Der blir nok at tage fat på!
Videreudvikling af eksisterende ting – og nyudviklinger.
175 er et tal, der vil følge min kone, Christina, og mig i år:
65 som hun fyldte i november 2010
60 som jeg fyldte den 13. januar i år
25 som TFF fyldte den 1. januar i år
25 år som vi har været gift.
TFF skal starte en ny aktivitet med henblik på de næste 25 år – Imagine A Better World, der skal være en åben platform på Internet, multi-dimensional og interaktiv. På sigt skal den produceres og udvikles af brugerne selv.
Den skal gøre op med idéen om at fred handler om at være imod noget og i stedet sige: Hvor foregår der en masse positive ting og hvordan arbejder vi for noget positiv, en vision om freden s muligheder i en bedre verden?
En læge kan jo heller ikke bare konstatere sygdommen og dens årsager eller meddele patienten at det nok snart er slut. Nej, der skal også stilles forslag til helbredelse, forebyggelse og et godt liv på længere sigt.
Det blir en kæmpeopgave i årene fremover, men den vil være fuld af positiv energi, og den skal illustrere hvordan freden skabes hver dag og hvor – i forskning, i aktivisme, i kultur – kunst, musik, litteratur, og anden kreativt skabende virksomhed.
Vi gider ikke længere de golde analyser og orker ikke mere at kun få negative nyheder om verden. Det gør os alle modløse og opgivende – og det hjælper magthaverne, ikke verden. Eller os selv. Og når man virkeligt ser godt efter, så sker der så meget positivt overalt.
I år skal så – endelig – triumviratet Galtung-Wiberg-Øberg gøre bogen “Yugoslavia – What Should Have Been Done?” færdig. Det vil sige, det blir et samarbejde mellem Johan (der fyldte 80 den 24. oktober sidste år, men stadig styrter verden rundt som om han var 50) og mig i og med at vor kære ven Håkan døde sidste år. Hans artikler skal redigeres af mig og det skal de øvrige 2000-3000 tusind siders materiale også.
Planen er at det skal blive til dels en blog med alt det akademiske materiale, videoer og debatartikler sådan som de blev skrevet af os siden 1990 – så kan enhver se hvad vi sagde og ikke sagde om sammenbrudsprocessen og det internationale såkaldte “samfunds” skalten og valten på Balkan.
Når bloggen er klar – og den skal fremfor alt kunne bruges af studenter og andre forskere – skriver vi så en mindre, lettilgængelig bog, der sammenfatter det hele, en af den slags man skal kunne købe på flyvepladser rundt om i verden.
Det er også et temmelig stort projekt, men vi har kolossal lyst til sammen at sammenfatte denne fælles del af vore fredsforskerliv; vi tre har sammenlagt 130 mandårs erfaring fra det tidligere Jugoslavien. Og Jugoslaveins opløsning er nok stadig dén moderne konflikt, der har spillet størst rolle for det internationale systems – ikke mindst Europas – udvikling siden slutningen af den kolde krig. Men de fleste lande vil helst lægge den historie bag sig.
Vi skriver altså ikke om de indre dynamikker men om de roller andre, der blandede sig, har spillet fra 1990 og frem til idag. Men selvfølgelig vil der være nogle tunge baggrundsanalyser til det indre sammenbrud.
Johan Galtung er forresten en person, jeg traf første gang, da han holdt foredrag på Århus Katedralskole i 1968. Det gjorde han fordi skolens rektor hed Aage Bertelsen, var en visonær skolemand og pacificst. Hans kone Gerda og han havde været blandt de ledende i arbejdet med at organisere transporten af jøder til Sverige under krigen, som så fascinerende er beskrevet i bogen “Oktober 43”. Aage blandede uddannelse og dannelse og for ham var det afgørende at vi unge fik indblik i hvad mennesker som Einstein, Schweitzer og Gandhi tænkte.
I en af de ugentlige fællestimer kom så Johan og snakkede om freden i verden – og jeg traf ham senere på Inter-University Center i Dubrovnik, hvor han var direktør da jeg kom som freds- och sociologistuderende i 1974.
Dér og da begyndte vort samarbejde og venskab. Takket være Aage.
I år skal vi skrive en lille artikel om Aage og hans gerning, bøger og originale tænkning. Han er en betydelig personlighed i dansk skole- og åndsliv, men det er svært at opdrive noget om ham. Men glemmes skal han ikke!
Personligt er jeg ham uendeligt taknemmelig og gad vide om jeg havde været fredsforsker i dag uden Aages påvirkning?
Mit fotoarbejde skal også drives fremad. Det skal ikke være akademiske og politiske analyser og rationalitet hele tiden! Jeg har brug for at bruge den anden hjernehalvdel og køre på intuitionen, det spontan og det uforudsigelige.
Det giver mig sådan en glæde og jeg oplever et “flow” når jeg sidder i weekender og ofte om natten og arbejder med billeder.
Jeg havde 6000 råbilleder med mig hjem fra Kyoto sidste år, så måske blir der en udstilling med nogle fåaf dem fra denne min favoritby.
I foråret håber jeg på at åbne en udstilling med min nære ven, Helsingborgs Dagblads tidligere kulturchef, Sören Sommelius’ fotografier fra alle mulige steder rundt om i verden. Og der er andre planer. Planer skal man have – så man kan se hvor langt man er fa dem!
Så blir der undervisning på EPU, European Peace University, i Schlaining i Østrig og på World Peace Academy i Basel, forhåbentlig en studierejse til Iran og et eller flere længere ophold i Burundi, hvor jeg dels arbejder som træner og mentor for Amahoro Ungdomsklubben og dels med det lille fotoagentur, jeg kører sammen med otte unge kvinder. Ligesom jeg skal tage billeder af en gruppe unge, der har været gadebørn.
Burundi er min mulighed for både at skabe noget nyt med fotografiets mange muligheder, fortælle om den kraft og det gå-på-mod, der findes blandt disse unge iæet af verdens fattigste lande, gøre lidt godt i og med at de får en andel af hvad jeg sælger i mit galleri.
Og endelig giver Burundi mig den dér afsindigt vigtige balance i mit liv så jeg aldrig har brug for at sidde og være gnaven over småting herhjemme i vor priviligerede del af verden.
Det er godt at få proportioner på tilværelsen og se sit eget samfund og liv udefra…
