske, virkelighedsforagtende ord.

Statsministeren har militarismens indre uniform på. Hun ser kun krigen. Hun er krigen – beæret over at bidrage til mere af den. Hun taler som en kriger – omend hun dog ikke optræder i en ydre militær camouflage-uniform, militære støvler eller hjelm.

Der er imidlertid nok så mange ord, der kunne være brugt, men hun kender dem ikke. Hun er dem ikke.

Et sådant ord ville være konlikt. Med andre ord: Hvad handler det om? Hvad er det, der står/stod mellem NATO og Rusland og som medvirkede til at skabe volden – krigen. Mens ammunition, våben og mere krig ikke kan være nøgle til en forhandlingsløsning eller fred – kun stå dem i vejen – så er konfliktforståelse en nøgle til dem begge.

Men for at bruge den må man vide noget – som doktoren, der ikke bare forstærker smerten eller laver symptombehandling men med sin medicinske viden søger svar – diagnosticerer – på: Hvor kommer smerten fra? Og så foreslår en behandling af årsagerne.

Statsministeren kender ikke disse ord – for de er hende ikke, de er ikke krigens ord. De er behandlingens ord.

I konflikter er ord – og de handlinger de kan lede til – derfor nok.

Det er ord som våbenhvile, konfliktanalyse, konflikthistorie, konsultationer, diplomati, hemmelige kontakter, undersøgelse af hvordan parterne stiller sig til forskellige mulige løsninger på langt sigt, indlevelse i “de andres” situation (empati, sympati ikke nødvendig), respekt – ord som samtale, forhandling, konfliktløsning, fredsbevarende styrker, fredsskabelse, mægling, forsoning og tilgivelse. Sameksistens i forskellighed. Fred.

Det er ord, der viser omsorg og medlidenhed med dem, der lider, skades eller dør.

Det handler om endnu et ord, som statsministeren heller ikke magter hverken intellektuelt eller etisk: Selvransagelse – gjorde vi måske også noget forkert? Kunne vi – og kan vi – tænke lidt anderledes? Er der noget, vi skal lære af dette og tidligere episoder af lignende art?

Skønt statsminister med god uddannelse, som kvinde, mor og socialdemokrat og med rådgivere omkring sig kender hun ikke disse ord. Hvor trist det end er så synes Mette Frederiksen at være konflikt- og freds-analfabet. For hende synes fred kun at være de fire første bogstaver i Fred-eriksen.

Og det videre perspektiv i hendes spadestik?

Vel, hun satser åbenbart udelukkende på mindst 1-2 års mere krig i Ukraine; fabrikken skal jo står klar i 2025 og derefter producere mere og mere. Men hvor mange flere tusinder af liv og hvor meget mere ødelæggelse – dobbelt så længe som hidtil? Og hvilket mandat har danskerne givet hende til dét?

Og hvor meget mere had? Hvordan forestiller hun sig forholdet mellem NATO og EU på den ene side og Rusland på den anden om 10, 20 – 50 år? Svar – ikke-eksisterende. Meget kunne læres hvis man havde ånd og mod til at lytte til Tucker Carlsons interview med Præsident Putin.

Krigen er ikke gået så godt for Ukraine – trods det faktum at NATO-lande har pumpet så mange våben og ammunition ind at deres egne lagre stort set er tomme. Tror statsministeren på en ukrainsk militær sejr – og hvordan ville den i givet fald ser ud og blive opretholdt? Som NATO-medlem eller med en eller anden form for sikkerhedsgarantier og neutralitet? Fantaserer hun om at Vesteuropa – med eller uden USA – skal besætte dele af det nok så store Rusland og stykke det op – landet, der trods alle forudsigelser i over 70 år aldrig har invadeeret en neutral europæisk stat eller et NATO-medlem?

Og hvordan mon hun ser på risikoen for NATO-splittelse/opløsning med Trump i Det Hvide Hus? Hvis han trækker USA mere eller mindre ud af NATO som han tidligere og for et par dage side har antydet til stor fortrydelse for bl a NATO’s generalsekretær – skal Europa så selv vinde over Rusland? Danske og andre tropper i krig med Rusland i Ukraine? Skal Europa betale hele genopbygningen af Ukraine og reparere sin egen fallerede EU-økonomi i kølvandet på de – historiens strengeste og dummeste – økonomiske sanktioner mod Rusland, som indtil i dag synes at klare sig aldeles udmærket trods dem? Skaffe en ny energipolitik efter Nord Streams ødelæggelse?

Hvor mon pengene til den fortsatte krig og alt den indebærer skal komme fra?

Er der noget langsigtet, hun har tænkt på inden sit – beærende – spadestik? Eller bidrager hun med det snarere til at begrave Vesteuropas fremtidige økonomi og respektabilitet i verden?

Det lyder måske som en hån men faktisk fremstår Trump som et mere intellektuelt og moralsk menneske end statsminister Frederiksen. Hér på CNN forklarer han hvorfor det vigtigste for ham ikke er hvem der vinder, men at vi får en hurtig ende på død og ødelæggelse.

“I want everybody to stop dying. They’re dying. Russians and Ukrainians. I want them to stop dying,” Trump said at CNN’s town hall moderated by “CNN This Morning” anchor Kaitlan Collins. “And I’ll have that done in 24 hours.”

Trump, who would not say whether he wants Ukraine to successfully deter Russia when pressed by Collins, told the audience gathered at Saint Anselm College that he doesn’t “think in terms of winning and losing.”

“I think in terms of getting it settled so we stop killing all these people,” he said.

Ingen véd om han som kommende præsident vil (kunne) realisere sine ord og løfter. Men de ord, han faktisk siger, er langt mere modne, moralske og klartseende end den danske statsministers fredsforagtende ord.

Og dét burde give stof til eftertanke i medier og offentlig debat, men gør det naturligvis ikke.

PS
Her er BBC’s “take” på begivenheden.

Klik hér. Tak!

9 thoughts on ““I krig er ord ikke nok” – men for konfliktløsning og fred er de nødvendige, Statsminister Frederiksen.

    1. Tak Per – men jeg vidste ikke jeg har meldt mig ud dér. Her er en nok så tung kritik af DR fra 7. februar. Eller mener du noget andet, så uddyb lige 😉

  1. At søge efter åben og lødig debat hos DR og andre centralt styrede massemedier, folketing og regering kan sammenlignes med en ørkenvandring.
    .
    Der er mange fatamorganaer, som får tørstende til at bilde sig at de ser “vand forude”.
    .
    Oaser findes, men de er langt mere sjældne end fatamorganaer.
    .
    Jan Øbergs hjemmeside er som en oase, hvor debatten kan finde sted i etisk, indholdsmæssigt og kvalitativt langt større omfang, end det sker blandt ovennævnte.
    .
    Udnyt denne sjældne situation – giv og modtag vigtig næring i nærværende oase.
    .
    Det overskud du tager med dig fra nærværende hjemmeside kan du dele med de underernærede sjæle du måtte møde, som endnu er på ørkenvandring, uden at have fundet en oase.

  2. Der var en gang “en klump fedt omkring et åbent kloakrør, lodret ned i helvede”. Det særlige var, at når man satte en mikrofon hen til fedtklumpen, lød det som menneskelig tale. Men når man forsøgte at lytte nærmere efter, gav det ingen mening, uanset hvilken ende man lyttede til. Det var tilsyneladende det samme ubestemmelige indhold der kom ud i begge ender.
    .
    Det var krigstid.
    .
    Snakken gik om, at valget stod mellem våben eller fedt. Det satte fedtklumpen omkring det åbne kloakrør i bevægelse, så det stod og blævrede. Denne blævren forplantede sig gennem kloakrøret så det buldrede – som tomme tønder der ruller nedad gaden og tager alt med sig i faldet. Det lød som et ekko af snakken om krig, våben og fedt, men gav mindre og mindre mening jo mere det buldrede. Fedtklumperne samledes, og tog det ene spadestik efter det andet, dybere og dybere. På den måde blev der længere ned til bunden, mens de blævrede og buldrede stadig mere højlydt. Disse fedtklumper trak alle mod et fælles kæmpe hul – og følte sig i faldet tiltrukket af hinanden. De lod sig imponere over deres egen buldren, og fortsatte ivrigt med at tage flere spadestik.
    .
    På den måde var der længere til bunden, end nogen havde forestillet sig.
    .
    Alt når før eller siden bunden, både hvad der løber gennem kloakrør, eller ruller buldrende nedad gaden. Fedtklumperne blev enten omdannet til våben, trukket igennem deres egne kloakrør og serveret som ormeføde, eller endte som uspiseligt harsk fedt i fangehul og fadebur, bag lås og slå.
    .
    Når talen blandt folk i eftertiden faldt på “fedtklumpen omkring det åbne kloakrør, lodret ned i helvede”, lød det hovedrystende : ” … lige til lukke op og skide i … ” og ” … de havde selv protesteret, sagt fra, sat sig til modværge og gjort deres … ” – ligesom da halvdelen af befolkningen påstod at have gjort det under den forrige storkrig. ” De kunne bare ikke overdøve krigsspektaklet ” og iøvrigt ” … måtte de holde det hemmeligt, af hensyn til pårørende og omgivelserne, og andre sikkerhedshensyn – så hemmeligt, at end ikke de selv kendte til hemmeligheden om at de var “frihedskæmpere ” ~ og iøvrigt var det også mere sikkert at stå frem og erklære sig som frihedskæmper efter at krigen var afsluttet.
    .
    Sådan var de i “de fede tider” – men folk glemmer det hurtigt.

  3. Det forekommer mig at den danske statsminister bliver mere og mere præsidentagtig. Hun og regeringen indkalder til pressemøder, når vi det måbende folk skal informeres. Eller også optræder ministrene foran villige mikrofonholdere eller lige så tjenstvillige skriverkarle.

    Det er slemt nok med mediernes følgagtighed, men i grunden er jeg langt mere bekymret over, at der ikke findes en udenrigspolitisk opposition i folketinget, der stiller statsministeren de nødvendige spørgsmål, har andre perspektiver for konfliktløsning og tør skabe debat.

    Når jeg tænker på at du, Jan Øberg, en gang i 1980érne var medlem i regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), hvor dine tanker og viden blev respekteret og hørt, så er den marginalisering du er udsat for i dag et tegn på hvor slemt det står til.

    1. Tak, kære Knud. Jeg fornemmer at du har helt ret angående det “præsidentagtige” – og dybt autoritære – medierne følgagtighed etc.
      Og mange tak for dine ord om min deltagelse i SNU igennem alle 1980erne. Dengang fandtes der politikere, ekspert og journalister med en intellektuel tilgang, debat mellem forskellige synspunkter, teorier og verdensbilleder var acceptable og man vidste at mangfoldighed ville sikre bedre beslutning. Det var også på den tid – også i Sverige hvor jeg meget frekevent blev brugt af Udenrigsministeriet – man lyttede til vidende mennesker/analytikere udenfor den snævre politiske kred – og (som Kennedy) bevidst indbød folk med andre end ens egne meninger og lyttede til dem. Det gjaldt også medierne. Alt dette er i dag kun – gode – minder. Intet af den slags er tilbage og beslutningstagerne udgør et militaristisk kakistokrati, der er til alvorlig fare både for befolkningen og menneskeheden som sådan. Ak ja!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.