Forleden kunne man læse at regeringen har besluttet at oprette freds- og konfiktforskning i Danmark. Umiddelbart kunne det jo se ud som en lille smule sund fornuft da det er 21 år siden at det internationalt særdeles velrenommerede Copenhagen Peace Research Institute, COPRI, blev demoleret af Fogh Rasmussen-regeringen og resterne af det underlagt Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS – i den process forsvandt de bedste COPRI forskere andre steder hen. Der har således ikke eksisteret nogen institutionaliseret freds- og konfliktforskning i Danmark.

Meddelelsen indgår i Aftaler om fordeling af forskningsreserve mv. i 2025 november 2024 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der ledes af minister Christina Egelund.

Her er hvad der faktisk står:

For det første er det jo lidt spøjst, at det moderne Danmarks mest militaristiske, krigsheppende og sikkerhedsintellektuelt mest pauvre regering pludselig siger at “so ein Ding müssen wir auch haben.” At denne statsledelse skulle tage et analytiske resultater fra fredsforskere alvorligt er slet og ret utænkeligt.

For det andet bemærker man, at Danmark, der allerede har en 4-5 militære forskningscentre, et Forsvarsakademi samt en andel af DIIS-forskningen financieret af Forsvarsministeriet skal have yderligere 40 millioner kroner at lege med.

For det tredje må 5 millioner kroner til at skabe et helt nyt forskningsområde og udvikle det miljø, et sådant kræver, nok bedst og venligst lignes ved at en trængende person pisser i Atlanterhavet. Det er da heller ikke klart hvordan midlerne skal fordeles mellem diplomatiforskning og freds- og konfliktforskning.

For det fjerde ser det ud til, at de ministerielle bureaukrater ikke har megen indsigt i hvordan man starter et sådan nyt feldt op. Man starter netop ikke ved at satse på forskning, når der i praksis ikke allerede findes hverken et eksisterende forskningsmiljø eller uddannede undervisere/forskere inden for faget, og slet ikke uden at der i årevis er kørt kurser i faget således, at der ville stå en række unge talenter klar til at med deres afsluttede eksamener i hånden igangsætte forskningsprojekter inden for området.

For det femte lægger man mærke til, at man snildt kommer rundt om de netop nævnte problemer ved at denne såkaldte fredsforskning skal foregå i regi af DIIS. Men DIIS ligger, som dets navn siger, inden for faget internationale studier; dertil kommer at det er et statsligt finansieret institut, der nødvendigvis skal operere inden for de rammer, der overordnet er sat gennem fastlæggelsen af den nævnte ekstremt militaristiske udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske linje, herunder beskæftige sig med de problemerområder, som Danmark er involveret i.

Om en fri forskning til fordel for fred – det stik modsatte af regeringens og Folketingets kurs – kan der ganske enkelt ikke blive tale.

Men DIIS har skam en side om dets “forskning inden for fred og konflikt” hvor der straks siges, at “etableringen af fred kræver, ud over viden om militære aktioner og deres konsekvenser, (min kursivering) også en forståelse for politik, udvikling og civiles sikkerhed.” Militære aktioner er altså det centrale og kombineres med de andre – sekundære – ting. Du kan selv læse om projekterne og forskerne på linket.

På linket fremgår det også meget klart, at DIIS ikke satser på teori og begreber eller anden grundforskning inden for det brede feldt; det er konkrete empiriske studier af de for dansk politik vigtige områder, det drejer sig om. Det er opdragsforskning omend det ikke kaldes sådan. En grundforskning i fred vedrørende temaer som f.eks. hvad er vold, hvordan definieres konflikter og deres løsning, mæglingsteori, ikkevold, fredsbyggeri, forsoning, tilgivelse og meget meget andet – ville ligeledes falde udenfor det intellektuelt og politiske korrektes snævre rammer.

Det hér er således overhovedet ikke freds- og konfiktforskning, det er internationale studier af konflikter, og dét er noget ganske andet.

Hvad regeringen overhovedet ikke har fattet er at freds- og konfliktforskning er en målorienteret forskning, der har til opgave at: a) undersøge forekomsten af alle former for vold og hvordan disse udøves og hvilke konsekvenser de har; derefter undersøge b) hvorledes vold kan reduceres og endelig c) hvordan de ved denne reduktion frigjorte menneskelige og andre resourcer kan anvendes til at skabe en fredelige situation, en fredeligere verden.

Dette er en kort definition.

Men parallellen er, som læseren allerede har gættet, faget medicin, der også er en forskning med et mål – et værdiorienteret mål om sundhed/velfærd – nemlig at forstå sygdomme og deres effekter på krop og samfund, anvise veje til at reducere sygdomsfremkaldende faktorer og derpå skabe positiv sundhed i mennesker og samfund – herunder forebyggende af nye sygdomme, ganske som fredsforskning skal angive midler til at forebygge, at de forskellge former for krig og anden vold dukker op igen.

Med andre ord – videnskabelig Diagnose, Prognose og Behandling til mindskning af vold (negativ fred) og fremme af et samfund, der opererer på et meget lavere voldsniveau, frigør resourcer til at skabe noget nyt og bedre – et fredeligere samfund (positiv fred) samt forebygge at der sker tilbagefald.

Man kan også sige, at freds- og konfliktløsning er studiet af FN-Erklæringens Artikel 1, der meget klart siger, at fred skal skabes med fredelige midler – og hvordan man skulle kunne begynde at gøre det i det internationale samfund.

Så enkelt – og åbenbart så svært – er dét.

Og derfor har det, man nu har afsat fjollede 5 millioner til, ikke det mindste at gøre med akademisk freds- og konfliktforskning. I den intellektuelle hæderligheds navn, kald det (opdrags)forskning i international politik til støtte for den til enhver tid førte politik.