Her en lille hilsen til journalist Kathrine Carlson på Politiken
Lund, Sverige
2.12.2010
Kære Kathrine Carlsen
Anders Kristensens synspunkter vedrørende demokratiet i Nordkorea er naturligvis hen i vejret, men han har en pointe omkring den konfucianske filosofi.
For det andet er det godt at andre stemmer blir hørt – i det perspektiv er det fint at du har lavet interviewet. Men kunne du og Politiken ikke behandle Korea-konflikten på en mere professionel journalistisk måde end dette?
Det er lidt beklemmende at mærke at dine spørgsmål kun bygger på de antagelser, der findes i den vestlige mainstream presse. Der er tonsvis af kontekst, fakta og historie, der systematisk lukkes ude, tendentiøse overskrifter, interview med folk, der i den grad repræsenterer det officielle vestlige perspektiv. Et enkelt spørgsmål ville være: Hvorfor gentagne, provokative amerikansk-sydkoreanske militærøvelser i farvande, der indiskutabelt er konfliktfyldte? I hvis interesse?
Man kan forklare uden at forsvare…
Jeg morer mig altid med f.eks. at se på de miliære udgifter – du kan finde dem på SIPRIs og CIA’s hjemmesider. Selvom de ikke siger alt om intentioner, så siger de en del om kapacitet til at true og eventuelt forvolde skade. Jeg har endnu ikke set én vestlige pressedækning af disse udgifter – prøv lige selv med USA, Sydkorea og Japan på den ene side og Nordkorea på den anden. Og du vil se at Nordkorea er en dværg og har rimeligt god anledning til at føle sig truet.
Hvis man – som sikkert både du og jeg – tror på betydningen af en fri presse og en mangesidet dækning af konflikterne og deres parter rundt om i verden ligger der et meget meget stort arbejde foran os (også vedr. Iran og i sin tid f.eks. det tidl. Jugoslavien). Og meget at lære om konsekvenserne af de skæve billeder journalister – sikkert uvidende/ubevidst – formidler. De tenderer nemlig at øge, snarere end mindske risikoen for krig.
En sidste vinkel og eksempel: Vores statsminister udtaler ved NATOs møde i Lissabon at Iran er en trussel mod verden. Ikke én journalist har stillet ham spørgsmål som disse:
– Hvad bygger du det på – militærudgifter, udtalelser, kulturforskelle – eller hvad?
– Hvis det er en sådan trussel, hvilke midler er så de mest passende at møde den med?
– Ville du mene det samme hvis du var statsminister i Iran og så verden omkring dig fra dén synsvinkel?
– Iran importerer for øjeblikket næsten 50% af sin energi udefra – kan det slet ikke tænkes at de har brug for den kærnekraft som Shahen af Iran med vestlig hjælp introducerede?
– Hvis vi virkeligt ønsker at afmontere den trussel du siger Iran er – skulle vi så ikke kunne give dem så meget ret at vi erkender USA’s kup mod den demokratisk valgte Mossaddegh, som de stadig husker og som gør at mange iranere hader Vesten?
– Og endelig – kan man ikke risikere at sanktioner og trusler om ødelæggelser leder til at de faktisk vil anskaffe kærnevåben for at tilhøre den samme klub som andre atomvåbenmagter (USA, Frankrig, England etc) selv har i så stort omfang?
Så hvis du og Politiken er seriøst interesseret i hvad Korea-konflikten handler om er der meget at tage fat på – og det behøver ikke hverken begynde eller slutte med en, der på forhånd er så forudindtaget som Kristensen.
Med venlig hilsen
Jan Øberg
11. december hvor jeg poster brevet:
Ingen reaktion fra Kathrine Carlson
