Dagbog fra Burundi # 3 – Om et længere ophold og…

…sikkerhed, Eddy, mad og olie krise – og strande som kulturelle mødepladser

Bujumbura, Burundi
2. juli, 2008

Jeg har nu været her et par uger, et af besøg mange siden mit første I 1999. Denne gang er anderledes da jeg skal være her mere end 3 uger, længere end jeg før været på besøg og jeg bor privat istedet for på Amahoro Hotel. Årsagen er den at TFF skal spare så mange penge som muligt, da vi lige har fået afslag fra Bernadotte Akademiet i Sverige på vores ansøgning om at fortsætte vort arbejde hér de næste 12-18 måneder.

I denne og de kommende dagbogsnoter vil jeg fortælle lidt om livet her og hvad det er TFF prøver at opnå dels med Amahoro(fred)-Ungdomsklubben og dels med Udenrigsministeriet.

Sikkerhed

Jeg kan lide at spadsere, det er langt den bedste måde at få indtryk af ethvert sted på. Men jeg er den eneste hvide (Muzungu), der går på gaderne her i Bujumbura eller “Buja”. Hver morgen går jeg 20 minutter til Amahoro Ungdomsklubbens lille mørke kontor på Boulevard de l’Uprona nr. 12 og på min vej møder jeg alle slags mennesker – dem uden sko, med plastic sandaler, smarte joggingsko, almindelige sko eller elegant klædte bureaukrater med skinnede sko – skinnende fordi de naturligvis kører i bil.

Sikkerhedsmæssigt er Bujumbura ikke er et sted du går ud efter mørkets frembrud. Ina Curic – TFF’s koordinator – og jeg har organiseret en lille pool af taxachauffører, der både taler engelsk, kommer som lovet, er pålidelige og kører ordentligt. Den første dag havde jeg ikke megen lyst til at gå i gaderne med min taske, computer, penge, pas osv. En lille gruppe gadebørn eller organiserede kriminelle kunne nemt få fat i min taske og dens indhold, men på en eller anden måde er jeg heldig og møder mange flere smil end truende blikke, faktisk møder jeg ingen af sidstnævnte.

Og hvad handler min lille frygt mon egentlig om? At alle er sorte og jeg den eneste hvide? Fordomme? Om at dømme folk på deres tøj? At tro at fattigdom potentielt betyder højere kriminalitet? At jeg ved min blotte tilstedeværelse repræsenterer en europæer med ”kolonialisme” malet over det hele og føler mig kulturel skyldig? Hvad end svaret er: jeg på vagt på en måde jeg ikke er i Europa eller Japan men som jeg ville være også i Washington, New York for ikke at tale om Rio.

Nå, men der er en vis sikkerhed hér og dér; politi og private vagtselskaber, der holder øje med butikker og offentlige bygninger og nu og da et par omkringvandrende soldater. Jeg har det bedre her end for eksempel i Nairobi, som jeg altid har undgået siden 1970erne da jeg blev nødt til at rejse igennem på min vej til Mogadishu.

Eddy, min bedste taxachaffør

Gaderne er enten rød-grå grus, støvede især nu da det sjældent regner, eller asfalt med utallige huller i alle størrelser. At køre taxa her er spændende, de fleste af dem er et eller andet japansk mærke uden reparationsmuligheder pga. alder og mangel på vedligeholdelse. De er ildelugtende, beskidte, nedslidte, og de udsender en tyk mørk røg. Interessant nok har alle rattet i højre side på trods af at der er højrekørsel og de har alle høj musik der kommer ud af en højtaler i bagruden – lige ind i dine ører.

Priserne er faste, men du skal kende dem ellers er der en særlig pris for dem der ikke kender byen. Korte ture koster hvad der svarer til 1 US dollar, til stranden eller op til universiterne i bjergene er det 4 dollars. Det skal aftales før du sætter dig ind, der er ikke noget taxameter og forvent ikke at de kan give tilbage. Byttepenge, mener de fleste, er dit problem hvis du ikke betaler det præcise beløb.

Min foretrukne chaffør hedder Eddy, er muslim på 35 med kone og to børn på hhv. 7 år og 16 måneder. Eddy er ikke som taxachauffører er flest hér, han er noget ekstra. Der hænger en CD med arabisk musik og dingler i hans bakspejl og han fortæller mig at hvad der end sker i hans liv, så skyldes det Guds vilje og derfor er han lykkelig med hvad han har og hvad han får. Han holder sin bil ordentlig og ren, han klæder sig upåklageligt, hver dag en ren hvid skjorte. Hver gang han samler mig op giver vi hinanden hånden og jeg siger ’Salaam.’ Han er den eneste der nogensinde har ringet til mig på min mobil og spurgt om jeg havde brug for ham og informerer mig om hvornår han kører hjem i aften, så jeg kan planlægge efter det eller have en anden chauffør i baghånden. Hvis han er et minut for sent, så undskylder han – jeg tror han må være den eneste i dette land!

Livet er hårdt nok for Eddy og hans familie. På en god dag hvor han arbejder fra tidlig morgen til 9 om aftenen tjener han 20 dollars. Og det er efter han har betalt for den ekstremt dyre benzin her. Den er p.t. 1860 FrBu (burundiske franc) per liter, mere præcist 1,5 dollar – gæt hvad den pris betyder for et samfund hvor den gennemsnitlige årsindkomst er 140 US dollar! Men selvom han ikke kører bil hver dag og alle dage ikke giver så meget så er Eddy selvfølgelig relativt velstående, målt i penge og ikke mindst sammenlignet med folk ude på landet. Også selvom han skal forsørge kone og to børn.

Eddy kører de fleste af ugens dage pånær fredag; en del dage går fra til reparationer af bilen. Jeg spørger ham hvad han og hans familie godt kan lide at lave når han har fri. Det bedste er at tage ud til stranden, børnene elsker det og der er så afslappet, siger han. Stranden er den fantastiske strand ved Lake Tanganyika som ligger 5-6 kilometer fra Bujumburas centrum. “Men det er for dyrt for os, tilføjer han, det er kun nu og da vi har råd, så for det meste bliver vi hjemme eller bliver i kvarteret vi bor i.”

Jeg ved at prisen på den lokale bus er 600 FrBu eller 50 cent per person hver vej. Så det er 1 dollar tur-retur og de er fire. Og så lidt Fanta og kaffe derude. ‘Så det er ikke noget vi kan gøre ofte – der er jo mange leveomkostninger, vi må prioritere.’

Han fortæller mig om famliens økonomi mens han kører mig til stranden og den tur koster 4 dollar. Jeg er glad for at jeg kan bidrage med lidt ekstra til hans familie da vi afregner.

Den kombinerede mad- og oliekrise

Jeg var her også i marts og april i år, og på den korte tid siden sidst er priserne i forretningerne og restauranterne blevet skyhøje. Da jeg denne gang køber mad lokalt til morgenmad og frokost, (om aftenerne går jeg på restaurant med venner, lokale, internationale og Ina), kan jeg se hvor svært det må være for den gennemsnitlige Burundier at få det til at hænge sammen.

3 deciliter mælk fra Uganda koster 1 dollar, en lokalt produceret marmelade 4 dollar, lokale pølser 0,8 dollar per 100 gram. Importerede varer såsom vin og fransk ost er udenfor rækkevidde for 90 procent af befolkningen. En lille Belgisk Leffe øl koster 5 dollar i Dimitri’s Supermarked på hovedgaden og en flaske rødvin koster minimum 16 dollar, selvom de er fra naboen Sydafrika. Kort sagt 1,5 gange prisen af hvad de koster i Sverige. Whisky er omkring det samme som i Sverige.

Selvfølgelig køber folk ting på markedet og her er priserne lavere. Men alligevel: hvis du vil opleve kombinationen af hvad der nu modesmart bliver kaldt fødevarekrisen og oliekrisen i den rige del af verden, så kom hér og se hvad det betyder for nogle af de fattigeste på jorden. Man kan jo ikke ligefrem blive overrasket hvis nogen skulle benytte lejligheden til at slå en Muzungu ned og tage hans taske, penge og alt andet…

Strandene

De fleste mennesker jeg møder i Europa har ingen ide om Burundi eller hvor det ligger. De sidste to gange jeg har tjekket ind i Københavns Lufthavn og fortæller at min bagage skal til Bujumbura, har personen ved disken svaret: Hvor? Hvor er Burundi? I modsætning til det ved de fleste burundier i det mindste at Sverige ligger i det nordlige Europa og er et stort langt land. Sådan ligger landet altså vedrørende de uddannelsesmæssige standarder forskellige steder i verden.

Og er Burundi lille? Ja geografisk, kun et par hundrede kilometer i hver retning. Befolkningen er 8 millioner, det samme som Sverige. Dette overrasker også mange burundier, der aldrig har været udenlands. De forbinder rigdom med at være mange så i Sverige må være der være mange flere mennesker end i deres eget geografisk lille land.

Måske er der læsere, der ikke forstår når jeg siger ”strande”, fordi Burundi ligger i det indre hjerte af Afrika. Men hovedstaden Bujumbura er smukt placeret på strandkanten af den gigantiske Tanganyika-sø.

Der er tre strande her og stranden er mødeplads i weekenden (det er vel mest/kun for middelklassen?) Karera Strand, Sara Plage og Club du Lac Tanganyika hvor sandsynligvis det mest velholdte og mest europæisk-lignende hotel ligger; det bestyres af en italiener hvis venlighed og runde mave fortæller om hans livs og mad glæde. Den er elegant, upåklagelig rent og maden er ligeså lækker som den er dyr. Et måltid for to for eksempel lørdag aftens indiske buffet plus en øl, koster omkring 40 dollar. Hotellet har alle faciliteter inklusiv en sauna der kun er omkring 45 grader celsius, så den er der ingen grund til for en svensker at prøve!

Der er skam en skøn svømmepøl for pengestærke familier med børn og ”internationale” med penge, men meget bedre er en rolig skøn strand med lange strækninger af hvidt sand, små paviljoner med bambutage og fantastisk vand. Søen en af de største i verden og langt langt væk i horisonten kan du se Kongos majestætiske bjerge. Stranden er stedet at se solen gå ned.

Hvor har jeg dog nydt at se at sidde i det solvarme sand, se solen forsvinde bag de bjerge i en rød ildkugle mens den øvre del af himmelen samtidigt er dagslys blå med skyformationer som abstrakte malerier. Derefter kommer der et tidspunkt hvor brisen føles kølig, så bliver søens bølger roligere og så af grunde, jeg ikke helt er klar over, føler du så pludselig varm luft igen omkring dig. Det er sikkert kombinationen af vinden der dør ud og sandet der på samme tid frigiver dagens sidste varme. Men det er skønt, jeg kan sidde der i timer. Og denne strand har vagter og er sikker nok for Muzungus selv efter at det er blevet ret så mørkt – og det bliver det på få minutter, som om der var et gigantsik rullegardin.

Jeg elsker at sidde der og se bølgerne dovent bevæge sig mod strandkanten. Deres hvide skum er oplyst af lanternerne fra hotellet bag mig, så de ligner store vinger på fugle, der løfter sig i natten og forsvinder i vandet igen. Velkommen til den evige forandring, som forbliver den samme!

Dette er et af de af de mange øjeblikke hvor jeg taknemmeligt føler mig tæt til livets basale elementer.

Ina som har været her i 15 måneder har lært mig den kulturelle betydning af strandene som et sted at blande sig og finde venner. Der er musik og barer, der er fantastisk rent vand og hvidt sand, der er musikere – som de utroligt kraftfulde lokale trommeslagere – og der er mennesker som bare kommer for at være, for at sove i skyggen af et træ eller have picnic. Mange tager deres bad her og vasker deres tøj. Der er masser af børn og unge, spejdere der har deres øvelser mens andre spiller fodbold.

Ina og jeg har været her det meste af sidste weekend, og talt med hvem der måtte være der, svømmende eller spille volleyball – mødt Amohoro Ungdomsklubs-medlemmer eller haft små studiekreds med dem og andre unge som vi aldrig har mødt før. De fortæller os om folkemordet i midt 90erne og hvordan de ser på det i dag.

Det gennemgående tema jeg hører er: vi unge mennesker var ofre for galskaben; vi mistede familie og venner og vi kommer aldrig til at gentage det. Faktisk handler mange af deres historier om forsoning og om hvordan hutuer og tutsier arbejder side om side i forskellige sektorer i dagens Burundi. Måske de gamle har sværere ved det men det er ungdommen, som jeg ser det, der samler sig under ét og vil en anden fremtid.

Stranden er stranden, ja – og mødested, for sandt at sige er der (næsten) ingenting du kan lave i byen. Der er ingen gallerier, ingen museer, ingen butikscentre – intet af det som mange europæere kan opleve i deres weekender. Folk er hjemme. Hvis de ikke er på stranden.
Om aftenen vender vi så tilbage og fylder restauranterne – hvis vi er udlændinge. Du skal være rig hér hvis du skal have råd til at gå på restaurant med international standard. Men selvfølgelig er der lokale restauranter hvor du kan få en tallerken ris, bønner, spinat, banan, måske lidt tørret kød og løg med sovs på for omkring 1 dollar. Jeg har prøvet nogle og overlevet det på trods af hygiejnen. Jeg håber også at overleve det i fremtiden for det er en god oplevelse når jeg er sammen med Amahoroklubbens medlemmer. Mere om dem i det næste indlæg.

Oversat fra engelsk af Kirstine Rønnov Due

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s