25. maj 2020
I Politiken og kopieret ind pĂ„ Facebook skriver forfatteren Carsten Jensen en lĂŠngere historie om kriget i Afghanistan og Danmarks rolle. Hans overskrift er “Nederlag er blevet et tabu-ord” og han afrunder med fĂžlgende:
“Nederlag er et bittert ord, men det er det, vi har lidt i Afghanistan, og det er virkelighedsfornĂŠgtelse ikke at tage tabu-ordet i munden.”
Carsten Jensen har jo ret i dĂ©t, “vi” har lidt nederlag. And so what? – kunne man spĂžrge. Det er jo ikke en nyhed.
Er det ikke ganske mange ord – ogsĂ„ for en forfatter – at bruge pĂ„ dĂ©n konklusion?
Og ville det have vĂŠret bedre hvis “vi” – hvem det nu er – havde vundet?
Som jeg ser – og dengang sĂ„ det (1) – var krigen mod Afghanistan gal fra 10/7 – 7 oktober 2001. Hvordan nogen – f.eks. Carsten Jensen – kunne tro pĂ„ den som politik, retfĂŠrdighed eller civilisation er og forbliver mig en gĂ„de. IsĂŠr, kan man lĂŠgge til, som svar pĂ„ 9/11 samme Ă„r hvor ingen fra Afghanistan var involveret.
Jeg véd ikke hvor Jensen stÄr nÄr det gÊlder krigen som sÄdan.
Han har jo skrevet fuldstĂŠndigt absurd forenklet om Jugoslavien (Milosevic er forklaringen pĂ„ alt og ondskaben selv – den helt amerikanske drejebog) som man selv kan lĂŠse i hans bog, Ă r To Og Tre, optegnelserne for 8. juni.
Og han mener at forfatterkollegaen, Peter Handke, der 2019 fik Nobels litteraturpris, er fortaler for folkemord og blodsudgydelser samt nĂžgen, rĂ„ brutalitet – som han for nylig blev citeret i Dagens Nyheter og hĂ©r.
En forfatter kan selvsagt skrive (om) hvad som helst. Er han ikke kritisk mod krige som sĂ„dan, men mener der er gode og dĂ„rlige krige – krige man kan vinde og krige man lider nederlag i – sĂ„ fĂ„r man tusindvis af Likes, positive kommentarer, delinger og offentlig opmĂŠrksomhed.
DesvĂŠrre indeholder hans artikler ikke sĂ„ meget som et tillĂžb til at forstĂ„ de konflikter og deres historie og indhold, han kaster sig ud i. Konflikterne sĂŠttes heller ikke ind i en international ramme og der siges ikke noget om USAs krigsmaskine eller nogen af de Ăžvrige aktĂžrer i det internationale – sĂ„kaldte – samfund.
Det er helt fint at Carsten Jensen stÄr hvor han stÄr og skriver hvad han skriver. Men det er et tegn pÄ tidens inti-intellektualisme og trist at sÄ fÄ evner at forholde sig bare en lille smule kritisk.
OgsÄ til Carsten Jensen.
Hvis du finder at min blog og ovenstĂ„ende artikel er nyttig for dig – sĂ„ er dette en meget sikker og nem mĂ„de at vise det pĂ„
Noter
- Her nogle steder med min og TFF’s kritik af Afghanistan-invasionen for mange Ă„r siden her – her – her – og her.
- Jeg er helt enig i at Amadillo var en meget vigtig dokumentarfilm.
- En lĂŠser har – efter at jeg publicere ovenstĂ„ende – gjort mig opmĂŠrksom pĂ„ at Carsten Jensen har beklaget sig over mig og min holdning til De Hvide Hjelme i Syrien (med reference til nogle kommentarer i Arbejderen i december 2016).
Det gÞr Jensen i kapitel 11 i sin bog Mod Stjernerne. Om nÞdvendigheden af at sÊtte sig de stÞrste mÄl (Politiken 2018). Der fremgÄr det at han ikke anede at Arbejderen fandtes og han ikke syntes om min kritik af disse hjelme:
“Jeg forstod pĂ„ artiklen, at der var noget helt galt med de hvide hjelme. Denne gruppe frivillige redningsarbejdere, der dagligt satte livet pĂ„ spil i det sĂžnderskudte Aleppo, for at komme fastklemte beboere i de bomberamte huse til hjĂŠlp.
Det var en dansk fredsforsker Jan Ăberg, der sagde det. Jeg fandt Ăberg pĂ„ nettet, hvor han optrĂŠder med en lang artikel om de Hvide Hjelme.
Ăberg har aldrig vĂŠret i Aleppo. Til gengĂŠld er han flittig gĂŠst pĂ„ nettet, og her har hans research lĂŠrt ham, at de tilsyneladende selvopofrende redningsarbejdere i virkeligheden er morderiske agenter, for den amerikanske imperialisme, som Syriens diktator Assad til gengĂŠld er en tapper modstander af.”
Nogen research har Jensen ikke foretaget nÄr han kan skrive at jeg aldrig har vÊret i Aleppo over et Är efter at jeg var der og skrev mÊngder om det. Resten af hans fremstilling dokumenterer at det ikke er blandt de stÞrste mÄl, man mÄ sÊtte sig, at sÊtte sig bare en smule ind i tingene inden man farer i blÊkhuset.
Jeg synes egentlig, at mit liv er for kort til at kommentere pĂ„ noget, hvad angĂ„r Carsten Jensen. Nu gĂžr jeg det alligevel. For jeg har aldrig forstĂ„et, hvorfor han altid anvender “vi” i stedet for “I”, nĂ„r han sviner danskerne – det vĂŠre sig befolkningen, politikerne eller den fĂžrte politik – til. I sin egen selvforstĂ„else er han jo ikke en del af “os” og har aldrig vĂŠret det, sĂ„ fri os for dette “vi”.
Som svar til en kommentar pÄ Facebook:
Og det er et generelt problem for “venstre-snoede” i Vesten.
Kikkerten for det blinde Þje og brÊge med pÄ kritikken af imperiets fjender uden syn for vores egne endnu stÞrre forbrydelser.
Men den form for gate-keeping er en hĂžjt udviklet videnskab indenfor imperiet.
(Jeg er selv venstresnoet).
Problemet med Carsten Jensen er mangel pĂ„ forstĂ„else af imperialismen, som fortsat operere med at kolonisere og ĂždelĂŠgge ethvert tillĂžb til selvstĂŠndig stater…for ikke at nĂŠvne jagten pp ressoucer. LĂŠs lidt Samir Amin og bliv klogere pĂ„ den brutale sandhed om USA og Europas sĂ„kaldte civilisatoriske missioner.
Jakob Hede Madsen Enig…man skal bare rĂ„be hĂžjt om frihed og demokrati, sĂ„ kommer venstreflĂžjen lĂžbende uden at se pĂ„ hvilke krĂŠfter som stĂ„r bag. Den humanitĂŠre imperialisme gĂ„r sin sejrsgang….lĂŠs ogsĂ„ Jean Bricmont: Humanitarian imperialism. http://www.monthlyreview.org
Vi kan sĂ„ afvente, hvilke af NATO’s nĂŠstkommende krige/invasioner, Carsten Jensen sĂ„ forbigĂ„ende eller permanent vil sanktionere – med hele sin “moralske ballast”. Men under alle omstĂŠndigheder, han er ikke noget enestĂ„ende eksempel, hvad en syntese af de mest skĂŠve og negative sider af “kulturradikalisme” og “venstreorienterethed” har fĂžrt med sig, denne vandring fra at ville bekĂŠmpe systemet/statsmagten/autoriteter – for at “befri folket” – til at betragte det menige folk som “hovedfjenden”.
Ser frem til at store virksomheder ogsÄ betaler skat i udviklingslandene.