Fredens diskurs er forsvundet

Ord som forsvar, sikkerhed, trussel, krig for de(t) gode mod de(t) onde og intervention hører vi til lede hver dag. Men hvornår hørte du sidst nogen sige ordet ”fred” – i forskning, politik eller medier?

Nej, om fred, forsoning, forhandling, tilgivelse, konfliktløsning og ikkevold taler det moderne menneske ikke.

Det gjorde man før i tiden. I de gode gamle dage fandtes forskere, politikere og medier, der fokuserede på fred i forskellige sammenhænge og niveauer i samfundet – og ikke mindst globalt. Og så sent som forud for invasionen og besættelsen af Irak i marts 2003 gik mange millioner i demonstrationer verden over; den måtte jo bare ikke ske.

Fred er blevet det stor tabu. Den, der hævder at fred er vigtigt, er dissident, systemets fjende, en folkefjende i militarismens kultur. Freden må leve i de små kroge i krigens skygge.

Hvad der er sket de sidste cirka 20 år er mindst tre ting.

For det første har MIMAK – det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – vundet spillet, i hvert fald på kort sigt. Krigen er blevet det normale og krig er fred. Danmark har været bombende bøllestat siden 1999 – helt utænkeligt i 1980erne.

For det andet er der sket en af-intellektualisering af samfundet, og politikerhvervet er blevet karriere og magtspil, ikke et kald båret af etik, viden og vision. Af-intellektualiseringen har meget at gøre med udhulingen af den frie forskning, uddannelse og dannelse og alt der ikke var nyttigt på markedet. Hvad skulle vi dog med etikere, filosofer, humanister eller folk, der ved noget om fred!

For det tredje tilhører det politiske, samfundsengagerede menneske en uddøende race. I denne tid sættes der fokus på jeg og mig selv, på det materielle, på udseendet, identitet, kroppen og krænkningerne – og på konsumtion, ikke bare af varer og tjenester men også af livet selv som en serie underholdningstilbud.

I forlængelser heraf kommer så Vestens eksistentielle krise, nedgang og fald. Den narcissistiske livsstil med jeg-mig-selv-og-mit vidner om en underbevidst frygt for fremtiden.

Virkelighedsflugten ind i spil, sport og livsnydelse bliver naturlig eskapisme sammen med den god mad og vinene akkompagneret af underholdningsorkestret, der spiller elegant og forførende dér på Titanic.

Se for Guds skyld ikke ud af vinduerne. Den virkelige verden er den, du har på din mobilskærm. Anomi, fremmedgørelse, magtesløshed, atomisering, narcissisme og kompensation – åh nej, bliv ikke så seriøs = kedelig nu vi lige har det så hyggeligt!

•

Det er lige dér magthaverne elsker at have folket.

Når folket er blevet apatisk og navlebeskuende, massemedier blevet elitens medier og forskningen købt af stat og erhvervsliv så ophører de kritiske vinkler og protesterne. Magthaverne kan fortsætte med autoritære beslutninger, vi-alene-vide og vi-beskytter-jo-bare-folket.

Militarismen har vundet første akt. I anden akt vil det imidlertid gå galt og skuden synke.

For et vestligt og globalt samfund, der ikke prioriterer meget andet end magtspil, våben og krig og bruger 30-40 gange mere på dét end på FN har begribeligvis ikke en chance for at overleve på længere sigt.

Det er nærmest meningsløst at bekymre sig om klimaforandring uden at bekymre sig om militarismens atomvåben, krig, interventioner og enorme miljøødelæggelse. Men ikke engang Greta Thunberg forbinder de to.

Som Martin Luther King så træffende sagde: ”Vore liv begynder at dø den dag vi ikke længere taler om ting, der betyder noget.”

Måske betyder fred ingenting for de fleste i dag? Fordi man i Danmark har haft fred alt for længe?

Findes der mon bare lidt civilcourage tilbage også uden for samfundets små skyggefule fredskroge?

Eller skal der virkelig en ny storkrig til før folket vågner?

Publiceret som klumme i dagbladet Arbejderen den 23. december 2020.