Danmark: Et primitivt udstillingsvindue for det Militær‑Industrielle‑Medie‑ Akademiske Kompleks (MIMAK), der tilsidesætter fred og sameksistens

Ikke ét eneste danske medie vil bruge dette eller finde det journalistisk korrekt at bede om en kommentar, for fred gennem våben er den Orwellianske NATO-filosofi, som det officielle Danmark tanke- og skamløst står for anno 2025 – åbenbart også Børsen og Kammeradvokaten

Den 8. december 2025 afholdes Copenhagen Security Summit i Falkoner Centret på Frederiksberg. Med 35 talere og over 1.200 deltagere er det en af Danmarks største samlinger om geopolitik og sikkerhed. Arrangørerne er Dansk Industri (DI), Ernst & Young, Poul Schmith (Kammeradvokaten) .. !! .. Danske Bank og Børsen, og blandt de profilerede navne finder man Yulia Navalnaya, Mike Pompeo og Lars Løkke Rasmussen.

Programmet bevæger sig fra politiske rammesætninger til erhvervslivets ansvar, kritisk infrastruktur og transatlantisk dialog. Formålet er at undersøge “erhvervslivets rolle i en brudt verdensorden” og dermed eksplicit knytte virksomheder til Europas historisk unikke og selvdestruktive militarisering.

MIMAK i praksis

Topmødet er et skoleeksempel på det Militær‑Industrielle‑Medie‑Akademiske Kompleks (MIMAK) opererer:

Militær: NATO‑repræsentanter, Pompeo og danske politikere forankrer mødet i alliancens politik og oprustning.

Industri: Direktører fra Vestas, Danske Bank, EY m.fl. . fremstilles som “frontlinjeaktører” i sikkerhed, hvilket normaliserer erhvervslivets militarisering.

Medier: Børsen er ikke blot dækning men medarrangør, hvilket sikrer en promoverende fremstilling frem for kritisk journalistik. Andre ledende medier som Politiken, Berlingske og DR skriver om det uden antydning af kritisk journalistik.

Akademisk/ekspert: Analytikere og compliance‑specialister leverer den intellektuelle legitimitet, der omdøber militarisering til “sikkerhed,” “resiliens” og “risikostyring”.

Juridisk: Kammeradvokatens tilstedeværelse knytter mødet direkte til staten og indlejrer militarisering i lov og forvaltning.

Summit’en iscenesætter en “brudt verdensorden”, hvor sikkerhed ligestilles med militarisering, og erhvervslivet indrulleres i NATO’s logik.

Det, der mangler

Et så stort og elitært arrangement ville aldrig blive afholdt om andre presserende udfordringer:

• Konfliktløsning og fredsarbejde: Ingen paneler om mægling, dialog eller konfliktanalyse – kort sagt et forum af konflikt‑ og freds‑analfabeter, der kun kan tale i militære termer.
• Civile roller i sikkerhed: EU’s civile konfliktstyringsinstrumenter og FN’s fredsbevarende indsats er helt fraværende.
• Globale udfordringer: Klimaforandringer, miljøkriser og globalt samarbejde ignoreres, selv om de er eksistentielle trusler.

Topmødet er tydeligt anti‑russisk: Navalnaya symboliserer modstand mod Moskva, mens Pompeo understøtter transatlantisk konfrontation. Der gives ingen plads til diplomatiske løsninger, kooperativ sikkerhed eller fredelig sameksistens.

Danmarks rolle

Topmødet afspejler også, hvordan Danmark under statsminister Mette Frederiksen har stået i spidsen for militarisering. Ved at være vært og aktiv promotor placerer Danmark sig som en loyal NATO‑medlem, der implicit støtter yderligere bevæbning af Ukraine og en politik, der udelukker stabilitet med Rusland. Fokus er på konfrontation og afskrækkelse, ikke på dialog eller sameksistens.

Fordømmelse og appel

Copenhagen Security Summit er derfor ikke et neutralt dialogforum men et ritual for militarisering, arrangeret af eliter med interesser i våbenproduktion, forsvarsindkøb og erhvervslivets sikkerhedsgørelse. Det fordømmer sig selv ved udeladelse: ingen fred, ingen konfliktløsning, ingen civile alternativer.

Det er kakistokraternes ritual – en alliance af militær, industri, medier og akademi, der styrer uden kompas mod fred.

Det, der behøves, er et mod‑topmøde for fred og sameksistens: en samling, hvor konfliktanalytikere, fredsforskere, miljøstemmer og civilsamfund kan formulere alternative visioner. Europa må generobre dagsordenen fra MIMAC og insistere på, at sikkerhed ikke kun handler om våben, men om diplomati, konflikthåndtering, bæredygtighed og begavede ikke-militære metoder til fremme af fred og sameksistens.

Uden sådanne initiativer risikerer Danmark at blive husket ikke som brobygger, men som spydspids for militarisering i Europa.