Der er ingen tvivl om at dagens tophistorie på DR.dk viser at såvel Danmarks Radio som Syddansk Universitet beskæftiger sig med vigtige ting. Der er forbud på Syd-Dansk Universitets fitnesscenter mod brugen af sports-BHer, fordi det er “upassende” at en del af maven er bar…!
Men hvis vi nu skulle se det som vigtige tidens tegn så spørger jeg mig selv:
Gad vide hvordan Danmarks dumsmarte og umoralske krigsdeltagelse, fremmedhadet, populismen, identitetspolitikken, den ulidelige puritanisme, materialisme/konsumisme, og snæversynede politisk-moraliserende korrekthed mon hænger sammen – i kakistokratiets tidehverv.
For der er jo et sammenfald i tid siden 1990erne.
Jeg har ikke noget svar. Men der er tåbelig, uvidenskabelige “undersøgelser” af den slags, medier elsker at sprede, der (be)viser at danskerne er blandt de lykkeligste på denne jord. Er det måske fordi de sidder i en slags fængsel?
Med det Danmark, der findes i dag, kunne meget tyde på at den danske dansker – à la Hans Scherfig berømte opus – er blevet en slags forsvunden fuldmægtig fra Krigsministeriet hvor han keder sig bravt men så får den idé, at han kan forsvinde og smage på friheden på en helt ny måde. Men da han gør det blir også friheden for meget for ham, så hans næste plan er at få det til at se ud som om han har begået en alvorlig forbrydelse. Han vil så blive straffet og dermed realisere sin drøm om at leve en tryg, ubekymret og ufri borgerlig tilværelse – nu blot i et rigtigt fængsel.
Frihed og frisind er jo – skræmmende. Og mere i dag end dengang.
Det er ikke det Danmark, jeg voksede op i. Da var Danmark mere værdigt, horisonten bredere og ægte frisind en mærkesag på mange områder.
Det var et Danmark, der frembragte folk som Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Villy Sørensen – og Scherfig – som man fik en vis dannelse og dybde ved at læse og analysere i gymnasiet. Og det var under en konservativ justitsminister, Knud Thestrup, Danmark frigav pornografisk litteratur i 1967 og billedpornografien 1969 og blev verdensberømt for sit frisind.
Godt 50 år efter kan et stykke bar mave skabe debat. Fordi verden ikke længere findes, kun kroppen – mig selv i den politiske korrektheds, proportionsløshedens og den dårlige smags fængsel – eller hvorfor?
Og det slog mig omkring 15. august i år da US/NATOs og Danmarks totale og forudsigelige krigsfiasko i Afghanistan dukkede op til overfladen, så ingen længere kunne dække over den eller tage fejl af den: Tænk at danske politikere kan tvinges til forlade politik pga at have gået over en eller anden MeToo-grænse (jeg har ingen sympati for dem!) og dermed skadet ét menneske mens der ikke er blevet rejst et eneste krav om at dem, der har været ansvarlige for Danmarks deltagelse i Afghanistan og alle de andre krig, burde retsforfølges eller miste sine folkekvalgte hverv.
Det er lidt som med Clinton, der måtte igennem en rigsretssag pga et blowjob men betragtes som en stor statsmand for at have igangsat NATOs ekspansion, bombet i Bosnien, Kosovo og Serbien, opretholdt sanktionerne mod Irak da de havde kostet over en halv million kvinder og børn livet, bombet i Afghanistan, Sudan og…kort sagt, en af de værste og mest krigsforbrydende præsidenter i USAs historie.
Vesten – og Danmark – har mistet moralens kompas. Og enhver sans for proportioner.
PS
DR ælter sport-BHernes og croptopsernes sikkert historisk-kulturelle sider den 16. september 2021.

