Hvorfor er EU’s tale om fred tavs?

– Den spæde begyndelse til EU var tanken om at undgå en ny storkrig, skriver Claus Kold og tager pulsen på det fællesskab, Danmark meldte sig ind i for 50 år siden. Men hvor er freden så blevet af?

EU’s mål er, at “… styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed.”

EU startede med etableringen af Den Europæiske Kul- og Stålunion. Mellem Kul- og Stålunionens start og EU er der flere traktattyper, der leder frem mod EU: Oprettelsestraktater, ændringstraktater og tiltrædelsestraktater. De fire oprettelsestraktater er følgende:

1. Traktat om oprettelse af Den Europæiske Kul- og Stålunionen (1951/52)

2. Traktat om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (1957/58)

3. Traktat om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (1957/58)

4. Traktat om Den Europæiske Union (1992/93)

Af ændringstraktater er der:

1. Fusionstraktaten (1965)

2. Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser (1970)

3. Traktat om ændring af visse finansielle beslutninger (1975)

4. Den Europæiske Fællesakt (1986)

5. Maastrichttraktaten (1992/93)

6. Amsterdamtraktaten (1997)

7. Nicetraktaten (2001)

8. Lissabontraktaten (2007)

Hertil kommer adskillige tiltrædelsestraktater, som jeg ikke vil remse op.

EU er et fredsprojekt

Som det fremgår ovenfor i citatet fra Præamblen til EU Traktaten om Den Europæiske Union, er EU et fredsprojekt. Det var det også, da det startede som Kul- og Stålunionen, da den trådte i kraft i 1952 mellem Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien. Unionen blev indgået på baggrund af erfaringerne fra anden verdenskrig, og sigtet var at hindre en ny krigsoprustning. Politisk bestod idéen i, at kul- og stålproduktionen skulle være et fælles projekt, der gjorde det svært for det enkelte land at forberede en ny krig.

Under det politiske program lå den liberale fredstese, der bygger på Kants tese om, at liberale stater ikke går i krig mod hinanden. Denne tese havde været en drivende antagelse siden Bretton-Woods-aftalerne i 1944, der så fattiggørelsen af de europæiske befolkninger som årsagen til politisk uro og krig.

I 1972 stemte Danmark ja til EF. 20 år efter, i 1992, stemte et flertal af danskerne dog nej til den fremlagte Maastricht-traktat, som alle medlemslandene skulle tilslutte sig, for at den kunne træde i kraft. Modstanden kom af, at traktaten åbnede for en fælles mønt, unionsborgerskab, retligt samarbejde og en fælles forsvarspolitik. Ved en ny afstemning med fire forbehold blev det et ja.

Maastricht-traktaten fra 1993 medførte, at EF ændrede navn til EU. Således havde samarbejdet, der blev grundlagt med Kul- og Stålunionen, gradvist udviklet sig inden for områder som politik, økonomi, ydre grænser, forsvar, osv.

Det danske forsvarsforbehold blev afskaffet ved en folkeafstemning i 2022, mens de resterende består.

Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark indgår i EU’s samarbejde om forsvar og sikkerhed. Danmark har fået stemmeret i Ministerrådet og skal ikke overlade formandskabet, når der diskuteres forsvarspolitik.

EU’s freds-, udenrigs- og sikkerhedspolitik

Det følgende er en kort gennemgang af, hvordan EU-traktaten har beskrevet og organiseret forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Overordnet henvises medlemslandene til deres forpligtelser i forhold til FN-traktaten og til Nato. EU har ikke en fælles hær, og derfor er det medlemslandene selv, der afgør, om egne soldater skal deltage i en militær EU-mission.

Øverste myndighed er Det Europæiske Råd, som består af medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt af formand og Kommissionens formand. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager i dets arbejde (herefter EU’s Udenrigsminister).

Det er Rådet for Udenrigsanliggender, der fastlægger Unionens udenrigs- og forsvarspolitik, og som udnævner EU’s Udenrigsminister.

EU’s udenrigsminister varetager Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik, bidrager med forslag til udenrigspolitikken og gennemfører den. EU’s Udenrigsminister er formand for Rådet for Udenrigsanliggender.

EU’s Udenrigsminister repræsenterer Unionen i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik og fører på EU’s vegne samtaler med tredjeparter.

I dette virke bistås EU’s Udenrigsminister af EU’s udenrigstjeneste, der arbejder sammen med medlemsstaternes diplomatiske tjenester og desuden af tjenestemænd og personale fra andre politikområder.

Krisestyring bliver varetaget af Generalsekretariatet, herunder Komitéen for Permanente Repræsentanter, hvor beslutninger træffes, når de er blevet behandlet i arbejdsgrupper.

Opgaverne ligger inden for områder som humanitære opgaver, redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver, på det militære område, konfliktfore­byggende og fredsbevarende opgaver m.fl.

Det var en kort gennemgang af EU’s historie, og hvordan EU har opbygget sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvordan ser det så ud med hensyn til fredsarbejdet?

EU’s forståelse af og arbejde for fred

EU som fredsaktør er adskillige gange blevet analyseret – bl.a. af Johan Galtung i bogen EF. En supermagt i verdenssamfundet, Christian Ejlers, 1972, og siden af Jan Øberg i betænkningen Fremmer EU freden? fra 2005.

I sin udredning leder Øberg efter, hvordan fred defineres af EU, efter analyser af, hvad fred er, efter hvordan fred knytter sig til andre sagsområder. I dette arbejde viser Øberg, hvor mange gange begrebet fred bruges, for at afdække, hvilken vægt EU tillægger fredarbejdet:

”Hvis man bruger en søgefunktion i de pdf-dokumenter, der udgør traktatens hoveddele, vil man hurtigt se, at det i kvantitative termer står endnu ringere til. Ord som ”fred/freden/fredelig” forekommer 8 gange i traktaten. ”Konfliktforebyggelse/forebygge konflikter” forekommer 5 gange. Ordene ”forsvar/forsvarspolitik” bruges 64 gange, ordene ”sikkerhed/sikkerhedspolitik/indre sikkerhed” 81 gange; ordene ”militær/kampstyrker” 21 gange og ”terror/terrorisme” forekommer 10 gange. EU’s nye udenrigsminister nævnes 71 gange.” (Øberg, s. 22)

Øberg viser klart, at fred ikke kvalificeres, men hovedsageligt optræder som overskrift, besværgelse eller hensigt, og at der både organisatorisk og i praksis er en betydelig vægtning af det militære.

Spørgsmålet er, hvorfor der er så få analyser og formuleringer om fred i EU’s traktater? Måske fordi, som Øberg påpeger, at EU arbejder på baggrund af “et traditionelt sikkerhedsparadigme, der mere eller mindre uforandret er blevet overført fra national sikkerhedstænkning til det overstatslige niveau.”

EU bygger med andre ord sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på ideer, politik, ledelse- og organisering, som ikke har vist sig effektive i udviklingen af fred. Tænkninger, der går tilbage til 1600-tallet.

Vi kommer derfor ikke videre ved at fortsætte med analyser af EU’s dokumenter og handlinger. Vi må snarere se på den grammatik eller det paradigme, der styrer logikken i EU’s tænkning om fred. Hvad det er for en grammatik, ser jeg på i det følgende.

Fra samfundsvidenskab til underliggende paradigme

Thomas Kuhn har i sin bog The Structure of Scientific Revolutions, 1962, vist, at der eksisterer et forhold mellem filosofi og videnskab, som Kuhn kalder et paradigme. Det underliggende paradigme er afgørende for, hvad videnskaberne kan tænke.

Det er vigtigt, for EU befinder sig også i et paradigme og har derfor en bestemt politisk grammatik – et paradigme, som blev født med renæssancen, og som fik sit politiske udtryk i liberalismen.

Da EU er et barn af liberalismens oprør i 1600-tallet, kan hverken EU’s politik, økonomi og måder at lede-, organisere og administrere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på forstås, uden at denne udvikling beskrives.

Liberalismen var et oprør mod den politik og økonomi, der blev ført i 1600-tallet, rettet mod rækken af konge- og fyrstehuse, der herskede enevældigt uden folkets indflydelse. Det økonomiske oprør var oprøret mod merkantilismen, som af de første liberalister blev beskrevet som en krigsøkonomi.

Det liberale oprør byggede på renaissancens etablering af et nyt verdensbillede, et nyt paradigme. Det nye verdensbillede blev tegnet af bl.a. Descartes og Newton, som begge beskrev en fysisk-mekanisk verden, hvor alt fra universet over træer til dyr og mennesker var maskiner.

Denne grundtænkning fik stor indflydelse. Omfattende forskning viser, at fra 1600-tallet til slutningen af 1900-tallet dominerede klassisk fysik andre teoriområder som psykologi, sociologi, statstænkning, økonomi og krigsteori etc.

Af intellektuelle og politiske årsager lånte samfundsvidenskabernes grundlæggere Hobbes, Locke, Hume, Smith, Comte, m.fl. fra fysikken i deres teoriudvikling om mennesker, stater, konflikter og krige.

Således udviklede Clausewitz sine krigsbegreber ud fra Newtons fysisk-mekaniske begreber såsom friktion, inerti, balance, schwerpunkt, osv. I Clausewitz’ tænkning eksisterer kun krigen – freden er pauser mellem krige.

Blandt efterkrigstidens teorier om internationale relationer, som EU også bruger, tager den dominerende teori, realismen, også udgangspunkt i Newton, Smith og Clausewitz. Realismen mener, at stater og krig kun kan forstås i det internationale system, der fungerer efter egne lovmæssigheder: stater støder sammen som atomer, balancerer deres magt mod hinanden i et internationalt rum, hvor der kan opstå magttomrum. Ideen om magtbalance er hentet fra Smiths idé om markedets laissez faire, der kommer fra Newton og Quesnay.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi det fysisk-mekaniske paradigme i dag er dybt indbygget i vores sprog, politik, økonomi, sikkerhedspolitik og dermed i de ledelses- og organisationsteorier, som EU er bygget op af. EU er med andre ord lukket inde i en fysisk-mekanisk tænkning, der ikke har begreber for liv, bevidsthed, etik og fred. I det fysisk-mekaniske paradigme, som udgør grammatikken for, hvad der ses som naturligt, realistisk og muligt i politik, økonomi og sikkerhed, er krigen konstant, uundgåelig og optræder integreret med EU’s øvrige begreber, mens fred kun er et tomt begreb uden tilhørende begreber, sprog, organisationsmodeller og administrative principper.

EU har ikke frigjort sig fra disse paradigmefigurer, der som en tavs grammatik styrer den synligt-praktiske politik i EU. Derfor bliver EU tavs, når fred skal defineres og analyseres, og fredspolitikker opbygges.