////

Thorkild Kjærgaard: Ikke vores krig

Thorkild Kjærgaard

Historiker, dr.phil

Dette manus blev i forkortet form bragt som kronik i Politiken den 13. oktober 2022 under overskriften “Ukraine-krigen er Joe Bidens skyld – ikke Putins.” Jeg er glad for Thorkilds accept af at jeg genoptrykker det i sin helhed h√©r, fordi han er √©n af kun en h√•ndfuld danske intellektuelle, der siger hvad der m√• siges i den forf√¶rdelige situation, vi st√•r i takket v√¶re Vestens arrogante og anti-intellektuelle politik – nemlig at komplekse ting kan ses fra flere sider og at intet derfor er kun sort og hvidt.

1.
Der er i nutidens verden tre imperiale magter: USA, Kina og Rusland. De to f√łrstn√¶vnte, USA og Kina, er i topform, v√•ger skinsygt over deres interessesf√¶rer og l√¶gger dag for dag nye milit√¶re, kulturelle, √łkonomiske og politiske fangearme ud over kloden. Anderledes med Rusland, som er i dybe vanskeligheder. Det begyndte for alvor i 1991, hvor Sovjetunionens sammenbrud bet√łd, at Rusland mistede kontrollen over sine √łsteurop√¶iske lydlande og m√•tte t√•le, at Estland, Letland og Litauen ‚Äď russisk omr√•de siden Freden i Nystad 1721 ‚Äď erkl√¶rede sig selvst√¶ndige. Og, endnu v√¶rre, at br√łdrenationer som Hviderusland (Belarus) og Ukraine efter √•rhundreders samliv med Rusland ‚Äď fra 1917 inden for rammerne af den nu hedengangne Sovjetunion hvor de begge n√łd betydelig autonomi og havde stemmeret i FN ‚Äď begyndte at g√• egne veje. Mest udtalt Ukraine, som s√łger optagelse i EU og √łnsker at blive medlem af NATO.

At det f√łrste s√•vel som det sidste er totalt uacceptabelt for Rusland, vil enhver kunne overbevise sig om ved at tage et landkort og se mod sydvest fra Moskva. ‚ÄĚMed Ukraine i folden bliver Rusland automatisk et imperium. Uden Ukraine oph√łrer Rusland som imperium,‚ÄĚ som det er blevet formuleret af den polsk-amerikanske historiker Zbigniew Brzezinski. For Rusland er den nu snart seks m√•neder lange krig i Ukraine en sk√¶bnekamp, og selv om vi indtil videre har set et Rusland, som udviser imponerende selvbeherskelse over for et opgejlet, skingert russofobisk Vesteuropa og et USA, som foruden meget andet har presset p√• for en udvidelse af NATO med Sverige og Finland, s√• lurer risikoen for en alt√łdel√¶ggende opskalering af konflikten lige under overfladen.

Eller, som FN‚Äôs generalsekret√¶r Ant√≥nio Guterres forleden beskrev situationen: ‚ÄĚMenneskeheden leger med en ladt pistol.‚ÄĚ

2.
Den nuv√¶rende opdeling af verden er udsprunget af Anden Verdenskrig, som blev vundet af Sovjetunionen, USA og Kina. Blandt sejrherrerne var ogs√• Storbritannien og Frankrig, men som juniorpartnere p√• det s√¶rlige vilk√•r, at de, n√•r krigen var vundet, skulle give afkald p√• deres verdensomsp√¶ndende koloniriger og dermed p√• deres hidtidige imperiale status. Som den amerikanske pr√¶sident Franklin D. Roosevelt allerede i 1941 gjorde det klart for en rasende Winston Churchill, s√• st√łttede USA ikke Storbritannien i krigen mod Hitler for at redde Det Britiske Imperium, endsige det franske.

Hverken Storbritannien eller Frankrig √łnskede at afvikle deres kolonier, som var af afg√łrende betydning for deres internationale position, og de slog sig begge i t√łjret, sidste gang under Suez-krisen oktober 1956, hvor USA og Sovjetunionen enedes om √©n gang for alle at s√¶tte de to gamle europ√¶iske stormagter p√• plads som et par skoledrenge. Der var ikke noget at g√łre. Afkoloniseringen, som var g√•et i gang umiddelbart efter 1945, og som var de to store fl√łjmagters f√¶lles projekt, kunne ikke standses og var i det v√¶sentlige afsluttet omkring 1960, hvor England og Frankrig stod tilbage som vesteurop√¶iske regionalmagter inden for den amerikanske indflydelsessf√¶re.

Tilbage p√• den globale scene var herefter USA, Kina og Sovjetunionen, som delte verden imellem sig. USA, Kina og Sovjetunionen var ikke p√• noget tidspunkt j√¶vnbyrdige. USA har hele tiden v√¶ret nummer et b√•de √łkonomisk, milit√¶rt og kulturelt, men ikke desto mindre har de tre store anerkendt hinandens indflydelsessf√¶rer og ‚Äď med gensidig anerkendelse som udgangspunkt ‚Äď gennem √•rene indg√•et forskellige tillidsskabende, nu desv√¶rre p√• amerikansk initiativ s√• godt som alle opsagte aftaler, blandt andet p√• kernev√•benomr√•det, hvad der har sk√¶nket ikke bare Europa, men hele verden en lang periode med fred, kun afbrudt af lokale konflikter.

Især efter at USA i 1971 på foranledning af Henry Kissinger, præsident Richard Nixons daværende sikkerhedspolitiske rådgiver, anerkendte Folkerepublikken Kina og dermed trak tæppet væk under Chiang Kai-sheks eksilregering på Taiwan (Formosa), som havde været en kilde til stadig uro.

3. Med Sovjetunionens nedsmeltning i 1991 ‚Äď uden sammenligning den neoliberale tids√•nds st√łrste trof√¶ ‚Äď opstod et gigantisk magtvakuum. En frygtindgydende supermagt blev p√• kort tid reduceret til n√¶rmest ingenting. Hvad g√łr vi nu? Et fortilf√¶lde, som mange sk√¶vede til ‚Äď blandt andre de to drevne amerikanske diplomater George F. Kennan (1904-2005), kendt som ophavsmand til den amerikanske indd√¶mningspolitik over for Sovjetunionen efter 1945, og tidligere n√¶vnte Henry Kissinger (f. 1923) ‚Äď var Tyskland, som to gange i det tyvende √•rhundrede var faldet fra tinderne. F√łrst i 1918, dern√¶st i 1945.

Efter F√łrste Verdenskrig fors√łgte sejrherrerne ved den efterf√łlgende fredsaftale (Versaillesfreden) at kn√¶kke Tyskland for altid, hvad der √•bnede vejen for Hitler. Anden gang valgte man ‚Äď bel√¶rt af erfaring og i erkendelse af at Tyskland ikke kunne fjernes fra landkortet med mindre man udryddede alle tyskere ‚Äď at give det slagne land et pusterum og lade det komme til kr√¶fter, ja s√•gar bidrage til dets genopbygning, hvad der blev en bragende succes.

Under henvisning hertil og i erkendelse af, at Rusland ikke kunne fjernes fra landkortet, medmindre man udryddede alle russere, foreslog Kennan, Kissinger og ligesindede, at man gik forsigtigt frem og gav Rusland tid til at finde sine egne ben, og at man ‚Äď ogs√• af hensyn til verdensfreden ‚Äď undlod at udfordre det store atombev√¶bnede land un√łdigt.

Havde man lyttet til disse besindige r√•d, ville b√¶ltet af √łsteurop√¶iske stater fra Estland i nord til Bulgarien i syd (Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rum√¶nien og Bulgarien) ikke v√¶re blevet medlemmer af NATO. De ville i dag have ligget som en nord-sydg√•ende r√¶kke af alliancefri stater med en stilling nogenlunde som den, Finland og til dels Sverige indtil fornylig indtog.

En perfekt l√łsning for de √łsteurop√¶iske lande, som l√¶nge havde v√¶ret d√łdtr√¶tte af russisk overherred√łmme, men som p√• den anden side l√• langt fra Vesteuropa, som de s√• p√• med betydelige forbehold, ikke kun fordi de var blevet forgiftet af samlivet med Sovjetunionen, men ogs√•, som p√•peget af den nyligt afd√łde danske historiker Knud J. V. Jespersen, af dybere historiske √•rsager.

For Vesten ville en r√¶kke af alliancefri bufferstater ned gennem √ėsteuropa foran Rusland have v√¶ret en realisering af det, som USA (og Storbritannien) str√¶bte efter under Anden Verdenskrig, men som blev endegyldigt forhindret af Stalin, der p√• Potsdam-konferencen juli-august 1945 stod fast p√•, at de √łsteurop√¶iske stater skulle ligge som et sovjetisk forterr√¶n, hvad vestmagterne p√• dav√¶rende tidspunkt ikke kunne stille noget op overfor, da der stod russiske tropper p√• en linje fra L√ľbeck i nord til Istrien i syd.

Interesting too?  Sports-BHer, SDU og dansk dekadence

Hvad EU ang√•r, kunne medlemskab v√¶re kommet i betragtning i l√łbet af 1990erne for de baltiske stater, hvis indlemmelse i Sovjetunionen aldrig var blevet anerkendt af USA (og i √łvrigt heller ikke af Danmark), og som derfor havde en s√¶rstatus, men ellers associeringsaftaler, hvad der ville have v√¶ret meget bedre b√•de for EU, for hvem lande som Polen, Ungarn og Bulgarien er og hele tiden har v√¶ret en belastning, s√•vel som for de p√•g√¶ldende lande, der konstant pr√łver at smyge sig udenom EU’s regler.

Thorkild Kjærgaard og her hans hjemmeside

Hvad Ukraine ang√•r, ville det v√¶re forblevet inden for den russiske interessesf√¶re, hvor landet h√łrer hjemme geografisk, historisk, kulturelt, kirkeligt og geopolitisk. Ingen russer, hvad enten han hedder Aleksandr Pusjkin, Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Aleksandr Solzjenitsyn eller Vladimir Putin, vil nogensinde kunne bringes til at opfatte Ukraine (tidligere Lillerusland) som udland lige s√• lidt som Rusland har v√¶ret udland for ukrainere (lillerussere) som Nikolaj Gogol, Isaak Babel, Wassily Kandinsky, Svjatoslav Richter [eller] Leonid Brezjnev eller Raisa Gorbacheva (Gorbachov).

Verden ville, hvis man havde lyttet til Kissinger og Kennan, være blevet forskånet for den ulyksalige krig i Ukraine, der nu mærkes overalt på kloden i form af flygtninge, prisstigninger på alt fra korn til energi, fattigdom, sult og frygt, som det er umuligt at se nogen ende på.

4. Det blev ikke Henry Kissinger og George Kennan, endsige europ√¶iske √•ndsf√¶ller som G√ľnther Grass (1927-2015), J√ľrgen Habermas (f. 1929), Willy Brandt (1913-92) og Anker J√łrgensen (1922-2016) ‚Äď alle utr√¶ttelige fork√¶mpere for fred og nedrustning, pr√¶gede som de var og er af Anden Verdenskrig ‚Äď der fik lov at bestemme kursen i 1990erne.

De og deres FN-inspirerede tanker om t√¶t samarbejde mellem stormagterne for at sikre freden blev skubbet til side af yngre, mindre forsigtige, mere risikovillige typer, her i landet personificeret af folk som senere statsminister og generalsekret√¶r for NATO, Anders Fogh Rasmussen (f. 1953). Fogh Rasmussen og meningsf√¶ller, der ikke havde erfaringerne fra Anden Verdenskrig siddende i sig, kunne ikke n√łjes med det, som Roosevelt og Churchill i sin tid ville have v√¶ret glade for at n√•.

Som sande revolution√¶re havde de appetit p√• at √¶ndre hele verden, koste hvad det ville. Set i tilbageblik m√• man forundres over den arrogance og den hoverende mangel p√• respekt for et stort, stolt og √¶rek√¶rt land, hvormed NATO med pr√¶sident Bill Clintons ind√¶dt antirussiske udenrigsminister Madeleine Albright (1937-2022) som indpisker, senere EU med indlemmelsen af Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rum√¶nien og Bulgarien behandlede det Rusland, der indtil 1989 havde holdt hele √ėsteuropa inklusive Finland og en del af det nuv√¶rende Tyskland i et jerngreb.

Og det var kun begyndelsen.

Omt√•get af sejrsrusen fra den kolde krigs afslutning ville de med s√łs√¶tning af ideen om optagelse af Ukraine i NATO og EU intet mindre end udslette det russiske imperium, som f√łrst svenske Karl 12., derefter Napoleon og Hitler havde kn√¶kket halsen p√•. I lang tid l√• det delvis skjult, hvad det handlede om. I dag siges det √•bent, ikke bare af amerikanske politikere som forsvarsminister Lloyd James Austin, men ogs√• af danske og europ√¶iske politikere, at m√•let er at nedbryde og ydmyge Rusland √łkonomisk og milit√¶rt i en s√•dan grad, at det ikke l√¶ngere kan opretholde sin imperiale position.

Eller som det k√łligt-professoralt udtrykkes af Yale-historikeren Timothy Snyder: ‚ÄĚImperiet m√• tabe en kolonikrig, hvis det skal oph√łre med at v√¶re et imperium.‚ÄĚ

5. Reaktionen fra Moskva, der ‚Äď pinagtigt bevidst om egen svaghed ‚Äď ikke havde lyst til nogen styrkepr√łve, lod vente p√• sig. Man protesterede h√łjlydt mod NATOs imperialistiske ekspansion mod √łst i 1990erne, men lod det blive ved det. Ogs√• Putin har f√łrt en forsigtig og tilbageholdende politik, indtil han i 2014 omsider satte h√¶len i og med hjemtagelse af den siden 1954 til sovjetrepublikken Ukraine udl√•nte halv√ł Krim markerede, at nok var nok, og at Vesten ang√•ende Ukraines medlemskab af NATO og EU skulle tr√¶kke f√łlehornene til sig.

Det virkede ikke efter hensigten, tv√¶rtimod skruede Vesten op for sit s√¶rlige miks af h√•nende ytringer om Rusland og bel√¶rende, selvforherligende forel√¶sninger om demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at man ved at lokke med NATO- og EU-medlemskab og under p√•ber√•belse af suver√¶ne nationers frihed til at tr√¶ffe egne valg opmuntrede Ukraine til at f√łre en politik over for Rusland, der svarede til at k√łre med 130 km i timen i venstre side af vejen.

Også Danmark gav sit besyv med.

Uforglemmelig er udenrigsminister Jeppe Kofods (f. 1974) udtalelse om, at Rusland skulle holde op med at n√¶re ‚ÄĚstormagtsdr√łmme.‚ÄĚ Det mener en ledende dansk politiker, der ikke blot har ansvaret for Danmarks, men ogs√• for Gr√łnlands ve og vel, at kunne sige til Rusland, der ikke bare er verdens st√łrste land og med sine 17,1 millioner kvadratkilometer str√¶kker sig over 11 tidszoner fra Beringstr√¶det til √ėsters√łen, men ogs√• landet med den suver√¶nt l√¶ngste arktiske kystlinje.

P√• den m√•de gik det frem til √•rsskiftet 2021/22, hvor Rusland med en troppeansamling p√• 150.000-200.000 langs Ukraines gr√¶nse signalerede, at der nu ikke l√¶ngere var nogen vej tilbage. Enten rakte verdens st√¶rkeste mand, den amerikanske pr√¶sident Joe Biden (f. 1942), h√•nden ud til den gamle samarbejdspartner og kampf√¶lle fra Anden Verdenskrig og √•rtierne derefter ved at tilkendegive, at Ukraine naturligvis ikke kunne blive medlem af NATO, og at USA i √łvrigt forventede, at EU ville opgive enhver tanke om at optage Ukraine, eller ogs√• ville de opmarcherede tropper blive sat i bev√¶gelse.

Den amerikanske pr√¶sident valgte at tie, og dermed udl√łste han krigen ved at skabe en situation, hvor Rusland var tvunget til at sl√• til, hvis ikke det ville l√¶gge sig fladt ned og skolepigeartigt affinde sig med rollen som energileverand√łr til danske parcelhuse og europ√¶isk storindustri, indtil den gr√łnne omstilling er gennemf√łrt.

Og det ville Rusland ikke. Det svarede til at forlange, at Rusland skulle oph√łre med at v√¶re Rusland, og den 24. februar 2022 tog Kreml sig selv til rette ved at indlede en milit√¶r operation p√• samme m√•de som Kina og USA har gjort det ved flere lejligheder siden 1945, for eksempel i Tibet 1950, i Afghanistan 2001 og i Irak i 2003.

Interesting too?  Joe Biden burde have l√¶rt lidt af Nikita Khrusjtjov

Tilbage st√•r, at krigen var overordentlig tydeligt annonceret, og at Rusland i de endel√łse uger op til den 24. februar t√łvede og t√łvede og formentlig til det sidste h√•bede p√•, at USA i overensstemmelse med FN‚Äôs id√© om stormagternes s√¶rlige ansvar for freden, og om ikke andet, s√• som kvittering for Sovjetunionens b√łjen af over for USA under Cuba-krisen efter√•ret 1962, ville lade Rusland slippe for at skulle gennem krigens ildpr√łve.

USA kunne frem til den 23. februar have forhindret krigen så let som ingenting, og den russiske regering gav Vesten og dens leder overordentlig god tid til at tænke sig om. Men det var umuligt at trænge igennem.

Den rigide Joe Biden, som er af en ganske anden st√łbning end hans forg√¶ngere i embedet med krigserfaring ‚Äď den femstjernede general Dwight D. Eisenhower og John F. Kennedy med en fortid som fl√•deofficer og krigshelt i Stillehavskrigen, der begge forstod betydningen af at vise m√•dehold, ikke mindst n√•r man er den st√¶rkeste ‚Äď ville ikke give sig en tomme.

Rusland skulle oph√łre med at v√¶re Rusland, og hvis ikke Rusland ville det, s√• var USA som verdens herre parat til i demokratiets og frihedens navn at k√¶mpe til den sidste ukrainer og nedkalde frygt, ulykke, sult og ‚Äď om n√łdvendigt ‚Äď atomkrig over resten af verden.

Det er folk som Joe Biden, ren√¶ssancehumanisten Erasmus af Rotterdam havde i tankerne, da han i 1515 formulerede sit ber√łmte Dulce bellum inexpertis (i Villy S√łrensens danske overs√¶ttelse: “Sk√łn er krigen for den, der ikke kender den”).

6. Dagligt skal vi fra morgen til aften h√łre om Putins brutale invasion i Ukraine, hvormed vi sprogligt igen og igen tvinges til at anerkende en falsk pr√¶mis. For sagen er jo den, at det ikke er Ruslands krig, men en krig, som USA, i et vist omfang st√łttet af Vesteuropa, gennem mange √•r har arbejdet p√• at fremlokke ved m√•lbevidst at udfordre Rusland p√• dets mest vitale punkter. Det er USA’s og det imperialt opbyggede NATO‚Äôs krig.

Vladimir Putin er, uanset hvor mange gange man siger det, ingen Hitler. Putin har ingen √łnsker om at omstyrte den eksisterende verdensorden, han er tv√¶rtimod en konservativ statsmand, der handler reaktivt p√• kr√¶fter, som s√łger at nedbryde den gennem √•rtier for ikke at sige √•rhundreder eksisterende orden, s√• sandt som Rusland siden 1700-tallet har v√¶ret den st√¶rkeste kontinentalmagt i Europa.

Den store Spielverderber i international politik siden Murens fald i 1989 er ikke Rusland, men De Forenede Stater.

Der bliver talt meget om russernes krigsforbrydelser og efter alt at d√łmme med god grund (ligesom der er meget at sige om ukrainernes krigsforbrydelser, dem bliver der bare ikke talt s√• meget om). Men det b√łr ikke glemmes, at den egentlige forbrydelse er selve krigen. De omstyrtende, de aggressive, de krigslystne, de i sidste ende skyldige er dem, der arbejder p√• at ommodellere verdenspolitikkens tektoniske plader ved at kr√¶ve, at Rusland skal v√¶re og opf√łre sig som ethvert andet europ√¶isk land.

Men s√•dan et land har Rusland ikke lyst at v√¶re, og ‚Äď endnu vigtigere ‚Äď s√•dan et land kan Rusland alene p√• grund af sin kolossale st√łrrelse og sin st√¶rkt sammensatte befolkning slet ikke v√¶re. Af de 145 millioner, der lever i Rusland, er cirka 120 millioner russere. De √łvrige 20% fordeler sig p√• over 100 forskellige folkeslag, hvoraf nogle har egne republikker og autonome kredse inden for Den Russiske F√łderation.

Rusland er ikke en vesteurop√¶isk nationalstat som Danmark eller Frankrig, men et stort, kosmopolitisk kludet√¶ppe af folk, sprog og religioner, som n√¶rmest mirakul√łst lever fredeligt mellem hinanden, holdt sammen med stor regeringskunst af en smidig og fleksibel, men ogs√• h√•ndfast og pomp√łs centralmagt, og holdt oppe af imperiepatriotisme, af det store russiske flertal og af russisk ‚Äď herunder ukrainsk ‚Äď som et lingua franca, der forst√•s af de fleste p√• samme m√•de, som tysk i dets forskellige varianter i sin tid blev forst√•et af de fleste i det gamle multinationale, multikulturelle √łstrig-ungarske monarki.

7. Krig har sin egen dystre logik, og det kan synes h√•bl√łst at √¶ndre begivenhedernes gang, n√•r den f√łrst er brudt ud. Men, som den ber√łmte britiske historiker A.J.P. Taylor er blevet citeret for at sige: ‚ÄĚIntet er uundg√•eligt, f√łr det er sket.‚ÄĚ

Hvis Europa, der ikke er krigsf√łrende, standser al v√•benhj√¶lp s√•vel som al anden hj√¶lp til Ukraine, og overlader det hele til amerikanerne ‚Äď det er trods alt deres krig, f√łrt som den bliver med amerikanske v√•ben, amerikanske penge og med ukrainske m√¶nds, kvinders og b√łrns liv og f√łrlighed som indsats ‚Äď s√• kan man m√•ske h√•be, at ukrainerne bliver tr√¶tte af at lade sig sl√• ihjel og selv sl√• russiske br√łdre og s√łstre ihjel i titusindvis for at tilfredsstille amerikanernes imperiale dr√łmme. At ukrainerne f√•r nok af amerikanernes masterplan om at v√¶lte Rusland af pinden som en af de tre store, uden at det koster √©n eneste amerikansk soldat livet, og i stedet v√¶lter den andenrangs, lidet demokratiske skuespiller, de har siddende som pr√¶sident, af pinden. M√•ske mens han og fruen er ude af byen for at lade sig fotografere til endnu et amerikansk modemagasin.

8. Der er mange, som tror, at verden bliver et bedre sted, hvis det ender med amerikansk sejr, og Ukraine bliver en del af EU. Det er h√łjst tvivlsomt. Ukraine er et land med afgrundsdyb korruption og voldsomme mindretalsproblemer, som vi inden for EU allerede kender det fra Estland, Letland og Litauen, og som ikke uden videre lader sig l√łse.

Dertil kommer et anstrengt forhold til en lang r√¶kke fundamentale v√¶rdier som pressefrihed og retssikkerhed. Der vil i Ukraine v√¶re ikke blot betydelige vanskeligheder, men ogs√• ‚Äď som vi kender det fra Ungarn og Polen ‚Äď udtalt modvilje mod at tilpasse sig de normer og principper, som EU hviler p√•.

Ukraine vil, hvis det kommer ind, lamme EU, og det er det sidste, vi har brug for i disse √•r, hvor klima- og milj√łproblemer t√•rner sig op. Der er en kl√łft mellem det unge, krigeriske, altid voldsparate USA og Europa.

Det amerikanske imperiums sag er ikke vores sag. Krigen i Ukraine er ikke vores krig.

Addendum

Jeg er lektor J√łrn Bjerre, Aarhus Universitet, taknemmelig for hans omtale af nogle af os, der hetses imod, i denne artikel, der for nylig bragtes i Weekendavisen.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

4 Comments

  1. ja en ganske fornuftig udl√¶gning med mange ellers ignorerede sandheder, men jeg mener faktisk at perspektivet er “lidt” forfejlet, det russiske indgreb i den Ukrainske krig handler for Rusland, som jeg ser det, slet ikke om det Russiske imperium, og Russisk “ret” til at dominere sine naboer,
    man greb ind i en igangværende krig simpelt hen for at forhindre en nedslagtning af udbryderne i Donbass, man blev nærmest tvunget til at gribe ind, og så troede man at man samtidig kunne fjerne gerningsmændene som sad på magten i Ukraine, og dermed forhindre at krigen imod Donbass kunne genoptages, det man kaldte afnazificering,
    man har som jeg ser det, p√• intet tidspunkt haft planer om at erobre hele Ukraine, og som jeg ser det er det historiske perspektiv faktisk vand p√• propagandam√łllen. som jo g√łr Ruslands indgreb til et udtryk for imperie-ambitioner hvad det sandsynligvis slet ikke er,
    og s√• er det vel heller ikke Bidens krig, den har jo fra amerikansk side v√¶ret forberedt i √•rtier, s√• Biden har bare arvet krigen, men jo selv aktivt videref√łrt den plan som handler om at kn√¶kke Putin, hans synd er alts√• at han har undladt at sige fra.

  2. I den her situation, tror jeg det er vigtigt at komme med forskellige analyser af situationen. Ellers ender man i slagordsagtige beskyldninger.
    De analytikere, der sidder i USA¬īs ministerier er ikke dumme og uvidende, de er benh√•rde ideologer, men de er ikke ubegavede. Det kan derfor v√¶re interessant at fors√łge en analyse, der tager afs√¶t i et muligt trusselbillede set fra Pentagon og State Department.
    Et r√¶dselsscenarie for USA vil v√¶re et eurasisk kontinent, der udnytter det enorme potentiale, som dette verdens st√łrste sammenh√¶ngende landomr√•de indeholder. Professor Kent E. Calder fra John Hopkins universitet g√łr i sin bog fra 2019 ‚ÄĚ Super Continent. The logic of eurasian integration‚ÄĚ omhyggeligt rede for potentialet.
    Hvis dette potentiale blev indl√łst, ville USA blive en marginaliseret magt b√•de handelsm√¶ssigt, √łkonomisk og ressourcem√¶ssigt.
    Derfor virker USA¬īs strategi, der i denne sammenh√¶ng bedst kan beskrives som del og hersk, slet ikke ulogisk, den er vel n√¶rmest godt t√¶nkt.
    Deres provokerende strategi, som der er gjort rede for ovenfor, har udm√łntet sig i det uundg√•elige – krig.
    Det er en d√łdsensfarlig og ond logik, hvor de er bed√łvende ligeglade med √łdel√¶ggelserne og de d√łde p√• begge sider i krigen.
    Det handler for USA om at få splittet det superkontinent Calder beskriver.
    Og det må siges, at det er lykkedes til perfektion, idet det vestlige Europa i den grad har sluttet op om alliancen med USA.

    • Mange tak, Knud Bisgaard. Jeg kender ikke indholdet af Calder’s bog, men hele denne sag har jo i hvert fald ogs√• at g√łre med det faktum at det amerikanske imperium er p√• vej ned – og dermed det vi normalt kalder “den vestlige verden” – gherunder ogs√• NATO.
      Jeg er slet ikke s√• sikker – som du synes at v√¶re – p√• at Europa og USA st√•r sammen i de n√¶rmeste √•r. Der er st√¶rke stemmer p√• h√łjt niveau – se en nylig artikel i Politico – https://www.politico.eu/article/vladimir-putin-war-europe-ukraine-gas-inflation-reduction-act-ira-joe-biden-rift-west-eu-accuses-us-of-profiting-from-war – hvad der egentlig foreg√•r mellem USA og Europa. Mens Ruslands invasion af Ukraine var modproduktiv i enhver forstand s√• er EU/NATO-svaret p√• den d√©t i endnu h√łjere grad. Den – ikke invasionen – vil splitte USA og Europa og Europa internt.
      Derimod s√• forekommer det mig mere i√łjnefaldende, at USA er lykkedes p√• en helt anden m√•de med at t√łmre andre lande sammen – Rusland, Iran, Indien, Kina m.fl. fordi de alle i st√łrre eller mindre grad vender ryggen til Vest. Og det er super-trist. USA har ikke l√¶mgere nogen som helst konstruktiv vision, hverken for sig selv eller for den verden det insisterer p√• at lede. Det har kun konfrontation og krigstrusler, kolde s√•vel som varme.
      P√• den lange bane vil USAs politik derfor lede til st√łrre og st√łrre selv-isolering, en hurtigere nedgang, relativt – somdet vel netop var hvad man bi Washington ville forhindre.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

To ny artikler i ledende medier i Kina

Next Story

Ladies and Gentlemen – This is The American Way!

Latest from Dansk udenrigspolitik

%d bloggers like this: