Den 21. april 2022 fortæller statsminister Mette Frederiksen på sin Facebook-side om sine indtryk fra besøget i Kiev, Ukraine:
“Er på vej hjem fra Kyiv i Ukraine. Svært at fortælle om det hele. Putin efterlader sig et spor af ødelæggelse og død. Jeg har set boligblokke, som aldrig igen bliver til at bo i. Børnehaven, der blev ramt i et russisk angreb. Kørt på veje, som er gennemhullede. Og set det ene familiehus efter det andet med sprængte vinduer, ingen gavl eller helt ødelagt. Jeg lytter til fortællingerne om drab, krigsforbrydelser og tortur. Mest af alt er det hele så ufatteligt meningsløst. For to måneder siden levede millioner af ukrainske familier et helt almindeligt liv. Som du og jeg. Nu er manden i uniform, og mange kvinder og børn er sendt på flugt. Det ukrainske folks lidelser må aldrig blive hverdag for os andre. I dag har jeg lovet mere hjælp militært. Og mere hjælp humanitært. Men behovet vil være der i lang tid. Krigen på vores eget kontinent er og bliver en fælles sag. Og jeg er stolt over, hvor meget vi danskere hjælper. Tak for det 
Jeg følte et stærkt behov for at kommentere denne fremstilling hvilket har ledt til nok så mange reaktioner, kommentar og delinger, som du kan se hér.
Jeg skrev:
“Statsministerens verdensbillede er ubegribeligt snæversynet.
Løfte om flere våben udover den ene milliard – vel vidende at det bliver en lang/længere krig.
Krig på vort kontinent er noget specielt – en “fælles sag”.
Hvor var De, Statsminister Mette Frederiksen, da Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Yemen, Somalia, Jugoslavien blev angrebet af USA/NATO-lande?
Nej, de var vel ikke vort kontinent og i Jugoslavien var det jo de fæle ortodokse serbere, der skulle have bank.
Er det vi ser hér ikke en slags ny nærområdets Euro-racisme? Hvad med de ikke-ukrainske flygtninge, fru Statsminister? Hvor er – hvor var – Deres hjerte for dem, dem der er ofre for Vestens invasioner?
Og den stolthed, De har fru Statsminister, bunder i våbnens blanke dræberkraft og i det grænseløse russerhad.
De må undskylde mig, men jeg tillader mig som dansk statsborger at væmmes.”
Den stolthed, Mette Frederiksen føler over “vi danskeres” hjælp – til mere krig, lemlæstelse og ødelæggelse, til kold krig i generationer fremover og systematisk ødelæggelse af enhver fredstanke – er jeg ude af stand til at føle og dele med hende.
Vi er nogle danskere, der stadig tror på og arbejder for fredelig konfliktløsning i pagt med FN-Pagten og aldeles ikke vil inkluderes i Deres krigspropaganda, fru Statsminister. Deres måde at tænke og føre politik på er kun ét systematisk bidrag til den meningsløshed, De ikke kan fatte.
Har De nogensinde tænkt den tanke – nej, næppe – at Deres blinde, reservationsløse, aldrig tøvende tro på oprustningen og dens uundgåelige følgesvend krigen – USAs og NATOs – ikke er andet end et spejlbillede af Ruslands – landet, De med en sådan stolthed fører økonomisk, militær, kulturel og massemedial krig mod?
På Ukraines jord.
Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!