Inde i NATOs katedral af frygt bliver våben til sakramenter og projektion til liturgi. Fra glasmosaikkens alter slår lynet mod Rusland og Kina – ikke som analyse, men som ritual. Dette handler ikke om Putin. Det handler om Vestens sammenbrud i et psyko-politisk teater.

Og hvordan han får mig at tænke på Hitler

Fra politik til performance

Mark Ruttes Berlin-tale i december 2025 er blevet hyldet som en vækkelse for NATO. Men den dybere sandhed er: Ruttes tale handler slet ikke om Rusland og Kina. Den handler om NATO selv og om den fundamentale transformation af politik til psyko-politisk teater, hvor rationel politik er blevet umulig. Den “røde trussel” han påkalder er mindre en empirisk realitet end en scenisk rekvisit i en liturgisk forestilling.

•

Sammenlignet med for blot en måned siden er Ruttes formål nu alarm og hastværk i stedet for enighed og konsensus. Hans tone er eksistentiel og dramatisk i stedet for pragmatisk og institutionel. Hans fokus er nu Europas overlevelse i stedet for NATOs troværdighed, og han antydede, at mere end 5 % af BNP kan blive nødvendigt. Hans trusselsopfattelse er nu, at “Rusland allerede står ved vores dør,” og at Kina står bag, hvor det i november 2025 var et mere generelt fjendebillede med fokus på Ukraine. Bemærkelsesværdigt og amatøragtigt nedladende kalder han Putin “denne fyr.”

Det er meget betydelige eskalerende ændringer.

Se hele talen her, holdt ca. 13 minutter ind i konferencen, efter den tyske udenrigsminister Wadephul, som leverede en intellektuel bundskraber på dårligt engelsk. Og her er NATOs transskript af Ruttes tale, hvis du foretrækker at studere den nærmere.

Politik betød engang rationel beregning: at afveje interesser, forhandle kompromiser, balancere omkostninger og sandsynligheder. Det paradigme er kollapset. I stedet står en ny orden: politik som performance. Ledere overbeviser ikke længere med fakta og beviser; de dramatiserer med prædikener. Ruttes Berlin-tale eksemplificerer dette skifte. Hans ord var ikke analytiske, men eskatologiske: “Rusland står allerede ved vores dør. NATO og Europa kan blive Putins næste mål.” Dette er ikke politikanalyse; det er liturgi. (Se også postscript nedenfor).

•

NATO som kirke

Talen afslørede NATOs metamorfose til en kirke-lignende institution:

• Dogme: NATO repræsenterer det gode; Rusland repræsenterer det onde.
• Menighed: Det militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, MIMAK, skaber og gentager trosbekendelsen.
• Ritualer: Topmøder, erklæringer og budgetafstemninger, pressekonferencer og mediekommentarer fungerer som hellige ceremonier.
• Eskatologi: Apokalypsen – Ruslands angreb – er altid nært forestående, men kommer aldrig, hvilket opretholder evig årvågenhed. Som Godot i det berømte teaterstykke.

I denne kirke spiller Rutte præsten. Hans prædiken handler ikke om Ruslands faktiske kapacitet eller intentioner; den handler om at bekræfte NATOs tro på sin egen uskyld og moralske overlegenhed. Menigheden svarer med ofringer: løfter om 5 % af BNP til forsvar, tiende til det militær-industrielle alter.

•

Psyko-patologisk retorik

Ruttes retorik falder direkte ind i en tradition, der inkluderer Saddam Hussein, George W. Bush og Adolf Hitler. Alle hævdede at være omgivet af fjender, alle insisterede på nødvendigheden af forsvar, og alle retfærdiggjorde aggression ved at projicere ondskab over på den anden side. Formlen er altid den samme: vi er truet fra alle sider, og vi må forsvare os – uanset virkeligheden.

Hitler påberåbte sig Versailles og »jødisk bolsjevisme« for at retfærdiggøre ekspansion. Saddam påberåbte sig imperialisme og zionisme for at retfærdiggøre undertrykkelse og krig. Bush påberåbte sig masseødelæggelsesvåben for at retfærdiggøre invasionen. Rutte påberåber sig Putin for at retfærdiggøre NATO’s fortsatte ekspansion og militarisering. Det psykopatologiske manuskript er identisk: paranoia, projektion, eskatologi og selvhelliggørelse.

Og her ligger faren: der er en stigende risiko for, at Ruttes performance – tilsigtet eller ej – vil få samme konsekvens for Europa som Hitlers gjorde. Når politik bliver til paranoiaens teater, er eskalation ikke en mulighed, men en skæbne.

•

Den absurde scene

Absurdismen er slående. Det ligner Ionescos Stolene, hvor scenen fyldes med tomme stole, indtil der ikke er plads til karaktererne selv. I NATOs teater er “stolene” våben, budgetter og advarsler – de formerer sig endeløst, indtil politikken selv forsvinder.

Gruppetænkning trives i dette lukkede teater. Ledere, medier og akademikere gentager de samme refræner, fanget i paranoiaens boks. Absurdismen er ikke komisk, men tragisk: et selvforstærkende ritual, der opsluger substans og erstatter den med performance.

•

Den røde trussel som scenisk rekvisit

Den “røde trussel” er ikke en beskrivelse af Ruslands faktiske magt. NATO er teknologisk overlegent, langt rigere og mere omfattende end Rusland. Alligevel insisterer Rutte på, at NATO er skrøbeligt, sårbart og truet af udslettelse. Denne venden virkeligheden på hovedet er et af det absurde teatrets kendetegn: den stærke spiller offer, den svage fremstilles som almægtig aggressor. Russerne er frygtellige men kommer aldrig – som Godot i Beckett’s berømte stykke.

•

Hvorfor politik har ændret sig

Svaret ligger i Vestens tilbagegang. USA, NATO og EU står over for imperiets udmattelse. Økonomisk stagnation, social fragmentering og geopolitisk gaben over mere end man kan styre har udhulet selvtilliden. Når substansen svækkes, intensiveres performance. Prædikener erstatter politikken, fordi imperiet ikke længere har attraktive sammenhængende strategier at tilbyde.

Ruttes tale er derfor ikke kun et symptom på NATO’s paranoia, men også på det vestlige imperiums (for)fald. Det liturgiske teater af trusler og uskyld er det sidste tilflugtssted for et system, der fornemmer sin egen skrøbelighed. Jo højere og mere skinger prædikenerne er, desto svagere er imperiet under dem.

•

Den eksistentielle forandring

Den tragiske kendsgerning er, at Ruttes tale demonstrerer slutningen på rationel politik. Der er ikke længere plads til sammenhængende, rationel og analytisk politik. Tilbage står performance: paranoiaens prædikener, udgiftsritualer, mediekor. Politik er muteret til psyko-religiøst teater, hvor ledere prædiker, menigheder svarer, og apokalypsen altid er nært forestående.

Talen handler altså slet ikke om Rusland og Kina. Den handler om NATO’s forvandling til en kirke af paranoia og projektion, hvor selve prædikenen er politikken. Den røde trussel er ikke en geopolitisk realitet, men en liturgisk nødvendighed. Og i dette teater – absurd, patologisk i imperialistisk i forfald – er substansen forsvundet; kun forestillingen er tilbage.

•

Postscript

Den tragiske transformation af politik gør det meningsløst for en organisation som TFF – og mig selv – at fortsætte med at publicere rationelle analyser, som om verden stadig var styret af fornuft, kundskab og rimeligt klare begreber brugt i analyser. De allestedsnærværende geo-politisk-militære kommentatorer har med få undtagelser ikke noteret forandringen og taler ind i et vakuum – ind i noget, der engang eksisterede, men ikke længere gør.

Når TFF fylder 40 den 1. januar 2026, bevæger vi os derfor i nye retninger: mod idéproducerende visioner og konceptuelle innovationer, som menneskeheden vil have brug for i den multi-nodale, netværksverden, der vil opstå efter det amerikansk/vestlige imperiums fald.

Vores grundmission er den samme: at fremme FN-normen om

Men enten tilpasser man metoder og perspektiver til verdens tilstand – eller også dør eller stopper man. TFF stopper ikke. Vi tror på de fundamentale – overlegne– værdier af ikke-vold, oplyst konfliktløsning og fredsskabelse frem for militarismens primitive og patologiske krigsprædikener i en gennemfalsk freds navn.