Det Europæiske Fællesskab blev til den Europæiske Union med Maastricht-traktaten i 1993. Oprindelsen går tilbage til Kul- og Stålunionen fra de tidligere 1950ere, der blandt andet tjente til at gøre krig mellem Frankrig og Tyskland utænkelig.
Det er fuldt muligt at argumentere for at den europæiske idé har haft en heldig indflydelse på stabilitet og fred inden for Europa. Man har hjulpet tidligere diktaturer som Grækenland, Spanien og Portugal til demokratisering og givet store summer til uddannelse og infrastruktur. Unge mennesker kan uddanne sig på mange forskellige steder i Europa og lære at kende andre unge og andre landes kultur, sprog etc – givetvis noget, der bidrager til at tanken om at slå andre europæere ihjel idag eller i morgen er meget langt borte.
Men når Nobelkomitéen giver EU – altså Unionen som overnational struktur – æren for freden i Europa, afspændingen, stabilitet på Balkan og demokratisering og menneskerettigheder, så er det ikke bare på grænsen af det uhæderlige, det er en elitær rygklapperpris fra politikere til vestlige eller vest-venlige politikere – igen. Og man gør – også igen – vold på Alfred Nobels testamente.
EU’s traktat
Det burde ikke være nødvendigt, men er det åbenbart, at minde om at Nobel ønskede at belønne nogen, der har reduceret militæret, bidraget til fred gennem forhandling og øget en følelse af broder/søsterskab i verden. EU har ikke gjort en tøddel for dét.
I Lissabon-traktaten gøres fred inden for EU og i resten af verden til Unionens højeste mål. Den 60-år ældre FN-traktat er dog intellektuelt set lysår forud for EU-traktaten. Ord som disse nævnes ikke én eneste gang – ned/afrustning, ikkevold, forsoning, tilgivelse, atomvåbenfrihed, fredelig konflikthåndtering, fælles sikkerhed, menneskelig sikkerhed osv – og der siges intet om at man først skal have prøvet alle civile midler i en konfliktsituation inden man bør kunne anvende millitære: Altså ingenting i stil med FN-traktatens norm om at fred skal skabes med fredelige midler.Derimod tales der igen og igen om militært forsvar, styrker og militærindustrielt samarbejde mellem EU-landene, om betydning af at til stadighed øge den forsvarsmæssige styrke (læs militær).Såvidt den direkte volds primære rolle i traktaten.
Hvad gælder kampen mod den strukturelle volds rolle i traktaten er den stort set ikke-eksisterende. Der står nogle få uforpligtende ord om bistand og handel – og om miljøet – men ikke én eneste sætning, der kunne afsløre at EU er forpligtet til at mindske kløfterne i verden; antallet sider om disse – store – ting udgør en brøkdel af hvad der skrives om den militære politik.
Til forskel fra medlemsstaterne, der ofte har en forsvarsudredning og en forsvarskommission, der arbejder forud for parlamentariske forsvarsforlig, bygger hele EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik ikke på en doktrin eller udredning. Den består af 16 sider forfattet af tidligere ”udenrigsminister” Javier Solana, formentligt stykket sammen af taler han har holdt. I dette dokument, som jeg ikke ville lade passere som eksamenpapir når jeg underviser på universiteter, står der at det der truer EU er: spredningen af masseødelæggende våben især til Mellemøsten (ingen problemer med franske og engelske atomvåben eller de atomvåben, der er lagret i Europa); terrorisme, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet.
Man ser således hverken miljøforringelse, social ulighed eller kulturdominans som trusler – kun de trusler, der i den gammeldags tænkning kan imødegås med militære midler. (Solana var før sin EU-post NATO’s generalsekretær og den højeste civile ansvarlige for destruktionen af Serbien og Kosovo uden FN-Sikkerhedsrådsmandat).Et mere traditionelt militærfikseret trusselsbillede skal man lede længe efter – og hvilken arrogance at 500 millioner mennesker skal forsvares på basis af et sådant intellektuelt makværk!
Sammenfattende kan vi med lethed slå fast at EU-traktaten ikke har fred som højeste formål udover den blotte besværgelse i indledningen. Det fredsbegreb, EU hviler på, er forældet, militært og uden fremtidsvision. Det har intet budskab til de 92% af menneskeheden, der bor uden for EU.
EU skabte mere krig end fred på Balkan
Thorbjørn Jagland henviste ved offentliggørelsen til bl.a. EUs rolle for løsningen af konflikterne på Balkan. Jeg har været der henved 100 gange siden 1974 hvor jeg fik en del af min uddannelse på Inter-University Centre i Dubrovnik, har været konfliktanalytiker i alle dele og mægler i del-konflikter især mellem Beograd og Pristina i 1990erne. Jeg anser det for en selvopblæst kidnapning af historien når Jagland – der også er generalsekretær i Europarådet – stik imod faktum gør EU til en fredsfaktor netop dér.
Som de fleste måske har glemt (fordi Europas lande stadig er nærmere nationalismen end internationalismen) så skal EU ifølge sin traktat tale med én stemme i sin udenrigspolitik. Det strider naturligvis mod såvel den mangfoldighed man ellers priser og det strider imod både demokrati og kvalitetsbeslutninger – man går på den laveste fællesnævner. (Sverige f.eks er forlængst holdt op med at have en kreativ ”anderledes” og fredsfremmende udenrigspolitik siden man gik ind i EU).
En af de meget få gange hvor EU faktisk har talt med én stemme i eet vigtigt udenrigspolitisk anliggende var når man besluttede sig for at anerkende Slovenien og Kroatien ud af det gamle Jugoslavien uden af have en anelse om hvad der skulle ske med Rest-Jugoslavien. Det skete under stærkt tryk fra Tyskland, ikke mindst udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Det forenede Tysklands første større indsats var altså at splitte en gedigen europæisk stat, de facto med sin hovedløse støtte til den halvfascistoide regime under Tudjman i Zagreb og de jure ved at gøre de to til selvstændige stater. Alle kyndige advarede Tyskland, dets egen ambassadør Eiff i Beograd, FN S-G Boutros-Ghali, Lord Carrington og mange eksperter inklusive jeg selv.
Denne fatale EU-beslutning gjorde krigen i Bosnien-Hercegovina (BiH) uundgåelig. Hvorfor? Fordi den muslimske leder Alija Izetbegovic i Sarajevo nu sad med et uløseligt dilemma: Hvis BiH blev siddende i Rest-Jugoslavien ville hans muslimer blive en lille minoritet i et hav af serbere og han vill få borgerkrig med sine egne. Hvis han satsede på uafhængighed ville han få krig med BiHs serbere og kroater, der ikke ville blive minoriteter i et hav af BiH-muslimer og ikke ville skæres af med internationale grænser til sine hjemmerepubliker. Vi véd hvordan det gik. Den krig, der muligvis kunne være undgået i Bosnien, blev fremprovokeret af EU. Hvis Jagland og Nobelkommitéen havde forstået noget af Jugoslavien ville man været gået stille med denne for EU ikke så flatterende kendsgerning.
Andre gode grunde til at EU ikke er værdig
Desuden: To EU-lande er atommagter. Et antal lande har i moderne tid deltaget i voldelige interventioner eller/og som våbeneksportører og intet gjort for at først prøve civil konfliktløsning i f.eks. Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Alle EU-lande har militær- eller forsvarsakademier men ikke ét eneste fredsakademi. EU har formaliseret sit samarbejde med NATO i langt højere grad end med den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejds- Organisation, OSCE, og holder FN på lang afstand (også i Lissabon-traktaten). Der er fælles våbenproduktion og koordinering af militære styrker; alle eksperter er enige om at EU’s apparat for tidlig varsling af konflikter, mægling, forhandlingsløsninger etc. er groft underprioriteret og uden de nødvendige minimumsresourcer.
For EU-entusiaster forekommer mine argumenter ovenfor sikkert som ensidigt negative. Mit motiv er naturligvis at pege på at det fredsbegreb Nobelkomitéen betjener sig af er så mangelfuldt og forældet at det er en skandale at EU, der også står for de ting jeg her nævner, overhovedet kan være kandidat til en fredspris. Kun USA har større militærudgifter end EU; EUs militære forbrug er ganske vist dalende lige nu men ikke af indsigt om civil konflikthåndtering men på grund af den økonomiske krise. De omkring US$ 280 milliarder EU-landene bruger på oprustning kan sammenlignes med Kinas 143 og Ruslands 72.
Nobels Fredspris er altså i år gået til nogle af verdens mest oprustede og militariserede lande. Man intervenerer militært rundt om i verden, støtter f.eks. Marokko mod Vestsahara (for at kunne få fisk), vil gerne dumpe affald ud for Afrikas Horn (og få Somalias olie) og har satset helt på krigsførende Rwanda (Congo), ikke på Burundi. Man rådfører sig forud for beslutninger med Israel, men ikke andre. At fortie dette – som Nobel-komiteen gør – er intellektuel uhæderlighed eller beklagelig kundsabsløshed. EU er en union af suveræne stater og hvad de gør er hvad EU gør, Hr. Jagland!
Hvad en EU-fredspolitik kunne indebære
Hvis EU var værdigt Nobel-prisen ville man kunne finde nogle af denne slags ting dér: Satsning på også civil konflikthåndtering, ikkevold, atomfrihed i Europa og andre regioner, professionelt samarbejde med civil organisationer, omrustning til alternative forsvarsformer, det Civile Europæiske Fredskorps, der er blevet syltet i årevis; intellektuel oprustning i fredsakademier, uddannelse og dialog, at anvende EU-parlamentet for høringer af konfliktparter rundt om i verden, at EU tilbyder sig som mægler og ikke deltager i konflikter etc. Og hvis EU var en fredsorganisation ville man ikke indføre dræbende sanktioner mod Irans uskyldige indbyggere med kundskaben om at dem mod Irak kostede én million eller flere livet.
Komiteen bør blive kyndig og international
Læg dertil at Kommitéen består af mennesker uden sagkundskab om fred. De kan dele en fredspris ud, men hvilket ramaskrig ville der ikke blive hvis pensionerede politikere bestemte prisen i kemi, medicin eller litteratur? Om fred véd de lige så lidt!
Til almindelig oplysning er freds- og konfliktforskning idag et etableret fagområde ved universiteter rundt om i verden, nogen véd faktisk noget om fred og forsker i hvad det er og ikke er. Der skrives bøger og gives eksamen i emnet. Det er derfor på høje tid at få en ny Nobel fredskomité, der indholder fagkyndige teoretikere og praktikere i stedet for (på fredens område) uuddannede mennesker. Eksakt som med de andre Nobel-priser. Fred er et kompetenceområde akkurat som medicin eller psykologi.
Mange rigtige fredskæmpende mennesker har fået prisen. Men efter Al Gore, Ahtisaari, Obama, Xiaobo, Sirleaf og EU er det tid at stoppe den tendentielle kidnapning af prisen til militær i stedet for civile midler og til politikere i stedet for forskere, kulturpersoner og aktivister – samt professionalisere og internationalisere komiteen. Der står i Nobels testamente at Stortinget skal udpege en komité – ikke at den skal bestå af nordmænd, forhenværende parlamentariker eller fagligt ukyndige.
Publiceret på norsk som kronik i dagbladet Klassekampen, Oslo
