Geisha-memoirer og geisha-jagt

Kort f√łr min afrejse til fire m√•neders g√¶steprofessorat i Kyoto gik jeg tilf√¶ldigvis forbi et k√¶lderantikvariat i K√łbenhavn. Oppe p√• gaden stod bogkasser og i en af dem fangede jeg ud af √łjenkrogen to kraftigt malede r√łde l√¶ber – den slags tiltr√¶kker jo altid opm√¶rksomheden – og en hvid hage, hvorunder der stod “Memoirs of a Geisha”.

Gion 2009


Det må jo være et tegn tænkte jeg, betalte de 20 kroner i kælderen Рlige sagen til de 12 timers flyverejse.

N√•, d√©r havde jeg nu noget faglitteratur at gennemg√•, men siden har jeg l√¶st den i sm√•bidder, dag for dag – s√•dan levet et lille punktvis liv med den lille Sayuris liv fra barn af en fattig fisker til livet som maiko (ung geisha i l√¶re), siden som rigtig geisha i Kyotos ber√łmte Gion-kvart√©r og til slut som tehus-ejer i New York efter 2. verdenskrig.

Arthur Golden g√łr det s√• godt s√• mange tror det er dokumentar – men da jeg altid bladrer lidt nysgerigt rundt f√łr jeg l√¶ser, havde jeg set de magiske ord p√• side 494 at hele historien er “completely invented”.

Jeg fik lejlighed til at tilbringe mange eftermiddags- og aftentimer i Gion-kvart√©ret, helt unikt i verden. D√©r kan man – med t√•lmodighed – tage opstilling i de sn√¶vre gader og have held til at se de sidste geishaer tripper frem og tilbage mellem sine “huse” for at underholde de businessmen, der er ankommet lidt forinden i sorte limousiner.

De sm√• tr√¶huse, restauranter, det gamle gule gadelys, skyggerne, tr√¶erne der vokser op igennem flere af husene, den m√¶rkelig stemning af mad og drikke, fest, erotik og paparazzi, den rislende b√¶k langs Shirakawa Minami-dori med tranerne p√• √©t ben, menneskers magiske m√łde p√• kryds og tv√¶rs af kulturer – jeg kan kun fascineres, men v√©d ogs√• at jeg h√łrer til blandt de sidste, der f√•r lov til at opleve det.

Om en generation eller to er det hele sikkert borte; det kaldes “udvikling”. Hvis man har heldet med sig kan man gennem d√łre, der √•bnes for g√¶sterne, se ind og opdage at flere af disse tehuse, der ser ud som museer udefra er supermoderne indvendig med hvid marmor, font√¶ner, orkid√©ops√¶tninger og typisk japansk, enkel sk√łnhed.

Geisha-professionen er udd√łende, der er formentlig f√¶rre end hundrede tilbage, alt i alt, i Japan. Det m√• v√¶re ovenud vanskeligt at f√• okiya’erne – geisha-husene – til at overleve, selvom der er mange penge i oml√łb.

Geisha-kulturen – “Geiko” p√• Kyoto-dialekt – er en af de for os andre mest g√•defuld sider af det japanske samfund. En udl√¶nding kommer i princip ikke i n√¶rmere kontakt med den end til, som jeg, at have held til at se en geisha trippe hurtigt og sky ned ad gaden fra et hus til et andet.

En Geishas Memoirer er også en beretning om den japanske kulturs vægt på det uudsagte, tålmodighed, tilpasning, rangorden og på det evige, traditionelle japanskhed. Om den altid konfliktfyldte, kontextuelle verden som japanerne må stykke sammen, skabe selv. Niche-samfundet.

Nogle vil givetvis se geisha-f√¶nomenet som det ekstreme udtryk for kvindeundertrykkelse eller “slaveri”. Men ogs√• dette m√• ses i en sammenh√¶ng. Men vist, geishaer er vel blevet netop d√©t fordi de ikke kunne blive andet eller fordi de tilf√¶ldigvis er f√łdt med et udseende, der i japanske √łjne udtrykker sk√łnhed.

Sayuri har sine dr√łmme som alle andre b√łrn og unge, men hun m√• undertrykke dem. Den mand hun er fascineret af – meget √¶ldre og meget h√łjere status end hun – m√• hun affinde sig med at vente p√• i √•revis inden hun for f√łrste gang kan v√¶re alene med ham og han kan give hende et f√łrste lille forsigtigt kys.

Hen imod slutningen frig√łr hun sig. Hendes f√łrste rejse uden for Japan – ledsagende denne mand – g√•r til New York og hun fascineres. Efter flere bes√łg d√©r beslutter hun sig for ikke at komme tilbage og if√łlge fiktionen beretter hun sit livs historie for forfatteren d√©r, som ejer af et lille tehus p√• Fifth Avenue. Hun synes lykkelig, m√•ske for f√łrste gang i sit liv – og netop uden for Japan men ofte sammen med japanere i New York.

Mit fotoudstyr er absolut ikke en paparazzis. Men et par billeder kan m√•ske blive til noget. I √©t tilf√¶lde hvor jeg sprang op p√• siden af en geisha, standsede hun op, vendte sig og smilede, nejede og trippede s√• hastigt videre; det hele tog vel 5-10 sekunder. I det relative m√łrke og uden blitz er er det nu ikke nemt…

Idag læste jeg bogen til ende. Måske jeg ubevidst har villet brede den gode oplevelse ud over længst mulig tid? Med bogen oplever jeg mig jo lidt tilbage i det Kyoto, jeg kom til at holde så meget af. Og det bedste er, at jeg formentlig skal være gæsteprofessor regelmæssigt i en måned ad gangen i de kommende år.

Mere geisha-jagt? Det tror jeg. Man kan altid h√•be p√• at skyde bedre billeder. Jeg h√•ber sandelig, der vil v√¶re nogle tilbage af denne sj√¶ldne kulturelle art. Og at japanerne vil frede disse sidste rester af et historisk milj√ł for altid, ogs√• efter at geishaerne er borte.

Arthur Golden
Memoirs of a Geisha
Vintage 1999, 498 sider

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.