Geisha-memoirer og geisha-jagt

Kort før min afrejse til fire måneders gæsteprofessorat i Kyoto gik jeg tilfældigvis forbi et kælderantikvariat i København. Oppe på gaden stod bogkasser og i en af dem fangede jeg ud af øjenkrogen to kraftigt malede røde læber – den slags tiltrækker jo altid opmærksomheden – og en hvid hage, hvorunder der stod “Memoirs of a Geisha”.

Det må jo være et tegn tænkte jeg, betalte de 20 kroner i kælderen – lige sagen til de 12 timers flyverejse.

Nå, dér havde jeg nu noget faglitteratur at gennemgå, men siden har jeg læst den i småbidder, dag for dag – sådan levet et lille punktvis liv med den lille Sayuris liv fra barn af en fattig fisker til livet som maiko (ung geisha i lære), siden som rigtig geisha i Kyotos berømte Gion-kvartér og til slut som tehus-ejer i New York efter 2. verdenskrig.

Arthur Golden gør det så godt så mange tror det er dokumentar – men da jeg altid bladrer lidt nysgerigt rundt før jeg læser, havde jeg set de magiske ord på side 494 at hele historien er “completely invented”.

Jeg fik lejlighed til at tilbringe mange eftermiddags- og aftentimer i Gion-kvartéret, helt unikt i verden. Dér kan man – med tålmodighed – tage opstilling i de snævre gader og have held til at se de sidste geishaer tripper frem og tilbage mellem sine “huse” for at underholde de businessmen, der er ankommet lidt forinden i sorte limousiner.

De små træhuse, restauranter, det gamle gule gadelys, skyggerne, træerne der vokser op igennem flere af husene, den mærkelig stemning af mad og drikke, fest, erotik og paparazzi, den rislende bæk langs Shirakawa Minami-dori med tranerne på ét ben, menneskers magiske møde på kryds og tværs af kulturer – jeg kan kun fascineres, men véd også at jeg hører til blandt de sidste, der får lov til at opleve det.

Om en generation eller to er det hele sikkert borte; det kaldes “udvikling”. Hvis man har heldet med sig kan man gennem døre, der åbnes for gæsterne, se ind og opdage at flere af disse tehuse, der ser ud som museer udefra er supermoderne indvendig med hvid marmor, fontæner, orkidéopsætninger og typisk japansk, enkel skønhed.

Geisha-professionen er uddøende, der er formentlig færre end hundrede tilbage, alt i alt, i Japan. Det må være ovenud vanskeligt at få okiya’erne – geisha-husene – til at overleve, selvom der er mange penge i omløb.

Geisha-kulturen – “Geiko” på Kyoto-dialekt – er en af de for os andre mest gådefuld sider af det japanske samfund. En udlænding kommer i princip ikke i nærmere kontakt med den end til, som jeg, at have held til at se en geisha trippe hurtigt og sky ned ad gaden fra et hus til et andet.

En Geishas Memoirer er også en beretning om den japanske kulturs vægt på det uudsagte, tålmodighed, tilpasning, rangorden og på det evige, traditionelle japanskhed. Om den altid konfliktfyldte, kontextuelle verden som japanerne må stykke sammen, skabe selv. Niche-samfundet.

Nogle vil givetvis se geisha-fænomenet som det ekstreme udtryk for kvindeundertrykkelse eller “slaveri”. Men også dette må ses i en sammenhæng. Men vist, geishaer er vel blevet netop dét fordi de ikke kunne blive andet eller fordi de tilfældigvis er født med et udseende, der i japanske øjne udtrykker skønhed.

Sayuri har sine drømme som alle andre børn og unge, men hun må undertrykke dem. Den mand hun er fascineret af – meget ældre og meget højere status end hun – må hun affinde sig med at vente på i årevis inden hun for første gang kan være alene med ham og han kan give hende et første lille forsigtigt kys.

Hen imod slutningen frigør hun sig. Hendes første rejse uden for Japan – ledsagende denne mand – går til New York og hun fascineres. Efter flere besøg dér beslutter hun sig for ikke at komme tilbage og ifølge fiktionen beretter hun sit livs historie for forfatteren dér, som ejer af et lille tehus på Fifth Avenue. Hun synes lykkelig, måske for første gang i sit liv – og netop uden for Japan men ofte sammen med japanere i New York.

Mit fotoudstyr er absolut ikke en paparazzis. Men et par billeder kan måske blive til noget. I ét tilfælde hvor jeg sprang op på siden af en geisha, standsede hun op, vendte sig og smilede, nejede og trippede så hastigt videre; det hele tog vel 5-10 sekunder. I det relative mørke og uden blitz er er det nu ikke nemt…

Idag læste jeg bogen til ende. Måske jeg ubevidst har villet brede den gode oplevelse ud over længst mulig tid? Med bogen oplever jeg mig jo lidt tilbage i det Kyoto, jeg kom til at holde så meget af. Og det bedste er, at jeg formentlig skal være gæsteprofessor regelmæssigt i en måned ad gangen i de kommende år.

Mere geisha-jagt? Det tror jeg. Man kan altid håbe på at skyde bedre billeder. Jeg håber sandelig, der vil være nogle tilbage af denne sjældne kulturelle art. Og at japanerne vil frede disse sidste rester af et historisk miljø for altid, også efter at geishaerne er borte.

Arthur Golden
Memoirs of a Geisha
Vintage 1999, 498 sider