Flemming Rose, gæsteskribent
Denne glimrende artikel indgik i Flemming Rose’s klumme på Frihedsbrevet den 17. februar 2024.
Der er allerede blevet sagt og skrevet meget om Tucker Carlsons interview med Vladimir Putin. Alt for meget, vil mange nok mene. Men lad mig tilføje en enkelt observation, som rækker videre end holdningen til, hvad den ene eller anden sagde eller ikke sagde under interviewet, og hvad man skal mene om Tucker Carlson.
Det er tankevækkende, hvor mange der har opfordret til sanktioner mod Carlson for at lade Putin komme til orde. Jeg har set og hørt flere med politisk ansvar eller indflydelse på opinionen i Vesten i fuldt alvor argumentere for at censurere interviewet og sanktionere Carlson. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, men bare det, at nogen kan foreslå det, er bemærkelsesværdigt.
”Indflydelsesagent”
Carlson bliver også hængt ud som russisk indflydelsesagent, der bedriver femte kolonne-virksomhed. Det er faktisk strafbart i Danmark og i de fleste andre vestlige lande. Hvis Danmark var i krig med Rusland, kunne man indføre krigscensur og stramme grænserne for, hvad der kunne ytres i det offentlige rum, men det er vi ikke.
Tværtimod understreges det hele tiden, at vi ikke er i krig med Rusland, og hvis det er tilfældet, så bør ytringsfrihedens grænser være som i fredstid.
De, der hænger Carlson ud som russisk indflydelsesagent, griber til et klassisk greb for at lukke munden på en person, man er uenig med. De gør det nemlig ved at spille sikkerhedskortet og stemple dem, der mener noget andet end dem selv, som nyttige idioter eller landsforrædere. Det er den måde, alle autoritære regimer opererer på. Det er præcis den argumentation, Vladimir Putin har brugt mod kritikerne af hans krig i Ukraine, og det er samme argumentation, han har benyttet over for oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, som i går døde i en lejr oppe ved polarcirklen.
Det er faktisk autoritære regimers foretrukne greb, når de skal lukke munden på oppositionen. Til alle tider og i alle lande. Uden undtagelse. Man henviser til behovet for sikkerhed, borgernes ve og vel og den samfundsmæssige harmoni, når man forfølger anderledes tænkende og troende og den politiske opposition.
Ytringskulturen svækkes
Frie samfund med en grundlovssikret ytringsfrihed vælger i nogle tilfælde også at gå samme vej. Ikke ved at begrænse friheden til at ytre sig formelt, selvom det forekommer, men først og fremmet ved at underminere ytringskulturen. For eksempel ved at stemple sine meningsmodstandere som agenter for fremmede magter eller nyttige idioter og ved at afvise enhver debat om, at man selv kan tage fejl, mens man insisterer på, at der kun findes et rigtigt synspunkt: ens eget.
Ytringsfrihedens, religionsfrihedens og tolerancens historie hviler imidlertid på den forudsætning, at man erkender, at man kan tage fejl, og man ikke med sikkerhed kan sige, at man er i besiddelse af sandheden.
Der er klart sket et skred i ytringsfrihedens status de seneste år. Den svækkes overalt i verden, både i demokratier og autoritære regimer, og der er ikke tegn på, at den negative tendens vil stoppe. Det gælder både lovgivning og kultur.
Må jeg i den forbindelse minde om, at CNN op til og efter 9/11 transmitterede Osama bin Ladens taler live og interviewede ham. Det samme gjaldt Iraks diktator Saddam Hussein før golfkrigene og den serbiske præsident og krigsherre Slobodan Milosevic før, under og efter krigene på Balkan i 1990’erne.
Og ikke alle interviews var lige kritiske, men ingen seriøse røster insisterede på, at medier og journalister bag disse interviews skulle sanktioneres.
Når meninger bliver til dogmer
En af grundene til, at det er en dårlig ide at sanktionere dissens, selvom den er nok så rabiat og tåbelig – tag for eksempel Holocaust-benægtelse – er, at man i så fald aldrig tvinges til at argumentere mod de synspunkter, man er uenig i. Ens egen overbevisning bliver ophøjet til moralsk dogme, og derfor svækkes ens egen evne med tiden til at udfolde en sammenhængende og logisk argumentation mod dem, man er uenig med.
Det er farligt, for i det øjeblik opinionen skifter og tabuer brydes, så har man ikke så meget at stå imod med ud over at stemple modpartens overbevisning som farlig og undergravende.
Det var et af den liberale tænker John Stuart Mills centrale argumenter for en vidtgående frihed i klassikeren On Liberty fra 1859. Han frygtede flertalsopinionens tyranni som en af de alvorligste trusler mod ytringsfriheden. Det er selvfølgelig længe siden, men John Stuart Mills ræsonnement er stadig relevant.