Forsvarsforliget 2017 – ti positive punkter

Modsat hvad stort set alle politikere og medier – og også forsvarseksperter – synes at tro handler forsvar ikke kun om våben, soldater og budgetter.

Det får man et klart indtryk af ved præsentationen i dag af regeringens oplæg.

28c1d8e4-6be5-445e-b8d8-4a3a211030eb

I vort komplekse samfund og den globaliserende verden hører tanken om at forsvar, sikkerhed og – den meget bredere – fred kan opnås ved brug af kun militære midler fortiden til.

Det samme gælder idéen om offensivitet – fordi den per definition opleves som en trussel hos ”de andre” og idéen om at det er meningsfuldt at se på sit eget land isoleret.

Konceptet om national sikkerhed med militære midler vil blive noget studerende i statskundskab kan more sig over i fremtidens lærebogsafnsit om teoriudvikling.

En konstruktiv debat og et relevant forlig tager udgangspunkt i hvad der truer et samfund (ikke kun territorium)som det danske i den ene ende og hvad der foregår i den globaliserende verden i den anden.

Den ser slet ikke kun på trusler men også på hvor man kan gøre en konstruktiv indsats for en bedre fremtid – for os selv og for de andre.

For vi er fælles om verden. Danmark og danskerne kan ikke få det bedre hvis andre får det værre eller oplever at dét, vi gør, forringer deres situation. Terror-problemet viser entydigt at når andre har det dårligt fordi de bliver udsat for andres krig, ja så rammer det også os selv.

Trusler kan være militære – herunder og i disse tider desværre også atomare – men de er i stigende grad civile – overlevelse, miljø, forfejlede krig med flygtningekonsekvenser, cyber, og gensidig propaganda, fake og fortiede nyheder.

Man kan blive ved, det er et spændende spørgsmål hvad der egentlig truer os. Og af og til burde man også kunne erkende at vi selv har skabt truslerne.

Den evige relatering af fred til krig og militært forsvar og de evige argumenter for oprustning – uanset f.eks. at den gamle Kolde Krig ophørte fordi fjenden forsvandt – ja, den i sig selv er måske, ret beset, den største trussel af alle.

Hvad angår de militære har det i Danmark været en intellektuelt træt tradition at se sig blind på Rusland. Unge mediemennesker og andre, der ikke var så gamle den gang, tror på at det altsammen har at gøre med den fæle Putin. Med virkeligheden har det ringe at gøre.

Det var måske relevant under den første kolde krig hvor Warszawapagtens (WP) militære udgifter udgjorde omkring 70-75% af NATOs. Idag er Rusland ét land og NATO har ekspanderet – imod alle løfter til Gorbachev i sin tid – til hele 29, heraf 10 tidligere WP lande.

Ruslands militære udgifter er 8% af NATO.

NATO er de facto ekstremt overlegen. Ruslands eneste overlegenhed er atomvåbnene – og dem er verden nu (med undtagelse af atomstaterne selv) enige om skal afskaffes.

Hvordan Danmark skal bidrag til dette etiske og folkeretsligt gode mål står der forresten ikke noget om i regeringens oplæg.

Mange tror at man først laver en objektiv analyse af trusler og så bygger et forsvar. Det er forkert. I stedet kører der et militært-industrielt kompleks som via medier og politik og eksperter opfinder mere eller mindre troværdige trusselsbilleder, der kan legitimere den evige oprustning/militarisering.

Man vælger sine trusler og alle trusler er tilpassede – store nok til at være frygtindgydende, små nok til at man trods alt som lille land kan gøre noget mod dem.

Det er meget vigtigt at man ikke bygger forsvar og sikkerhed på fortidens standardforestillinger men på en mangesidet, fordoms- og propagandafri analyse, der vejer forskellige trusler og scenarier og deres sandsynlighed på en balanceret måde.

Og hvad angår den eller dem, man kommer frem til er truende er det første spørgsmål ikke: Og hvordan kan vi så true dem endnu endnu mere?

Det er at spørge hvordan kan vi snakke sammen på en sådan måde at vi begge reducerer oplevelsen af at være truet. Det er det, der kaldes diplomati, konflikthånftering og fælles sikkerhed.

Og det er den eneste – den eneste – der er mulig i dagens Danmark, Norden, Europa og verden.

Den tid er forbi hvor én side eller aktør har overherredømme og kan eller bør diktere andres vilkår og politik. Det er derfor USA, NATO og Vesten i iøjnefaldende grad mister magt, respektabilitet og legitimitet i resten af verdens øjne.

Dette sagt, hvad har man i princippet for redskaber at spille med som et lille land i dagens – og især fremtidens – verden?

1. En vis goodwill ude i den store verden (selvom Danmark har været bombenation igen og igen siden 1999 og været besættelsesmagt i Irak, der stort set har været den mest ødelæggende krig i moderne tid).

2. Kapacitet til at analysere en tidlig varsling af situationer hvor konflikter kan blive til vold – de to er ikke det samme. Altså voldsforebyggelse.

3. Diplomati – herunder stærk og konstant promovering af FN og folkerette i enhver situation – og at man selv og ens allierede har rene hænder.

4. Mægling og facilitering af møder mellem konfliktparter udenfor mediernes lys.

5. Økonomiske midler – økonomisk beredskab, diversificeret handel, og at se til at man ikke er stærkt afhængig af én eller nogle få men støtter sig på mange.

6. Civilforsvar.

7. Ikkevoldsforsvar – især det tilfælde at man bliver besat af en overlegen magt.

8. Bred civil og militær forsknings– og udredningskapacitet.

9. At tænke selvstændigt og til nytte for andre, som f.eks. Schweiz.

På de fleste af disse områder er Danmark meget svagt – det er derfor militære perspektiver dominere.

I disse år må man nok lægge et 10. redskab til – en vision i pagt med tidens tegn og tendenser. Og det er naturligvis kontroversielt at sige i forhold til kredse, der ikke har lyst til at høre det:

a) Vestverden som helhed i årene fremover vil få relativt mindre magt;
b) USAs imperium (ikke landet men imperiet, verdensdominansen) og NATO vil blive opløst;
c) verdensordenen vil blive stærkt multipolær og samarbejdende i stedet for konfrontativ og
d) krigen som sådan – eller truslen om den – som det vigtigste de facto middel i international politik vil falde væk når USA’s imperium falder.

At USA vil gå ned som verdens og historiens absolut stærkeste militærmagt og at andre magtkriterier vil vinde frem kan man læse i militære rapporter og fremtidsforskning i amerikanske konservative tænketanke.

Og langt de fleste andre indikatorer peger i dén retning i et makrohistorisk perspektiv. Alle imperier i historien er gået ned, senest Sovjetunionen. Det er uden for enhver tvivl at det næste – og historiens sidste – vil blive USAs imperium.

Man kan selvsagt være mere eller mindre enig i disse forudsigelser.

Det triste er at der ikke engang foretages ordenlige scenarier af fremtidens verden i forsvarsforliget; dér fokuseres der kun på militært relaterede ting og penge.

Og hvis man ikke tænker selv om fremtiden kan man ikke navigere i den. I bedste fald kan man så bare følge efter ”de andre” – i dette tilfælde USA og NATO. Og så vil man selv falde.

Dét turde være uforeneligt med tanken om sikkerhed. At bruge USA og NATO som målestok – som både stats- og forsvarsministeren gjorde ved præsentationen – og tilfredsstille deres ønsker mere end verdens er kortsigtet i en grad der er usædvanlig for selv politikeres planlægningshorisont.

Det 10. punkt er derfor dette:

Hold dig gode venner med USA og NATO men udvikl successivt en politik som satser betydelige intellektuelle og andre resourcer på at skabe helt nye relationer i og til EU, Mellemøsten og Asien, til BRICS-landene og til de nye Silkevejsprojekter, der vil omkalfatre verden.

Silkevejsprojekterne – som de fleste ikke engang har hørt om i vore medier – vil skabe en verden der er horisontal, byggende på infrastruktur-udvikling, hurtig kommunikation mellem et flertal af verdens lande og majoriteten af dens mennesker, på uddannelse og kultur.

Faktisk er Silkevejsprojekterne ikke bare verdens største men formentlig også det, der på den lange bane og som vision kan bidrage til en reelt fredeligere, mindre militaristisk verden.

Der er tale om en ny verdensorden hvor Vestverden vil spille en ganske anden og mindre rolle end i dag.

Forsvarsminister Hjort Frederiksen har selv under høringer i udvalget erkendt at han ikke er ekspert vedrørende forsvarspolitik; det er ærligt men også bekymringsvækkende.

Men når han derpå siger at han derfor lytter til to kilder – det danske forsvar hjemme og NATO ude – og kun til disse to, ja så bør alle røde lamper blinke.

Det forsvarsforlig, der lægges frem i dag, er ude af trit med tiden og verden.

Måske kan man sammenfatte det hele derhen at den eneste oprustning, der er brug for i Danmark er intellektuel. Og det, der er brug for er om-rustning – en omstilling til en ganske anden diskussion om vor egen og verdens fælles sikkerhed.

Det ville være klogt at tage den diskussion nu og ikke først når USAs imperium og NATO er faldet sammen.

For da vil Danmark være ilde stedt med den nuværende forsvars- og forligstænkning.

Categories: Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s