17. februar 2020
For 5 år siden – 16. februar 2015 – skrev jeg på Facebook
“I AM NOT DANISH – I aften er jeg ikke dansk
NEJ til tvangsinkludering i Regeringens eller Folketingets Danmark.
Jeg er dansk statsborger. Har arbejdet for FNs norm om at fred skal skabes med fredelige midler i 40 år. Har siddet igennem hele 1980erne i regeringens Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Har arbejdet i krigs- og konfliktzoner i Somalia, Jugoslaviens alle dele, Burundi, Irak, Iran, Georgien etc.
Jeg har venner i mange lande og kulturer. Véd at ting kan ses på mere end én måde og en hel del om hvordan vesten opleves uden for vesten.
Jeg vil bruge min ytringsfrihed og ytringsvisdom og vort demokrati til at bekæmpe dét krigsførende Danmark, som statsministeren med sine udtalelser vil at vi skal stå sammen om.
Danmark er ikke kun et offer nu. Det har også skabt ofre.
Det har forbrudt sig mod folkeretten og deltaget i massemord på irakere og andre folk, uskyldige. Det har på initiativ af Fogh Rasmussen ført kulturkamp mod og ikke med andre kulturer og han har gjort os til besættelsesmagt i fire mørke år i Irak.
Og det har været fremmedfjendsk i et omfang, jeg ville have forsvoret at Danmark nogensinde ville blive – da vi havde en filosofi om velfærd, solidaritet, ligestilling, folkehøjskoler, Grundtvig, nedrustning, kamp for jøderne under krigen, menneskeværd og rummelighed.
Det Danmark, som statsministeren demagogisk fører “alle vi danskere” ind i og siger vi skal stå sammen om på sin misforstået almoderlige facon, det er ikke et Danmark, jeg vil være en del af.
I så fald er jeg ikke dansk i disse dage.
Jeg vil et Danmark for Fred med Fredelige Midler – og dér kan vi dissidenter så mødes, så få eller så mange som vi nu er.
Men national(istisk) tvangsinkludering i et krigsførende, fremmedfjendtligt og stærkt gruppeopdelt Danmark som man har skabt de sidste par år, dér går grænsen for mig.
Og det er ikke nemt for mig at skrive dette.”
Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts tale.
Wikipedia om begivenhederne den 14-15. februar 2015
Du kan læse om Omar Abdel Hamid el-Hussein her og her.
Kommentar i dag
el-Hussein synes at at have været en socialt marginaliseret og psykisk ustabil person uden forbindelser til udenlandsk, voldelige grupperinger. Men statsministeren, myndigheder og medier definerede straks begivenheden som en terrorhandling mod Danmark, det danske samfund og danskerne måde at leve på og der blev talt en del om ondskab og mørke kræfter.
Og dermed også hvor vigtigt det var at “vi” alle i Danmark står skulder ved skulder og “i aften holder vi hinanden i hånden” og passer godt på Danmark og hinanden – og i den dur.
Det fik nok fik de fleste til at tænke at Al-Qaeda, IS eller lignende som mulige gerningsmænd. Mindehøjtideligheden formidlede nok så tydeligt billedet af Danmark som offer. Hvis jeg husker rigtigt var alle partiledere, der deltog i en samtale herom, enige om at man ikke skulle definere eller forklare hvorfor nogen bliver terrorister.
Da der ikke var tale om et internationalt terrorangreb forekom meget af det, der blev sagt og gjort i de dage, temmelig irrelevant.
Enhvert “galt” menneske, der dræber en eller flere er naturligvis en forbryder, der bør straffes ifølge loven, men han eller hun er ikke per definition en terrorist.
Så hvorfor valgte regeringen og medierne den tolkning og fastholdt denne tolkning og dens politiske psykologi hele vejen igennem forløbet?