International politik er ofte lidt som en krimi med et plot. Du skal undervejs tro at A har begået en forbrydelse, men den overraskende udgang på det hele er at B, som du mindst af alt havde mistanke til, viser sig at være dramaets hovedperson.

Når det hele er opløst ser man den tolkning hvor alt falder på plads. Forfatteren havde kun lige antydet den i en bisætning for at vildlede og skabe en overraskende slutning.

Ukraine er en sådan krimi! Plottet, du skal tro på, er jo at Putin som lyn fra en klar himmel både i Georgien i 2008 og på Krim og i Donbas 2014 og nu Ukraine 2022 angreb uskyldige mennesker.

Portrættet af ham og Rusland er jo skurkens. Han er pludselig blevet syg i hovedet, paranoisk, korrupt, diktator à la Hitler, lever i en fantasiverden. Han er farlig fordi han har et formidabelt militær for sin appetit på ikke bare Ukraine men sidenhen de baltiske lande, Sverige – begyndende med Gotland (!) – og så Finland.

Hvad den forhenværende KGB-mand end siger, så er det propaganda og løgn for han har styr på alt som siges og skrives i Ruslands medier. De er jo statskontrollerede mens vores er frie, sandfærdige medier.

Rusland og Putin er altså dramaets hovedperson, den skyldige som til slut vil få sin retfærdig straf.

•

Bedst som vi tror at vi véd dét, endevender detektiven – sådan lidt à la Kommisær Morse med sin whisky, lyttende til klassisk musik – hele forløbet og det slår ham pludseligt, at der er noget, der ikke stemmer. Hans sætter sig fluks ind i sin bordeauxrøde Jaguar og opsøger gamle og nye vidner. Lidt som den gode forsker spørger han sig selv: Hvad nu hvis…? Hvad taler for og imod min nye tolkning af plottet?

Til slut fremlægger detektiven med menneskekundskab og tæft for politik endelig sin overraskende tolkning, de nye beviser og sammenhænge. Han løfter de vildledende røgslør og forklarer:

For omkring 30 år siden lovede Vestens vigtigste ledere Sovjetunionens sidste præsident, Gorbatjov, at NATO ikke ville blive udvidet én tomme mod øst; sådan fik man forenet Tyskland i NATO. I 1994 blæste Clinton – triumfalistisk – på disse løfter og begyndte ekspansionen med NATO-kontorer i Kiev og Tblisi. I 1999 bombede NATO Kosovo ud af Serbien i strid med både sin egen traktat og FNs. Omkring 2000 bad Putin om at få Rusland optaget i NATO men fik nej. 2007 talte han i München om at han ikke kunne acceptere fortsat ekspansion. 2008 besluttede NATO som svar at Ukraine skulle blive NATO-medlem – med vel 10% af befolkningen dér for. Og udviklede ”Missilskjoldet,” som Rusland opfattede som stærkt destabiliserende.

I 2014 gennemførte og finansierede USA en regimeforandring i Kiev og fik indsat en vestvenlig ledelse; den fik træning og våben fra Vest. Efter kuppet indså Putin at Ruslands store Sortehavsflåde kunne komme til at ligge i et NATO-EU-land og annekterede Krim. Rusland støttede også pro-russiske separatister i Donbas, der kæmpede mod Kievs styrker.

I 2021 krævede Putin forhandlinger med NATO om en ny sikkerhedsordning i Europa, der skulle stoppe hvad han så som en stadigt voksende trussel imod sit land.

NATO lyttede ikke til Ruslands bekymring og behandlede det som det aldrig selv skulle acceptere at blive behandlet. Den gav sig ud for at være en uskyldig, rent defensiv alliance med 12 gange højere militærudgifter end Rusland og at den blot tog nye lande ind fordi de så gerne ville.

Hvad detektiven egentlige sagde var dette enkle: Alle kiggede på denne folkeretsstridige og uacceptable krig, men jeg undersøgte den underliggende konflikt, som USA/NATO skabte. Jeg tog det lange tidsperspektiv, så på årsag og virkning og fulgte den banale idé, at der skal to til både at konflikte og kriges.

► Bragt som klumme i Arbejderen den 30. maj 2022

Jeg er altid glad for den påskønnelse en lille økonomisk støtte er udtryk for. Tak!