End ikke Trumps de facto trussel nu, der ikke udelukker brugen af militær styrke og økonomiske sanktioner, synes at have fået nogen i Stats-, Udenrigs- eller Forsvarsministerierne til at vågne. På en pressekonference fremstod de tre ministre som betuttede og handlingslammede.
Det er 5 år siden, Trump ville købe Grønland, fik Mette Fredriksens svar at det var absurd og derpå skældte hende ud så alle bukser i Udenrigsministeriet rystede. Kort efter indledtes – som plaster på hans sår? – forhandlinger om amerikanske baser i Danmark.
USA har nu 3 baser i Danmark, 12 baseområder i Norge, 17 baser i Sverige og 15 i Finland = 47. Alt hænger sammen.
De to sidstnævnte skyndte sig ned i NATO’s musehul, fordi Putin jo i regeringernes absurde verdensbillede lige efter at han ”fuldskaligt” og ”uprovokeret” (!) havde besat Ukraine ville marchere videre rundt Østersøen, gå i land på Gotland eller i Skåne og besætte resten af Europa.
End ikke Trumps de facto trussel nu, der ikke udelukker brugen af militære styrke og økonomiske sanktioner, synes at have fået nogen i Stats-, Udenrigs- eller Forsvarsministerierne til at vågne. På en pressekonference fremstod de tre ministre som betuttede, handlingslammede: Åh jo, vi håber på at få et møde med Præsident Trump, og så må vi opgradere hundeslæderne…
Forestil dig deres selvretfærdige harme hvis Rusland eller Kina havde sagt at ”vi har brug for Grønland af hensyn til vores nationale og økonomiske sikkerhed og vi udelukker ikke at bruge militære midler.” Holy Madonna!
Siden 2019 hvor Mette Frederiksen blev dumpteret på plads én gang for alle, har hun et absurd antal gange erklæret hvor tæt Danmark under hende står USA, hvor vigtig USA/NATO er, og at der ikke må være så meget som et A4-ark imellem os. ”Jeg har intet behov for at kommentere amerikanske aktiviteter,” som sagde hun da Trump likviderede Irans # 2, generalmajor Soleimani.
Der er tale om den totale intellektuelle og moralske underkastelse og suverænitetsafgivelse i dansk militær- og udenrigspolitik.
Danmark har i årevis praktiseret samme grad af frihed fra USA som DDR’s Ulbricht og Honecker havde i forhold til Brezhnev i Moskva – omend det berømte socialistiske broderkys mellem de to sidstnævnte endnu savnes hér.
Ovenstående forklarer hele denne gigantiske diplomatiske katastrofe – for: Hvordan i alverden kan den danske udenrigsledelse blive taget på sengen én gang til? Jo, fordi efterretningstjenester, politikere, medier og forskere kun har fokuseret på traditionelle ikke-trusler mod Danmark fra Rusland, Iran, Nordkorea med Kina bag dem alle i Frederiksens nytårskulisse – og smidt alle pengene ud på krigen i Ukraine, der allerede er tabt.
Efter tabte amerikanske krige siden Vietnam, Nord Stream, Gaza-folkemordet og nu efter terrorismens kontrol med Syrien nægter ovennævnte eliter stadigvæk at se USA som et problem. Hvis Trump smider en atombombe vil de kun sige, at USA er vor vigtigste allierede siden 1948 og vil være det forever.
Frederiksen-regeringens loyalitet med USA/NATO er så naiv og blind, at den i dag er en sikkerhedsrisiko for landet.
•
Hvad handler det her om i et makroperspektiv? Naturligvis om en ”imperial grab the pussy”-politik.
Om det stadig svagere USA’s ønske at klare sig resursemæssigt i en verden hvor resten vender det ryggen og bygger en multipolær verden. Om Grønlands enorme og delvis sjældne resurser, som ikke skal falde i russiske eller kinesisk hænder. Om at se det store perspektiv fra Panama over USA og Canada til Grønland og de nordiske lande med over 40 amerikanske baser. Om kontrol med Arktis i åben konflikt med Rusland og Kina, gøre det til et højspændingsområde og umuliggøre samarbejde med andre interessenter.
Og om en hurtig globalpolitisk forandring, som danske regeringer ikke har kapacitet at forstå, endsige har skrevet et eneste A4 ark om. Derfor dagens anden akt af ’Katastrofen om Arktis og Grønland’ – i hvilken man vil fortsætte at forsøge at vinde over Rusland mens man selv bliver besat bagfra af sine værste venner.