Site icon 🗝 Jan Oberg

Vestens moralske afrustning – en sump den kun kan synke dybere ned i

Regeringer, der står bag, støtter og legitimerer Israels folkemord i Gaza – som kun kan ske fordi Israel og Vesten står sammen – har fuldstændigt mistet det moralske kompas. Folkeretten er klar: Alle har en pligt til at forsøge at stoppe et folkemord.

Det blæser NATO, EU og småstater som Danmark på. De udtaler sig hændervridende om en våbenhvile, de véd at Israel ikke vil have. Danmarks udenrigsminister siger om Israels skolebombning med over 100 døde at det er ”forfærdeligt” og at ”det viser med al tydelighed behovet for en våbenhvile og for frigivelse af gidslerne” men gør intet. På denne måde støtter man Israels folkemord.

Man kalder heller ikke den israelske ambassadør til samtale når Israels finansminister mener det kan være ”retfærdigt og moralsk” at sulte to milllioner palestinensere til døde.

Den selvpåtagede hjælpeløshed omkring Gaza bør sammenlignes med Vestens lynhurtige reaktion, da Rusland foretog sin alt andet end fuldskalige – et NATO-ord som alle propagandasoldater genbruger – invasion af Ukraine. Fordømmelserne haglede, der blev lukket for russerne, historiens vel mest omfattende økonomiske sanktioner blev vedtaget på få dage, vestens adgang til russiske medier lukket og Nordstream bombet af you guess who. 

Historiens største oprustningsaktion og eksport af isenkram til Ukraine blev sat på skinner. Putin, der også fik en arrestordre hæftet på sig, blev fremstillet som en den nye Hitler, sindssyg, nederdrægtig, fuld af løgn etc. Ondskaben selv. Tjenstvilligt sendte medierne NATOs forenklinger og løgne ud til folket, der ikke havde adgang til journalistik.

Både Rusland og Israel hævder retten til selvforsvar. Men Israel har ikke ret til at begå folkemord som selvforsvar og har ikke ret til selvforsvar på besatte områder.

Rusland ser på NATOs 30-år gamle skridtvise ekspansion op under skørterne på Moder Rusland; den er helt i strid med alle veldokumenterede løfter givet til Gorbatjov om ikke at ekspandere NATO ”en tomme.” Ikke én eneste gang lyttede man til Ruslands bekymring. I stedet gennemførte Obama & Co et regimeskrifte i Kiev i 2014 og oprustede Ukraine. En afsindig provokation i strid med folkeretten – som også Ruslands invasion er det. Ordet ”selvforsvar” passer dog bedre hér end i Israel – som for øvrigt kendte til Hamas angreb langt inden den 7. oktober og lod det ske.


Israels ret til selvforsvar er en ret, Rusland ikke har; USAs – perverse – selvforsvar begynder ved den ydre grænse af NATOs 32 medlemmer og 43 ”partnere.” For USA har selvforsvaret altid ligget i 600+ militære baser i 130 lande, i CIA, regimeforandringer og Special Operating Forces overalt på kloden.

Team Folkemord er desuden lige blevet enig om at boykotte mindehøjtideligheden i Nagasaki. Man siger ”Fuck you!” til dem, USA dræbte i Hiroshima og Nagasaki 6 og 9 august 1945 – 150 000-250 000 sagesløse japanere. Hvorfor?

Jo, Nagasakis borgmester mente at folkemords-Israels tilstedeværelse kunne indebære risici for de fremmødte. (Rusland blev forment adgang i 2022 uden protester). Da trak Israels venner sig – USA, Australien, Canada, Frankrig, Italien og England. Israels tilstedeværelse var altså vigtigere for dem end at mindes ofrene for USA’s enestående forbrydelse, som forresten ingen amerikanske præsident har undskyldt.

Så nu véd du dette: Folkemord er OK. Globalt selvforsvar er OK. Krig mod Rusland er OK – som også kold krig mod Kina. Atomvåben og brugen af dem – som også indgår i NATO’s doktrin – er OK. Foragt for menneskeliv er OK. Til helvede med etik, folkeret og FN. Und so weiter – en civilisation i moralsk forfald og grænseløs militarisme.

De 85% i Majoritetsverden uden for Vesten ser det og vender ryggen til. Og denne selvdestruktive sump vil Vestverden aldrig kunne tage sig op igen, kun synke dybere ned i.

Trykt som klumme i Arbejderen den 14. august 2024

Exit mobile version