Forfatter til bl. a. Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk om den store danske antimilitarist, antifascist, antinazist, kvinde- og børnerets- og fredsforkæmper, Ellen Hørup.
Jeg har ikke ladet mig rive med nogen steder hen, og jeg kommer heller ikke til det.
Men ét blandt mange problemer med hensyn til den krigsgalskab der har bredt sig, er ikke mindst at samtlige medier åbenbart systematisk afviser at viderebringe bidrag som handler om eftertanke, overvejelser om afrustning, diplomati, fredsforhandling, osv.
Våbenhvile!
Selv de videnskabsfolk der dog vitterlig stadig findes – Anders Fogh fik ikke bortskaffet alle – undgår medierne systematisk at høre. Al reportage om krig har én vinkel, nu på andet år. Og den er blind.
Drister nogen sig til et forsigtigt ord om andre muligheder end med våben, våben og flere våben at bidrage til at holde denne forbandede krig i live endnu længere ind i en ødelagt fremtid, står nogen altid parat til at gale primitivt op om Putinstøtte!
For tiden findes én sandhed i Danmark og Vesten, nu hvor Tyskland og Frankrig er sparket på plads, og den er en løgn.
Krig er lige så sindssyg og stupid en handlemåde som den altid har været. Men hér har bredt sig en krigseufori som var vi i 1864, hvor trommerne genlød i gaderne, og folk blev nedslagtet som kreaturer – selvstændig tankegang og kritisk eftertanke er blevet en by i Rusland.
Surrealistisk. Men det er jo langtfra første gang.
Tværtimod er det altid det samme. Det samme skete, dengang vi overfaldt Irak i al folkeretsstridighed. Da afghanerne skulle udsættes for vores våben og soldater, bragte Politiken en artikel hvor man spurgte de stakkels unge tumper som lod sig sende afsted, om hvorfor. De forklarede stort set alle som én at det var for at få en på opleveren.
Trods opfordring har Politiken desværre ikke fulgt op på sagen, om det så virkelig var så sjovt. Men fra den forskning som medierne glemmer at oplyse om, ved man hvordan mennesker går itu af at slå andre mennesker ihjel.
For ikke at nævne modtagerne af denne ’hjælp’.
I denne sammenhæng, altså Afghanistan, viste det sig pudsigt nok at alverdens smarteste, kostbareste våben ikke var i stand til at overvinde nogle simple huleboere fra bjergene i en fjern udørk af verden. Ganske som i Vietnam! Dengang var det fattige bjergbønder som
skulle udsættes for det fanatiske vestlige had.
Stadset virker ikke, med andre ord! Forstå det dog! Bevares, ødelæggelserne er effektive.
Ikke at vi lærer af det: Efter tyve år i et Afghanistan som vi efterlod i en værre forfatning end da vi kom, blev de våbenglade reddet af Putins overfald på Ukraine. Så slap man for at analysere
tragedien, alle kunne begejstrede løbe videre. Irakkommissionen lagde man koldblodigt ned!
Den slags betyder at befolkningen ikke bliver oplyst om hvad der foregår. I de sidste mange år har pressen været inviteret rundt af militæret, ude på de forskellige krigseventyr – offentligheden får
kun adgang til det, militæret vil vise frem – det var jo slet ikke meningen at Abu Ghraib skulle komme frem.
Som den lille pige fra Vietnam, Kim Phuc. Grædende niårig med ild i.
Når bestialiteterne i dag præsenteres, er det udtryk for en særlig russisk dyriskhed – den blodrus som tilsvarende rammer vestlige, ja alle, soldater ufortalt.
Krig er gode billeder for medier, heftige historier. Så fra den side kan man ikke i oplysningens tjeneste forvente noget bidrag til at få stoppet vanviddet. Tværtimod, må man vel sige. I dag lider vi samtidig under politikere med så stor en selvbevidsthed at de er holdt op med at lytte til sagkundskab. Pentagon advarede mod at sende kampfly til Ukraine. Diplomatiet høres ikke længere. Det er overhovedet dem vi har brug for! Hvem ellers kan skabe våbenhvile?
Jeg er født i 1957 og dermed vokset op i skyggen af anden verdenskrig. Dens rædsler lå underneden som en sort sky og burde have vaccineret alle efterfølgende generationer mod enhver krigsgalskab. I dag otte decennier efter kan dette mareridt stadig kaste rædselsfortællinger af
sig.
Den 3. maj 1945 tog det engelske luftvåben sejrssikkert et spritnyt våbensystem i brug og præsterede et massivt tæppebombardement af fire tyske skibe i Lübeckerbugten. I de skibe befandt sig op mod titusind udpinte koncentrationslejrfanger stuvet sammen efter først at have overlevet verdens hidtil hæsligste tider i nazisternes lejre og efter dét have kæmpet sig gennem skæbnesvangre dødsmarcher. Og blev så myrdet af englænderne.
Krig er noget stads. Det har det altid været. Dybt uværdigt for mennesker.
I skal aldrig tælle mig med i jeres afskyelige, umenneskelige konsensus.
Artiklen blev – nok så overraskende – bragt i Politiken den 8. september 2023.