Jens Jørgen Nielsen
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering – og netop fyret af Folkeuniversitet i København. Er desuden TFF Associate og god ven gennem mange år.
Der går ikke en dag, uden at vi bliver mindet om den uhyggelige krig i Ukraine. Hvem bliver ikke berørt, hvem synes ikke, at nogen må gøre noget for at stoppe denne krig?
Nemt nok, synes en overvældende stor del af befolkningen og politikerne at mene. Vi skal bare blive ved med at levere våben til Ukraine, så ender det med en sejr over über-skurken Vladimir Putin – herefter kan vi leve videre i den gamle USA-baserede verdensorden med et par få justeringer.
Køber man ikke ind på den dagsorden, eller hvis man antyder, at verden ikke er helt så sort-hvid enkel, så bliver man i mange vestlige lande sat i en moralsk gabestok til udhængning, fyret og fraskrevet enhver moralsk habitus. Jeg ved, hvad jeg snakker om.
Det handler om at forstå
Det handler ikke om at acceptere og godkende den russiske invasion af Ukraine i februar i år. Det handler om at forstå, men Putin-Versteher er underligt nok blevet et meget udbredt skældsord.
Men hvordan kan man forestille sig en fred, hvis man ikke forstår Rusland? Det er mere end nogensinde blevet afgørende at træde et skridt tilbage eller tage et helikopter-perspektiv på situationen.
Konflikten i Ukraine er mere end en lokal konflikt. Det er en konflikt, der ultimativt har potentiale til reelt at afslutte alt kendt liv på kloden – otte milliarder mennesker og en ubeboelig klode med et par enkle dybhavsfisk, skorpioner og lignende som eneste undtagelse.
Hvis Rusland og USA bruger alle deres atomvåben, bliver det i hvert fald virkelighed. Men selv en krig mellem NATO og Rusland på en mindre skala vil være slem nok. Derfor holder NATO sig fra den røde linje, som en direkte indblanding med regulære kampenheder i Ukraine ville være.
De russiske hypersoniske præcisionsvåben skræmmer trods alt. De flyver op til 20 gange lydens hastighed. Og NATO’s raketforsvar er ikke sikker over for dem. København teoretisk kan blive udslettet på et kvarter, undskyld det ubehagelige billede.
Men det er grunden til, at USA vil kæmpe for en krig til sidste ukrainer på ukrainsk jord, for at citere en kendt amerikansk senator, Lindsay Graham.
Rusland på sin side fortsætter med at bruge ”militær-tekniske midler”, indtil de får en sikkerhedsaftale. Intet tyder på andet.
Halehæng
Skal vi så bare vente på, at Ukraine bliver pulveriseret, og et stort antal både ukrainere og russere bliver dræbt? Så kommer Putin nok ud af Kreml med hænderne op? Det er grotesk, det sker ikke.
En sejr over Rusland vil gå over en atomkrig med flercifrede antal millioner dræbte alene i Europa. Hvorfor forholder europæiske politikere sig ikke til det?
Mange i Vesten vil nok først begynde at erkende de nye vilkår, når det bliver rigtig slemt.
Hvorfor har Europa gjort sig til et halehæng til den amerikanske udenrigspolitik? Vi har ikke fælles interesser, i hvert fald ikke i alt. Europa har tilsyneladende glemt sine egne – lad os bare kalde dem egoistiske – interesser?
Sanktionerne rammer europæerne langt hårdere end russerne (og selvfølgelig amerikanerne). Rusland har tjent op mod 50 procent mere i halvåret efter februar sammenlignet med tilsvarende sidste år på olie og gas. Rublen betragtes som en meget stærk valuta.
Til gengæld er Europa på vej ned, moralske attituder ændrer ikke på dette faktum. Og det er med inflation, virksomhedsflugt, økonomisk depression, energiproblemer med mere. Hvorfor har vi ikke europæiske politikere, som for det første taler klartekst om det og for det andet finder andre udveje af krisen?
Hvorfor tror mange politikere og meningsdannere, at den gamle vestlige verdensorden fra perioden efter Anden Verdenskrig og gendefineret i 1990´erne gladeligt vil fortsætte? Der er tydelige signaler på det modsatte.
Sanktionerne mod Rusland i kølvandet på februar 2022 blev støttet af lande, der repræsenterede 13 procent af Jordens befolkning, langt den største del af Asiens, Mellemøstens, Afrikas og Latinamerikas lande udlod at stemme for sanktionerne, et utvetydigt nederlag for Joe Biden.
Mister valutamonopolet
For det andet er de samme ikke-vestlige lande langsomt men sikkert på vej væk fra dollaren som internationalt betalingsmiddel. For mange økonomer og samfundsfagsfolk var USA’s reelle valutamonopol afgørende for landets magt, og for at de så sorgløs kunne forgælde sig selv ved bare at printe dollars.
Lad os ikke glemme, at Iraks leder, Saddam Hussein, og Libyens leder, Muammar Gadaffi, havde det til fælles, at de ønskede at gå bort fra dollaren. Det slap de ikke godt fra. Men Rusland, Indien og Kina er ikke Libyen og Irak.
Igen, hvor placerer de europæiske lande sig i denne globale konflikt. Indtil videre helt på linje med USA, men hvor længe vil det holde?
Indien, Kina, Tyrkiet og andre lande har udviklet udveksling af varer over egne valutaer, de er på vej væk fra dollaren. Hvad gør europæerne, hvis de bliver efterladt på perronen med dyre energi-regninger og virksomhedsflugt?
Tyskerne havde håbet på, at USA ville vise solidaritet med dem og sælge gas til vennepris. Det skete ikke. Det var måske for nogle af de mere naive tyske politikere en lektion i realpolitik. Det er ikke kun Donald Trump i USA, som siger “America First”.
•
Mange i Vesten vil nok først begynde at erkende de nye vilkår, når det bliver rigtig slemt. Måske kunne man begynde at lade kritiske røster på universiteterne komme mere til orde.
En meget stor del af politiske forskere og tænketanke arbejder under meget snævre ideologiske rammer, som om verden ikke grundlæggende har ændret sig siden 1945 eller 1991.
Hvorfor er det sådan fat, når vi taler om, at vi kæmper på hele kloden for ytringsfrihed?
Artiklen blev trykt som Nielsens klumme i Arbejderen den 7. december 2022