Som følge af min intensive kritik af Folketingets beslutning den 27. august om at sende et Hercules transportfly til Irak for at hjælpe amerikanerne med at transportere våben og ammunition fik jeg spørgsmålet: Hvad vil du have foretrukket? Og det er da et godt og rimeligt spørgsmål.
På 20 minutter skrev jeg det følgende:
1. Omfattende humanitær bistand med indbygget forsoning og utveydig
undskyldning til det irakiske folk siden 2007.
2. Danmarks brud med de økonomiske sanktioner længe før andre – da de i praksis blev til et folkemord.
3. Tidlig afstandtagen fra USAs måde at administrere Irak på og spille shiiter ud mod sunnier, nedlægge hæren og baath-partiet.
4. En overgangsordning efter besættelsen med peace-building via det international samfund, specielt FN – hvad der havde været brug for ville være måske den største international fredsbyggende indsats siden 1945. Herunder fredsbevarende styrker fra FN-stater, der ikke har specielle interesser i området.
5. Ingen militær støtte fra vest til alt revl og krat i Syrien bare de var imod Assad. Ingen opdeling i to parter og ingen Syriens Venner. Men istedet en ordentlig tilrettelagt fredsprocess med konsultationer og senere forhandlinger med alle parter i Syrien, specielt civilsamfundet – og ikke de fuldstændigt inkompetente “forhandlinger” i Geneve.
6. All inclusive konsultationer, dialoger og brainstorms med alle parter i hele Irak endnu før USA forsvandt – for at sikre en forsoningsprocess internt og en politisk overlevelse og fremtidshåb hos alle. Nu satsede man på en amerikansk domineret politisk løsning med Al-Maliki – som om det kunne lede til inklusivitet og demokrati – og på at genoprette en slags hær og med de factor magten forlagt til USAs gigantiske ambassade med 6 000 mennesker, en stor af hvilke er CIA og lignende.
7. Kort sagt et mindstemål af forståelse for det irakiske samfunds kompleksitet og respekt for dets kultur, mennesker og historie. Der har aldrig været borgerkrig i Irak – USA, Danmark etc skabte den. Sunnier og shiiter var heller ikke en vigtig skillelinje, kan jeg fortælle fra egne besøg og cirka 170 interviewer overalt i det iraksiek samfund før invasionen.
8. Et helhedsgreb om Mellemøsten i regionale organisationers og FNs hænder og IKKE USAs eller NATOs, de er de eneste, der ikke kan lede arbejdet med at forme en fremtidig Mellemøsten. Jeg forestiller mig ting som en slags OSCE for MØ, et fælles økonomisk marked, autonomiløsninger, federationer og konfederationer, kantonisering og andre løsninger end nye stater med hårde grænser – og stadig inddragelse af menneskene og ikke kun regeringer.
9. En ophævelse af de ukloge og fuldstændigt uretfærdige sanktioner mod Iran – vestens muligvis potentielt vigtigste partner i hele området fordi det ikke er arabisk – men hér står Tehrans og USAs hardliners i vejen for al sund fornuft. Uden en løsning på vort forhold til Iran kan vi for så vidt glemme resten.
10. En serie Ikke-Angrebspagter mellem forskellige parter, stop for våbenhandel til alle mulige og atomafrustning af Israel – det hele hænger sammen.
11. Hvis Vesten absolut vil have et selvstændigt Kurdistan så fint for mig men det skal der findes en langsigtet fredelige plan for da det ikke kan gennemføres uden splittelse af eksisterende stater. Det er kun muligt ad forhandlingsvejen, ikke gennem våbenhjælp til Iraks kurder (som USA har favoriseret i ekstrem grad og ladet Irak subventionere under alle sanktionsår pga olien dér).
12. En historisk bevidsthed i Vest om det ufatteligt store medansvar vi har for balladen i Mellemøsten gennem de sidste 100 år – Sykes-Picot, Balfour, engelsk protektorat, støtten til den hårde, terroristiske i stedet for den bløde zionisme (Jabotinsky versus Buber) – kort sagt en smule selvreflektion og ydmyghed. Det Folketinget har besluttet i dag ligger inden for den imperialistiske/kolonialistiske/voldelige tradition. Verden behøver noget andet.
13. En minimumsforståelse af to små ting: 1) At alt hænger sammen i Mellemøsten – men for politikere hænger meget lidt sammen og tidshorisonten er max. 4 år – det kan man ikke lave statsmandskunst af; 2) At USA/NATO/Vesten er på vej ned relativt og USAs imperium absolut – og at en klog dansk udenrigspolitik er en, der indser det i tide og – uden at vende sig bort fra USA – vender sig med åbenhed mod BRICS og alle andre. Der har i årtier ikke eksisteret en grundlæggende dansk uafhængighed af amerikansk politik og verdenssyn – og jo værre den blir, jo mere klæber vi os fast i stedet for bare at spørge: Hvad nu hvis…
14. Derfor: Jo længere vi hæger os fast i USA’s totalt modproduktive “krig mod terror” så vil der blive mere terror i verden (dét véd vi allerede) og der vil blive boomeranger mod Danmark. Det er IKKE sikkerhedspolitik eller fred – det er usikkerhed og mere krig.
Sådan lige rystet ud af ærmet – der er sikkert meget meget andet. NU er det din og andres tur med lidt friske idéer til en bedre fremtid.
En anden spurgte så hvad jeg ville have gjort sådan helt konkret lige hér og nu hvortil jeg svarede:
Tak, det er da ret enkelt: Kun bidrage humanitært som Norge og Sverige + begynde at lægge politiken om i retning af de fremtidsorienterede ting jeg foreslår + naturligvis tale med ISIS & Co: Deres metoder kan selvsagt ikke forsvares men vi er da nødt til at finde ud af hvorfor de gør som de gør, hvad de har for planer – vi véd jo godt hvem de er, flere er trænet af USA, de har amerikanske våben og sidder på resourcer vi også gerne vil have: Gode udgangspunkter for en snak.
Det eneste der kræves er for så vidt bare at der kommer nogen med en værktøjskasse, der ikke kun indeholder hamre. At nogen bruger intellektet og ikke kun hammeren. Lige for øjeblikket blæses ISIS op til det store dyr i åbenbaringen og det er fuldstænsigt ligegyldigt hvad vi føler om dem. De er en part i konflikten og selv med Fanden skal man snakke når man vil nå et resultat.
Vedkommende syntes der endnu manglede noget hér og lige nu. Og der blev endnu en omgang hvori jeg skrev:
Hvis jeg må bruge læge-analogien så er det som at spørge hvad vi dog skal gøre når vores diagnose og prognose har været helt forfærdelig forkert og patienten nu er meget tæt på at dø af den deraf følgende fejlagtige behandling. Vi skal selvfølgelig forsøge at redde den døende patient men det KAN IKKE GØRES ved at fortsætte på grundlag af den forkerte diagnose. Den der gør det vil kun gøre ondt værre. Danmarks militære medløberi vil måske kunne redde nogen men da der er tale om våben og ammunition og ikke KUN humanitære midler så vil vi også dræbe nogen. Det skaber mere had hos dem dét går ud over. Derfor er voldelige indsatser per definition forkerte – i dette tilfælde såvel folkeretsligt som moralsk.
Det er OK at bede om hér og nu idéer men hvis vi ikke efter Danmarks forbryderiske deltagelse i Irak 2003-2007 skal lægge kursen om hvornår skal vi så. Hver gang vi kun ser på den helt dagsaktuelle situation (og lige skal fikse den som en junkie får sit stof) så flytter man situationen endnu længere væk fra en løsning.
Det er dét jeg – om jeg så er den eneste i Danmark, hvad jeg ikke tror jeg er – ikke under nogen omstændighed vil være med til. Og jeg står for en tanke at TEORI og TANKE-virksomhed, principper og nok så meget inspiration fra ikkevoldens teori og vellykkede praksis i moderne historie er afgørende for et paradigmeskifte.
Volden – også den der besluttes af Folketinget – lukker ALTID døre og give ALTID andre undskyldning for mere vold. Det er derfor tanken og ikkevolden ALTID er stærkere – men, ja, pålængere sigt og med folkelig opbakning. Det er to ting Danmark i dag savner i fortvivlende grad: Langsigtet tænkning om verden og folkelig interesse for udenrigs- og sikkerhespolitik. Og nogen fredspolitik findes ikke.
