3. april 2019
DR næsten ikke til at bære # 23
På denne måde dækker Deadline jubilæet den 2. april, 2019.
Det går galt allerede i det første minut; det er ren propaganda om forsvarsalliancen, der må stå op mod det stadigt mere offensivt Rusland.
Træt, rutinemæssig, uopfindsom, tendentiøs, ensidighed – kort sagt, politisk korrekt og derfor blottet for journalistisk kvalitet.
Begge indkaldte eksperter – og programmets redaktør Niels Krause-Kjær må man formode med dén indledning og efterfølgende tematisering – er varme tilhængere af alliancen og indslaget er kemisk renset for omtale af de nok så problematiske sider af alliancen:
- Hvorfor den ikke på nogen måde holder sig indenfor sin egen traktat, der ligger tæt op ad FN-Deklarationen.
- At den i afgørende situationer har forbrudt sig mod folkeretten (f.eks. Jugoslavien)
- At NATO har 13-20 gange højere militærudgifter end Rusland. Og at diskussionen om 2%-målet intellektuelt set er rent vrøvl fordi et forsvarsbuget aldrig skal følge et lands økonomiske situation men beregnes i forhold til en rimelig trusselsanalyse.
- Jugoslavien som første “out-of-area” operation med katastrofale følger, netop i år for 20 år siden.
- Det faktum at NATO ikke efter 70 år kan pege på at verden er blevet mere sikker, stabil og fredelig – de tre mantraer NATO og dets generalsekretær altid anvender.
- Libyen-krigen under Anders Fogh Rasmussens ledelse, der gik langt uden for det af FN Sikkerhedsråds givne mandat.
- Den omstændighed at vi oplever nye spændinger i Europa, faktisk en ny kold krig. Hvad NATO ikke er lykkedes med i 70 år burde nok kunne problematiseres af rimeligt seriøse og kyndige mediefolk. Hvis de ellers gider og har politisk frihed til at berøre den slags spørgsmål.
- Den omstændighed at NATO baseres på atomvåben, forbeholder sig retten at bruge dem først, også imod et konventionelt angreb.
- NATO’s og NATO-landes ekspansive og konfrontatoriske politik direkte efter at Sovjetunionen og Warszawa-pagten forsvandt i 1989.
- Hvorfor blev NATO udviddet imod alle løfter givet til Gorbachev? Hvad er der for sammenhænge mellem disse år og dagens situation?
- Splittelsen inden for NATO med konkrete eksempler som Tyrkiet – dets næststørste militærmagt, Syrien, mm. Det eneste programmet formår at få med er at Trump har sigt dit og dat.
Og sådan kan man blive ved.
Det kan da ikke være et tilfælde at det næsten altid vender sådan hér politisk? Hvad/hvem styrer/påvirker DR or dets programredaktører til igen og igen at producere den hér slags programmer?
Kunne man overhovedet drømme om at Deadline ville have gennemført et lignende indslag kun med kritik af alliancen leveret af folk, der mente noget andet end det sædvanlige og udspurgtes af en journalist, der var bare nogenlunde klædt på til opgaven og f.eks. vidste noget om folkeret, ikkevold, konfliktløsning og alle de alternativer, der findes til denne alliance og dens gammeldags våbenfikserede sikkerhedstænkning?
Nej vel. Smalltalk. Sniksnak. Slaphed hele vejen rundt. Og som sædvanlig og helt tilfældigt – helt i linje med USAs, NATOs, den militante danske udenrigspolitiks perspektiver?
Man har formentlig ingen, der kan noget andet på DR. Programmer og perspektiver lægges ved udvælgelsen af ansøgere til de centrale stillinger.
Og på den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé og i NATO’s hovedkvartér glæder dig sig og føler sig givetvis bekræftet i at alt, de gør, er ufejlbarligt, at den frie meningsdannelse har det godt og at demokratiet trives, også i det danske public service media. NATO forsvarer jo netop demokratiet og friheden.
En snar dag ringer vækkeuret og verden vil være forandret udenfor de tykke tykke mure af anti-intellektuel, vestlige selvtilstrækkelighed og snæversyn. Dyt-båt og guud hvor går det godt!
Se Deadline og du vil forstå hvor dyb krisen allerede er. De afslutter med at hylde NATO ved at erklære sig enige i at vi skam kommer til at opleve alliancens 100 års dag og “stensikkert” også at den fylder 140. Husk lige dén om nogle år…
Den stiftelse, jeg er chef for, udsendte tidligere i dag en lille buket problematiserende, fakta-baserede artikler og videoer om NATO, produceret af helt uafhængige forskere knyttet til den eneste tænketank/forskningsinstitut, der arbejder helt uafhængigt for FN-Deklarationens norm om at fred skal skabes med fredelige midler og krig afskaffes – uafhængigt af såvel statslig som virksomhedsstøtte.
Se artiklerne der listes dér i denne TFF PressInfo # 504.
Klik nu på indslaget ovenfor. Hvis du synes der ligger noget væsentligt i min kritik, så skriv til deadline@dr.dk – jeg har sendt denne artikel og giver dem dermed også mulighed for at svare.
Jeg håber du vil tage følgende spørgsmål som ærlighed nysgerrighed, men har Mark Kramer (2009) “The myth of a no-NATO-enlargement pledge to Russia.”ikke vist, at idéen om løftet til Gorbachev er ret tvivlsom, eller hvordan forholder du dig til sagen?
ærlig nysgerrighed*
Kære Niklas Rendboe – jamen naturligvis! Mit svar fremgår af én af artiklerne i det sidste link i denne artikel, en serie artikler i TFF PressInfo # 504. Den, der konkret besvarer dit spørgsmål, er:
https://transnational.live/2017/12/13/nato-expansion-what-gorbachev-heard – og i den har du et link til National Security Archive på George Washington University. Jeg håber det forklarer hvorfor jeg skriver som jeg gør.
Jeg formoder at den analyse af Kramer som du henviser til er denne:
http://dialogueeurope.org/uploads/File/resources/TWQ%20article%20on%20Germany%20and%20NATO.pdf
Jeg skal læse den snarest og hvis den helt eller punktvis skulle veje tungere (2009) end National Security Archives’ dokumenter (Dec 2017) vil jeg indføre en note i den oprindelige artikel på The Transnational. Tak for tipset.
Absolut interessant, tak for det, jeg fulgte kilden til dørs og fandt det originale citat. Og ganske vist blev Gorbatjov vildledt, men Baker giver faktisk ikke garantien, han siger, at han anerkender, at det er vigtigt for Sovjetunionen at få denne garanti, og at han tror, at konsultationer under 4+2 formatet ikke vil lede til NATO ekspansion mod øst. Senere siger Gorbatjov, at han vil tænke over det, og at det siger sig selv, at NATO-udvidelse ville være uacceptabel, hvortil Baker svarer, at han er enig. Det kunne lyde som et løfte, men Rusland erklærede sig i sin tid også “enig” i R2P, en erkæret enighed på et tidspunkt i diplomati er ikke ligefrem et løfte. Som Christian Nünlist (2017) skriver i “Contested History: Rebuilding Trust in European Security”, så er der bestemt tale om en forbrydelse mod ånden i disse forhandlinger. Og Nünlists udsagn er naturligvis en underdrivelse, givet hvad Baker har sagt, men der forelå altså ikke på baggrund af disse en decideret garanti, og Gorbatjov burde aldrig have talt om en sådan, hvis han ikke fik den på skrift.
Det originale citat:
(“We understand that not only for the Soviet Union but for other European countries as well it is important to have guarantees that if the United States keeps its presence in Germany within the framework of NATO, not an inch of NATO’s present military jurisdiction will spread in an eastern direction. We believe that consultations and discussions within the framework of the ‘two+four’ mechanism should guarantee that Germany’s unification will not lead to NATO’s military organization spreading to the east.”) [Vi forstår, vi tror, ikke vi lover]
Mange tak, Niklas.
Vigtige præciseringer samtidig med at det overordnede jo står fast: Hvad Gorbachev havde gode grunde til at have oplevet som gode grunde til en fælles forståelse (omend altså ikke løfte) blev kørt over få år efter af Clinton-administrationen fra 1994 og for så vidt, kan man vel sige, på mange andre måder op til idag. Forestil dig hvad reaktionen havde været hvis man den gang havde fortalt at man ville gøre det man gjorde i NATO mellem 1989 og i dag.
Det er meget trist og sikkerhedspolitisk katastrofalt. Og om disse ting skal vi ikke høre noget i disse dage. Vi skal glemme og kun se vores egen side og se den som god og fredelig. Tak for dit vigtige bidrag! – Jan