Thorkild Kjærgaard: Ikke vores krig

Dette manus blev i forkortet form bragt som kronik i Politiken den 13. oktober 2022 under overskriften “Ukraine-krigen er Joe Bidens skyld – ikke Putins.” Jeg er glad for Thorkilds accept af at jeg genoptrykker det i sin helhed hér, fordi han er én af kun en håndfuld danske intellektuelle, der siger hvad der må siges i den forfærdelige situation, vi står i takket være Vestens arrogante og anti-intellektuelle politik – nemlig at komplekse ting kan ses fra flere sider og at intet derfor er kun sort og hvidt.

1.
Der er i nutidens verden tre imperiale magter: USA, Kina og Rusland. De to førstnævnte, USA og Kina, er i topform, våger skinsygt over deres interessesfærer og lægger dag for dag nye militære, kulturelle, økonomiske og politiske fangearme ud over kloden. Anderledes med Rusland, som er i dybe vanskeligheder. Det begyndte for alvor i 1991, hvor Sovjetunionens sammenbrud betød, at Rusland mistede kontrollen over sine østeuropæiske lydlande og måtte tåle, at Estland, Letland og Litauen – russisk område siden Freden i Nystad 1721 – erklærede sig selvstændige. Og, endnu værre, at brødrenationer som Hviderusland (Belarus) og Ukraine efter århundreders samliv med Rusland – fra 1917 inden for rammerne af den nu hedengangne Sovjetunion hvor de begge nød betydelig autonomi og havde stemmeret i FN – begyndte at gå egne veje. Mest udtalt Ukraine, som søger optagelse i EU og ønsker at blive medlem af NATO.

At det første såvel som det sidste er totalt uacceptabelt for Rusland, vil enhver kunne overbevise sig om ved at tage et landkort og se mod sydvest fra Moskva. ”Med Ukraine i folden bliver Rusland automatisk et imperium. Uden Ukraine ophører Rusland som imperium,” som det er blevet formuleret af den polsk-amerikanske historiker Zbigniew Brzezinski. For Rusland er den nu snart seks måneder lange krig i Ukraine en skæbnekamp, og selv om vi indtil videre har set et Rusland, som udviser imponerende selvbeherskelse over for et opgejlet, skingert russofobisk Vesteuropa og et USA, som foruden meget andet har presset på for en udvidelse af NATO med Sverige og Finland, så lurer risikoen for en altødelæggende opskalering af konflikten lige under overfladen.

Eller, som FN’s generalsekretær António Guterres forleden beskrev situationen: ”Menneskeheden leger med en ladt pistol.”

2.
Den nuværende opdeling af verden er udsprunget af Anden Verdenskrig, som blev vundet af Sovjetunionen, USA og Kina. Blandt sejrherrerne var også Storbritannien og Frankrig, men som juniorpartnere på det særlige vilkår, at de, når krigen var vundet, skulle give afkald på deres verdensomspændende koloniriger og dermed på deres hidtidige imperiale status. Som den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt allerede i 1941 gjorde det klart for en rasende Winston Churchill, så støttede USA ikke Storbritannien i krigen mod Hitler for at redde Det Britiske Imperium, endsige det franske.

Hverken Storbritannien eller Frankrig ønskede at afvikle deres kolonier, som var af afgørende betydning for deres internationale position, og de slog sig begge i tøjret, sidste gang under Suez-krisen oktober 1956, hvor USA og Sovjetunionen enedes om én gang for alle at sætte de to gamle europæiske stormagter på plads som et par skoledrenge. Der var ikke noget at gøre. Afkoloniseringen, som var gået i gang umiddelbart efter 1945, og som var de to store fløjmagters fælles projekt, kunne ikke standses og var i det væsentlige afsluttet omkring 1960, hvor England og Frankrig stod tilbage som vesteuropæiske regionalmagter inden for den amerikanske indflydelsessfære.

Tilbage på den globale scene var herefter USA, Kina og Sovjetunionen, som delte verden imellem sig. USA, Kina og Sovjetunionen var ikke på noget tidspunkt jævnbyrdige. USA har hele tiden været nummer et både økonomisk, militært og kulturelt, men ikke desto mindre har de tre store anerkendt hinandens indflydelsessfærer og – med gensidig anerkendelse som udgangspunkt – gennem årene indgået forskellige tillidsskabende, nu desværre på amerikansk initiativ så godt som alle opsagte aftaler, blandt andet på kernevåbenområdet, hvad der har skænket ikke bare Europa, men hele verden en lang periode med fred, kun afbrudt af lokale konflikter.

Især efter at USA i 1971 på foranledning af Henry Kissinger, præsident Richard Nixons daværende sikkerhedspolitiske rådgiver, anerkendte Folkerepublikken Kina og dermed trak tæppet væk under Chiang Kai-sheks eksilregering på Taiwan (Formosa), som havde været en kilde til stadig uro.

3. Med Sovjetunionens nedsmeltning i 1991 – uden sammenligning den neoliberale tidsånds største trofæ – opstod et gigantisk magtvakuum. En frygtindgydende supermagt blev på kort tid reduceret til nærmest ingenting. Hvad gør vi nu? Et fortilfælde, som mange skævede til – blandt andre de to drevne amerikanske diplomater George F. Kennan (1904-2005), kendt som ophavsmand til den amerikanske inddæmningspolitik over for Sovjetunionen efter 1945, og tidligere nævnte Henry Kissinger (f. 1923) – var Tyskland, som to gange i det tyvende århundrede var faldet fra tinderne. Først i 1918, dernæst i 1945.

Efter Første Verdenskrig forsøgte sejrherrerne ved den efterfølgende fredsaftale (Versaillesfreden) at knække Tyskland for altid, hvad der åbnede vejen for Hitler. Anden gang valgte man – belært af erfaring og i erkendelse af at Tyskland ikke kunne fjernes fra landkortet med mindre man udryddede alle tyskere – at give det slagne land et pusterum og lade det komme til kræfter, ja sågar bidrage til dets genopbygning, hvad der blev en bragende succes.

Under henvisning hertil og i erkendelse af, at Rusland ikke kunne fjernes fra landkortet, medmindre man udryddede alle russere, foreslog Kennan, Kissinger og ligesindede, at man gik forsigtigt frem og gav Rusland tid til at finde sine egne ben, og at man – også af hensyn til verdensfreden – undlod at udfordre det store atombevæbnede land unødigt.

Havde man lyttet til disse besindige råd, ville bæltet af østeuropæiske stater fra Estland i nord til Bulgarien i syd (Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien) ikke være blevet medlemmer af NATO. De ville i dag have ligget som en nord-sydgående række af alliancefri stater med en stilling nogenlunde som den, Finland og til dels Sverige indtil fornylig indtog.

En perfekt løsning for de østeuropæiske lande, som længe havde været dødtrætte af russisk overherredømme, men som på den anden side lå langt fra Vesteuropa, som de så på med betydelige forbehold, ikke kun fordi de var blevet forgiftet af samlivet med Sovjetunionen, men også, som påpeget af den nyligt afdøde danske historiker Knud J. V. Jespersen, af dybere historiske årsager.

For Vesten ville en række af alliancefri bufferstater ned gennem Østeuropa foran Rusland have været en realisering af det, som USA (og Storbritannien) stræbte efter under Anden Verdenskrig, men som blev endegyldigt forhindret af Stalin, der på Potsdam-konferencen juli-august 1945 stod fast på, at de østeuropæiske stater skulle ligge som et sovjetisk forterræn, hvad vestmagterne på daværende tidspunkt ikke kunne stille noget op overfor, da der stod russiske tropper på en linje fra Lübeck i nord til Istrien i syd.

Hvad EU angår, kunne medlemskab være kommet i betragtning i løbet af 1990erne for de baltiske stater, hvis indlemmelse i Sovjetunionen aldrig var blevet anerkendt af USA (og i øvrigt heller ikke af Danmark), og som derfor havde en særstatus, men ellers associeringsaftaler, hvad der ville have været meget bedre både for EU, for hvem lande som Polen, Ungarn og Bulgarien er og hele tiden har været en belastning, såvel som for de pågældende lande, der konstant prøver at smyge sig udenom EU’s regler.

Hvad Ukraine angår, ville det være forblevet inden for den russiske interessesfære, hvor landet hører hjemme geografisk, historisk, kulturelt, kirkeligt og geopolitisk. Ingen russer, hvad enten han hedder Aleksandr Pusjkin, Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Aleksandr Solzjenitsyn eller Vladimir Putin, vil nogensinde kunne bringes til at opfatte Ukraine (tidligere Lillerusland) som udland lige så lidt som Rusland har været udland for ukrainere (lillerussere) som Nikolaj Gogol, Isaak Babel, Wassily Kandinsky, Svjatoslav Richter [eller] Leonid Brezjnev eller Raisa Gorbacheva (Gorbachov).

Verden ville, hvis man havde lyttet til Kissinger og Kennan, være blevet forskånet for den ulyksalige krig i Ukraine, der nu mærkes overalt på kloden i form af flygtninge, prisstigninger på alt fra korn til energi, fattigdom, sult og frygt, som det er umuligt at se nogen ende på.

4. Det blev ikke Henry Kissinger og George Kennan, endsige europæiske åndsfæller som Günther Grass (1927-2015), Jürgen Habermas (f. 1929), Willy Brandt (1913-92) og Anker Jørgensen (1922-2016) – alle utrættelige forkæmpere for fred og nedrustning, prægede som de var og er af Anden Verdenskrig – der fik lov at bestemme kursen i 1990erne.

De og deres FN-inspirerede tanker om tæt samarbejde mellem stormagterne for at sikre freden blev skubbet til side af yngre, mindre forsigtige, mere risikovillige typer, her i landet personificeret af folk som senere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen (f. 1953). Fogh Rasmussen og meningsfæller, der ikke havde erfaringerne fra Anden Verdenskrig siddende i sig, kunne ikke nøjes med det, som Roosevelt og Churchill i sin tid ville have været glade for at nå.

Som sande revolutionære havde de appetit på at ændre hele verden, koste hvad det ville. Set i tilbageblik må man forundres over den arrogance og den hoverende mangel på respekt for et stort, stolt og ærekært land, hvormed NATO med præsident Bill Clintons indædt antirussiske udenrigsminister Madeleine Albright (1937-2022) som indpisker, senere EU med indlemmelsen af Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien behandlede det Rusland, der indtil 1989 havde holdt hele Østeuropa inklusive Finland og en del af det nuværende Tyskland i et jerngreb.

Og det var kun begyndelsen.

Omtåget af sejrsrusen fra den kolde krigs afslutning ville de med søsætning af ideen om optagelse af Ukraine i NATO og EU intet mindre end udslette det russiske imperium, som først svenske Karl 12., derefter Napoleon og Hitler havde knækket halsen på. I lang tid lå det delvis skjult, hvad det handlede om. I dag siges det åbent, ikke bare af amerikanske politikere som forsvarsminister Lloyd James Austin, men også af danske og europæiske politikere, at målet er at nedbryde og ydmyge Rusland økonomisk og militært i en sådan grad, at det ikke længere kan opretholde sin imperiale position.

Eller som det køligt-professoralt udtrykkes af Yale-historikeren Timothy Snyder: ”Imperiet må tabe en kolonikrig, hvis det skal ophøre med at være et imperium.”

5. Reaktionen fra Moskva, der – pinagtigt bevidst om egen svaghed – ikke havde lyst til nogen styrkeprøve, lod vente på sig. Man protesterede højlydt mod NATOs imperialistiske ekspansion mod øst i 1990erne, men lod det blive ved det. Også Putin har ført en forsigtig og tilbageholdende politik, indtil han i 2014 omsider satte hælen i og med hjemtagelse af den siden 1954 til sovjetrepublikken Ukraine udlånte halvø Krim markerede, at nok var nok, og at Vesten angående Ukraines medlemskab af NATO og EU skulle trække følehornene til sig.

Det virkede ikke efter hensigten, tværtimod skruede Vesten op for sit særlige miks af hånende ytringer om Rusland og belærende, selvforherligende forelæsninger om demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at man ved at lokke med NATO- og EU-medlemskab og under påberåbelse af suveræne nationers frihed til at træffe egne valg opmuntrede Ukraine til at føre en politik over for Rusland, der svarede til at køre med 130 km i timen i venstre side af vejen.

Også Danmark gav sit besyv med.

Uforglemmelig er udenrigsminister Jeppe Kofods (f. 1974) udtalelse om, at Rusland skulle holde op med at nære ”stormagtsdrømme.” Det mener en ledende dansk politiker, der ikke blot har ansvaret for Danmarks, men også for Grønlands ve og vel, at kunne sige til Rusland, der ikke bare er verdens største land og med sine 17,1 millioner kvadratkilometer strækker sig over 11 tidszoner fra Beringstrædet til Østersøen, men også landet med den suverænt længste arktiske kystlinje.

På den måde gik det frem til årsskiftet 2021/22, hvor Rusland med en troppeansamling på 150.000-200.000 langs Ukraines grænse signalerede, at der nu ikke længere var nogen vej tilbage. Enten rakte verdens stærkeste mand, den amerikanske præsident Joe Biden (f. 1942), hånden ud til den gamle samarbejdspartner og kampfælle fra Anden Verdenskrig og årtierne derefter ved at tilkendegive, at Ukraine naturligvis ikke kunne blive medlem af NATO, og at USA i øvrigt forventede, at EU ville opgive enhver tanke om at optage Ukraine, eller også ville de opmarcherede tropper blive sat i bevægelse.

Den amerikanske præsident valgte at tie, og dermed udløste han krigen ved at skabe en situation, hvor Rusland var tvunget til at slå til, hvis ikke det ville lægge sig fladt ned og skolepigeartigt affinde sig med rollen som energileverandør til danske parcelhuse og europæisk storindustri, indtil den grønne omstilling er gennemført.

Og det ville Rusland ikke. Det svarede til at forlange, at Rusland skulle ophøre med at være Rusland, og den 24. februar 2022 tog Kreml sig selv til rette ved at indlede en militær operation på samme måde som Kina og USA har gjort det ved flere lejligheder siden 1945, for eksempel i Tibet 1950, i Afghanistan 2001 og i Irak i 2003.

Tilbage står, at krigen var overordentlig tydeligt annonceret, og at Rusland i de endeløse uger op til den 24. februar tøvede og tøvede og formentlig til det sidste håbede på, at USA i overensstemmelse med FN’s idé om stormagternes særlige ansvar for freden, og om ikke andet, så som kvittering for Sovjetunionens bøjen af over for USA under Cuba-krisen efteråret 1962, ville lade Rusland slippe for at skulle gennem krigens ildprøve.

USA kunne frem til den 23. februar have forhindret krigen så let som ingenting, og den russiske regering gav Vesten og dens leder overordentlig god tid til at tænke sig om. Men det var umuligt at trænge igennem.

Den rigide Joe Biden, som er af en ganske anden støbning end hans forgængere i embedet med krigserfaring – den femstjernede general Dwight D. Eisenhower og John F. Kennedy med en fortid som flådeofficer og krigshelt i Stillehavskrigen, der begge forstod betydningen af at vise mådehold, ikke mindst når man er den stærkeste – ville ikke give sig en tomme.

Rusland skulle ophøre med at være Rusland, og hvis ikke Rusland ville det, så var USA som verdens herre parat til i demokratiets og frihedens navn at kæmpe til den sidste ukrainer og nedkalde frygt, ulykke, sult og – om nødvendigt – atomkrig over resten af verden.

Det er folk som Joe Biden, renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam havde i tankerne, da han i 1515 formulerede sit berømte Dulce bellum inexpertis (i Villy Sørensens danske oversættelse: “Skøn er krigen for den, der ikke kender den”).

6. Dagligt skal vi fra morgen til aften høre om Putins brutale invasion i Ukraine, hvormed vi sprogligt igen og igen tvinges til at anerkende en falsk præmis. For sagen er jo den, at det ikke er Ruslands krig, men en krig, som USA, i et vist omfang støttet af Vesteuropa, gennem mange år har arbejdet på at fremlokke ved målbevidst at udfordre Rusland på dets mest vitale punkter. Det er USA’s og det imperialt opbyggede NATO’s krig.

Vladimir Putin er, uanset hvor mange gange man siger det, ingen Hitler. Putin har ingen ønsker om at omstyrte den eksisterende verdensorden, han er tværtimod en konservativ statsmand, der handler reaktivt på kræfter, som søger at nedbryde den gennem årtier for ikke at sige århundreder eksisterende orden, så sandt som Rusland siden 1700-tallet har været den stærkeste kontinentalmagt i Europa.

Den store Spielverderber i international politik siden Murens fald i 1989 er ikke Rusland, men De Forenede Stater.

Der bliver talt meget om russernes krigsforbrydelser og efter alt at dømme med god grund (ligesom der er meget at sige om ukrainernes krigsforbrydelser, dem bliver der bare ikke talt så meget om). Men det bør ikke glemmes, at den egentlige forbrydelse er selve krigen. De omstyrtende, de aggressive, de krigslystne, de i sidste ende skyldige er dem, der arbejder på at ommodellere verdenspolitikkens tektoniske plader ved at kræve, at Rusland skal være og opføre sig som ethvert andet europæisk land.

Men sådan et land har Rusland ikke lyst at være, og – endnu vigtigere – sådan et land kan Rusland alene på grund af sin kolossale størrelse og sin stærkt sammensatte befolkning slet ikke være. Af de 145 millioner, der lever i Rusland, er cirka 120 millioner russere. De øvrige 20% fordeler sig på over 100 forskellige folkeslag, hvoraf nogle har egne republikker og autonome kredse inden for Den Russiske Føderation.

Rusland er ikke en vesteuropæisk nationalstat som Danmark eller Frankrig, men et stort, kosmopolitisk kludetæppe af folk, sprog og religioner, som nærmest mirakuløst lever fredeligt mellem hinanden, holdt sammen med stor regeringskunst af en smidig og fleksibel, men også håndfast og pompøs centralmagt, og holdt oppe af imperiepatriotisme, af det store russiske flertal og af russisk – herunder ukrainsk – som et lingua franca, der forstås af de fleste på samme måde, som tysk i dets forskellige varianter i sin tid blev forstået af de fleste i det gamle multinationale, multikulturelle østrig-ungarske monarki.

7. Krig har sin egen dystre logik, og det kan synes håbløst at ændre begivenhedernes gang, når den først er brudt ud. Men, som den berømte britiske historiker A.J.P. Taylor er blevet citeret for at sige: ”Intet er uundgåeligt, før det er sket.”

Hvis Europa, der ikke er krigsførende, standser al våbenhjælp såvel som al anden hjælp til Ukraine, og overlader det hele til amerikanerne – det er trods alt deres krig, ført som den bliver med amerikanske våben, amerikanske penge og med ukrainske mænds, kvinders og børns liv og førlighed som indsats – så kan man måske håbe, at ukrainerne bliver trætte af at lade sig slå ihjel og selv slå russiske brødre og søstre ihjel i titusindvis for at tilfredsstille amerikanernes imperiale drømme. At ukrainerne får nok af amerikanernes masterplan om at vælte Rusland af pinden som en af de tre store, uden at det koster én eneste amerikansk soldat livet, og i stedet vælter den andenrangs, lidet demokratiske skuespiller, de har siddende som præsident, af pinden. Måske mens han og fruen er ude af byen for at lade sig fotografere til endnu et amerikansk modemagasin.

8. Der er mange, som tror, at verden bliver et bedre sted, hvis det ender med amerikansk sejr, og Ukraine bliver en del af EU. Det er højst tvivlsomt. Ukraine er et land med afgrundsdyb korruption og voldsomme mindretalsproblemer, som vi inden for EU allerede kender det fra Estland, Letland og Litauen, og som ikke uden videre lader sig løse.

Dertil kommer et anstrengt forhold til en lang række fundamentale værdier som pressefrihed og retssikkerhed. Der vil i Ukraine være ikke blot betydelige vanskeligheder, men også – som vi kender det fra Ungarn og Polen – udtalt modvilje mod at tilpasse sig de normer og principper, som EU hviler på.

Ukraine vil, hvis det kommer ind, lamme EU, og det er det sidste, vi har brug for i disse år, hvor klima- og miljøproblemer tårner sig op. Der er en kløft mellem det unge, krigeriske, altid voldsparate USA og Europa.

Det amerikanske imperiums sag er ikke vores sag. Krigen i Ukraine er ikke vores krig.

Addendum

Jeg er lektor Jørn Bjerre, Aarhus Universitet, taknemmelig for hans omtale af nogle af os, der hetses imod, i denne artikel, der for nylig bragtes i Weekendavisen.