Site icon 🗝 Jan Oberg

Oprustningsministeren om “Ruslands vilje til potentielt at angribe NATO.”

Hør lige godt efter hvad oprustningsministeren hér siger – eksempelløst vissevasse og “tror vi bliver nødt til” samt vås om styrkemål (som aldrig kan fastsættes eller bindes til en %-andel af et lands økonomi uanset hvad NATO måtte have vedtaget).

Og så dette: “Ruslands vilje til potentielt at angribe NATO.”

Han bør omgående forhøres i Folketinget om hvad han bygger dét på og hvad “potentielt” hér betyder.

Og hvis ikke grundlaget er sagligt og fagligt holdbart, bør ministeren afskediges med henvisning til manglende kompetence og bevidst brug af misinformation.

I mine øjne er han uansvarlig, faktuel uvederhæftig og generelt sikkerhedspolitisk inkompetent i en grad, som motiverer at han afgår eller bliver afskediget. Men det forstår statsministeren næppe. Udtalelserne i videoen dokumenterer, at Troels Lund Poulsen ikke er sin opgave voksen.

Der kører i denne tid en voldsom, elitær regerings/minister-kampagne for at kyse befolkningerne til kæft-trit-og-retning. Det sker også i Sverige og i England:

To hell with preparing for conflict-resolution and peace…© Jan Øberg

Det er i virkeligheden et meget ubehageligt fremstød hvis eneste formål er at kvæle al kritik – det vil ikke lykkes – af oprustning, udenrigs- og ‘sikkerheds’-politik samt at få folk til at betale til et system hvis fremmeste formål netop nu er at få blæst ‘truslen’ fra Rusland op ud over alle proportioner fordi NATO forsøgte at få Ukraine med, Rusland reagerer forudsigeligt og nu er Ukraine ved at tabe.

Selv en sikkerhedspolitisk uvidende person véd at vi har hørt om at “russerne kommer…” de sidste godt 70 år og at de har været tarvelige nok til ikke at komme. Han eller hun kan også se – uden mindste baggrundsviden – at Rusland har kæmpet i snart to år i Ukraine og ikke er kommet særligt langt i forhold til tiden, der er gået.

Jeg véd godt, at der kan være forskellige argumenter for dét – men kun propagandister eller tåber tror at Rusland sådan bare lige invaderer NATO-lande som Sverige og/eller Danmark og/eller Finland og/eller de mellemliggende lande i et snuptag – og tror at Putin er så vanvittig eller suicidal, at han skulle starte sådan et foretagende med 8% af NATOs militære udgifter.

Naturligvis er oprustningsminister Troels Lund Poulsen heller ikke så dum?

Eller?

Det er NATOs ekspansion samt USAs varme krige, 650 baser, regeringsforandringer (også i Ukraine) og bombninger næsten dagligt rundt om i verden, støtten til Israels folkemord i Gaza samt Vestens kolde krig mod Kina, der først og fremmest har gjort Europa og verden mere usikker.

Der skal oprustes nu, fordi NATO har begået sin største brøler siden 1949 og “vi” skal vinde over Rusland ved at på den groveste og mest inhumane måde bruge Ukraine til at forsvage det frygtindgydende, aggressive Rusland.

Derfor må Troels Lund Poulsen naturligvis give Rusland skylden for alting. Men det har intet med virkeligheden at skaffe. Det er psyko-politisk projektion, en psykologisk lidelse i militarismens kollektive kredse.

Rusland kommer ikke til at invadere eller destruere noget NATO-land medmindre det først er blevet angrebet af et eller flere NATO-lande.

Punktum.

Exit mobile version