‘Deadline’ hepper på krig

Åbent brev og klage vedrørende Nynne Bjerre Christensens såkaldte interview med udenrigsminister Holger K. Nielsen i Deadline den 24. januar 2014 om mødet i Geneve om Syrien. Det kører fra 17 minutter inde i programmet til afslutningen ved 32:53.

Inden indslaget med udenrigsministeren er der et interview med Steffen Gram og i introen til det siger Nynne Bjerre Christensen (NBC i det følgende) at Geneve II bygger på Geneve I, der indeholder en overgangsordning uden den nuværende præsident al-Assad. Det er faktuelt forkert.

Geneve I-dokumentet af 30. juni 2012 indeholder ganske andre ting, nemlig formuleringer om at man respekterer Syrien som suveræn stat (alene af den grund kan man ikke udefra afgøre hvem, der skal være landet højeste leder); at der rigtignok skal skabes en overgangsordning men at denne skal imødekomme det syriske folks legitime aspirationer, samt at der kan indgå medlemmer fra den siddende regering i denne overgangsordning.

NBCs påstand er identisk med den linje, USA gennem dets udenrigsminister John Kerry har givet udtryk for dengang som nu – dog har man de facto accepteret al-Assad af mindst to grunde: Man kunne ikke gennemføre afrustningen af Syriens kemiske våben uden samarbejde med statsledelsen. For det andet er det kendt fra den internationale presse at udenlandske (vestlige) agenter har holdt møde med og samarbejder med regimet om bekæmpelsen af de utallige terrorister, der er kommet ind – ikke mindst siden Geneve I og som i realpolitiske termer gør al-Assad til en slags bedste løsning indtil videre også fra et pragmatisk vestligt synspunkt.

Det er rimeligt at kræve af en journalist på et kvalitetsprogram som Deadline forholder sig respektfuldt til kilder, har læst originaldokumentet i stedet for blot at bruge andre dårligt informerede journalister som sandhedsvidne. Endvidere bør man ikke videregive amerikanske politiske fortolkninger som om de var sandheden.

Samtalen med udenrigsministeren indledes med en sekvens hvor John Kerry taler smukt om sin og verdenssamfundets omsorg for menneskene, der lever i Syrien. Dermed er den formodet gode side præsenteret, ikke nogen af de syriske deltagere. Er USA deltager den vigtigste i Deadline’s øjne?

En interessant journalistisk vinkel hér i indledningen kunne også have været: Hvem er ikke med i Geneve? Og svaret er: det syriske folk. Ingen fra det syriske civilsamfund – ingen kvinder, menneskerettighedsfolk, folkelige bevægelser – ingen af de 98-99% af Syriens folk, som man siger at man er så bekymret over. Istedet har man kun indbudt dem, der bruger vold. Hvad det syriske folk frygter og ønsker er der ingen der hører på – heller ikke Deadline.

NBC stiller derpå (fra 17:00 til 32:53 henved 20 spørgsmål – blandet med gentagen afbrydelser af ministeren, der med tiden bliver mere og mere irriteret og tydeligt føler sig angrebet (se senere). Man må formode at han er blevet bedt om at komme i studiet for at fortælle seerne om hvordan det går for sig i Geneve og hvad han tror, der vil kunne komme ud af det – han kommer jo lige derfra.

Efter et indledende spørgsmål om Holger K’s “mavefornemmelse” indeholder NBCs næste spørgsmål en antydning af at hvis/når det hér bryder sammen så vil parterne nok bare gå hjem og fortsætte med at slå hinanden ihjel.

NBCs tredje spørgsmål indeholder tal for hvor mange der er blevet dræbt og hun mener at kunne se at det kan være dobbelt så mange som i dag – 250,000 om 2-3 år. (Underforstået hvis vi ikke snart gør noget).

Derpå præsenteres de frygtelige fotos af udmarvede mænd, der efter sigende udsultes i regimets fængsler for derefter at blive dræbt. NBC/Deadline gør ikke opmærksom på det somhar været livligt diskuteret i seriøse medier, nemlig at rapporten er udfærdiget af et advokatkontor i London bestilt og betalt af Qatar – der er nok så kendt som en hovedstøtte for de væbnede oprører i Syrien. De bygger på en eneste persons berettelse, en “Caesar” og nogle tusind billeder og er blevet udarbejdet på 4-5 dage samt publiceret – ikke uden skæven til timingen – to dage før Geneve-mødet med det klare formål at stille Syriens ledelse i et endnu dårlige lys.

Enhver véd at alle sider i denne borgerkrig har begået frygtelige handlinger. Deadline/NBC vælger uden mindste forbehold at præsentere den ene sides forbrydelser på basis af en  tvivlsom rapport. Her er Christian Science Monitors analyse af den.

Uanset denne uansvarlige omgang med tvivlsomt materiale passer dette indslag – der iøvrigt ikke bruges til noget –  som underforstået argument for de følgende 12-15 spørgsmål og afbrydelser, hvor NBC udelukkende argumenterer for at der må en militær aktion til mod det syriske regime. Eet af hendes hovedargumenter er at vi må da have det hér stoppet og at det eneste der vil blive forstået er truslen om militær vold. Og ikke blot truslen, må man formode.

Derpå kommer et kort indslag hvor Forsvarsakademiets lektor Peter Viggo Jakobsen argumenterer  – uden at sammenhængen er med – for at fredsforhandlingerne sandsynligvis kommer til at fungere som “en undskyldning ikke at gøre noget” – underforstået noget mere drastisk: militær aktion forstår man af NBCs efterfølgende påstand om at Jakobsen også har sagt at der ikke findes alterntiver til militær intervention.

I hvad der kan siges at være det 7. spørgsmål/tema foretager NBC en direkte beskyldning: “I sidder på bekvem afstand dér i Geneve og er bange for at få blod på fingrene.” Men, tillægger hun, måske er det eneste styret forstår en trussel om vold?

Derpå går “interviewet” over på det ønskelige i at der fandtes et FN Sikkerhedsrådsmandat hvis der skulle bombes; udenrigsministeren føler sig nu tydeligt presset og afbrydes hér af NBC, der om en sådan resolution siger: “Ja så har du da deponeret din magt hos russerne og kineserne.”

Kommentaren der fremføres let sarkastisk – og er provokerende i og med at den viser foragt for FN og folkeretten som sådan – tjener til at underminere udenrigsministerens tanke om et FN spor. Det er jo trods alt FN, der er hovedansvarlig for Geneve-mødet og derfor er FN de facto og de jure en vigtig aktør. Men altså ikke i NBCs optik.

Hun har nu forberedt endnu et argument, som skal udfordre Holger K. Nielsen. Hans tidligere ministerkollega Christian Friis Bach har skrevet på Facebook at man bør give parterne 6 måneders frist og ellers foretage en militær aktion. Udenrigsministeren forsøger at værge sig med en beklagelse af at det jo ikke er så let i Syrien og også meget meget svært at få et Sikkerhedsrådsmandat igennem.

NBC er nu selv så pas agiteret at hun flere gang afbryder ministeren med “Prøv lige at høre!” Han afbryder ikke hende. Da hun siger at alle andre ting jo er blevet prøvet, kun ikke militær intervention siger Holger K. – nu tydeligt irriteret – “Jeg forstår slet ikke hvor du vil hen med det dér.” Det er klart, at dømme af denne formulering, at han føler at hun vil have ham derhen hvor han erkender at krig mod Syrien er det eneste rigtige efter at vi – som hun også påpeger – har set på disse lidelser i 3 år uden – forstår man –  at gøre noget.

NBCs – arrogante – svar er at “du må da have gjort dig nogle tanker” om hvad der skal gøres i fremtiden.

Det tolvte spørgsmål er snarere en konstatering, der skal belære ministeren om hvad han ifølge NBC ikke har rigtig vil forstå: Hvis man vil have en løsning så må al-Assad jo væk. Om dette kan man professionelt mene hvad man vil, men det er ikke en adekvat læsning af en meget kompleks konflikt men derimod en typisk journalistvinkel, nemlig at alt ondt er samlet i én person og dennes styre og at hvis man bare kan få denne hindring bragt ud af vejen så vil alt blive fint.

At ingen af de hidtidige moderne krige har dokumenteret at denne forsimplede teori har nogen empirisk holdbarhed er man tilsyneladende uvidende om på Deadline’s redaktion.

Derpå – også forberedt, naturligvis – hiver NBC regeringsdeklarationen frem og citerer at der i den står at man nok generelt skal følge FN-sporet i internationale konflikter men at Danmark også i visse specielle tilfælde kan omgå dette og lave aktioner sammen med f.eks. NATO, altså uden FN-Sikkerhedsrådsmandat. Her nævnes den såkaldte Responsbility to Protect.

Ministeren bider nu tilbage mod alle disse velplanlagte angreb på hans støtte til en forhandlingsstrategi og svarer blandt andet at “dine forestillinger er fulstændig groteske” og “du forsøger at køre kanoner i stilling”. Her er der altså ikke tale om en samtale om Syrien men om at ministeren føler sig forulempet over at blive udsat for revolverjournalistik. Mundhuggeriet er i fuld gang; NBC er bedste forberedt og fortsætter med at fyre – nu med den klasisk manipulerende metode at lægge ord i munden på ministeren: “Men du vil ikke fuldstændigt udelukke at Danmark kan deltage i en humanitær aktion?” – hvortil ministeren svarer et det ville da være “åndssvagt” at udelukke noget som helst.

NBC sidste ironiserende kommentar – atter en afbrydelse af hvad ministeren er igang med at sige  – er at “man kan da heller ikke beskylde europæerne for at de har flaget for det” (idéen om en militær aktion).

Og dér slutter Deadline for denne gang.

Der kan ikke være tvivl om hvor Nynne Bjerre Christensens/Deadline’s idé eller ærinde her har været da indslaget blev planlagt i redaktionen. Ministeren skulle udfordres på alt den dér urealistiske snak om fred gennem forhandlinger.

Spørgsmålene, indslagene undervejs, den rapkæftede men ukyndige revolverjournalistik peger sammenlagt og udelukkende i én retning. Man valgte f.eks. at ikke spørge ministeren hvordan det er at være med til sådanne forhandlinger og hvordan de er organiseret og hvilken indtryk han iøvrigt fik med sig hjem f.eks. af parterne.

Det er fint med debat. Men et eller andet sted går der en grænse mellem den gravende, udfordrende journalistik og luftning af egne fordomme, personlige politiske holdninger og vrede (selv hvor den er forståelig).

Det er videre meget vigtigt at medierne og den journalistiske profession ikke blive synonym med promoveringen af bestemte landes politiske holdninger (ikke mindst  hvor de går imod folkeretten) og ganske særligt at man som seer og lytter ikke må finde at, populært udtrykt, medierne hepper på krig mere end fred.

Undertegnede har uregnelige gange fået spørgsmålet af danske og udenlandske journalister om det dér med fred gennem dialog og forhandling ikke er urealistisk. Jeg har aldrig hørt dét spørgsmål stillet til statsledere og ministre om deres krigstrusler og -planer er realistiske i forhold til dette at skabe sikkerhed og fred. At der i FN-Deklarationen som alle lande har undertegnet klart siges i præamblen at krig skal afskafes og i Artikel 1 at fred skal skabes med fredelige midler er ikke et udgangspunkt for kritisk spørgmål selvom de såvel normativt som folkeretsligt står lang stærkere end oprustning, våbenhandel og krig.

Jeg skal afstå at belære mediefolk og redaktioner om hvad der er ordentlig journalistik, vederhæftig information og kildekritik. Men dette indslag bar ikke præg af nogen af delene. Og dét er sket før.

Og afslutningsvis er det lige så lidt mediers opgave at fremme ikkevold som at fremme vold. Medier skal give hæderlig, troværdig og alsidig information og skabe debat. De skal ikke – som det klokkeklart blev gjort af Nynne Bjerre Christensen her – på skandaløs og ukyndig måde heppe på krig, ejheller at bakke det op med faktuelt forkerte oplysninger som påpeget ovenfor.

Derfor denne klage. Jeg vil sætte pris på at man ved først givne lejlighed i programmet:

a) gør opmærksom på at det var faktuelt forkert hvad der blev sagt om Assads rolle i Geneve I-dokumentet, og

b) gør opmærksom på at rapporten med billederne har en tvivlsom status og at det ikke er rimeligt kun at vise den ene sides kriminelle handlinger i en krig af denne karaktér.

Jan Øberg, dr.hc., docent
Direktør for Den Transnational Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF)
http://www.transnational.org
0046 738 525200
oberg@transnational.org