25. maj 2020
I Politiken og kopieret ind på Facebook skriver forfatteren Carsten Jensen en længere historie om kriget i Afghanistan og Danmarks rolle. Hans overskrift er “Nederlag er blevet et tabu-ord” og han afrunder med følgende:
“Nederlag er et bittert ord, men det er det, vi har lidt i Afghanistan, og det er virkelighedsfornægtelse ikke at tage tabu-ordet i munden.”
Carsten Jensen har jo ret i dét, “vi” har lidt nederlag. And so what? – kunne man spørge. Det er jo ikke en nyhed.
Er det ikke ganske mange ord – også for en forfatter – at bruge på dén konklusion?
Og ville det have været bedre hvis “vi” – hvem det nu er – havde vundet?
Som jeg ser – og dengang så det (1) – var krigen mod Afghanistan gal fra 10/7 – 7 oktober 2001. Hvordan nogen – f.eks. Carsten Jensen – kunne tro på den som politik, retfærdighed eller civilisation er og forbliver mig en gåde. Især, kan man lægge til, som svar på 9/11 samme år hvor ingen fra Afghanistan var involveret.
Jeg véd ikke hvor Jensen står når det gælder krigen som sådan.
Han har jo skrevet fuldstændigt absurd forenklet om Jugoslavien (Milosevic er forklaringen på alt og ondskaben selv – den helt amerikanske drejebog) som man selv kan læse i hans bog, År To Og Tre, optegnelserne for 8. juni.
Og han mener at forfatterkollegaen, Peter Handke, der 2019 fik Nobels litteraturpris, er fortaler for folkemord og blodsudgydelser samt nøgen, rå brutalitet – som han for nylig blev citeret i Dagens Nyheter og hér.
En forfatter kan selvsagt skrive (om) hvad som helst. Er han ikke kritisk mod krige som sådan, men mener der er gode og dårlige krige – krige man kan vinde og krige man lider nederlag i – så får man tusindvis af Likes, positive kommentarer, delinger og offentlig opmærksomhed.
Desværre indeholder hans artikler ikke så meget som et tilløb til at forstå de konflikter og deres historie og indhold, han kaster sig ud i. Konflikterne sættes heller ikke ind i en international ramme og der siges ikke noget om USAs krigsmaskine eller nogen af de øvrige aktører i det internationale – såkaldte – samfund.
Det er helt fint at Carsten Jensen står hvor han står og skriver hvad han skriver. Men det er et tegn på tidens inti-intellektualisme og trist at så få evner at forholde sig bare en lille smule kritisk.
Også til Carsten Jensen.
Hvis du finder at min blog og ovenstående artikel er nyttig for dig – så er dette en meget sikker og nem måde at vise det på
Noter
- Her nogle steder med min og TFF’s kritik af Afghanistan-invasionen for mange år siden her – her – her – og her.
- Jeg er helt enig i at Amadillo var en meget vigtig dokumentarfilm.
- En læser har – efter at jeg publicere ovenstående – gjort mig opmærksom på at Carsten Jensen har beklaget sig over mig og min holdning til De Hvide Hjelme i Syrien (med reference til nogle kommentarer i Arbejderen i december 2016).
Det gør Jensen i kapitel 11 i sin bog Mod Stjernerne. Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål (Politiken 2018). Der fremgår det at han ikke anede at Arbejderen fandtes og han ikke syntes om min kritik af disse hjelme:
“Jeg forstod på artiklen, at der var noget helt galt med de hvide hjelme. Denne gruppe frivillige redningsarbejdere, der dagligt satte livet på spil i det sønderskudte Aleppo, for at komme fastklemte beboere i de bomberamte huse til hjælp.
Det var en dansk fredsforsker Jan Øberg, der sagde det. Jeg fandt Øberg på nettet, hvor han optræder med en lang artikel om de Hvide Hjelme.
Øberg har aldrig været i Aleppo. Til gengæld er han flittig gæst på nettet, og her har hans research lært ham, at de tilsyneladende selvopofrende redningsarbejdere i virkeligheden er morderiske agenter, for den amerikanske imperialisme, som Syriens diktator Assad til gengæld er en tapper modstander af.”
Nogen research har Jensen ikke foretaget når han kan skrive at jeg aldrig har været i Aleppo over et år efter at jeg var der og skrev mængder om det. Resten af hans fremstilling dokumenterer at det ikke er blandt de største mål, man må sætte sig, at sætte sig bare en smule ind i tingene inden man farer i blækhuset.