Plat propaganda til støtte for “forsvarsalliancen” NATO, der konstitutionelt er ude af stand til at skabe sikkerhed og fred. Og brud på DR’s lovfæstede public service-rolle og journalistiske retningslinjer.
DR er næsten ikke til at bære. Det, der burde være public service, fungerer i dag som et propagandaorgan, der i sin ensidighed og systemloyalitet minder mere om Sovjetunionens Pravda end om et moderne, pluralistisk medie. Journalistisk set ligger DR’s sikkerhedspolitiske dækning på et niveau, der er lavere end ledende russiske og kinesiske medier.
Se blot på dagens artikel i DR hvor Ruslands ambassadør skarpt kritiserer DR’s dokumentar om Ruslands såkaldte angrebsplan.
Det mest pinlige er, at DR’s egen “research” er så svag, at de først må forsvare sig selv, hvorefter man sender fru Kimer ud for at forstærke fortællingen, i stedet for at begynde med det mest elementære: at lytte til, hvad den russiske ambassadør faktisk siger. Det er amatøragtigt.
Og så praler de ovenikøbet af, at deres “undersøgelse” bygger på samtaler med NATO’s efterretningstjenester, højtplacerede nordiske efterretningsfolk og topofficerer i Forsvaret og NATO. Er de virkelig så ubegavede, at de tror, at man kan lave en trusselsanalyse ved udelukkende at tale med én side – og endda kun med militærfolk, der af natur og profession har et ensidigt perspektiv?
Det er himmelråbende dumt. Og farligt.
Sådan laver man ganske enkelt ikke en analyse af krig, fred eller sikkerhed. Det er ikke journalistik – det er frygtproduktion. Det er frygtologi forklædt som public service.
DR har i årtier nægtet at tale med nogen, der kunne udfordre det officielle fjendebillede. Ikke én eneste kritisk stemme, ikke én fredsforsker, ikke én historiker med indsigt i NATO’s rolle, ikke én uafhængig Rusland-analytiker – og aldrig en russisk forsker. Intet uden for andedammen. Det er systematisk udelukkelse af pluralisme.
Resultatet er plat gøgemøg: Journalister uden speciel viden om krig, fred, historie, doktrin eller geopolitik optræder som “eksperter”, mens de i virkeligheden blot reciterer NATO’s kommunikationslinje, som vi ved er systematisk udviklet til påvirkning.
Og så kommer det mest pikante af det hele:
I DR’s artikel om ambassadørens kritik optræder Niels Fastrup som en neutral, uvildig journalist, der “forklarer” dokumentarens research og “imødegår” ambassadørens udsagn.
Men DR fortæller ikke læseren, at Fastrup selv er medskaber af den dokumentar, som ambassadøren kritiserer. Han er altså ikke en uafhængig journalist, der dækker en sag – han er part i sagen, der forsvarer sit eget produkt, uden at læseren får det at vide.
Dette er en rolleblanding, der strider mod DR’s egne redaktionelle principper om, at journalister ikke må blive aktører i deres egen historie.
Og det er ikke første gang. Fastrup har gjort dette nummer flere gange: først producere et stykke sikkerhedspolitisk dramaturgi, og bagefter optræde som “neutral DR-journalist”, når produktet kritiseres. Det er uprofessionelt, uetisk og dybt vildledende for offentligheden. En journalist må ganske enkelt ikke blive en del af sagen.
DR’s “kultur” – det egentlige problem
Det her handler ikke kun om Fastrup. Det handler om kulturen i DR’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske redaktioner. En kultur, hvor:
- NATO’s trusselsnarrativ er standard
- alternative perspektiver er usynlige
- efterretningstjenester er primære kilder
- militære vurderinger er sandhedsbærende
- kritik af NATO opfattes som suspekt
- Rusland kun kan være aggressor
- Dansk sikkerhedspolitik og Ukraine-linje aldrig problematiseres.
Dette er ikke en påstand. Det er veldokumenteret i skandinavisk medieforskning, som i årevis har vist, at DR:
- har en strukturel kildeafhængighed til vestlige sikkerhedspolitiske institutioner
- reproducerer NATO’s strategiske narrativer
- fungerer som forstærker af statens udenrigspolitiske linje
- mangler pluralisme i dækningen af stormagtskonflikter
Det er ikke nødvendigvis ond vilje. Men det er stram, politisk korrekt institutionel socialisering.
Jeg har i 75 år hørt, at “russerne kommer”. Det er den samme sang, årti efter årti. Ligesom Netanyahu, der i 35 år har sagt, at Iran får atomvåben “om få måneder”. Det er den samme frygtfortælling, der genbruges igen og igen for at legitimere en politik, der ikke skaber sikkerhed – men derimod eskalerer konflikter. Den trækker skattepenge ud af befolkningen for at give den mindre og mindre sikkerhed – højere krigsrisici.
Men hvis våben kunne skabe fred så havde vi med historiens højeste militærudgifter og absurde 5% af BNP-mål levet i fred i dag.
Det har aldrig været andet end fjendebillede-propaganda. Og DR har været mikrofonholder for det hele. Som en del af det, jeg har kaldet MIMAK – det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks som trives mere end noget andet i dagens Danmark.
NATO’s atomvåben med retten til deres første anvendelse, offensiv afskrækkelsesdoktrin, fremskudt “forsvar” og konstant ekspansion kan ikke skabe stabilitet eller fred. Siden bombningen af Jugoslavien har NATO 24/7 forbrudt sig mod sin egen – defensive – traktat, der er en kopi af FN-erklæringen, og gjort fred og sikkerhed logisk umulig.
Og alligevel har DR aldrig taget en eneste kritisk diskussion om NATO’s strategi, doktrin eller rolle i eskalationen. Aldrig. Heller ikke om alliancens ekspansion mod alle veldokumenterede løfter, vestlige politikere gav Gorbachev – en hovedforklaring på den tragiske krig i Ukraine.
Tro dem ikke ét sekund. Det er ikke public service.
Det er BrainWashington – His Master’s Voice.
Og intet andet.
Men gad vide, om de selv véd det – eller om de selv er hjernevaskede ind i det store narrativ og opportunt uvidende om deres rolle i oprustningen? For det ville jo være det det mest skræmmende af alt…