Ikke til at bære – Enkefru Plums Støttefond i graven

Det fremgår af en kronik i dagbladet Information af 28. januar 2010 at Enkefru Plums Støttefond efter alt at dømme bliver nedlagt af i hovedsagen tre grunde – en strid mellem sfærer i den familieejede koncern hvis overskud var fondens grundlag, insolvens og interne stridigheder mellem bestyrelsesmedlemmerne og direktør og livsvarig administrator, advokat Christian Harlang.

Det er – som forfatterne og bestyrelsesmedlemmerne Ole Donbæk Jensen, Birgitte Rahbek, Drude Dahlerup og Trine Pertou Mach siger som afslutning – “næsten ikke til at bære.”

Jeg kendte Lise og Niels Munk Plum i næsten 20 år, dels som bestyrelsesmedlem i den første Plumfond (ikke at forveksle med Enkefruens, som forfatterne noget forvirrende kalder Plumfonden) og siden som bestyrelsesmedlem og sekretariatschef i Fredsfonden frem til 1987, den der havde til huse i Nyhavn.

For mig er det sørme næsten heller ikke til at bære. De to smukke menneskers vision er slået i stykker – og netop smukke var de i deres gerning. Principfaste, visionære, bevidste om altings værdi i den gode gammeldags forstand, dialogiserende – et langt stykke af vejen ydmyge og lidt generte men stående opret mod diverse stormvinde, ikke mindst da de gav 20 millioner væk til fred og antimilitarisme. Sådan noget gør man ikke i højborgerlige kredse uden at miste venner.

Niels var en sparsommelig type. Jeg husker en aften efter et langt møde, hvor jeg var nok så træt. Han og jeg gik rundt og ryddede op, og tankeløst samlede jeg et antal småkage bageforme, der var blevet brugt til at sætte stearinlys i, sammen og smed dem ned i en affaldssæk. Senere spurgte Niels om jeg havde set dem – og da slog det mig hvor tåbeligt det var; det var jo ikke engangs-lyseholdere. Han sagde med sit varme smil men også som alvorlig formaning, Er du da tovlig, de skal ikke smides væk!

I sekretariatet anvendtes papiret på begge sider. Niels have ikke bare skrevet klassikeren om ekstraparlamentarisme men også en af de første store lærebøger om økologi. Det var ikke bare teori; men passede på alt, der havde eller kunne få værdi. Der skulle være overenstemmelse mellem ideologi og levemåde. Det handlede helt klassisk om påpasselighed med de små ting og generøsitet med de store.

Det er næsten ikke til at bære at dem, der har bestyret hundreder af millioner kroner i Plums navn ikke synes at have kendt disse prægtige mennesker personligt. Og endnu mindre er det jo til at bære at de, der kendte dem mens de levede, i så ringe grad forstod at forvalte arven i den ånd som den blev overdraget.

Det er ikke til at bære at Christian Harlang i hvert fald ifølge bestyrelsens medlemmer har forsøgt at balancere så mange hatte på sit hoved og taget så meget betalt at det måtte komme til fyring og at der gik så lang tid. Problemerne var jo ikke ligefrem nye, så måske kunne medlemmerne være afgået kollektivt i protest på et langt tidligere tidspunkt og dermed have fremprovokeret en situation, der kunne lede til en omkonstituering? Dét er ikke let at vide, men det er let at vide at noget må være gået helt galt for hele bestyrelsen i alt for lang tid.

Af et Ritzau-telegram i Information den 16. august fremgår det at Harlang for fire års arbejde har hævet 4,5 millioner kroner og dermed er fondens suverænt største beløbsmodtager. Det var næppe en så bred tolkning af velgørenhed, Lise havde i tankerne da hun gjorde ham til ‘livsvarig’ administrator.

Ikke til at bære at balladen sammenfaldt i tid med den internationale økonomiske krise der ramte aktiebeholdningen. Tænk hvis nogen, der kalder sig bestyrere, havde afhændet hele molevitten i tide og i hvert fald haft nogle kontante skejser liggende under en ret så høj hovedpude idag. Men ingen så vel skriften på væggen, optaget som de må have været af personlige prestiger og intern kævl på netop dét plan, Lise og Niels aldrig lod noget synke til.

I den gamle Fredsfond var vi yderst påpasselige med at det aldrig måtte se ud i andres øjne som om vi, der sad i bestyrelsen, delte penge ud til egne projekter. Hvis man ser på nogle af de større uddelinger har man tilsyneladende også fraveget dette moralske grundprincip. Tænk at man ikke indså at man, uanset fakta og gode motiver, gjorde sig sårbar for mistanken.

Nej, altsammen ikke til at bære – heller ikke den skam nogen må føle over at have tabt Danmarkshistoriens støre freds-, miljø-, og menneskerettighedsfond på gulvet.

Fonden har støttet mange og gode initiativer og taget en del selv, det skal ikke glemmes. Men så meget desto mere tragisk er det derfor også at den nu lukker.

Neoliberale, konservative og militarister vil gnide sig i hænderne over at det er gået så skævt. Og se, de havde ret som sagde at ‘ventrefløjen’ altid har haft et forkvaklet forhold til penge og derfor heller ikke ved hvordan man skal tage vare på dem i de gode sager tjeneste, når man pludselig får en eventyrlig masse af dem.

Der er sikkert meget jura i alt dette – og “vinkelskriverudgydelser” som forfatterne kalder det. Men dét er ikke det væsentligste. Det er etiken bag, den måde Lises – og Niels’ – livsgerning og vision er blevet misrøgtet på.

Gad vide om Lise og Niels havde kunnet bære det?

Jeg håber inderligt at de har nye projekter i gang dér hvor de er nu og at de aldrig vil høre om dette!

Addendum af 10. februar 2010:

Som de fleste læsere nok har forstået er mit ærinde her ikke af juridisk karaktér, ejheller at tage stilling til skyldsspørgsmålet. Dertil er sagerne – og der er flere godt infiltreret i hinanden – altfor komplekse og ville kræve et omfattende forskningsarbejde. Jeg afgav et hjertesuk med udgangspunkt i min egen relation til Niels og Lise.
Det har jeg ret til at gøre uden at konsultere nogle af parterne forud for publiceringen.
Min konfliktsans siger mig, at der i den slags komplicerede sager over tid er blevet begået fejl af mere end én part; og det er sikkert nok så menneskeligt at vaske sin egne hænder mest muligt især når dramaet ender så trist.
Såvel et par af artikelforfatterne såvel som Christian Harlang har sendt mig synspunkter, helt forventeligt med påpegninger af hvor de mener, jeg ikke viser netop dem retfærdighed.

Derfor dette Addendum.

På basis af de til mig fremsendte argumenter har jeg – udover at have besluttet ikke at ændre i det skrevne – følgende at tillægge:

1) Der står ikke at nogen har puttet uddelte projektmidler i egen lomme.
2) Jeg har opmuntret dem, der er uenige i teksten, til at nedfælde sine synspunkter under artiklen som det er normalt at gøre i disse blog-tider, dog uden held. De er stadig velkomne.
3) Jeg fastholder at fonden ikke kun er død pga den økonomiske krise men også på grund af familiestriden blandt ejerne samt uenigheder i flere bestyrelser over tid. Det sidste har jeg fået overbevisende dokumentation for i de e-mails jeg har modtaget.
4) Fra Christian Harlang har jeg modtaget kopi af hans besvarelse af Advokatrådets undersøgende spørgsmål, der blev fremprovokeret af Berlingske Tidendes omfattende og negative rapportering om Enkefruens fond samt af Advokatrådets svar til ham (af 15. december 2009), hvori det meddeler at det på grundlag af det, han deri gør gældende, ikke vil foretage sig yderligere.
5) Harlang har desuden påpeget at det beløb jeg har citeret fra dagbladet Information (Ritzau) vedr. hans indtægter i forbindelse med fondsarbejdet ikke har med virkeligheden at gøre bl.a. fordi det indeholder salærer til flere andre advokatfirmaer.
Dette har han – sammen med en lang række andre emner i Berlingernes artikler – redegjort for i en 80-siders klage fra november 2009 til Pressenævnet, der så vidt jeg forstår endnu ikke har taget stilling til hans klage.

3 responses to “Ikke til at bære – Enkefru Plums Støttefond i graven

  1. Niels I. Meyer

    Kære Jan,
    Jeg har fulgt udviklingen i Enkefruens Fond på sidelinien, og jeg er enig med dig i, at det er en tragedie for freds- og miljøbevægelserne, at en kvart milliard kroner er fordampet i den blå luft.
    Finanskrisen slog sømmet i , men det var kun de færreste, der havde forudset den krise, selvom den faktisk ikke var så svær at forudse (i al beskedenhed kan jeg henvise til min bog “Udviklingens ulidelige skævhed” fra 2001, se side 30 midten).

    Sket er sket, men bedrøveligt er det.

    Gode hilsner fra Niels

  2. Jeg har søgt lidt på denne Enkefru Plums Fond. Hvad har den i grunden støttet af konkrete projekter? Jeg har lidt vanskeligt ved at finde ud af det.

    Jeg ser i øvrigt frem til, at fonden bliver pillet fra hinanden i forbindelse med konkursen, så det kan blive belyst hvordan i alverden det er lykkedes at miste SÅ mange penge.

  3. Hei Jan.

    Jeg vet ingenting om Enkefru Plum eller Hennes fond. Men i går kveld, i det jeg var på vei i sengen, dukket navnet/setningen: Enkefru Plum Minnefond opp i tankene mine.

    Litt overrasket over denne ukjente tanken ble jeg, men jeg noterte den ned og bestemte meg for å se nærmere på det i dag.
    Etter et søk på Google, finner jeg deres blogg -og jeg finner jo også at det er noe som er/heter Enkefru Plum Støttefond, og ikke Minnefond som dukket opp i tankene mine. Spennende bekreftelse på en tanke som tilsynelatende kom ut av det blå.

    Jeg har ingen forutsetning for å mene noe om denne saken, utenom at jeg synes det jeg leser i din blogg er trist lesning.
    At så mange muligheter til å gjøre noe godt i Enkefru Plums ånd brått blir borte, er en trist sak for oss alle sammen, og ekstra trist for freds- og miljøbevegelser.
    Og jeg kan kun anta at Enkefru Plum har snudd seg i graven mange ganger over denne sake, og at hun i sin ånd er både trist og sint, ovenfor de som på en eller annen måte har medvirket i oppløsningen av Enkefru Plums Støttefond.

    Uten å kjenne deg, eller at jeg kjenne til de kretser du beveger deg i, vil jeg si at det du skriver her i din blogg, på denne siden, er for meg saklig informasjon, filtrert gjennom en persons egene minner, følelser og oppfatninger -og jeg oppfatter deg ikke som støtende, anklagende eller utleverende.

    Jeg avslutter denne kommentaren med å ønske dere alt vel, og jeg håper sannheten og informasjonen som denne saken trenger, kommer for dagen i nærmeste fremtid.
    Det er vel det minste Enkefru Plum ånd og minne fortjener.

    Vennlig hilsen
    Frank-Thomas H Andersen, Norge.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s