En meddelelse fra Jan Øberg

I løbet af de sidste halvtreds år har jeg viet omkring 175.000 timer til forskning og folkeoplysning for en mere fredelig verden: tænkning, forskning, skrivning, organisering, udgivelse, debat, vedligeholdelse af hjemmesider, korrespondance, netværksarbejde, ledelse af en fond, arbejde i konflikt- og krigszoner, professorater, undervisning, offentlige forelæsninger og mediearbejde.

Kort sagt: ti timer om dagen, syv dage om ugen, i et halvt århundrede.

Fokus har været på international politisk fred – at analysere og forsøge at stoppe krige, håndtere underliggende konflikter og udarbejde alternative fredsplaner – både ved skrivebordet og ude i felten. Så vigtigt som dette har været og fortsat er, udgør det kun én form for fred, og denne fred befinder sig i dag i en tragisk militaristisk tilstand sammenlignet med, hvad den kunne have været.

På det seneste har jeg begyndt at tænke over et begreb fra økonomi såvel som fra hverdagslivet: marginal nytte.

Tænk på din morgenkaffe. Den første kop er vidunderlig. Den anden er stadig nydelsesfuld. Den tredje tilfører kun lidt ekstra. Ved den fjerde er fornøjelsen næsten forsvundet, hvis den overhovedet giver dig nogen. Med andre ord henviser marginal nytte til værdien, gevinsten eller resultatet af den næste ekstra indsats af tid, penge, opmærksomhed eller arbejde.

Anvendt på mig selv bliver spørgsmålet:

Hvilken yderligere værdi opnår jeg og verden ved, at jeg bruger endnu en time på fredsarbejde?

Efter megen refleksion er jeg nået frem til, at den marginale nytte af at arbejde ti timer om dagen frem for fem eller syv nærmer sig nul.

Fred er ikke blevet mindre vigtig at arbejde for. Tværtimod. Men i en tid, hvor militær tænkning dominerer den offentlige debat, og hvor uafhængige fredsperspektiver får sørgeligt lidt – ingen – opmærksomhed, synes den ekstra gevinst, der skabes af de sidste få arbejdstimer hver dag, at være mindre end tidligere.

Jeg mener stadig, at mange af timerne er godt givet ud. Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er de sidste ekstra timer.

Som femoghalvfjerdsårig er jeg derfor igen og igen vendt tilbage til et enkelt spørgsmål:

Er fredsnytten af den næste time større end nytten af at bruge denne time på noget andet?

For øjeblikket er mit svar nej.

⁕

Her støder vi på endnu et begreb fra livet og økonomien: alternativomkostning – opportunity costs.

Ethvert valg, vi træffer, indebærer, at vi fravælger noget andet. Når vi vælger én aktivitet, vælger vi samtidig en anden fra. Som man siger: Man kan ikke både spise kagen og bevare den til imorgen.

Fredsforskere bruger ofte dette begreb, når de diskuterer militærudgifter. Hvad kunne samfundet opnå, hvis de ressourcer, der bruges på oprustning og krigsforberedelser, i stedet blev investeret andre steder? Dette omtales undertiden som dilemmaet mellem »kanoner og smør«.

Jeg har erkendt, at et lignende spørgsmål nu gælder mit eget liv.

Mange mennesker når et punkt, hvor de ikke blot pensionerer sig professionelt, men også psykologisk. Efter at have beskæftiget sig med det samme hele livet trækker de sig gradvist tilbage fra verden.

Da jeg har været freelance siden 1989, hvor jeg heldigvis forlod Lund Universitet, og siden løbende har kastet mig over nye projekter uden nogen formel pensionering, er jeg ikke en af dem.

Jeg har ideer, projekter og spørgsmål nok til at holde mig beskæftiget, indtil jeg fylder hundrede år, hvis livet giver mig det privilegium. For på trods af krige, kriser og politiske skuffelser er verden stadig et uendeligt fascinerende sted. Og et sted, som min nysgerrighed driver mig til at udforske endnu mere.

⁕

Da jeg voksede op i et kunstnerisk hjem, har jeg hele livet været stærkt tiltrukket af kunst og kultur. Siden 2009 har jeg drevet mit eget kunstfotografiske atelier her i Lund og skabt omkring 400 værker. Af glæde og nysgerrighed, ikke for at sælge dem.

Gennem årene er jeg kommet til den overbevisning, at kunst bidrager mere til interkulturel forståelse og fredelig sameksistens end meget af det, der i dag går under betegnelser som strategisk tænkning, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik.

Kunst beskæftiger sig ikke primært med magt og slet ikke med vold og drab. Den truer ingen med død og ødelæggelse. Den søger mening, fortolkning, skønhed, fantasi og menneskelig forbindelse. Den udforsker dimensioner af livet, som politik og beslægtede samfundsvidenskaber ikke formår at indfange.

Og den kan tilbyde det, jeg savner mest i den geopolitiske diskurs i dag, nemlig en følelse af fortryllelse (enchantment): glæde, håb, visioner, nysgerrighed, nye måder at se verden på og en konstruktiv forestillingsevne. Den kan også rette blikket mod alternative fremtider og nye måder at gøre tingene på. Eksperimenter er afgørende. I politik er de forbudt.

⁕

Der findes andre former for fred – og mere fredelige former for fred – som i mange år har fascineret mig, og som jeg har brugt alt for lidt tid på at udforske.

Denne personlige besked handler ikke om at arbejde mindre. Den handler om at udvide betydningen af fred. Den handler om at bevæge sig fra fred forstået som modsætningen til vold, den negative fred, hen imod fred som kultivering af livet og dets grænseløse muligheder, den positive fred.

Det er altså ikke den internationale politiske fred mellem regeringer, militære balancer, sikkerhedspolitik og våbenhviler baseret på forhandlinger, hvor vigtige disse end måtte være. Det er den fred, som kan findes i kultur og kunst, i social kosmologi, psykologi og filosofi, i den sociale forestillingsevne, som C. Wright Mills beskrev, i nye former for interkulturel forståelse og i almindelige menneskelige møder. I den forståelsessøgende dialog, ikke i den konkurrerende debat.

Det er den fred, som er makro i tid og rum, og ikke den fred, der måske har relevans i nyhedsverdenen og kommentatorernes univers, hvor en enkelt begivenhed og dens konsekvenser for i dag og i morgen fylder alt.

At reducere fred til håndtering eller reduktion af vold risikerer at overse nogle af de mest dybtgående dimensioner af fred og menneskelig sameksistens.

Jeg peger med andre ord på en større og langt mere inspirerende fred hinsides geopolitiske kalkuler og den negative fred. En convivial, livsbekræftende og fortryllende fred.

At beskæftige sig med disse andre former for fred kræver en vis intellektuel frigørelse fra den uendelige døgnrytme af krigsdækning, konfliktanalyser, militære spekulationer og katastrofeforudsigelser. Disse ting er en del af virkeligheden, men de er ikke hele virkeligheden. De overser også idéer, innovation af nye begreber og teorier, og måske vigtigst af alt de ikke-materielle sider af vores liv, vores samfund og freden selv. Den politisk-økonomiske strategiske »basis« er vigtig, ja. Men vi har glemt den idébårne overbygning.

Livet og verden er uendeligt rige. Hvorfor kun fokusere på et voldeligt hjørne af dem?

⁕

Nogle af de timer, jeg nu vil frigøre hver dag, vil blive brugt på at bevare, digitalisere og formidle fire årtiers ægte fredsforskning udført gennem TFF, så stiftelsens medarbejderes produktion og idéer forbliver tilgængelige, efter at vi, der skabte dem, er borte. At sammenfatte historien for at sikre fremtiden. Stiftelsen fyldte 40 år i år og fejrede det med den nye TFF-hjemmeside, som, når den er færdig, vil indeholde omkring 10.000 originale artikler og videoer. Den er fortsat en af de få reelt uafhængige freds- og fremtidsforskningsinstitutioner i verden.

Andre timer vil blive brugt på mit billedskabende arbejde i Oberg PhotoGraphics, hvor jeg eksperimenterer med idéer, metoder, materialer og udtryksformer. På fortryllende vis. Mit PhotoGraphics Magazine på Substack handler allerede om fredskultur, eller måske fred gennem kultur.

Jeg ønsker også at fortsætte arbejdet med mine ikke-memoirer, som jeg kalder »Goodbye Peace. Worldmoires Into A Peaceful Future.« Jeg ønsker at rejse, ikke mindst i Kina. Jeg ønsker at tilbringe mere tid med dem, der står mig nærmest, og at leve intenst og nærværende. Og så er der de dér ting, man skal have på plads mens man kan og inden man forlader scenen.

Og jeg ønsker at følge det, som nogle kalder én-times-reglen: at afsætte mindst en time hver dag til at læse, tænke og lære noget nyt. Nysgerrighed og læring har intet med alder at gøre.

⁕

Der er ingen nedtrapning i dette. Ingen pensionering i nogen forstand. Ingen bitterhed eller opgivenhed. Ingen vending ryggen til den virkelige verden og dens problemer. Desuden er lidenskab og distance i gandhiansk forstand fuldt ud forenelige.

Jeg har ikke ændret min overordnede analyse af den samtidige verden. Jeg tror fortsat, at den nuværende vestligt dominerede internationale orden er i langsigtet tilbagegang, og at en mere mangfoldig og ægte global verden gradvist vil vokse frem. Og dér vil fred igen blive relevant. Jeg er ikke dommedagsprofet, men mulighedsskaber.

Det, der har ændret sig, er ikke mit syn på verden, men min vurdering af, hvor min næste time skaber den største værdi.

At bruge hovedparten af sin tid på den konstante strøm af negative energier, vold og diskussioner om vold vil aldrig skabe en mere fredelig verden, lige så lidt som endeløse diskussioner om kræftceller vil helbrede patienten.

Den marginale nytte af yderligere fredsarbejde varierer med historiens udvikling. Den kan stige og falde, og i disse år er den faldende.

Skulle forholdene ændre sig, skulle seriøs politisk fredstænkning og fredshandling igen finde større intellektuel og etisk resonans, og skulle den marginale nytte af yderligere indsats vokse, vil jeg genoverveje min fordeling af tid og energi.

Men det vil kun tiden vise. For nu vil mine næste levetimer blive viet til alle de andre, positive og fortryllende, »freder«.

⁕

Note

Ud over ovenstående links kan du læse mere om mit arbejde på min mini-blog og denne blog, som netop er blevet opdateret.

Billederne ovenfor © Jan Oberg