Nedenfor gengives et Ă bent Brev til Villy SĂžvndal fra februar 2012.
Her er baggrunden for at jeg finder det vigtigt at gengive det idag 5 Ă„r senere og efter Aleppos befrielse.
I 2012 var vi en gruppe mennesker pĂ„ Facebook-siden âDanmark for Fred Med Fredelige Midlerâ, der advarede davĂŠrende udenrigsminister Villy SĂžvndal mod at gĂžre det, der lĂ„ i luften pĂ„ det tidspunkt: en eller anden form for i hovedsag militĂŠr intervention.
Vi appellerede til ham og alle andre om at bruge de vĂŠrktĂžjer der findes inden for folkeretten og bruge FN-ErklĂŠringen â isĂŠr Artikel 1 om at âfred skal skabes med fredelige midler.â
NĂ„r jeg lĂŠser Brevet idag er det utroligt aktuel og konstruktiv.
Og intet af den blev implementeret â og det er da sikkert ikke Villy SĂžvndals personlige ansvar. Danmark har jo i mange Ă„r fĂžrt en aktiv udenrigspolitik og vĂŠret lĂŠngst fremme som bombeland. Det blev vi ogsĂ„ i Syrien.
Hvad vi har set frem til Aleppos befrielse er enestĂ„ende menneskelig kortsynethed, konflikt-analfabetisme og det MilitĂŠr-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleksâ hĂŠrgen. Det er en fortsĂŠtelse af hele den kolonialistiske tankegang: At vi i det civiliserede Europe vĂ©d sĂ„ helvedes meget bedre hvordan tingene skal gĂžres end menneskene i et af verdens ĂŠldste kultursamfund (Aleppo er et af de steder der har boet mennesker sammen i lĂŠngst tid).
En meget stor del af det frygtelige facit, verden sidder med i dag, kunne have vÊre undgÄet!
SÄledes ville langt fÊrre end de mÄske omkring 300.000 man taler om i dag 5 Är senere vÊre dÞde.
Homs, Aleppo og mange flere store og smÄ byer ville ikke vÊre blevet lagt i ruiner, der fÞre vore tanker tilbage til 2. verdenskrig.
Millioner af mennesker ville ikke vĂŠre blevet flygtninge inde i sit eget land og godt en million ville ikke vĂŠre flygtet ud af landet.
Fattigdom og nĂžd â som vi netop har set det ved Aleppos befrielse â ville vĂŠre langt langt mindre takket vĂŠre ogsĂ„ de sanktioner, som alle vĂ©d i hovedsagen eller udelukkende skader uskyldige civile.
Og vi ville vĂŠre sluppet for at bevidne en hidtil uset â og det siger ikke sĂ„ lidt â mediekrig om sandheden om Syrien hvor interventionist-landenes medier har reduceret Syriens kompleksitet til ukendelighed og udelukkende solgt de historie, der kunne fremstille os selv som de gode og de andre som de onde.
At Syriens utallige konflikter og dybden og bredden af dem kan reducerer til to parter er usandt.
At alle gode er samlet pÄ den ene side og alle de onde pÄ den anden er usandt.
LĂžgnen er uundvĂŠrlig for den, der fĂžrer krig mod principperne i folkeretten og humanitet.
Resultatet vises i den vestlige presses forblĂžffende og forstemmende ligegyldighed over for Ăstre Aleppos totale ĂždelĂŠggelse og dets indbyggeres ufattelige lidelser â som de kom for dagen pĂ„ befrielsesdagen den 12. december.
Initiativet “Danmark For Fred Med Fredelige Midler”
12 forslag forud for mĂždet den 24. februar i “Syriens Venner”
KĂŠre Udenrigsminister Villy SĂžvndal
Vi har i nogen tid fulgt udviklingen i Syrien med interesse, og er meget bekymrede. Der er ingen tvivl om, at situationen i landet er uholdbar, og at det er nÞdvendigt at handle. SpÞrgsmÄlet er, hvordan der bedst handles for at sikre freden.
Danmark har i de sidste knap 11 Ă„r deltaget i en rĂŠkke vĂŠbnede konflikter – senest med stĂžtte til oprĂžret i Libyen. I lyset af de forfĂŠrdeligheder, der blev begĂ„et af begge sider, forstĂ„r vi godt behovet for at handle. DesvĂŠrre synes Danmarks palet af handlemuligheder at vĂŠre reduceret til sanktioner – enten Ăžkonomiske eller i vĂŠrste fald vĂŠbnede. Dette er beklageligt af flere grunde. FĂžrst og fremmest leder sanktioner sjĂŠldent til positive forandringer, men til det stik modsatte. Ăkonomiske sanktioner rammer aldrig de magthavere, de var udset til at pĂ„virke, men derimod civilbefolkningen, der typisk reagerer ved at rykke sammen og tĂŠttere pĂ„ deres lands ledelse.
Generelt set finder vi det betĂŠnkeligt at afvige fra FN, fordi man dermed ville Ă„bne op for muligheden for at omgĂ„ FN’s normer og i sĂŠrdeleshed folkeretten, som FN stĂ„r for at forsvare. IfĂžlge FN-pagten er krig og magtanvendelse forbudt – undtagen, nĂ„r der er tale om selvforsvar; magtanvendelse er med andre ord den sidste mulighed, da den sjĂŠldent fĂžrer noget godt med sig pĂ„ lang sigt. Dette bĂžr vi komme ihu set i lyset af de sidste 11 Ă„rs udenrigspolitik, hvor vold og usikkerhed stadig florerer i blandt andet Irak.
Under ingen omstĂŠndigheder mĂ„ Ă©n nation – eller en kombination af flere – intervenere i en anden nation uden lovlig tilladelse fra SikkerhedsrĂ„det. Skulle det alligevel ske, anses det som en ulovlig aggression og en ulovlig krigshandling. Artikel 8 i Montevideo-konventionen af 1933 om rettigheder og pligter siger, at “ingen medlemsstat har ret til at intervenere i en anden stats interne eller eksterne anliggender”. Yderligere har FN’s Generalforsamling tre resolutioner, der forbyder aggressiv intervention. (se fodnoter)
Det kommende mĂžde i koalitionen âSyriens vennerâ bĂžr derfor udnyttes af Danmark som en unik mulighed for at vise vejen til fred â med fredelige midler. For at opnĂ„ fred med fredelige midler, er der dog en rĂŠkke nĂždvendige grundsten; stĂŠrkest blandt dem stĂ„r dialogen. At skabe fred krĂŠver nemlig, at man er villig til at tale med de mennesker, man Ăžnsker at skabe fred med (eller mellem).
Det er derfor ogsÄ med glÊde vi har bemÊrket, at du pÄtÊnker at beholde Danmarks ambassade i Syrien.
En anden vigtig ting at have med til fĂžrnĂŠvnte mĂžde omhandler koalitionens navn, âSyriens vennerâ. Det er vigtigt i forhold til intervention eller stĂžtte af enhver karakter, at holde mĂ„let for Ăžje, hvilket er fred i Syrien – ikke at en bestemt gruppe overtager magten. SidstnĂŠvnte er noget, Syrien selv bĂžr afgĂžre. Som det er set i Libyen, er de, vi pt. mener kĂŠmper den gode sag, ikke nĂždvendigvis de, der gĂžr det i morgen. Amnesty Internationals nye rapport om tilstanden i Libyen taler sit eget, tydelige sprog.
Den beskriver, hvordan Libyens oprĂžrere torturerer fanger, som er loyale overfor det tidligere Gaddafi-styre, og sender hele boligkvarterer og byer i eksil.
Det mĂ„ aldrig vĂŠre koalitionens mĂ„l at vĂŠlte styret i Syrien, ej heller at stĂžtte en bestemt fraktion af oppositionen. I den nuvĂŠrende situation er det nĂŠsten umuligt at klarlĂŠgge, hvor stor stĂžtte Assad har i befolkningen. Det er hele det syriske folk, der skal vĂŠlge, hvem de vil have som leder – ikke den opposition, der formĂ„r at fĂ„ samlet vestlig stĂžtte bag sig.
Den syriske opposition beder om vÄben. Selvom det kan synes nemt at forstÄ behovet for at kÊmpe tilbage, vil vÄbenstÞtte vÊre at regne som stÞtte til et regime-skifte, hvilket ikke harmonerer med det oprindelige formÄl: at hjÊlpe det syriske folk til at leve i fred og fordragelighed. Yderligere vil dét, at stÞtte oprÞrerne med vÄben, kun have den uheldige effekt, at man isolerer de dele af oppositionen, der kÊmper med fredelige midler. Dermed overlader man altsÄ pladsen til fanatiske grupperinger og umuliggÞr samtidig enhver politisk lÞsning.
Det er meget vigtigt, at du lytter til de russiske forbehold og tager deres forslag alvorligt, da disse jo netop sigter efter at sidestille parterne i konflikten. Det er vigtigt, at alle parter nedlÊgger vÄben, og at den syriske regerings legitimitet anderkendes, sÄ det bliver muligt at gennemfÞre den folkeafstemning, der er langt op til. Denne folkeafstemning vil desuden give et nyt rum til de mange grupperinger, der Þnsker fredelige reformer.
Erica Chenoweth, der forsker i politisk vold og blandt andet har talt til folketinget i forbindelse med Libyen, er kommet frem til, at chancerne for at en modstandsbevÊgelse har succes, er markant stÞrre gennem ikke-vÊbnet modstand end gennem vÊbnet. Siden 1990 og frem til 2006 har ikke-voldelige oprÞr haft en dobbelt sÄ stor succesrate som vÊbnede oprÞr. Tallene for 2000 til 2006 alene taler et endnu tydeligere sprog: ikke-voldelige oprÞr har en succesrate pÄ 70%, hvorimod voldelige oprÞr kun har en succesrate pÄ 12-15%. At give de syriske oprÞrere vÄben vil derfor kun betyde, at deres chancer for at overleve falder. I stedet bÞr man gÄ i dialog og stÞtte dem i fredelige og demokratiske forandringer.
Et andet problem med de vÊbnede oprÞr er ifÞlge Erica Chenoweth og mange flere (Gene Sharp, Kurt Schock, Adam Roberts etc.), at de modarbejder det endelige mÄl om at skabe fred og demokrati. Hvis vi bruger Libyen som eksempel, forudser Chenoweths statistiske modeller, at der kun er en 10% chance for at Libyen vil have demokrati inden for de nÊste fem Är. Et land, der er skabt gennem vÊbnet konflikt, er beboet af borgere hvis referenceramme er, at man lÞser konflikter ved vold!
Vores opfordring til dig, Villy SĂžvndal, og til koalitionen som helhed er derfor:
– Afvig aldrig fra principperne om fred med fredelige midler (FN’s hovednorm);
– Oprethold og intensivĂ©r kontakten pĂ„ alle niveauer sĂŠrligt i regionen â uden kontakt, ingen fred med fredelige midler.
– Lyt til de russiske forbehold og tag deres forslag alvorligt.
– Hold fokus pĂ„ sagen – at skabe fred og sikre den demokratiske proces – og ikke pĂ„, hvem der eventuelt bĂžr lede landet.
– Afvis dĂŠmoniserende retorik â det er svĂŠrt at lave fred med âdjĂŠvlenâ.
Resultatet af koalitionens mĂžde kunne vĂŠre:
– Oprettelse af en hĂžring i Europa-Parlamentet med alle parter
– Ăget pres pĂ„ FN for en diplomatisk lĂžsning
– En uvildig fact-finding kommision bestĂ„ende af eksperter
– Et Ăžjeblikkeligt stop for vĂ„benleverancer til begge sider
– Fjernelse af enhver type af udenlandske specialstyrker og agenter fra Syriens jord
– LĂžfte om Ăžkonomisk hjĂŠlp og stĂžtte til demokratiske valg
– Scholarships til syriske studerende – til hjĂŠlp for en fremtidig samfundsopbygning
For yderligere forslag til handlemuligheder, opfordrer vi dig og koalitionen til at kontakte organisationer, der i deres arbejde har mange Ă„rs erfaring med konkrete, reelle alternativer til de nuvĂŠrende. FĂžlgende er blot forslag til organisationer i Danmark og internationalt:
– Transnational Foundation for Peace and Future Research, Lund, Sverige
– Peace, Action,Training and Research Institute of Romania (PATRIR), RumĂŠnien
– RIKO â RĂ„det for International KonflikthĂ„ndtering
Disse og mange andre organisationer arbejder aktivt for og med alternativer til krig.
EU, som Danmark jo netop nu er formand for, definerer som sit fornemste mĂ„l at skabe fred. BĂ„de FN og EU tilskriver sig tanken om, at krig er den absolut sidste udvej â det eneste, vi beder dig om, er at undersĂžge de andre veje!
Det var ordene – vi hĂ„ber, at du vil lytte!
Fodnoter:
The 1965 Declaration on the Inadmissibility of Intervention in the Domestic Affairs of States and the Protection of Their Independence and Sovereignty:
The 1970 Declaration on Principles of International Law Concerning Friendly Relations and Cooperation among States in Accordance with the Charter of the United Nations
The 1974 Definition of Aggression
UNDERSKRIFTER:
Erik Ernst Marcussen – IT-medarbejder og cyber-aktivist.
Eva Weyde, cand. stud.
Bodil Weyde, forfatter/billedkunstner
Christen Lassen, kordegn
Signe Fasting, socialpĂŠdagog
Jon Skjerning-Rasmussen, Menneske
Birthe Foged, lektor
Erik Helvard, akademisk medarbejder
Bente Boskov Hansen, projektleder
Ib Kasper Boskov Hansen, arkitekt/underviser
Jan Ăberg, fil.dr., freds-og fremtidsforsker
Ruth Dalsgaard, De GrĂžnne
Solvejg Sieg SĂžrensen, graver
Ida Zidore Christensen, journalist
Peace & harmony now,….
So the world can breath, heal and grow a newâ€ïžđđđłđ±
Jeg er enig i substansen i brevet, men ikke i passusen om stop for vĂ„benleverancer til begge sider og fjernelse af udenlandske specialstyrker fra Syriens jord. Allerede fĂžr 2012 havde USA-Nato startet sin beskidte krig mod Syrien og bevĂŠbnet diverse jihadister med vĂ„ben for at vĂŠlte det lovlige Assad-styre, som stod i vejen for USA’s geopolitiske interesser. Et vĂŠbnet forsvar af landets suverĂŠnitet og enhed var eneste mulighed og i trĂ„d med FN-pagten, ligesĂ„ at modtage militĂŠr og anden hjĂŠlp fra allierede bl.a. Rusland og Iran.
Der er en hÄrrejsende forskel pÄ dette nationale forsvar og Vestens krigsforbrydelser, der har forÄrsaget Þdelagte lande og uhyrlige civile tab, bl.a. i det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien m.fl.
Derimod viser din enestĂ„ende foto-essay fra din rejse i dec. til Aleppo, at truslen om militĂŠr magt, ja det kan lyde antagonistisk, kan udĂžves samvittighedsfuldt og skĂ„nsomt. Vestens uhyrlige anklager om den syriske hĂŠrs krigsforbrydelser stĂ„r helt udokumenteret og der har i medierne bredt sig en pĂ„faldende tavshed efter befrielsen, for skrĂžnen om âAleppos faldâ skal da ikke afslĂžres af det befriede folk. Ca. 100.000 af Ăst-Aleppos civilbefolkning blev reddet ud med livet i behold og de mest hardcore al-Nusra terrorister overgav sig stĂ„ende overfor en militĂŠr overmagt og i den overbevisning, at tilbuddet om transport ud af byen i de grĂžnne busser var ĂŠrlig ment. Befrielsen af Aleppo har afgjort Ăžget mulighederne for succes i de kommende fredsforhandlinger, sĂ„ syrerne selv fĂ„r mulighed for at forme sin fremtid.
Tak, ja – Aleppos befrielse er et vendepunkt – men enten i retning af mere krig og intervention udefra eller en vej til freden. Indtil videre er det de stakkels uskyldige syreres tarv, der harmer mig mest – alle dem deer ikke har bĂ„ret vĂ„ben, kun har fĂ„et livet Ăždelagt og som ingen medier har vist interesse for – sĂ„dan som det vises i mine fotohistorier.
Det er gruopvĂŠkkende… selv for en garvet Ă©n som mig. 13 millioner der har behov for humanitĂŠr bistand, den stĂžrste humanitĂŠre krise, iflg GN siden 1945. Ak ja – men tak for dine tanker!