/

Mindeord om Mikhail S. Gorbatjov

Jens Jørgen Nielsen

Min gode ven, TFF Associate og ledende Ruslandsekspert, seneste med bogen “Rusland På Tværs”

Det er ikke bare en tidligere apperatjik, der er gået bort. Det var en mand, som var med til at ændre de tektoniske plader i verdenshistorien.

Jeg begyndte for alvor at interessere mig for Sovjetunionen, da han blev den overraskende leder i Sovjetunionen i midten af 1980-erne. Han fik mig til at studere russisk, for jeg vidste at uden russiskkundskaber ville man ikke komme langt med at forstå dette specielle land.

Jeg var begejstret for det perspektiv han præsenterede om et fælles Europa, en fredelig verden, hvor vi brugte kræfter, penge og hjerner på fredelig udvikling i stedet for det nedfrosne system og kaprustningen, som prægede tiden dengang.

Men tingene gik som bekendt ikke så let, Gorbatjov blev afsat i august 1991, stukket i ryggen af de medarbejdere han selv havde udnævnt. Derefter var han en slagen mand, kom aldrig tilbage i politik, hans stillede op til præsidentvalg i Rusland i 1990´erne, men fik ikke engang én procent af stemmerne.

På mange måder var han en tragisk skikkelse.

Jens Jørgen Nielsen

Men da jeg nogle år senere blev journalist i Rusland, jagtede jeg ham, jeg ønskede for alt i verden at få et direkte indtryk af den mand, som havde begejstret verden og ikke mindst mig bare ti år forinden. Det var ikke let, jeg fik i februar 1999 at vide, at jeg kunne komme til en konference i Moskva og efterfølgende ville jeg kunne få et interview med ham. Jeg kom til konferencen, hvor jeg stillede en lang række spørgsmål til ham.

Bagefter gik jeg hen til ham og sagde, at jeg var blevet lovet et interview med ham. Nej, sagde han jeg giver ikke interviews til udenlandske aviser. Hmm. Nu så jeg, at min kone, som også var med, var faldet i snak med Gorbatjovs kone, Raisa. Og så sagde jeg til Gorbatjov at min kone stod derhenne og snakkede med hans kone og at hendes mor, altså min svigermor, var født samme år i Stavropol-regionen, som han var. Bom!

Interesting too?  Dagens Nyheters beklämmande anti-intellektuella påhopp på NATO motståndare

Så havde jeg fanget hans opmærksomhed. Det blev så til en længere snak af næsten privat karakter, som gjorde mig en del klogere på ham. Det er uden konkurrence den russiske politiker, som jeg har haft det bedst sammen med. Han var hyggelig, humoristisk med en pæn dosis selvironi, alt det som danskere traditionelt godt kan lide.

Danmark kendte Gorbatjov gennem det sovjetiske prisme, han havde vist megen interesse for den russiske statsminister Pjotr Stolypin, som bl.a. havde en dansker, C.A. Koefoed, i sin tjeneste til at inspirere til en udvikling af mellemstore gårde og andelsbevægelse; det gik dog ikke helt sådan, Stolypin blev dræbt i et attentat i 1911.

Det er en længere historie, som dog havde Gorbatjovs interesse. Han var overraskende åben, indrømmede til min overraskelse, at han ikke kendte det land han var leder af, da jeg spurgte ham om nedkæmpelsen af demonstranter bl.a. i Vilnius og tidligere i Tbilisi. “Der skete så meget jeg ikke var herre over,” sagde han med sit åbne og ærlige ansigt. Jeg kendte ikke det land, jeg var leder af!!

Noget af en indrømmelse!

Jeg troede på ham. Magtpolitik og intriger var ikke hans spidskompetencer. Han var jo blevet hevet ind som et led i en magtkamp af tidligere Sovjetleder og KGB-chef, Jurij Andropov, men Gorbatjov lærte aldrig helt at forstå de subtile magtkampe i Moskva.

Jeg spurgte ham selvfølgelig også om den NATO-udvidelse, der netop var i gang mens vi snakkede sammen. Den gjorde ondt på ham, kunne jeg se. Han sagde at det var den største skuffelse i hans liv.Han troede at når de førende vestlige politikere lovede ikke at udvide NATO – hvis Gorbatjov accepterede, at DDR blev en del af et samlet Tyskland i NATO – ja, så havde man en gentleman-aftale.

Interesting too?  ☮ ☮ New TFF PressInfo 277 – After all this, what?

“Hvorfor fik De ikke papir på det?” spurgte jeg. “Jeg troede på dem, men sådan er det åbenbart ikke i storpolitik,” svarede han resigneret.

Måske er den sørgelig sandhed, at Gorbatjov var for blød, for godtroende, for åben og ærlig i hvert fald til det hårde game i Kreml og i den internationale politik.

Gorbatjov afmonterede Warszawa-Pagten, trak tropper tilbage på meget kort tid og gav dermed plads til – nej, desværre ikke til dét Europæiske Hus, som han drømte om, men – til et NATO, hvor Rusland reelt ikke kunne deltage. Et af frøene til den nuværende tragiske situation blev lagt her. Det var Gorbatjov klar over. (Er man interesseret i hvad der er op og ned i historien om løfterne om ikke-udvidelse af NATO, kan jeg anbefale en fremragende bog af M.E. Sarotte, “Not One Inch”).

Vores samtale endte med at vi drak et glas vodka sammen, og vi skålede naturligt nok for en fredelig verden.

Gorbatjovs kone døde et halvt år efter min samtale med ham. Hun hviler under et smukt gravsted på Novodevitji-kirkegården i Moskva. Nu forenes de nok snart.

Men jeg håber ikke, at vi steder håbet om en fredelig verden til hvile, det ville ikke være i Gorbatjovs ånd.

Æret være hans Minde!

Om Mikhail S Gorbatjov (1931-2022) på Wikipedia og på RT – Russia Today

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

2 Comments

  1. M. Gorbatjov er død, verden er blevet fattigere.
    Jeg sender en tak til denne rettænkende mand for indsatsen og jeg kunne ønske er der igen kommer rigtige statsmænd som han.

  2. Thank you very much for a sober script. Mikhail Gorbachev deserves every word, and many more. An extraordinary statesman, his legacy will stay i history, and might one day inspire new progressive statesmen and contribute to a new world order. It probably already does.
    Stepen F. Cohen in his book “Soviet Fates and Lost Alternatives” dedicates a chapter 6 to “Gorbachev’s Lost Legacy”. The whole book is interesting in every way.
    The book challenges conventional wisdom about the course of Soviet and post-Soviet history. Reexamining leaders from Nikolai Bukharin, Stalin’s preeminent opponent, and Nikita Khrushchev to Mikhail Gorbachev and his rival Yegor Ligachev, Cohen shows that their defeated policies were viable alternatives and that their tragic personal fates shaped the Soviet Union and Russia today.
    Cohen’s ramifying arguments include that Stalinism was not the predetermined outcome of the Communist Revolution; that the Soviet Union was reformable and its breakup avoidable; and that the opportunity for a real post-Cold War relationship with Russia was squandered in Washington, not in Moscow. This is revisionist history at its best, compelling readers to rethink fateful events of the twentieth and early twenty-first centuries and the possibilities ahead.
    In his new epilogue, Cohen expands his analysis of U.S. policy toward post-Soviet Russia, tracing its development in the Clinton and Obama administrations and pointing to its initiation of a “new Cold War” that, he implies, has led to a fateful confrontation over Ukraine.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Om at flage med Ukraines flag

Next Story

Goodbye Gorbachev

Latest from Internationalt iøvrigt

%d bloggers like this: