///////

Tåbeligt at Finland og Sverige går med i NATO og ignorerer både de virkelige årsager og konsekvenser

Man kan kun beklage, at Sverige og Finland ikke har den intellektuelle styrke til at se det større billede i tid og rum. NATO har siden 1949 haft tid til at bevise, at det kan skabe fred.
Vi ved nu, at det kan det ikke. Derfor er medlemskab af NATO en stor gave til
militarismen og den fremtidige krigsførelse.

20. maj, 2022

Stor tak til Arbejderen, der har været så venlig at oversætte og trykke min engelsksprogede analyse “It is foolish for Finland and Sweden to Join NATO and Ignore Both the Real Causes and Consequences” – en artikel, der har fået betydelig spredning på nettet, er genoptrykt i nok så mange alternativmedier i Vest, har givet anledning til interviewer og paneldiskussioner i både Rusland og Kina – med andre ord har nået flere hundrede millioner mennesker.

Kun ikke ét eneste medie i Finland og Sverige, som har fået den tilsendt, har syntes den passede ind i deres pro-NATO opinionsjournalistik. Og det kan jeg skam godt forstå, og det var hvad jeg forudsagde i artiklen, se *) nedenfor.

Her er den:

Her er, hvad Vesten intellektuelt er ude af stand til at se – midt i sin grænseløse selvretfærdige, militaristiske stemning: NATO’s ekspansionspolitik har skabt – og er ansvarlig for – konflikten. Rusland har skabt – og er ansvarlig for – krigen. Der findes ingen vold, som ikke har rod i underliggende konflikter. Konflikt- og fredskyndige mennesker taler derfor om begge dele. Og hvis de ønsker fred, øger de ikke symptomerne – krigen – men tager fat på den virkelige årsag, konflikten, og beder de stridende parter om at fortælle, hvad de frygter og ønsker, og derefter bevæger de sig skridt for skridt hen imod en bæredygtig løsning. Men hverken mainstreammedierne eller politikerne har civil mod til at tage konflikten op. Det handler kun om krigen og kun om Rusland/Putin, som skal straffes, uanset hvilken pris fremtidige generationer skal betale. Hvis vi overlever.

Det er en banalitet at påpege, at der skal mindst to til en konflikt. Men det er det intellektuelle og moralske niveau, som beslutningstagere, medier og en stor del af den akademiske verden opererer på i disse mørke tider. Denne tilgang har ingen fremtid og kan aldrig skabe fred. Punktum. Beslutninger, der træffes med denne irrationelle tilgang og følelsesladede holdning, vil kun gøre tingene værre. Som for eksempel Sveriges og Finlands optagelse i NATO på baggrund af øjeblikkets hysteriske panik: Der findes simpelthen ikke noget troværdigt, realistisk scenario, der ville føre til et isoleret, pludseligt russisk angreb på nogen af dem, hvis de forblev alliancefrie, som de har været i årtier. At nogle mindrevidende mennesker – eller folk, der taler for NATO-medlemskab – har talt om selv et isoleret, ud af det blå-angreb på den svenske ø Gotland er Monty Python-politik.

Hvorfor vil Sverige og Finland tilslutte sig?

Hvorfor vil Finland og Sverige så nu træffe en katastrofal og spændingsforøgende beslutning om at tilslutte sig NATO? Her er nogle af de mulige årsager:

– Begge har været under stærkt pres fra NATO og især fra USA. Sveriges statsminister Olof Palme blev myrdet – en mand, der stod for FN’s mål om international nedrustning, afskaffelse af atomvåben og det intelligente begreb om fælles sikkerhed. Amerikanske ambassadører har holdt hemmelige møder med svenske parlamentsmedlemmer, der er mange kanaler, krav og belønninger

– Sveriges største enkeltstående sikkerhedsudfordring var den russiske ubåd, U 137 Whisky on the Rocks. Den var russisk, ja, men operationen var en amerikansk PSYOP – psykologisk operation – udført af den “navigationsekspert” om bord, som var den eneste, der aldrig blev interviewet i Sverige, og som kort efter forsvandt. Det var en PSYOP, der havde til formål at få Sverige til at erkende, at Sovjetunionen var en trussel, at dets forsvar mod øst var mangelfuldt, og at det selv skulle søge beskyttelse fra Vesten.  Dette er yderst veldokumenteret af professor emeritus Ola Tunanders eminente forskning, der strækker sig over flere årtier, og som senest er offentliggjort i bogen “Navigations-Experten. Hur Sverige lät sig bedras af U 137” (Navigationseksperten. Om hvordan Sverige accepterede at lade sig bedrage af U 137). Trin for trin blev Sverige ledt i den rigtige retning. Visse svenske politikere vidste, hvad der foregik, men det gjorde medierne og befolkningen ikke.

– Begge lande har været ombejlet af USA og NATO. De har i løbet af de sidste 20 år engageret sig i NATO på alle mulige måder – så som man siger, hvorfor ikke gifte sig nu? Med andre ord er Finland og Sverige nu med, fordi de – gradvist – har truffet den ene forkerte beslutning efter den anden, malet sig selv op i et “intet valg uden NATO”-hjørne og givet afkald på ethvert gram af deres historiske, uafhængige, kreative udenrigspolitiske tænkning. Og stoppet kritikken af krigsførelse og militarisme. Det har også været muligt, fordi kritiske eller alternative, uafhængige intellektuelle input til udenrigsministerierne er blevet skåret væk og erstattet af forskellige former for pro-amerikansk markedsføring af politikker. I årtier har NATO’s ekkokammer defineret den nationale pro-NATO-gruppetænkning. Ingen har fået lov til at spørge: Hvor i alverden er vi på vej hen om lad os sige 25 år?

– Desuden er Sverige og Finland nu med, fordi eliter med tilknytning til det militærindustrielle medie- og akademiske kompleks, MIMAC, i begge lande – snarere end folket – bestemmer sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål. Naturligvis var der ekstremt lidt åben offentlig diskussion; det var ikke ønsket. Beslutningstagerne vidste, at NATO’s atomvåbenfundament og medlemmernes kontraktkrige, især i Mellemøsten, blev set som grundlæggende onde blandt borgerne.

– Liberale medier antyder, at der ikke kan blive tale om en folkeafstemning, fordi der er så stort et tidspres – formentlig før den russiske invasion af Sverige og Finland – og at man derfor bare må træffe den vigtigste udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutning siden 1945 i en fart, nu hvor der er folkelig forargelse over Rusland – den elskede, nødvendige fjende.

De svenske beslutningstagere ved naturligvis godt, at der aldrig vil være et flertal på omkring 75 procent for NATO – hvilket der burde være for at træffe en så grundlæggende og skæbnesvanger beslutning. Så meget for demokratiet, kan man sige, men intet nyt NATO-medlem har afholdt en folkeafstemning, hvor NATO og andre alternativer blev diskuteret frit, og hvor der var et flertal på 75 procent for dem. (Ifølge Svenska Dagbladet af 6. maj 2022 mener 48 procent, at Sverige skal være med, men på blot en uge er de, der er i tvivl, steget fra 22 til 27 procent). Finlands pro-NATO-holdning synes at være steget fra 53 procent i februar til 76 procent i maj 2022. Den var 19 procent i 2017 ifølge en rapport i Wall Street Journal. Ukraine har spillet sin rolle.

Interesting too?  Thanks for the friends' and followers' boom

– En yderligere grund til at tilslutte sig er den intellektuelle nedrustning, at beslutningstagerne har samlet sig om ét alternativ, glemt at lade andre døre stå åbne og bevidst kvalt alternativer. Fredsdiskursen – i medier, politik og forskning – er forsvundet. Fred er blevet ensbetydende med våben, afskrækkelse, mere og mere af det koblet til blind loyalitet med hver eneste USA/NATO-krig. For eksempel besluttede den daværende socialdemokratiske statsminister Göran Perssons regering hurtigt at sætte Sveriges lov om våbeneksportforbud ud af kraft i 2001 for at kunne fortsætte med at eksportere våben til USA under invasionen af Irak.

Denne flerårige intellektuelle nedrustning er åbenlys og har altid en tendens til at favorisere militære frem for civile midler samt diplomatiet. Og det er naturligvis ikke kun i disse lande.

Et institut som SIPRI – Stockholm International Peace Research Institute – er intellektuelt set forfaldet til noget, der snarere burde hedde Stockholm International Military Security Research, SIMSI, som jeg foreslog for flere år siden. Med andre ord forsvandt den politiske kreativitet, der var nødvendig for at føre en uafhængig politik for neutralitet, alliancefrihed og global nedrustning kombineret med en stærk tro på international ret, for år tilbage. Det er lettere at følge flokken – især når det socialdemokratiske parti i dag tilsyneladende kun eksisterer af navn.

– Uden at udtømme alle disse – tragiske – grunde er der en sidste grund, der skal nævnes, nemlig mediernes rolle. Som alle andre steder har medierne fra venstre til højre forenet sig omkring en pro-vestlig, ikke-neutral politik. Den nuværende pro-NATO-propaganda, ikke mindst i det liberale Dagens Nyheter, er gennemgribende. Kritiske røster marginaliseres, og folkeoplysende “forklaringer” reduceres til nogle gymnasielignende grundfakta kombineret med FOSI, Fake + Omission + Source Ignorance. Sverige er i stand til at have tv-transmitterede paneldiskussioner, hvor alle deltagerne de facto er mere eller mindre pro-NATO, hvilket udelukker en stor del af den offentlige mening. *)

Hvilke konsekvenser vil Finlands og Sveriges medlemskab af NATO få?

Der er potentielt så mange – nogle mere sandsynlige end andre – at de ikke alle kan opregnes i en kort, punktvis analyse som denne. Men lad mig nævne dem:

Svenskerne og finnerne vil blive mindre sikre. Hvorfor? Fordi der vil være hårdere konfrontation og polarisering i stedet for bløde grænser og mæglende holdninger. I en alvorlig krise vil de i praksis blive besat og få at vide, hvad de skal gøre af USA/NATO.

I det omfang de to lande på et tidspunkt i fremtiden vil blive bedt om at huse amerikanske baser – ligesom Norge og Danmark nu – vil de ikke kunne sige “nej”! Sådanne baser vil være Ruslands første mål i en krigssituation. – Set fra en russisk synsvinkel er deres NATO-medlemskab naturligvis ekstremt spændingsforøgende og konfrontatorisk. Rusland har 8 procent (66 milliarder dollars) af de militære udgifter for de 30 NATO-medlemmer. Nu vil der ske en enorm oprustning i hele NATO; alene Tyskland planlægger at øge sine til næsten dobbelt så meget som Ruslands udgifter. Ukraine vil få cirka 50 milliarder dollars. Hvis vi tilføjer et genoprustet Sverige og Finland, vil vi se Rusland styrtdykke til 4 procent af NATO’s udgifter – og stadig blive kaldt en formidabel trussel.

Der vil stort set ikke være nogen tillidsskabende og konfliktløsende mekanismer tilbage i Europa. En diskussion mulig om et nyt fælleseuropæisk freds- og sikkerhedssystem vil blive umulig. Og uanset om det bliver forstået og respekteret eller ej, vil Rusland føle sig endnu mere intimideret og isoleret og – i en bestemt situation – blive endnu mere desperat. Som det normalt er tilfældet for den svageste part i en asymmetrisk konflikt. Vi lever i meget farlige tider, og disse to lande i NATO vil kun øge faren, den kan på ingen måde reduceres.

– Hvis Finland og Sverige så stærkt ønsker at blive “beskyttet” af USA og/eller NATO, er det helt unødvendigt, at disse to lande går med, for hvis der opstår en alvorlig krise, vil USA/NATO under alle omstændigheder komme for at “beskytte” eller snarere bruge deres territorier til at være tættere på de baltiske republikker. Det er det, som værtslandsaftalerne går ud på. Den eneste grund til at tilslutte sig ville være paragraf 5 – men ulempen er, at paragraf 5 kræver, at Finland og Sverige forventes at deltage i krige, der ikke handler om deres forsvar, og måske tilmed i fremtidige folkeretskrænkende krige a la dem i Jugoslavien, Irak og Libyen. Så vil finske og svenske unge mennesker blive dræbt i fremtidige NATO-landskrige. Er de klar til det?

– Det vil koste en formue at omlægge deres militære infrastruktur til fuldt NATO-medlemskab – og når de er blevet medlem, kan de ikke undlade at betale den pris, der måtte vise sig at blive. Desuden vil der være meget mindre mulighed for de facto at træffe suveræne beslutninger – her er de jure næsten irrelevant. Og den var allerede meget selvbegrænset, før de blev medlem.

– Som NATO-medlemmer kan Finland og Sverige ikke andet end at tage del i ansvaret for atomvåben – NATO’s afskrækkelse og eventuelle brug af dem. Det er også indlysende, at NATO-fartøjer kan bringe atomvåben ind i deres havne – men de vil naturligvis ikke engang spørge – de ved, at det arrogante amerikanske svar er, at “vi hverken bekræfter eller afviser den slags”. Dette strider mod enhver fiber i det svenske folk og Sveriges beslutning om ikke at udvikle atomvåben, der går omkring 70 år tilbage.

Interesting too?  SIPRI - Stockholm International Peace Research Institute - is now SIMSI

De dage, hvor Sverige og Finland – i det mindste i princippet – kan arbejde for alternativer, er talte. Det vil sige for FN-traktaten om afskaffelse af atomvåben og FN’s mål om generel og fuldstændig nedrustning, alle alternative politiske koncepter som for eksempel fælles sikkerhed, menneskelig sikkerhed, et stærkt FN og så videre. De vil ikke kunne fungere som mæglere – som for eksempel Østrig og Schweiz. Intet NATO-medlem kan yde andet end læbebekendelse til sådanne ædle mål. NATO er ikke en organisation, der tilskynder til alternativer. I stedet søger den monopol samt regional og global dominans.

Finland og Sverige siger ja til militaristisk tænkning, til et “freds”-paradigme, der er gennemsyret af våben, oprustning, offensivitet (langtrækkende + stor destruktiv kapacitet), afskrækkelse og konstant trussel: NATO er menneskehedens mest militaristiske organisation i historien. Dens leder, USA, har været i krig i 225 ud af 243 år siden 1776. Enhver idé om ikke-vold og FN-pagtens bestemmelse om at skabe fred med overvejende fredelige midler (artikel 1 i chartret) vil gå op i røg.

Den politiske opmærksomhed og de økonomiske midler vil have en tendens til at blive flyttet over på militære anliggender og ikke længere bidrage til at løse menneskehedens mest presserende problemer. Men – vi ved det allerede nu – undskyldningen vil være Putins invasion af Ukraine. Findes der nogen stor ændring, som ikke kan retfærdiggøres med henvisning til dette?

– Selv om alle ved, at Arktis vil blive et område med centrale sikkerheds- og fredsproblemer i den nærmeste fremtid, er dette spørgsmål næppe blevet drøftet i forbindelse med de to landes NATO-medlemskab. Det kræver imidlertid ikke megen ekspertise at se, at USA/NATO’s adgang til Sverige og Finland er en klar fordel i den fremtidige konfrontation med Rusland og Kina dér.

– Som NATO-medlemmer accepterer Sverige og Finland ikke blot, men forstærker årtiers had til det russiske folk, til alt Rusland, inklusive russisk-europæisk kultur. Det kommer til at sige ja til Vestens hensynsløse, refleksmæssige kollektive (ulovlige) afstraffelse af alt russisk, afskaffelse af Rusland i alle dimensioner. Engang stod Finlands præsident Kekkonen derimod for en politik med aktiv neutralitet, en rolle som mellemmand og initiativtager til OSCE. Finland var stolt af, at dets befolkning følte, at hverken øst eller vest var en fjende, og at der herskede forskellige former for ækvidistance. Og det var på højdepunktet af den første kolde krig, da Warszawapagten var cirka 10 gange stærkere over for NATO, end Rusland er i dag. Hvordan og hvorfor? En af grundene var, at politikkerne havde et intellektuelt grundlag og lederne en bevidsthed om, hvad krig betød. Sådan er det ikke i dag.

– Det perspektiv, som ingen NATO-tilhængere taler om, er dette: Vi har efter al sandsynlighed kun set den hårde begyndelse på en ekstremt kold krig med en stadig stigende risiko for en varm krig. Det er USA’s – og det vil sige NATO’s – erklærede formål at svække Rusland militært i Ukraine, så det ikke kan rejse sig nogensinde igen, og at underminere dets økonomi gennem historiens hårdeste, tidsubegrænsede og ubetingede sanktioner – det vil sige sanktioner, der ikke vil blive ophævet i en menneskealder eller mere.

– Og endelig vil de to lande ved at tilslutte sig NATO blive tvunget til at tage parti for Vesten i den fremtidige ændring af verdensordenen, hvor Kina, Mellemøsten, Afrika og Sydamerika samt store ikke-vestlige regionale sammenslutninger vil få mere styrke. USA’s prioritet nummer et er Kina. Som NATO-medlemmer vil Sverige og Finland ikke kunne gå på to ben i fremtiden, et vestligt og et ikke-vestligt, og de vil gå ned og falde sammen med Vesten – det amerikanske imperium og NATO i særdeleshed. Hvis du synes, at det er et alt for vovet og pessimistisk scenarie, følger du ikke udviklingen og tendenserne uden for selve Vesten. Tænk også på, at et splittet og problemramt USA, EU og NATO netop har fundet sammen af én grund: den negative politik med had til Rusland og tilsløring af deres krystalklare medansvar for den konflikt, der bragte os derhen, hvor vi nu er.

Vesten har ikke længere nogen positiv vision – dens aktioner handler om oprustning, trusler, sanktioner, dæmonisering, selvretfærdiggørelse af “vi har aldrig gjort noget forkert” og den samtidige projektion af dets egne mørke sider på andre, især Kina. At små lande lægger alle deres æg i én kurv, når de har alternativer, og at de handler uden at have en anelse om de næste fem til ti år, har altid været en opskrift på katastrofe og krig.

Både NATO og EU opfører sig i disse dage som passagererne i restauranten på det elegante, luksuriøse RMS Titanic. Der var enorme problemer, som skulle have været løst, hvis menneskeheden skulle overleve: klima, miljø, fattigdom, ulighed, militarisme, atomvåben og så videre. De er nu glemt. Økonomiske kriser og forstyrrelser fulgte efter, og så kom corona og krævede et stort forbrug af alle mulige ressourcer og energier. Og endelig nu denne krig i Europa med den underliggende NATO-skabte konflikt.

Det er ikke det rette tidspunkt at træffe beslutninger i et øjeblik af historisk hysteri og panik. Det er virkelig et øjeblik, hvor vi skal holde hovedet koldt.

Man kan kun beklage, at Sverige og Finland ikke har den intellektuelle styrke til at se det større billede i tid og rum. NATO har siden 1949 haft tid til at bevise, at det kan skabe fred. Vi ved nu, at det kan det ikke.

Derfor er medlemskab af NATO en stor gave til militarismen og den fremtidige krigsførelse.

*) De kan være forvisset om, at en analyse som denne ikke vil give anledning til nogen reaktion i nogen af NATO-landenes medier eller blandt beslutningstagere, selv om den er sendt til tusindvis af dem.

Analysen har været bragt på The Transnational

Hjerteligt tak for din støtte
hvis du synes det er vigtigt for freden og den demokratiske debat
at ovenstående blir sagt.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

2 Comments

  1. verden minder om en skolegård helt uden kvalificeret pædagogisk opsyn, og for tiden er der en ekstremt voldelig bølle som chikanerer og generer alle som ikke bakker op om ham (USA) og ikke mindst overfalder dem som er åbent kritiske, og derfor har hans medløbere (NATO mfl) travlt med at deltage i chikanen, og ingen tør kritisere bøllen eller sige ham imod af frygt for selv at blive offer, og det er netop det som driver Sverige og Finland i fælden, man har opgivet at forsøge at skabe ordentlige forhold i skolegården og “sikrer” sig selv ved at tage parti for den stærke aggressor.
    vi har fået en verden hvor volden og frygten for den regerer uden opposition.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

China’s CGTN: “The Point with Liu Xin” – On Sweden and Finland joining NATO

Next Story

‘Peace is not the goal of these people…’

Latest from Cold Wars - Kold Krig

%d bloggers like this: