Op gennem den moderne verdenshistorie har stormagter, imperier og civilisationer afløst hinanden. Ingen har holdt sig på toppen i det uendelige – der sker en fødsel, det nye vokser kreativt og materielt op til det når et toppunkt og måske begynder at slappe af, og derefter går det før eller senere ned af bakke – i forhold til nye magter, der vinder frem – for siden at miste lederrollen helt og blive én blandt mange i en ny verdensorden.
Det er det globale samfunds – menneskehedens – naturlov og den er ret ubønhørlig. Nedturen kan have mange (kombinationer) af årsager, her er nogle af de klassiske i makro-historien:
• Svækkelse af innovation og økonomisk vækst;
• Over-militarisering og tabte krige;
• Man vil helst styre hele verden men savner den nødvendige ledelseskapacitet til;
• Vigende legitimitet i andres øjne;
• Andre lærer af os men kommer på nye samfundskonstruktioner, som fungerer bedre.
Det går også hurtigt nedad, når man kun arrogant belærer andre men ikke vil lære noget af dem. Og er man desuden et system, der bygger på missionsvirksomhed – på at få de andre til at gøre, som vi vil at de skal, eller blive som os – ja så går alting meget hurtigere ned ad bakken.
Der er i hovedsagen to måder at gå ned på. Typisk maksimerer man den type af magt hvor man er relativt stærk. Er der tale om en stadig svagere økonomi og mangel på nytænkning men man stadig er stærk på det militære område – ja, så maksimerer man militæret, men det fremskynder blot forfaldet, fordi militarisme og krig er til direkte skade for den civile økonomi. Andre spillere, der klogere satser på social og økonomisk udvikling vil så vinde i økonomisk status, dvs. skabe bedre liv for de mange – hvilket miltæret og krigshandlinger som bekendt ikke kan. Det hele bliver selvdestruktivt, en ond cirkel.
Imperier kan gå ned stille og roligt (implodere indefra) eller med et brag (eksplosion, konfrontation, krig – tabte krige). Det gamle Sovjetunionen imploderede i slutningen af 1980erne, og det skal vi være russerne og deres sidste præsident Mikhail Gorbachev meget taknemmelige for.
For hvad gør man når/hvis man indser at spillet er slut – at vores tid er omme? Den kloge tilpasser sig det nye og fremtidens verdensorden – ”if you can’t beat them, join them” og bidrager til fællesskabet.
Men den dumme fornægter virkeligheden (som en alkoholist, der nægter at indse sin afhængighed af flasken) eller udvikler det, som socialpsykologer kalder ”gruppetænk.”
Gruppetænk opstår når en lille gruppe over tid udvikler en fælles forståelse af verden og successivt afskærmer sig fra enhver information, der ikke passer til medlemmernes fælles billede og værdier og til sidst mener, at de er ufejlbarlige, er de eneste, der kan tænke og kender hele sandheden.
Lige netop dér træffer gruppen i overmod en beslutning, som viser sig at blive katastrofalt forkert. De sad jo inde i boksen uden virkelighedskontakt – i en situation hvor de havde mere brug for analyser udefra end nogensinde. Helt typisk beslutter gruppen at gå i krig for vi har jo ret, er stærke og vil vinde. Og så taber man. Imperiet er slut med et brag af dumhed i stedet for med smart tilpasning.
Den smarte klarer sig normalt helt fint i den nye globale struktur, mens den dumme bliver en periferi, ingen har lyst til at omgås: Krig, folkemord, arrogance, konfrontation, dæmonisering, militarisme, vi-alene-vide, censur, udelukkelse, løgn, (selv)bedrag, propaganda, trusler, missionsvirksomhed med enten en bibel eller med et sværd – nej du, godt at de endelig landede på historiens mødding!
Hvis du ovenfor tænkte at det var en aktuel Diagnose for Vestverden, USA/NATO og Danmark, så er det ikke helt galt.
Prognosen er mørk på grund af den uhelbredelige fornægtelse af en form for fælles virkelighed, som forhindrer intelligente politikker, der kunne føre til helbredelse. Man kan også formulere det på denne måde: Den selvglade fortælling er blevet så løsrevet fra virkeligheden, at der ikke er nogen vej tilbage; du vil fortsætte med at træffe beslutninger inden for din gruppetænk-kasse og lide under de – accelererende (selv)destruktive – konsekvenser af konsekvent at træffe kontraproduktive beslutninger.
Narrativet er blevet vigtigere end virkeligheden. Man narrer sig selv – det er et narre-tiv.
Det er derfor, jeg i nogle år har argumenteret for, at den internationale udvikling ikke længere kan forstås ved hjælp af traditionelle akademiske discipliner som statskundskab eller internationale relationer. Rationelle forståelsesmåder kan ikke forstå den virkelige natur af irrationel, (selv)destruktiv, narrativ og følelsesdrevet adfærd.
For at forstå Vestens uigennemtænkte politikker må vi i disse år ty til discipliner som psykologi, teologi/eskatologi (slutspilsopfattelser), filosofi og psykiatri og låne indsigter fra litteraturen, herunder dramaer og andre kulturelle udtryk.
Dette er en let udviddet udgave af min klumme i Arbejderen den 30. oktober 2024.
.
Imperier i sene “udviklings”-faser forstår ikke liv, hverken eget eller andres liv. Gennem centralisering af magt og mammon antager imperier i sene faser udpræget lighed med dødskulter, som de kendes fra historien. Et samtidigt eksempel på en dødskult: ” Skull & Bones ” ~ ved sammenkomster identificeres og hilses “bonesmen” først; derefter “gud” og “hvermand”; og liv iøvrigt. ( kvinder og børn nævnes ikke )
.
Dødskulten kender prisen på døde ting, men ikke værdien af det levende. I dødskulten indtræder “de indviede” i firmaer/bestyrelser/fonde mm – altså døde juridificerede konstruktioner – hvoraf “de” udtræder, enten som “frafaldne”, eller når kadavrets forrådnelse overstiger affføringen. ” Liv kommer og går – firmaet for evigt består ”
.
Dødskultens “værdisæt” er i bund og grund afledt af løgn, tyveri, mord – et totalt fravær af respekt for liv – Hippokrates’ antitese. I sin yderste konsekvens efterstræber dødskulten “den endelige løsning” – alt og alles død – hvorved dødskulten foregriber sin egen undergang, med dets sammenblandede præsteskab af profeter og pritter – hvorved livet, midt i dødskultens tomrum, atter pibler frem, gennem revner i den beton-belagte og overasfalterede fanden-i-voldske “effektivitet”.
.
Jeg kender ikke paralleller til dødskultens irrationelle adfærd fra naturens side. Der findes adfærdsbiologiske mønstre i flokke, som kan have visse ligheder med menneskers “flokmentalitet” – men forskellen er at sådanne mekanismer i naturen virker hensigtmæssigt og sikrer artens overlevelse indenfor de respektive grupperinger; hvor det modsatte ofte er tilfældet blandt mennesker. Hvorfor ? Er mennesket en mislykket konstruktion fra naturens side, med henvisning til dets selvdestruktivitet – er mennesket ringere stillet end andre levende væsner, som uden videre opfører sig konstruktivt, og i stand til at overleve ( indtil menneskers destruktivitet evt. breder sig til at true og andre levende væsners livsvilkår ) ?
.
Er mennesker problemet, eller er det en forskruet og destruktiv tankegang, der har bemægtiget sig menneskenes udmærkede evner ? Er dødskultens tankegods dybest set en parasitisk adfærd, som suger næring fra selve livet iboende overskud; midt i et energimæssigt overskudsbetonet og dynamisk univers ? Er der andre end mennesker, der kan bilde sig selv og hinanden ind at ” der er mangel og underskud ” på snart sagt … ” alt “. Tankegodset i dødskulten er i bund og grund “syg” og virkelighedsforstyrret ( selvom dødskultens indviede er overbevist om det modsatte ).
.
Hvis andre levende væsner kan oprette en vis orden og stabilitet i deres livsvilkår, og indgå i symbioser med andre levende organismer, til alles bedste – hvis f.eks. fugle kan – hvorfor skulle mennesker så ikke også kunne ?
.
Interessante overvejelse, kære Omar – men jeg véd for lidt om disse ting til at kunne underbygge idéen om at det er en dødskult. Selvdestruktivitet ja, men den er som jeg ser det, resultatet af et verdensbillede, der ikke “stemmer” og derfor blir beslutningerne boomeranger. At det er en VILLET dødskult har jo nok sværere ved at se eller forstå. Anyhow, mit perspektiv er makro – imperiers strukturelle opgang og fald. Og de dør derimod med garanti – på et eller andet tidspunkt – men de dør ikke fordi imperialisterne ØNSKER at deres imperier skal dø. Alt godt – JAN
Et andet eksempel på en dødskult :
Uanset hvem der kommer til at beklæde/beskæmme det igangværende imperium, så vil det associerede mini-imperium få fuld støtte til dets forsatte ekspansion.
.
De omtalte imperier er begge historisk svøbt og undfanget gennem vold og drab af andre folk, og ekspanderer gennem tyveri af de dræbtes land og ressourcer ~ og forsøger at “legitimere” sig selv igennem omskrivning ( virkelighedsforvrængning ) af “historien”.
.
Det er helt forudsigeligt for voldsimperier – og dødskulte – også når det ender med deres egen undergang.
rettelse til 1. kommentar :
” præsteskab af profeter og profitter “
Ja, men jeg er nu ikke enig i, at det var produktivt for den efterfølgende verdenssituation at Gorbatjov og Jeltsin kom til og Sovjet imploderede.
Jeg ser at formuleringen kan misforstås. Jeg mente i et afsnit om eks- versus implosion, at vi skal være glade for at Sovjetunionen imploderede og at Gorbatjov ikke lod det eksplodere i storkrig. Men tak for påpegningen! – JAN
.
Dette er kun en reflektion over de begreber jeg har anvendt; men ikke udtryk for en grundlæggende uenighed i dette forum, så vidt jeg kan se.
.
Det kan være at udtrykket ” materialistisk civilisation ” har bredere appel ( end det fagligt anerkendte begreb, dødskult, som anvendes indenfor moderne antropologi og etnologi ~
og som også i denne sammenhæng kaster et delvist opklarende lys over den vestlige civilisation, i den aktuelle situation). Lægeverdens beskrivelse af en cancerramt organisme giver også umiddelbart god mening, da det beskriver hvordan cancerramte cellemiljøer kan trives på bekostning af værtsorganismen, og gennem flere faser, hvoraf den terminale fase er den sidste, kan have fatale konsekvenser for værtsorganismen.
.
Materialisme handler om prisfastsætte og handle med døde ting. I den moderne udgave af materialisme har produkter mere frihed, f.eks bevægelsesfrihed på tværs af grænser, end mennesker har. Produkter, og deres firmaophav, har idag rettigheder der trænger ind på de traditionelle menneskerettigheders livs/intimssfære. Produkternes rettigheder ekspanderer, mens de traditionelle menneskrettigheder inddrages og konfiskeres. Produkter, og deres ejere, står med ekstern støtte via Sø- og Handelsret’sinstanser over nationale forfatninger og retsinstanser, i tilfælde af tvistemål – enkeltstående mennesker kan derimod ikke løfte krænkelser af deres liv/livsudfoldelse til hverken højesteret i Dk, eller få adgang til at gå videre med deres sag ved internationale retsinstanser, såsom Domstolen i Haag, ICJ. Altså klare eksempler på at døde ting prioriteres højere end levende mennesker = “en materialistisk civilisation, hvis “credo” er at alle menneskelige/eksistentielle problemer kan konverteres til økonomisk/juridisk/tekniske begreber, og hvis løsninger findes indenfor deraf afledte prisfastsatte produkter. Indenfor antropologien har materealismen fundamentale fællestræk med hvad jeg har kaldt for “dødskult”. Psykologien belyser også hvorfor materialisme ikke er dækkende for hvad et menneske er. Det er også belyst indenfor folkelige traditioner overalt i verden, som indenfor de deraf afledte reliøse og filosofiske verdensanskuelser.
.
Nogle af disse tanker findes i Knud Vilby’s ” Den globale rejse ” og i ” kampen mod de fattige “. Fænomenet berøres også hos Wilhelm Reich og C.G.Jung o.m.a.
Kun i tilfælde af “fælles kollektive søgsmål” kan principielle sager rejses indenfor retssystemet; men som en større gruppe danskeres forsøg på at indstævne den daværende danske regering for brud på landets forfatning ifm indledning af Irak-krigen viste, er dette princip i praksis også undergravet. Et politisk drevne “domsråd” kan, uden at møde krav om fagligt relevante kompetancer, beslutte hvilke sager der kan gå videre til retsproces, og hvilke der ikke kan. Faktum er at dette enerådende og politisk motiverede organ altid følger de officielle politiske dogmer og doktriner, hvis oprindelse og ophav ofte hidrører fra udefrakommende aktører, jfr US/Washington, Nato og Israel for blot at nævne nogle få blandt “den frodige jungle-skov-bund” derude i den store verden.
.
Forfatningen i DK har i praksis været sat ud af spillet de seneste 20+ år, og forvaltningen er blevet gennemført uden parlamentarisk/politisk proces, via dekreter og bekendtgørelser ( hvilket IKKE er gældende lov ). Og selv om miraklet skulle indfinde sig, og forfatningen hertilllands blev efterlevet efter ord og ånd – så er der stadig lang vej før en praktisk og etisk virkelighed med udgangspunkt i , og respekt for, liv, kan mærkes på krop og sjæl for levende mennesker.
.
Forfatningen nævner intet om hverken “demokrati” eller “menneskerettigheder” – til trods herfor lever mange uden kendskab til forfatningsgrundlaget for vor civilisation ( “civilisation” er et ord jeg helst undgår i Danmarks tilfælde ) i en forestilling om at den indeholder disse begreber – men det gør den altså ikke. Til gengæld har mange mennesker, ansat i staten Danmark’s flerhovedede organer, i gode tider givet forfatningen et menneskeligt og venligt ansigt, som mange ældre borgere heldigvis også har oplevet.
.
.
Journalist :
” Mr. Gandhi, what do You think about western civilization ? ”
.
M. Gandhi :
” I think it would be a good idea ”
.