Chengdu, Kina – 31. oktober 2018
Hvis du er det mindste interesseret i hvordan verden kommer til at se ud og fungere om nogle år – bare 10 eller 20 – er du nødt til først og fremmest at forsøge at forstå hvad der foregår i Kina.
Jeg har nu rejst rundt hér i lidt over en måned og det er vidunderligt omtumlende, gådefuldt, imponerende og naturligvis en erfaring, der også rejser spørgsmål.
Vestverdens medier – også public service – og politik fokuserer i disse år af dyb krise og nedgang kun på sig selv – en gigantisk kollektiv navlebeskuelse med tilhørende skyklapper, der skal skærme os for den sandhed at det går forrygende uden for USA og Europa.
Hvor mange såkaldt almindelige mennesker har mon nogen større kundskab om topmøderne mellem ikke-vestlige lande? Organisationer som BRICS? SCO? ASEAN? Alternative verdensbanker, olie- og anden handel udenom dollaren? Om verdens største og mest visionære projekt – den nye Silkevej, også kaldet Belt And Road Initiative (BRI)?
Nej vel! Det er dybt godnat i Vest.
De kinesiske aviser jeg læser hver dag fortæller om store fremtidsprojekter, internationalt samarbejde, om fremgang i kvantitet og kvalitet for det kinesiske folk. Det er et land, der hylder internationalt samarbejde og især FN (som NATO-landene siden Bosnien har gjort deres yderste for at underminere ligesom resten af folkeretten).
Jeg var hér som et medlem af en dansk kulturdelegation i 1983. Det er fuldstændigt utroligt hvad Ledere, Parti og Folk sammen har skabt her. Du kan simpelthen ikke undervurdere det.
Kina var for 35 år siden et fattigt land, folk slæbte tungt og bar vand ude på landet; gaderne var små, bønder boede med grise og høns få hundrede meter fra Den Himmelske Fred plads. Byerne var ikke ligefrem rene, de fleste gik i blå uniformslignende bukser og jakker. Man cyklede. Der var hårdt fysisk arbejde overalt for at bygge landet.
1983 var knapt 5 år efter at præsident Deng Xiaoping havde deklareret Den Åbne Dørs politik i december 1978 og gjort en by med nogle få tusinde overfor Hongkong til den første økonomiske frizone. I dag hedder den Shenzhen, har 15-20 millioner indbyggere – supermoderne, behagelig, effektiv transport og infrastruktur, parker, kulturliv – you name it.
Det er formentlig verdens mest dynamiske by, Kinas high tech center.
Og hvordan er det at bare rejse rundt hér?
Det er forbløffende enkelt, alle skilte og andet som du har brug for som omkringrejsende har engelske undertekster. Folk er vidunderligt hjælpsomme på alle måder, generøse, accepterer ikke at gæsten betaler så meget som en lille måltid mad på en restaurant. Der er let til smil overalt, grimasser og en joke bliver ofte gengældt.
Det er renere hér på gaderne end i en gennemsnitlig vestlig by, og du behøver aldrig – 24/7 – kere dig om din ryg. Det er sikkert og behageligt at rejse rundt.
En uvurderlig praktisk ting er multi-appen WeChat, der er sms, socialt medie, Internet, søgemotor, betalingsmiddel og mere i ét, og altid fungerer. Download den – den kører på engelsk også – og få dig nogle nye interessante venner. Den vil hen ad vejen slå de vestlige, separate apper/funktioner ud.
Kina har satset alt på hurtig kommunikation – taxaer findes overalt og er billige. Tog kører i godt 300 km/timen. Metroerne fungerer, er rene og billige. Reservationer til fly og tog og meget mere kan du gøre via WeChat og betale dér når du har en kinesisk bankkonto.
Den nye Silkevej handler på samme måde om hurtig kommunikation over land og til søs fra Kina til Afrika, Mellemøsten og Østeuropa. Plus om win-win samarbejde, kultur og uddannelse. Kineserne tænker ting sammen, som vi har en tendens til at splitte.
Og landet har løftet 500 millioner mennesker ud af fattigdommen på 20 år. Unikt i menneskehedens historie.
Og faresignalerne?
Det hele går for hurtigt, kinesernes sjæl kan ikke følge med. Gamle traditioner – og hele byer – tromles ned. Selvom der satses enormt på miljøforbedringer så har denne gigantiske udvikling for 1,4 milliarder en pris – også for verden.
Konsumisme – shopping malls, neonvægge, købe, købe købe… hvornår ryger følelsen af fællesskab og solidaritet?
Censur.
Face-recognition overalt.
Politi på alle gader – men venlig og ubevæbnede på de fleste steder. Kineserne giver ikke indtryk af at føle sig undertrykt kan jeg hilse.
Partiet har 80 millioner medlemmer. Præsident Xi Jinping er netop valgt på livstid som præsident, 65 år gammel. Jeg har mødt nok så mange især unge kinesere, der ikke synes dét er en god idé.
Men alle siger: Han er en god mand og vi håber det bedste.
Det gør jeg også!
