Forudsigelig Fiasko – også for Maslows teori

Talte for nogle dage siden med forlæggeren af min bog “Forudsigelig Fiasko. Om Konflikten med Irak og Danmark Som Besættelsesmagt,” Claus Clausen på Tiderne Skifter. Vi konstaterede at der tre uger efter udgivelsen kun findes én anmeldelse, positiv, i Fyens Stiftstidende. Der er ellers argumenter nok: Krigen betragtes som den vigtigste i verdens medier. Den såkaldte suverænitetsoverdragelse finder sted om få dage og Danmark er besættelsesmagt. Bogen er, så vidt jeg véd, den mest omfattende fremstilling i Norden af før, under og efter krigen. Bogens konfliktanalytiske perspektiver leder frem til en snes forslag til en bedre fremtid. Det opfylder vel de fleste af kriterier som nyheder og aktualitet? (Og dem, der hader fredsforsker Øberg har hér en god lejlighed).

Som Claus sagde, det er et held at vi ikke er paranoiske eller tror på konspirationer (ud over dem der er sande, plejer jeg at lægge til, parafraserende Oscar Wilde). Det betaler sig ikke at blive bitter, men surt er det sgu. Skal man sige at alle i medierne er nogle kvægpander, der ikke forstår – eller vil forstå – betydningen af hverken krigen eller denne (naturligvis!) banebrydende analyse? At de ikke bryder sig om denne bog, fordi det minder dem om deres egne forenklinger og uomtalte perspektiver, der jo ikke var særligt flatterende for den frie presse? Næh, det nytter heller ikke at skyde på den enkelte i pressen.

Bogen savner én vigtig ting, som skal med for at komme i betragtning: en personlig historie. Den savner det dér med at der er en person, vi kan identificere os med undervejs, en boghandler i Kabul eller en journalist på farlig færd eller karaktéren af memoirer, som Arne Treholt – der ude dagen efter min bog på samme forlag – opnår mere omtale på.

Men det forklarer heller ikke tavsheden. Jeg tror det handler om noget, som allerede slog mig tidligere; Claus mente at et oplag på 1.000 ville være realistisk. Jeg troede ikke mine ører, 1.000 for en trods alt alment læselig bog om dette dødaktuelle emne – Myter om vor sikkerhed, min doktorsafhandling udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke i 1981 solgte i 7.000 eksemplarer!

Interesting too?  Klummer i "Arbejderen"

Men sådan er det nu om stunder – med et udtryk min mormor brugte flittigt samtidig med at hun rystede på sit kloge hoved over verdens dårskab.

Gå ind i en boghandel og se dig omkring: mad, sport, kendte mennesker, krig og militærvæsendets historie, bøger om hvordan du kan blive lykkelig, indrette dit hjem på den rette måde, modetrender og så videre. Aviserne er fyldte med de samme stofområder og skriver ofte om de samme begivenheder inden for hvert område!

– Husk på at det er en smal bog, sagde Claus da han så min forundring. Og jeg tænker, at skønne dag blir det så smalt dér på markedet, at der ikke kommer noget som helst igennem grøden af ligegyldighed.

Leder velstand overhovedet til et mere seriøst liv? Ja, for nogle, men ikke for majoriteten. Det er underholdningens klaphattemarked i disse post-postmoderne tider, hvor vi forholder os ligegyldigt til vigtige ting. Eller er det nihilismen, der spøger – at intet kan siges at være vigtigere end andet – at selv det ligegyldige bliver interessant for den måde det er ligegyldigt på?

Jeg kan huske langt tilbage i tiden, det må have været i de tidlige 1970-ere, hvor filosofiprofessor David Favrholdt – en interessant menneske, jeg i 1983 rejste i Kina med – havde skrevet i en bog, at højst 7-8 procent af befolkningen nogen sinde ville interessere sig alvorligt for kultur. Han fik nogle ordentlige nogen på frakken af tidens politiske korrekte drenge. Han havde ret – og det havde de også (jeg tilhørte forresten selv dem, der syntes han var arrogant indtil jeg lærte ham at kende).

Interesting too?  Much stronger than during the First Cold War: Why is NATO so irrational today?

De havde ret fordi de i hvert fald havde drømmen – i Maslowsk forstand – om at når vi havde ordnet det materielle i vor samfundsudvikling så ville mennesket hengive sig til det åndelige, kulturelle, musiske, skabende – eller hvad vi nu vil kalde det. De/vi havde en drøm som Favrholdt skar i småstykker. Men sådan noget måtte man bare ikke sige.

I dag 30 år senere behøver man ikke engang sige det eller drøfte det. Sagen er klar. Vi kan stikke den Maslowske drøm skråt op. I det mindste indtil der sker et eller andet brag vores egen boldgade, der er alvorligt nok til at vi samler os sammen til lidt større samfundengagement, fællesskab, ydmyghed og nysgerrighed om den verden, vi i lystelig egocentricitet og opportun uvidenhed bruger til vore egne, snævre materialismes evige maksimering. Og NATOs krigseventyr.

I klaphatte-Danmark er EM 2004 så vigtig, at TV-Avisen flyttes til 21.30 og klemmes ned til 10 minutter. Verdens gang? Who cares? Fodbold er da vigtigere. Vé den der formaster sig til at protestere, sikke en træmand med hængerøv! Yes, jeg er én af dem. Danmark og Sverige spillede uafgjort 2-2 og jeg mangler sikkert noget victigt, for jeg kan ikke se at det er særligt vigtigt.

Nej, Marx havde ret, sport (og underholdning kan man trygt tillægge) er opium for folket. Det er den store daglige skævert, der holder den gående lidt endnu for dem, der nødvendigvis må skærme sig fra det frygtindgydende faktum, at alt hvad flertallet gør – herunder flertallet af multinationale selskaber og regeringer – i disse årtier bringer os nærmere en eller anden slags systemsammenbrud.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.