Du kan se hele dokumentar-programmet her. Hvorfor synes jeg – der selv er med nogle minutter i programmet – at det er seværdigt men ikke vellykket?
Programmet sætter fokus på en række vigtige ting i vor tid og der er en serie nok så afslørende portrætter med mennesker, der af den ene eller anden grund elsker våben. Tilrettelæggeren Jakob Thygesen er en diskret, søgende sjæl, der nok er programmets gennemgående helt men ikke stiller sig selv i centrum; han lader på en smuk måde mennesker komme til orde. Programmet cirkler omkring hans egen berettigede forundring over at vi i dagens verden synes at skabe fred med noget så destruktivt som våben og dét i uendelige, stadigt stigende og stedse mere raffinerede mængder.
Så vidt så godt. Hvad er det så der gør at det alligevel ikke rigtig lykkes?
Jeg tror det først og fremmest skyldes at programmets idé ikke er klar nok. Hér blandes våbensamlere, folk der godt kan lide at gå på jagt, amerikanske våbenbutiksindehavere, en dansk dronefabrikant og internationale våbenproducenter sammen i ét væk (og pointer gentages nok så mange gange, men tanken er vel at de skal klæde sig af selv i stedet for at blive afklædt og det er da helt fint).
Problemet er at hvis Thygesen gerne vil få sine seerer til at forstå hvorfor “vi elsker våben” så er de førnævnte typer ikke sammenlignelige. Det er hel forskellige problemer og underliggende årsager.
Den kærlighed våbensamleren har til gamle våben, håndværket og det enkelte våbens historie har ikke den mindste lighed med dem, der lever af at udforske og fremstille de mest effektive dræbermaskiner for profittens skyld i det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Den der dræber skolebørn i USA med sit avancerede våben er drevet af noget helt andet end de regeringer, der indleder krig, og “dødens købmænd” der handler med våben til internationale konflikter.
Hvis det nu var den dér psykologiske dimension han er ude efter – hvorfor elsker så mange våben? – så burde programmet have spurgt nogen, der forstår sig på menneskets psykologi. Hvis det er de økonomiske drivkræfter bag oprustningen, så havde det været pædagogisk givtigt at have talt med nogen, der véd noget om det man kan kalde MIMAK – det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – som er en sofistikeret netværk af eliteinteresser, der for skatteydernes penge ser på vold som en løsning på verdens problemer og ville miste deres privilegier og jobs hvis man skubbede det globale system og regeringers politik i retning af det FN står for – nemlig at fred skal skabes med fredelige midler, at alle civile midler skal være afprøvet og fundet virkningsløse før nogen har (folke)ret til at bruge militære eller andre voldelige midler til at få løst et problem.
I sin iver efter at give os i og for sig interessante portrætter glemmes således de underliggende strukturer. Man ville ikke være blevet forundret hvis tesen om menneskets grundlæggende ondskab var blevet bragt til torvs endnu engang – for programmets fokus er mennesker, ikke samfund, ikke økonomi, ikke magtstrukturer eller verdens uordentlige orden.
Det er jo lidt spøjst at et program af denne type ikke sætter fokus på krig eller viser hvorledes våben havner i krigszoner og bliver brugt dér af os – “de civiliserede” med den gode vold – og de andre “primitive” som vi for det godes skyld skal banke på plads.
Forestil dig at man i et sådant program havde fået skovlen under et menneske som f.eks. Fogh Rasmussen. Som statsminister bærer han hovedansvaret for Danmarks deltagelse i 4 år i besættelsen af Irak, der indebar et massemord og – sammen med de sanktioner danske regeringer også støttede – efterhånden blev til hvad der med rimelighed kan kaldes et folkemord – 1-2 millioner dræbte irakere ud af en befolkning på 24!
Derefter bliver Fogh Rasmussen belønnet af først og fremmest Washington og får stillingen som NATO’s generalsekretær hvor det er hans daglige opgave at sprede alliancen og dens brug af våben mest mulig – eller forberedelsen af eventuelt brug. Hans er general over den største samling atomvåben i verden og historien.
Kunne det ikke for os danskere have været interessant at trænge ind i hvad der foregår i hovedet på et ellers ansvarligt og begavet mennesker, der så åbenbart elsker våben? Dermed ville vi også have fået indblik i det, der så skrigende savnes i programmet, nemlig den politiske og magtpolitiske dimension af kærligheden til våben – og dermed lænken til krig.
Den lænke fungere ikke i programmet. I nogle få sekunder før jeg selv kommer på siges det at verdens regeringer bruger 20 x så meget på våben som på udviklingsbistand. Men dette faktum flagrer bort i luften. Verdens sindssyge prioriteringer – i forhold til så uendeligt store problemer vi står over for, også langt mere end udviklingsbistand – problematiseres ikke. Og dét er ikke et spørgsmål om kærlighed. Det handler om had, selvglæde, herskersyge, profitmaksimering, kort- og snæversyn, imperialisme og mangel på simpel viden om disse prioriteringer.
Eftersom programmet glider af på dette at vise de større sammenhænge og den gru som de elskede våben skaber blir det et mærkeligt tamt og u- eller a-politisk budskab. Jeg ser faktisk intet i denne times ord og billeder, der skulle kunne få ret mange til at sætte kaffekoppen eller vinglasset ned og sige: Det var lige godt satans, dét vidste jeg ikke!
Og var det ikke dét, der i en vis forstand var meningen? Og hvis det ikke var det, så er der sørme på tide at DR producerer et sådant program.
PS
Jeg har på min Facebook side antydet at jeg synes prioriteringen/balancen var gal – nemlig 55 minutter til våbenentusiasterne og 5 min til mig selv, som den eneste der er imod denne overoprustning. For så vidt er det helt OK for Jakob Thygesen var meget klar på det punkt – at sådan ville balancen være. Og det stillede jeg op på og fortryder det ikke.
Derimod har jeg to punkter desangående:
For det første ville et program med den omvendte balance være utænkeligt – aldrig 55 minutter om fredelige konflikthåndtering, ikkevold, mægling og forsoning mm og 5 minutter hvor en våbenfabrikant, politiker eller hærchef kunne argumentere imod.
For det andet ærgrer mig personligt er at der blevet filmet mindst en time med nok så meget kritik af de ting, vi ser i programmet, og dog er Thygesens klip og hovedkonklusion at selv en fredsforsker støtter idéen om at våben kan være nødvendige. Det var ligesom ikke rigtig dét, der var det grundlæggende i den samtale vi havde…