Eller en ny udgave af den forsvundne krigsministerielle fuldmægtig, som ikke klarer virkeligheden men føler sig mest fri inden for det intellektuelle fængsels mure?

Jeg kommer ved en tilfældighed til at se at DR’s Deadline den 27. december 2023 har temaet “Vejen til fred.”

Tidligere ambassadør, Friis Arne Petersen, født 1952, præsenteres hér som en særligt kompetent og erfaren diplomat med et langt livs erfaring som blandt andet tidligere dansk ambassadør i USA.

Og hér på hans Wikipedia-side dokumenteres det da også overbevisende, at han har været særdeles centralt placeret i dansk udenrigspolitik i meget lang tid.

Så meget desto mere skuffende er det at opleve at så meget af det, han siger, er diplomatisk pjokkeri.

Der listes på kattepoter befriet fra teori, sammenhæng og baggrund. Det er det vestlige, USA-konstruerede narrativ, der pligtskyldigst følges. Og selv som pensioneret tør diplomaten par excellence ikke kalde en spade for en spade. Eller synes han mon virkelig at Israels barbari er OK? Eller er han ræd for at blive beskyldt for anti-semitisme?

Nogen tilgang til ord som “fred” og forhandlinger har hverken ambassadøren eller Deadline. Friss Arne Petersen giver systematisk udtryk for at det hele er meget svært, og at det er svært at se nogen lysning. Israel har jo… Israel er jo blevet angrebet den 7. oktober, og…

Deadline spørger hvorledes han ser på Israels premierminister Netanyahus tre punkter i Wall Street Journal som vejen til noget, han kalder fred. De tre punkter er at 1) Hamas skal udslettes, 2) Gaza skal afmilitariseres, og 3) hele det palestinensiske samfund skal af-radikaliseres. Og kun sådan kan der blive fred – som han har mage at kalde det.

Ambassadøren svarer, at Netanyahus artikel jo nok vil blive oplevet som skuffende i Washington… og i det hele taget er USA jo i en meget svær situation. Det er hvad Washington synes om Netanyahu, ikke hvad ambassadøren selv synes. Han fatter ikke hvad det er, Netanyahu i virkeligheden skriver. Det er også ligegyldigt for Udenrigsministeriets regel # 1 er, at du ikke må kritisere Israel eller USA.

Et filmindslag viser en israelsk militærleder, der siger at kampen bliver lang og hård; Israels vinkel endnu en gang. Netanyahus tre – fuldstændigt uacceptable og fredsforagtende – punkter i WSJ bliver hverken afvist eller problematiseret. De er bare et faktum, lige så urokkeligt som alle de betonmure, Israel har bygget.

Vi skal dog ikke forstå i hvor høj grad USA støtter Israel og er påvirket af den israelske lobby, pumper ind våben til Israel og er gået solo med at forhindre en våbenhvile.

Det absurde i dette, kommende fra en toppolitiker, der er hovedansvarlig for et folkemord, kerer hverken Deadline-redaktøren, Issa Mahmoud Jeppesen, eller ambassadøren sig om. Vi skal formode – implicit, uudsagt – at det nok er hårde betingelse, men at Israel jo kæmper en unik kamp.

Deadline’s ramme for samtalen er – helt som man kan forvente på DR – at det er Israel og USA, vi skal bibringes en forståelse for. Om de selv er bevidste om det på redaktionen eller de er komplet uvidende om kompleksitet og alsidig, objektiv dækning af en konflikt skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tvivler stærkt på, at den pensionerede ambassadør ville have meget andet eller interessantere at sige hvis der havde været en anden ramme eller agenda.

Under de lange intellektuelle tomgangs-minutter siges der ikke ét ord om palestinensiske interesser og behov, politik eller historiske lidelser. Palestina er Hamas og der kører en “Israel-Hamas krig”, som… Det er helt og aldeles gyseligt og interviewet bør bruges på enhver journalisthøjskole til skræk og advarsel – men jeg véd godt, at det ikke vil ske.

Se indslaget selv. Du vil hurtigt opdage, at det hele er “framed,” tilpasset Israels og USAs og kun deres syn på sagen. Deadine synes endog at mene, at den voldsomste kritik af Israels barbariske adfærd, der kan tillades i DRTV er den franske præsident Macrons!

Men sådan må det naturligvis være når DR og andre medier kalder et folkemord for “krigen mellem Israel og Hamas.”

Du må ikke sige de ord du véd.

Ord som besættelsesmagt, Zionisme, apartheid, a-symmetrisk konflikt…overmagt, ghetto, krigsforbrydelser, folkefordrivelse, massedrab – herregud, det er kun 21 000 palestinensere, der er blevet dræbt, kun 55 000, der er blevet såret, og kun knapt 2 millioner, der er blevet fordrevet på nogle få uger.

Du må ikke sige de ord du véd.

Ord som konfliktløsning, mægling, FN, folkeret, Genevekonventioner, Folkemordskonvention, krigens love, menneskerettigheder, forsoning. Du må ikke sige, at verdenssamfundet har pligt til at forhindre/stoppe folkemord. Du må ikke nævne USA’s veto mod en våbenhvile. USA har et svært dilemma blandt andet fordi man i årevis har oprustet Israel og er dets vigtigste ven. Åh ja, hvad skal man dog gøre eller sige når vennen så skejer sådan ud?

Du må ikke udvise samme intellektuelle kapacitet og civilcourage som FNs generalsekretær, der sagde at Hamas’ angreb, hvor afskyeligt det end er, ikke fandt sted i et vakuum. Du må end ikke gå så langt som pensionerede amerikanske diplomater, forskere og militærfolk, der kritiserer – fordømmer – Israels politik og Vestens betingelsesløse støtte til den – eller konkluderer at USAs politik i Mellemøsten har været forfejlet fra Day One.

Du må ikke sige ordet historie – for der er ingen århundredårig lang historie bag alt det hér. Nej, det hele begyndte med Hamas’ angreb på Israel, det værste siden Holocaust, hvor 1147 blev dræbt i Israel. Og Friis Arne Petersen lader som om han blot finder det mærkeligt, at Israel og USA blev overrumplet – tilsyneladende ikke vidste noget. Og at denne efterretnings-fiasko gør det yderligere svært for USA at agere. Han må ikke sige at Israel topledere har samarbejdet med Hamas i årevis og udmærket godt vidste hvad Hamas havde planlagt

Du må ikke sige de ord du véd – at der er andre tolkninger, andre vinkler, andre fakta. Rammen er pro-Zionistiske, pro-amerikansk og – netop, statsministeriel – at der må ikke være så meget som et A4-ark mellem Danmark og Europa på den ene side og USA på den anden.

Men du må godt nævne en tostatsløsning for alle véd at den er død som en sild. Derimod må du ikke nævne en én- eller fællesstats-løsning, for den forudsætter et totalt andet, demokratisk Israel uden overmagt, apartheid, militær overmagt og atomvåben. Sameksistens i stedet for udryddelse.

Hvor står det dog intellektuelt ringe til dér på de politiskt bonede gulve hvor man går på kattepoter rundt om det største folkemord i Vesten siden 1945 og årtier af undertrykkelse og ydmygelse af millioner af mennesker – langt de fleste helt og aldeles uskyldige. Og når vi lige har oplevet to år af hellig forargelse over Ruslands invasion af Ukraine – om hvilket man i det mindste ikke kan bruge ordet folkemord.

Og hvor er det trist at ambassadører og medier synes at befinde sig bedst i deres intellektuelle og a-moralske udenrigspolitiske fængsel – hvor de ikke ser hvor selvdestruktivt deres udsagn og holdninger er for hele Vestverden.

De synes at have det som den forsvundne fuldmægtig fra Krigsministeriet i Hans Scherfigs roman. Det virker som om både ambassadøren og journalisten har det bedst bag den politiske trygheds tykke fængselsmure.

Glem virkeligheden udenfor!

Glem professionalismen!

Glem etik, medmenneskelighed og civilcourage!

I et fængsel kommer der kun lidt lys ind ad små højtsiddende vinduer. Dér findes den sande frihed.

Og om den skriver de med ført fjerpen på hvide A4-ark.

Note

Jeg anvender ordet folkemord af de grunde, man kan finde i TFF’s Statement om det, der sker i Gaza.